Kronik

Man gider fandme ikke høre på en idiot, der råber op på gaden

Folk kan lide at se psykisk syge som skøre genier – gal og genial. En skør kunstner, der kan give folk noget at føle med på, er ok. Men hvis der ikke lige er tale om et geni, så skulle han eller hin psykisk syge måske sorteres fra ligesom mongolerne?
Illustration: Katrine Marie Nielsen

Illustration: Katrine Marie Nielsen

9. november 2013

Jeg gik rundt i Bilka og tænkte over den gamle kliché: Hvem er det, der er gale? Er jeg gal? En ven havde sagt til mig: Det er vel dem, der ikke kan skjule det, der er gale. Det er dem, der får en diagnose. Jamen, så var jeg jo gal. Men efter at have siddet på en café i shoppingcentret Fields og overhørt en samtale mellem en adm. direktør fra Ericsson og en vejleder af en slags, blev jeg i tvivl.

Manden sad i jakkesæt, lænet ind over bordet. Han sagde:

»Jeg bliver nok betragtet som en demander. Jeg har rettet op på Dansk Supermarked, Carlsberg. Jeg har rettet op på Arla. Jeg er blevet god til at spotte de lade. Dem, der skal ud. Det passer mig fint at fyre folk. Jeg er en af Danmarks 10 bedste chefer. Jeg er bedre gift end min kone er, i forhold til hvor tit jeg er hjemme, ha, ha«, griner han og fortsætter:

»Hør her, egoets størrelse smitter vel også af på de andre som en god ting. Folk spørger sig selv: ’Hvad fanden er det, han gør rigtigt, som vi ikke kunne få til at fungere?’ Jeg plejer at sige: 20 procent er hjerne. 80 procent er hårdt arbejde. Jeg har ingen fritidsinteresser.«

»Du løber da stadig?« spørger coachen.

»Jo. Jo, jeg løber. I går tog jeg lige ud og mærke sådan en nier der, det var fantastisk. Jeg var bare klar i hovedet. Det, der fyldte før, fyldte knap så meget nu. Nå. Du skal videre. Jeg skal videre. Bare du har fået et nogenlunde indtryk af, hvem jeg er. Jeg hjælper et firma hele vejen. Nå. Jeg er en positiv mundfuld. Det er med at afgøre første halvleg selv, ikke holde bolden på den korte, men på den lange, levere god kvalitet, hvis man har lyst til at spille på det plan.«

»Jeg kan også mærke, du er skide skarp,« siger han til coachen.

»Ja, det beskriver jeg da også mig selv som,« svarer hun.

Bare stå af på den rigtige station

Jeg var lamslået. Først ærgrer jeg mig over den afsindigt grimme sportsmetaforik, manden brugte. Sikke en skændsel, at han grisser fodbold ind i topniveau-management og erhvervscoaching. Min farfars bror, Richard, vandt EM med det danske landshold i 1992. Min families triumf og tragedie kan spores tilbage til ham. Nej, nærmere til hans mor. Hun var en tyran, som min farmor siger. Min oldemor, Christense, lod ifølge min farfar Richard ligge, da han faldt som lille.

Hun lod ham ligge, og han overlevede; fik epilepsi, og neuronerne røg rundt som ved elektrochok. Oldemor sagde altid, at han var den klogeste, at han burde læse, men han begyndte at løbe efter en bold. Og så vandt han EM.

Min farfar blev læge og hængte sig. Nej, kvalte sig med en ledning på Ærøskøbing Sygehus 80 år gammel. Min farfar var maniodepressiv. Han kunne godt have trængt til en gang elektrochok til at få neuronerne spredt lidt. Men han selvmedicinerede sig med alkohol.

For hans generation var de sygdomme, man ikke kunne se, bestemt ikke noget, man talte om, og slet ikke med sin gamle mor. Det er de stadig ikke, den dag i dag. Noget man taler om.

Da jeg sidder og lytter til samtalen mellem chefen og vejlederen, indrømmer vejlederen halvvejs inde i forløbet, at hun på et tidspunkt gik ned med stress. Hun lyder skamfuld, men kommer hurtigt ind på, hvordan hun løb det væk. Gik til crossfit-træning.

Desværre er det ikke alle, der kan crossfitte sig ud af posttraumatisk stress, af skyttegravssyndrom, af generaliseret angst eller ud af en svær depression. Men der er sket en terapeutisering af vores samfund, der gør, at vi alle er blevet små psykologer, der kan tale om, at man »bare skal stå af på den rigtige station«, eller »det er nok, fordi jeg har lavt selvværd«, eller »jeg tror sgu, jeg havde en depression«. Folk smider om sig med tunge begreber fra psykiatrien.

Vedvarende banken

Min farfar fik aldrig hjælp. Han kunne ikke tage imod den. Det var for skamfuldt. Men inden han døde, skrev han en mail, hvor han bad mig om at søge hjælp, når jeg havde brug for det. Han skrev, »der må ikke ske dig noget«. Og at jeg ikke måtte blive et vrag som ham.

