International kommentar

Lad den internationele straffedomstol dømme økodrab

Ødelæggelse af naturen koster ligesom krigsforbrydelser tusindvis af menneskeliv. Derfor burde drab på økosystemer kunne indbringes for den internationale straffe domstol
Debat
13. november 2013

Trods alle forsikringer om det modsatte vil beslutninger truffet i Nuuk og København kunne ende med omfattende ødelæggelse af naturen og menneskers levesteder i Grønland. Har Grønlands Hjemmestyre ret til at løbe den risiko? Det gjorde det i hvert fald, da det forleden gav London Mining tilladelse til i samarbejde med et kinesisk selskab at udvinde jern nær Nuukfjorden. Og har Hjemmestyret og den danske regering ret til at løbe den risiko, hvis de tillader Greenland Minerals and Energy, måske for kinesiske eller sydkoreanske penge, at udvinde sjældne jordarter og uran fra Kvanefjeldet?

Vi kan jo også spørge på en anden måde: Har danskerne nogensinde har fået lov til at ødelægge naturen i Danmark? Har vi lov til at lægge ’vores’ natur øde? Ja, det har vi, fordi vi tillader os selv at forfølge en økonomisk udvikling, som det hedder, selv om den måtte gå lidt ud over naturen. Og skulle den gå meget ud over naturen, som i den Mexicanske Golf i 2010, kan statsmagten idømme selskabet en bøde til staten og erstatninger til de skadelidte.

Naturgenopretning kommer derimod næppe på tale. Derfor har man overvejet at gøre omfattende skade på naturen strafbart, således at selskabets direktør, eller regeringens minister, kan idømmes fængselstraf, og selskabet eller staten kan idømmes pligt til egentlig naturgenopretning. Antagelsen er, at strategier for udnyttelse af jordens fysiske ressourcer vil påvirkes af risiko for personlige og finansielle omkostninger, som bedre svarer til risikoen for naturen.

Udvid ICC’s beføjelser

Fremgangsmåden kunne praktiseres, hvis Den Internationale Straffedomstol (ICC) af FN fik en femte beføjelse. Domstolen kan i øjeblikket idømme straf for fire forbrydelser, nemlig folkedrab, forbrydelser imod menneskeheden, krigsforbrydelser og det at føre angrebskrig, hvis nationale domstole ikke kan eller vil behandle sagen. Men den kan ikke behandle sager om ødelæggelse af økosystemer, selv om de måtte være forudsætningen for menneskers tilværelse og civilisation.

Forslaget om en femte beføjelse til at behandle sager om ecocide, som kan oversættes til ’økodrab’, har dog ind imellem været drøftet i FN i mere end 40 år. Senest har den engelske erhvervsadvokat Polly Higgins sat sig for at genoplive forslaget. Det vil kræve en ændring af det juridiske grundlag for domstolens arbejde, Romstatutten, som er ratificeret af bl.a. Danmark.

Tanken om at gøre i første omgang krigsforbrydelser strafbare opstod efter Første Verdenskrig, og den blev til noget med Nürnbergprocesserne efter Anden Verdenskrig. Men der skulle gå endnu mange år, før Romstatutten kunne vedtages, og den trådte først i kraft i 1992. Fred og forebyggelse af krig er det centrale tankegods for ICC. Argumentet for en beføjelse om økodrab er det enkle, at ødelæggelse af økosystemer gør det af med os, og selv om metoden er en anden, er den ligeså effektiv som krig. Betragtningen gælder såvel små samfund som hele menneskeheden. Fældning af regnskov fjerner grundlaget for ellers levedygtige indianersamfund, ødelæggelse af fiskebestande fjerner grundlaget for ellers levedygtige fangersamfund, og de allerede erkendte overskridelser af tærsklerne for udledning af drivhusgasser, ødelæggelse af kvælstofkredskøbet og tab af plante- og dyrearter truer nu hele vores civilisation.

Omfattende modstand

Begrebet ecocide blev lanceret i 1970. Olof Palme brugte det i 1972 om USA’s krigsførelse i Vietnam, og amerikaneren Richard A. Falk foreslog en international konvention om økodrab i 1973. Den blev ikke til noget, og med en enkelt undtagelse blev økodrab ikke medtaget i Romstatutten. Undtagelsen var netop forsætligt økodrab i forbindelse med krigshandlinger. Amerikanernes ødelæggelse af junglen med Monsantos og Dows Agent Orange i Vietnam sad godt fast i den kollektive erindring.

