Klumme

Kunsten at konversere

Der er samtaleemner, man ikke vil kede folk med. Fremmede skal ikke trækkes med én. Og så tager man springet og nærmer sig døden
Debat
28. november 2013

Der er syv samtaleemner, man ikke bør kede andre mennesker med. I hvert fald ifølge radioproducer Sarah Koenigs strikse mor, der optræder i et af de seneste afsnit af det amerikanske radiomagasin, This American Life. 1)Snak ikke om dit helbred, medmindre du er døende. 2)Snak ikke om din menstruation, din rumlen i maven, pludder i trussen, ingen kan alligevel gøre noget ved det. 3)Fortæl ikke om dine evige diæter og kure eller 4) om penge, intet er mere nedtrykkende. Eller hvordan du 5) sov, eller hvad du 6) drømte. Glem det. Dine drømme er kun spændende for dig selv. Drop 7) ’rutesnak’ – hvordan du kom hen til, hvor du nu er, fortæl ikke om togforsinkelsen, om bilkøen på Holbækmotorvejen. Det havde Robert Redford engang gjort under et besøg hos Sarahs mor. Og så var han så godt som død for hende, siger hun tørt. For når du nu er her. Så vær her. Sarahs mors restriktioner er et samtaleemne i sig selv.

Men hvad med døden? Må man tale om den? I weekenden var jeg ved en sammenkomst, hvor der opstod en slags selskabsleg – eller bare samtale – mellem venner om, hvordan vi helst vil dø, når det nu skal være.

Lone vil gerne døse hen i frostvejr, krølle sig roligt sammen i sneen, hun har læst, at uheldige opdagelsesrejsende på Antarktis og lignende steder får oplevelsen af, at alt bliver varmt trods 30 graders kulde. Så tager de sig en lun lur, og vågner aldrig igen. Men Lone vil ikke ville findes og hentes for langt væk fra civilisationen, det skal ikke være for besværligt for et fremmed redningsteam, der skal slæbe hendes frosne lig ned fra et bjerg. Det er et spørgsmål om forfængelighed, og blufærdighed, ikke at blive en fremmed krop til besvær for nogen. Folk skal ikke trækkes med Lone – ligesom man meget nødigt falder i søvn i et S-tog med hovedet på et fremmed menneskes forlegne skulder.

Anna vil gerne falde ned af en meget flot hest, siger hun. Anna elsker fart og flotte heste, simpelthen. Og jeg vil gerne, i flugt fra en haj, ude på havet, hvor ingen kan bunde, svømme ind i gabet på en blåhval. Jeg vil være dramatisk afklaret, når jeg dør. Men det kan man ikke, siger Lone, svømme ind i en blåhval, for en blåhval har et slags gitter for munden, ellers ville alt jo skylle ind. Så i stedet vil jeg baskes hårdt i hovedet af en kæmpeisbjørns stærke pote. Sådan er jeg død én gang før. I en barndomsdrøm. Jeg kan stadig huske slaget.

Og Iben vil skydes. Det kommer bag på mig, pacifistisk som hun er. Det skal helst opstå i et kriminelt øjemed, siger hun. Nogen skal nå at ramme hende med deres revolver, før hun selv får trykket på aftrækkeren, måske er der tale om en duel om ære, og så vil hun ligge og ralle på jorden, ligesom på film, hviske sine sidste ord (»du gav mit liv mening«), og så – dø. Julie vil være heltemodig, hun vil »tage en kugle for nogen,« men først i sen alder. Så vil hun rejse sig langsomt fra kørestolen, lige akkurat fange kuglen med panden, så den ikke rammer en ung og vigtig enelleranden, og så vil hun synke sammen igen. Altruisme på falderebet. Død.

Sådan fejrer vi med magelig distance til dødsangst vores spektakulære selvforestilling om livet. Ved et langbord til en middagsbegivenhed med et fremmed selskab i den anden ende.

Julie stiller spørgsmålet til de fremmede: »Hvordan kunne I godt tænke jer at dø?«Hvad skal man dog svare? Det har de ikke tænkt på. Man skal altid sige noget sigende om sig selv til fremmede, man skal fremmale sin karakter, men heller ikke afsløre sig selv. Et sådant møde er et krav til kalkuleret selvforståelse. Men hvem har et svar klar til sådan en kækhedstest, til ironisk indavlsgalop?

Der er samtaleemner, man ikke vil kede folk med, fremmede skal ikke trækkes med én, og så tager man springet, og risikerer til tider – som nu, i flugt fra trivialitet, i angst for at dø som Robert Redford i Sarahs mor øjne – at hægte dem af i stedet.

En bordherre, en it-fyr i habit, vil ikke kede, men heller ikke afsløre sig selv, han magter bare ikke at balancere. Og så gør han kort proces, og kommer til at give for meget, og pludselig bliver samtalen til dødsalvor.Pludselig må vi trækkes med febrilsk, ufrivillig ærlighed: »Det skulle være hurtigt overstået,« siger han. »Jeg ville gå ud foran en bil. Eller et tog.«

Katrine Hornstrup Yde er kulturjournalist ved Information

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her