Jeg savner og elskede min farfar, så det har jeg gjort. Men jeg har også banket i bordene for at få hjælp. I mange tilfælde ved de praktiserende læger ikke, hvad de skal stille op med noget, der ikke er en brækket arm. Jeg har angst, symptomerne er ekspressive. Men min gode veninde, der er digter og skizofren, blev, inden hun fik diagnosen, nægtet hjælp af sin egen læge, fordi hun så fint sminket og flot ud. Der kunne da ikke være noget galt.

Ja, selv for pigen, jeg kender, der er blevet seksuelt misbrugt, har fået tre børn på p-piller og ikke turde åbne sin dør, når nogen bankede på, tog det afsindig lang tid at få hjælp. Hendes søn lever med fire diagnoser, og ham sørger systemet heldigvis for. Ligesom de sørger for min vens datter, der reagerer på, at hendes far har en svær depression. Selv får han bare et par piller. Av. Av. Hvem er det, der er gale?

Politik med 20 procents hjerne

Skal vi virkelig have nogen med 20 procent hjerne til at styre Danmark. Til at forbedre vilkårene i psykiatrien? Jeg hører fra en del politiske kommentatorer, at mange politikere har adm. direktør-kvaliteter (som manden fra cafeen). De kan styre et firma, ja de kan, men ikke et land.

Jeg har ikke forstand på politik. Men ærlig talt kunne der være noget om, at Christiansborg (som erhvervslivet) er blevet en elitesport. Ikke en deltagersport, men en tilskuersport. Og jeg regner desværre ikke med flere penge til psykiatrien. Jeg regner med flere tv-serier, der undergraver underklassen, portrætterer middelklassen og heraf en enkelt psykisk syg som et geni af en politikommissær.

Min ven, Lukas, har Aspergers ligesom hende i DR’s Broen. Han var ved at skyde sig selv forrige sommer. Først nu er han ved at blive rigtig udredt. Skævvridningen og tabuiseringen lever. Folk kan godt lide at se de rigtigt psykisk syge som skøre genier, gal og genial. Men man gider sateme ikke høre på den idiot, der går og råber op på gaden. Gider han lige lade være med at gå ind i mig.

Janis Joplin sagde engang, at folk vil have, at bluessangeren skal have det dårligt, lige meget hvad hun synger, folk vil have, at bluessangeren skal dø. På samme måde lader det til at være med psykisk syge. Hvis de nu er kunstnere – og en del kunstnere er desværre psykisk syge – ja, så er det ok, hvis de kan give folk noget at føle med på. Lidt sang. Lidt dans i X-Factor. Men hvis de ikke er genier, så skulle de måske sorteres fra ligesom mongolerne?

Langsom katastrofe

Der er ingen tvivl om, at jeg har det lettere end Karin, en kvinde, jeg var indlagt sammen med i januar 2010. Jeg har kun lidt angst.

Hun havde været hjemløs i 25 år i Stockholm, hun blev torteret i Thailand. Hun tog metadon og havde leverbetændelse. Hun blev også betragtet som en demander, hun råbte og smadrede et spejl, ramte Dorthe og røg ned på den lukkede. Men hendes ego smittede ikke af på de andre med en positiv effekt. Der var ingen, der hørte på hende og hendes skizofrene svenske vrøvl.

Hun gik med farvet tøj og høje sko med nitter, hun farvede sit hår rødt. Folk så hende som en idiot. Hun var genial i mine øjne. Hun fik mig til at le så højt, at jeg overvejede, om plejerne ville tro, at det nu rablede helt for mig.

Men kære alle. Fremtidens katastrofer er en langsom bevægelse. Vi er nødt til at gøre et forsøg nu, ikke vente generationer på at aftabussere den form for sygdom, der kan være så svær at forstå, fordi den er så kompleks, at man ikke bare kan tage en løbetur, en dyb indånding eller visualisere eller medicinere sig selv ud af den.

Lad os gøre noget andet end min farfars, min oldemors generation. Nu.

 

Josefine Graakjær er forfatter

Serie

Seneste artikler

  • Fri os for normaliteten

    22. november 2013
    Forsøg på at afstigmatisere psykisk sygdom og gøre den syge til en af os ender ofte med yderligere stigmatisering og udpensling af, hvem der er normale, og hvem der er syge. Vi mangler plads til forskelligheder – en kultur, hvor det at befinde sig i udfordrede livssituationer eller være syg forstås som en del af livet
  • Når anerkendelse bliver underkendt

    12. november 2013
    Hvis vi ikke får anerkendelse, bliver vi stressede. Sådan lyder mantraet for mange moderne ledelsesformer. Men anerkendelse kan let blive en belastning. For når man ikke synes, man gør det godt nok, virker det hult, at andre jubler, og så bliver man for alvor stresset
  • Selvhjælpsbølgen: Psykisk sygdom som karrierestrategi