Det blev aldrig protokolleret, hvorfor man ikke medtog de mere udbredte former for økodrab, som finder sted i fredstid. Måske ville ingen af forhandlingsparterne lægge navn til så åbenlys prioritering af statslige og industrielle interesser.

Et indlysende argument imod den femte beføjelse for ICC er vanskeligheder ved afgrænsning. En landmands oppløjning af sin brakmark skal nok ikke være strafbart. Den mulige forbrydelse skal være af et vist omfang. Derimod kunne den danske stats beslutning om oppløjning af dansk brakjord på størrelse med Lolland i 2007-2008 muligvis have været indbragt for ICC, hvis økodrab i fredstid dengang havde været strafbart.

Et mere grundlæggende argument er, at det ikke ligger i menneskets natur eller kultur, at tage noget videre hensyn til naturen. Et sådant hensyn har ikke været nødvendigt i menneskets historie på 100.000 år eller mere, men det er det nu, om end denne erkendelse ikke følger med befolkningstilvæksten og vores forbrug af jordens fysiske ressourcer. Og når erkendelsen mangler, gør politikken det også.

Selv om det således ikke i almindelighed har været muligt at gøre økodrab til en sag, som kan indbringes for ICC, har nogle enkeltstater vedtaget nationale love, som faktisk har gjort økodrab i fredstid strafbart. Ikke så mærkeligt drejer det sig om netop Vietnam, men det gælder også Rusland og flere af de andre tidligere sovjetrepublikker.

I Danmark har emnet derimod ikke været genstand for seriøs drøftelse, hverken på Christiansborg, på universiteterne eller i miljøorganisationerne. Måske er det på tide at tage debatten – klodens tilstand og de mange aktuelle spørgsmål i både de danske og især de grønlandske dele af Rigsfælleskabet taget i betragtning.

Ole Færgeman er professor, dr.med.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

Et lille PS:
Hvad med jordforurening - Hvorfor er det ikke den der har forurenet jorden , der har skulle betale oprydningen - hvis det havde været så stod vi ikke i dag med problemet for mange husejere der nu er stavsbundet for at have købt en forurenetgrund.

Det virker ret "sjovt" at Vestre nu er ud og kritisere Regionerne for deres lange ventetider på mange år for grundejere. Har Venstre en korttidshukommelse eller vil de ikke mindes om at den forurenede jord blev negligeret ved Løkke Rasmussens Strukturreform, hvor Regionerne som næsten eneste ting fra Amternes Miljøområde fik pålagt jordforureningen og med kun et lille beløb til rådighed.
Derudover er det ret "sjovt" at Venstre mener at det er skatteyderne , der skal betale for oprydningen.

Allan Christensen

Dorte Sørensen

Fordi hensynet til velfærd og social retfærdighed går forud for ethvert hensyn til den enkelte og til vore efterkommere. Det er prisen for demokrati. Prisen for ikke at have et demokrati er endnu højere.

Niels-Simon Larsen

Lad os få det emne mere frem!
Er vi her i Danmark mon snart færdige med at udbygge vejsystemet, dvs. ødelægge naturen? Det er der ikke noget, der tyder på. Hvad med en retsag mod ødelæggerne - os selv?

randi christiansen, morten Hansen og Carsten Munk anbefalede denne kommentar
Karsten Kølliker

Forslagets er så indlysende, at diskussionen alene burde gå på den omtalte grænsedragning. Når et sådant regelsæt ikke allerede findes, er det et vidnesbyrd om kæmpemæssigt demokratisk underskud.

Selvfølgelig deler alverdens befolkninger ønsket om at bevare naturen, så fremtidige generationer også vil have et livsgrundlag. Det bemærkelsesværdige fravær af disse regelsæt fortæller efter min opfattelse om dels vores politikeres kortsynethed dels deres forbrødning med deres nationale industrier, således at det er industriernes interesser der varetages fremfor den almene befolknings.

Og i samme øjeblik vi erkender dette kæmpemæssige demokratiske underskud, så vågner en ny politisk bevidsthed. Formentlig er nationalstaternes suverænitet en forældet og kontraproduktiv tankegang. Vi skal ikke forvente, at vores nuværende politiske systemer evner at håndtere problemer i denne størrelsesorden. Det er de slet ikke gearede til. Derfor synes tiden at være kommet til en form for global demokratisk bevægelse, hvor almindelige borgere bredt ud over hele planeten får direkte indflydelse på udformningen og håndhævelsen af international lovgivning. FN som et sandt Earth Parliament.

”Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed.” Immanuel Kant

randi christiansen, morten Hansen, Britta Hansen, Helge Rasmussen, Jacob Svendsen og Carsten Munk anbefalede denne kommentar

Tanken fører direkte til indførelse af staternes - fællesskabernes - ejendomsret til jorden - på overfladen og i under overfladen.
I alle lande, der kalder sig retsstater, burde det være indlysende rigtigt.
I korrupte stater straks mere problematisk.
Hvilket styre vil erkende, at det er korrupt ved at nægte at gennemføre det rigtige.
For retfærdighed og frihed.

"Ødelæggelse af naturen koster ligesom krigsforbrydelser tusindvis af menneskeliv. Derfor burde drab på økosystemer kunne indbringes for den internationale straffe domstol."

Naturligvis!...

Med venlig hilsen

Det er ikke helt gennemtænkt at lade ICC (eller andre organer) behandle økodrab.

Det bliver til en form for ny-kolonialisme, hvor man rotter sig sammen om at fratage et andet lands befolkning retten til selvbestemmelse.

Og hvis det fældes dom, hvad er straffen / sanktionen så ?

Skal der eventuelt indføres internationale sanktioner mod misdæderen i form af handelsboykot, militær intervention o s v ??? (F eks militær besættelse af Grønland, hvis grønlænderne begynder på minedrift med udvinding af uran, sjældne jordarter o s v )

De første, der i nyere tid skulle foran sådan en domstol, er Tepco og den japanske regering. Faktisk er det en forbrydelse mod menneskeheden og ecocide hvad der er sket i Fukushima. Og ikke nok med selve ulykken, men at den japanske regering har tilladt, at katastrofen fortsætter og forblev i Tepcos uduelige hænder, for ikke 'at tabe ansigt' i internationale sammenhæng er lige så forkasteligt.

Jeg har selv bragt denne tanke op tidligere, men grunden til, at en sådan domstol vil forhindres med alle midler er vist den samme, som USA's ikke-anerkendelse af krigsforbryderdomstolen: alle risikerer, at blive dømt som den næste.

Prøv lig at spørge de NGO'er der i øjeblikket jerner febrilsk rundt, i forsøget på at få indsigt i de TTIP forhandlinger, som de er afskåret fra - men hvor 600 enormt store virksomheder i USA, samt et hav af ligesindede lobbyister - løbende bliver orienteret.
Prøv at spørge dem om hvad de føler er ved at ske med mulighederne for at indholdet i artiklen her, ville kunne lade sig gøre.

Et system for lukkede døre, hvor USA udgangspunkt er: hvor døje med uvidende forhandlinger af politikere, der ikke er eksperter på området. Næææ lad dog lobbyister og erhvervsorganisationer - som medicinalindustrien, olieindustrien, militærindustrien - selv danne indholdet til fremtidig lovgivning.

Det er DET det handler om i TTIP forhandlingerne - nemlig politisk og lovgivningsmæssigt - for al tid at afskære befolkningen, demokratiet og andet fra at kunne pille ved den økonomiske masterplan - hvor forurening, miljøkatastrofer, dyr og menneskers fornedrelse og afmagt, blot er et bi-produkt - i pyramide og snurretop økonomiens nødvendighed - for konstant udvidelse af "markedet" på alle leder og kanter.

Lykkedes det - så er ovenstående artikel blot gamle lysbilleder af en tid, hvor man troede sådanne ting muligt.

Det eneste positive der er at sige - er at dette system har en indbygget selvdestruktion - og hvad konsekvensen bliver kan man kun gisne om.

TTIP (systemet) forhandlingerne skal væltes, før at ovenstående ville kunne have sin gang på jorden.

Tydelige eksempler er Britta Hansens - forbryderdomstolen.

Et andet eksempel er: Hvordan kan det være at et udenlandsk firma kan få koncessionen på at udvinde uran på Grønland - UDEN forpligtelse til at skulle rydde op efter sig bagefter. Hvorfor? Ja fordi de involverede politikere i Grønland godt ved - at det er der ikke samlet økonomi til. At den regning ligger ud i fremtiden, til grønlands ungdom - som kan risikere at blive 20 gange så dyr, som den ene milliard, som grønlænderne får ud af det idag.

Artiklens indhold er jo naturligt ganske fornuftig - men det er der store kræfter igang med, at sætte en endelig stopper for.

randi christiansen, Jens Høybye, morten Hansen, Tom Paamand og Britta Hansen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

At man ikke skulle kunne værdisætte naturgrundlaget er en urigtig påstand. At påstanden benyttes som skalkeskjul for udemokratiske beslutninger vedr anvendelsen af samme er ..... uacceptabelt.