Læserbrev

Grønlændere skal integreres bedre

Debat
12. november 2013

I dag betragtes grønlændere som danske statsborgere og har derfor ikke mulighed for at få støtte til at etablere sig via integrationsindsatsen.

Det er et problem, da mange grønlændere ankommer til Danmark uden at kunne tale og skrive ordentligt dansk, uden viden om danske regler om at bosætte sig, og uden et netværk eller erfaring med at finde job på det danske arbejdsmarked.

Vi vil have et tættere samarbejde mellem Nuuk og Københavns Kommune om at forbedre vilkårene for grønlændere, der vil skabe sig et liv i København. Derfor vil vi arbejde for, at grønlændere skal have adgang til Københavns Kommunes integrationsindsatser, mens det allerede i Nuuk skal være muligt at starte processen med at få et sygesikringsbevis, en bankkonto, et job og et sted at bo, inden man rejser.

Blandt grønlændere i København er der højere arbejdsløshed, hjemløshed og sociale udfordringer end i resten af befolkningen. Det anslås, at helt op til 20 procent er socialt udsatte.

Grønlændere falder mellem to stole, da vi betragter dem som danskere, men da de i virkeligheden kommer fra en helt anden kultur, hvor det offentlige system fungerer anderledes. Det vil være en god investering for København at give grønlænderne adgang til indsatser, der fremmer integrationen for at mindske hjemløshed, ensomhed og arbejdsløshed blandt grønlændere.

Dette kunne ske ved hjælp af sprogundervisning, skræddersyet beskæftigelsesindsats og netværksskabende aktiviteter.

Mangler netværk

Når man som grønlænder ankommer til København, skal man registrere sig en masse steder, ligesom folk, der ankommer fra andre lande. Mange står uden et reelt netværk eller nogen, der kan bidrage til jobsøgningen.

Behandlingstiden er lang, og mange ender derfor med at bruge flere måneder på at få etableret sig.

Derfor mener vi, at der samtidig skal oprettes mulighed for at ordne mange af de ting på forhånd i Nuuk inden afrejse. Inden afrejsen fra Nuuk bør man også så vidt muligt give grønlændere, der vil til Danmark, om nyttige informationer.

Vi kan ikke fortsætte med at overlade grønlændere, der kommer til København, til sig selv.

Når vi hjælper så mange andre danskere gennem integrationsindsatsen, giver det ikke mening, at vi synes, grønlænderne skal klare sig selv.

Anda Uldum, viceborgmester i Nuuk, Demokraterne og Tommy Petersen, kandidat til kommunalvalget (R)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her