    8. november 2013
    I USA sælges psykiske lidelser som en mulighed for succes snarere end som en forhindring. Tankegangen vinder indpas herhjemme og er et udtryk for et individualiseret syn på sundhed, der handler om, at den rette indstilling til sygdom kan gøre dig rask, vurderer to antropologer, der har forsket i tendensen
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anne Sofie Slouborg
  • Kristian Kofod
  • Camilla Rasmussen
  • Jesper Wendt
  • Tue Romanow
  • Simon Trøjgaard Jepsen
  • Slettet Bruger
  • Ulla Blok Kristensen
  • Niels Mosbak
  • Vibeke Rasmussen
  • Inger Sundsvald
  • Søren Jessen
Anne Sofie Slouborg, Kristian Kofod, Camilla Rasmussen, Jesper Wendt, Tue Romanow, Simon Trøjgaard Jepsen, Slettet Bruger, Ulla Blok Kristensen, Niels Mosbak, Vibeke Rasmussen, Inger Sundsvald og Søren Jessen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Inger Sundsvald

Jeg ved egentlig ikke hvad man gjorde ved den gamle dame, der i fuldt balletudstyr og strutskørt dansede midt på Nørrebros Runddel, da jeg i 60'erne boede dér.
Mit indtryk er, at hun bare var der, som en del af bybilledet.

Niels P Sønderskov

Nej, vi er ikke gale allesammen, men nøjagtigt som med somatiske lidelser, er vi udsat for at blive det. Når Peter skriver, at vi alle er gale, er det selvfølgelig fordi vi udmærket kan genkende galskaben. Frygten for diagnosen og sygdommen er imidlertid så stor, at de fleste af os benægter det og spiller normale. Frygten skyldes uvidenhed og desværre fører den gerne til afvisning af de gale som helt forskellige fra os selv.

Lars Kristensen

Vores krop har et immunforsvar der reagerer med fysiske reaktioner, når der kommer noget skadeligt ind i kroppen, men hvad gør psyken?

Vores psyke har også et immunforsvar, men det reagerer med psykiske reaktioner og de kan i mange tilfælde opfattes som værende forstyrrende, fordi de psykiske reaktioner ikke sker på en måde vi i det daglige er vant til at se vores medmenneske på.

Vores psyke er ligesom vores krop, udsat for både gode og dårlige oplevelser og hændelser. Når de dårlige hændelser sker, så reagerer både kroppens og psykens immunforsvar.

I begge tilfælde kan reaktionerne ende med at reaktionerne kan være livstruende, fordi kroppen eller psyken ikke i forvejen er forberedt på det der kommer og immunforsvaret reagerer så på en måde der vil kunne blive livstruende.

Det er ikke nødvendigvis selve bakterien eller virusset der er farlig, men derimod de reaktioner (hoste, feber, kramper, diarré m.v.) immunforsvaret bruger til bekæmpelse af bakterien eller virusset, der kan være farlig, hvis ikke kroppens immunforsvar får hjælp til at bekæmpe bakterien eller virusset.

På samme måde er det med vores psykes immunforsvar. Her reagerer immunforsvaret med psykiske handlemåder, som vil kunne være stærkt forstyrrende for omgivelserne eller ligefrem livstruende for mennesket selv eller dets omgivelser.

Her er det vigtigt at få stoppet de psykiske handlemåder, når de er livstruende, men ikke nødvendigvis når de er forstyrrende for omgivelserne, med mindre de er stærkt forstyrrende, men når de er stærkt forstyrrende vil det normalt også være mere eller mindre livstruende.

Når de psykiske handlinger er tilendebragt, enten ved samtale eller medicin, så er det lige så vigtigt at finde ud af, hvad der fik det psykiske immunforsvar til at reagere.

Er der i et menneskes omgivelser forhold der frembringer de psykiske reaktioner, hvad der normalt vil være, kunne det være bedre at få ændret forholdene end at ændre på mennesket, for bliver forholdene sådan, at de bliver mindre psykisk skadelige, ville det enkelte menneske formentlig også bedre kunne klare forholdene, uden at der igen opstår psykiske reaktioner.

Ændres der derimod ikke på psykisk skadelige forhold, hjælper det ikke at give mennesket vedvarende medicinering, for medicin fjerner ikke de skadelige forhold, det gør kun handlinger fra det nære samværsmiljø eller samfundet.

Der eksisterer ikke "gale" mennesker, der findes kun gale omgivelser.

Det er de gale (dårlige og livstruende) omgivelser der skal ændres på.

"Gale" mennesker reagerer sundt på gale omgivelser, så næste gang du møder et "galt" menneske, så tænk på, om ikke det kunne være, at det er omgivelserne, vedkommende mere eller mindre er tvunget til at leve i, der er det gale.

Med venlig hilsen
Lars Kristensen

Landsledelsesmedlem i LAP
Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere

Anne Sofie Slouborg og Jørgen Malmgren anbefalede denne kommentar
Anne Sofie Slouborg

Jeg er enig. Det lyder måske, og er måske også, lidt halvfjerdser-romantisk, men jeg er tilbøjelig til at mene at den mest virksomme behandling af psykisk sygdom er den, der lader menneskets relationelle natur være omdrejningspunktet for behandlingen. Da psykisk sygdom ofte blandt andet vil have oprindelse i en fejlslået relation i bred forstand og strukturer der er i konflikt med det der gør os til mennesker.