Klumme

Frihedens spøgelse

Den tidligere udenrigsministers selvadministrerede ytringsfrihed demonstrerer dennes relativitet
30. november 2013

Per Stig Møllers sene opgør i tv med den statsminister, der så eftertrykkeligt ydmygede ham for åbent tæppe i sin tid, og som end ikke gad ulejlige sig med bare at ligne en, der værdsatte den konservative, bogskrivende udenrigsminister, vækker selvsagt opsigt. Sjældent får man et så smagfuldt indblik i magtens mentalitet. Den egenrådige Fogh Rasmussen, der tidligere i karrieren havde måttet gå som skatteminister efter kreativ bogføring og grov vildledning af Folketinget – læsere kan have glemt historien – svarede som de facto udenrigsminister hen over hovedet på stakkels Møller og hans kuede ministerium og frabad sig i forbindelse med karikaturkrisen besøg af de bejlende arabiske ambassadører.

Det mente mange dengang var et brud på god diplomatisk skik og ualmindeligt dumt. Et møde med ambassadører for krænkede folk havde næppe kompromitteret den danske ytringsfrihed og JP’s ret til at trykke nogle middelmådige tegninger. Tværtimod, ambassadørerne, der jo i forvejen vidste besked om danske forhold, ville blot have kunnet ringe hjem og meddelt deres regeringer, at de nu havde gjort deres forestillinger over for rette vedkommende, the one and only Mr. P.S. Moeller, og at beskeden – den forventelige – fra det lille kiksede lands regerings talsmand var den, at man ikke her huggede hænder og hoved af avisredaktører, bare fordi de redigerede deres avis åndssvagt.

Dertil kom efterfølgende gunstige muligheder for at kunne holde alle kanaler åbne via et hold tilfredsstillede ambassadører, hvis og når låget røg af krudttønden i de pågældende arabiske hjemlande. Eksporten af A38 og ost i skiver ville ikke lide skade, og ingen lokale tosser afbrændte danske ambassader.

Stejlhed og snæversyn

Det gik som bekendt ad helvede til. Fogh Rasmussens stejlhed og snæversynede hensyntagen til Dansk Folkeparti vejede tungere end sund fornuft og realpolitik. Reparationsarbejdet bagefter var langvarigt og besværligt. I en mere forstandig virkelighed end den datidige danske var statsminister og regering faldet efter en så ubehændig problemhåndtering. Men investeringen i DF’s nationalromantiske lille tivoli sviste sig nyttig. Partiets daværende formand og nuværende værdiordfører er en af de få, der den dag i dag finder rimelighed i hændelsesforløbet.

Fred være nu med det. Hvad der er mere interessant i tidsaktuel sammenhæng, er Per Stig Møllers forvaltning af hans ytringsfrihed, et begreb der ofte i fædrelandet køres i stilling, og som jævnligt fremstilles som en umistelig entydighed, en værdi, der ikke kan gradbøjes.

Én og anden stiller taktløst den tidligere udenrigsminister et spørgsmål om, hvorfor han ikke før har afsløret sine tanker og følelser under eller lige i kølvandet på denne for Danmark så alvorlige sag. Ikke mindst fordi netop han umiddelbart i sammenhængen måtte fremstå som ganske særlig uduelig. Kun Møller selv ved i sit inderste indre, hvad den egentlige og sande grund er til hans langtrukne tavshed.

Men i denne forbindelse kan dét være ligegyldigt – den side af sagen vil mange andre grave i. Det korte af det lange er: Har Møller gradbøjet sin ytringsfrihed og ikke anvendt den absolut? Det er ellers et hyppigt krav til ytringsfriheden, hver gang noget presser sig på i forbindelse med vore indvandrede medborgeres religion, deres problemer på arbejdsmarkedet eller vrede over digtsamlinger eller noget som helst andet, der kan være tilskyndelse til at anvende ytringsfriheden uden andre hensyn end retten til frit at anvende den.

Men det kan jo ikke nytte noget, at debatten i den danske nation til stadighed og uden evne til at rokke sig i standpunkterne stædigt afviser at skelne mellem ytringers substans og situationen, i hvilken de ytres. Måske med undtagelse af boksekampe og bold i Parken afpasses i stort set alle andre sammenhænge offentligt fremførte ytringer efter situationen, kun ikke når det gælder om at vælte ytringer af sig om landets mindretal og mindretals trosforestillinger. Ellers vurderer man, overvejer, overvejer igen, formulerer sig forstandigt (det hænder) og sætter som den tidligere udenrigsminister foden let på bremsen. Afholder sig fra eller venter med ting og sager til en mere passende lejlighed og ifortæller ikke lillejuleaften, at børnene ikke får julegaver i år, fordi pengene skal bruges til farmands depositum i Rungsted Golfklub.

Ytringsfrihed på hjernen

Selv journalister kan finde på at forsinke eller sløjfe historier; de gradbøjer ytringsfriheden og kan gå så vidt som at kassere en exit- poll under en kommunevalgaften, fordi det trods indskrænkning i meningsmålingsfirmaets ytringsfrihed er knald i låget at udsende den. Nåh, nej – skidt eksempel. Men så et væld af andre tankevækkende i pressehistorien, kun bestemt af hensyn, som The New York Times engang i sit hoved betegnede som »All the News That’s Fit to Print«.

Danske debatterende miljøer har fået ytringsfrihed på hjernen. Forsikrer man ikke til stadighed om, at man går stærkt og ubøjeligt ind for absolut frihed, regnes man af ytringsfrihedsfundamentalisterne som modstander af ytringsfrihed med våde drømme om, at Lars Hedegaard bliver beskudt igen. Men ytringsfriheden som så meget andet må ses i større sammenhænge, hvor også hensigtsmæssighed og kvalitet af det ytrede indgår som uafviselige parametre. Ytringer og frihed er som alt andet relative størrelser, hvilket både praksis og den rent faktiske lovgivning samt mere eftertænksom moral på området bevidner.

Per Stig Møller skal uanset alverdens mindre ædle motiver have hjertelig tak for at demonstrere den ubøjelige ytringsfriheds gradbøjelighed.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brian Pietersen
  • Carsten Søndergaard
  • Malan Helge
  • Stig Bøg
  • Johannes Lund
  • Ingrid Uma
  • Lene Timmermann
  • Steffen Gliese
  • Kurt Lindy Hansen
  • Steen Sohn
  • Torben K L Jensen
  • Jan Weis
  • Grethe Preisler
Brian Pietersen, Carsten Søndergaard, Malan Helge, Stig Bøg, Johannes Lund, Ingrid Uma, Lene Timmermann, Steffen Gliese, Kurt Lindy Hansen, Steen Sohn, Torben K L Jensen, Jan Weis og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Per Stig Møller har fuldstændig ret i, at Fogh håndterede Muhammed-krisen forkert. Men det er en ringe trøst for Per Stig, at turde sige det i dag, for hans egne fejl og mangler som udenrigsminister rager ind i himlen i sammenligning med. Per Stig kunne have holdt Danmark uden for Irakkrigen, hvis han havde insisteret på af "følge FN-sporet", han kunne have mast på for en Palæstinaanerkendelse, han kunne have neddæmpet vores Afghanistanindsats, bare for et nævne nogle få af hans undladelsessynder, men han var for tynd, og turde ikke stå ved sine inderste meninger.

Brian Pietersen, Malan Helge, Stig Bøg og Johannes Lund anbefalede denne kommentar