Kronik

Moderopgør og kvindehad er nyliberalismens tro tjenere

Nyliberale har dygtigt anvendt feminismen som et fjendebillede, der kunne samle kvindehadere og unge, der tørstede efter et opgør med deres rødstrømpemødres bongopatter og behårede armhuler
Illustration: Katrine Marie Nielsen/iBureauet

Illustration: Katrine Marie Nielsen/iBureauet

6. november 2013

Feministen Nancy Fraser er i det selvransagende hjørne i Information den 26. oktober. Hun begræder, at kvindesagen som et udslag af skæbnes ironi er endt i alliance med nyliberalismen.

Men spørgsmålet er, om Fraser forstår årsagssammenhængene rigtigt, når hun stiller sin samtidsdiagnose.

For passer det, at feministerne har styrket nyliberalismen?

Sandt nok mistede feminismen radikalitet i og med, at min generation, ’rødstrømpernes døtre’, kom på banen i løbet af 1980’erne. De ville frigøre sig fra deres ’forældre’, ligesom 68’erne havde gjort, ved at satse på de diametralt modsatte værdier og kalde dem for progressive og oprørske. Derfor blev marxismen (marxist-far) og feminismen (rødstrømpe-mor) til de undertrykkende systemer, det gjaldt om at gøre oprør imod.

Mens 68’ernes magtanalyse tilsagde, at det er den politiske og den økonomiske magt, der dominerer menneskers liv og bestemmer samfundsudviklingen, mente den unge generation, at marxismen og feminismen havde en sådan magt.

Opgør med mor

Hæmningsløst magtstræb, åbenlys opportunisme og erklæret materialisme blev i denne optik til oprørske handlinger. Pludselig var det heltemodigt at handle med penge, ligesom dyrkelsen af den rene udvendighed forfriskede.

På den kønspolitiske scene krævede kvinderne retten til at seksualisere sig selv, helst i sadomasochismens tegn (i dag seksualiserer kvinder som bekendt sig selv i pornografien og prostitutionens tegn). Iført sylespidse stiletter, push up og g-streng skulle de nok vise ’mor’ med hår under armene, lilla ble og bongopatter, hvor skabet skulle stå.

Enkelte feministiske røster protesterede mod tidsånden. Men faktum er unægteligt, at borte var store dele af den problembevidsthed, som 70’er-feministerne havde satset på.

Direkte adspurgt erklærede kvinderne frejdigt, at karriere, parforhold og småbørn gik op i en højere enhed – komplet med de højhælede sko og shoppingture til New York. Se f.eks. Euro RSCG Copenhagens undersøgelse Smummy – den smarte mor fra 2010. Det er en væsentlig pointe, at denne undersøgelse viste, at kvindernes kapacitet faktisk først og fremmest bestod i evnen til ønsketænkning og effektiv forstillelse. Det var basisgruppens absolutte modpol. Søstersolidaritetens negative spejlbillede.

Trangen til moderopgør var altså en væsentlig årsag til, at mange unge kvinder kom til at lyde som de nyliberales heppekor. Hvis feminismen gav en hånd til nyliberalismen, var det altså som det nyliberale opgørs genstand.

Feminisme som fjendebillede

Siden opgøret med 68’erne begyndte, har den ideologiske kamp i det politiske liv stået om, hvilke værdier der kunne kaldes oprørske i forhold til en påstået undertrykkende magt. Målet var at opnå det eftertragtede prædikat som progressiv. Og denne dagsorden har højrefløjen løbet med i årtier!

Højrefløjens fjendebilleder af marxisten og feministen, der plagede livet af os alle og ødelagde det hele, har helt enkelt haft langt stærkere appel end billedet af dårligt arbejdsmiljø, pengebesiddende klasser, virksomhedsejere og politiske beslutningstagere.

Udviklingen kulminerede i årene 2008-2012. Her så nyliberalismens udgave af kønspolitik, den såkaldt ’blå feminisme’, dagens lys og blev toneangivende i kønsdebatten.

Fjendebilledet af den mandehadende, fanatiske, dominerende, marxistiske feminist, der komplet mangler humor og ikke tåler ’forskelle’, blev massivt italesat.

De blå feminister blev toneangivende, fordi de kaldte sig ofre (for feministernes undertrykkelse), og fordi de gik i offensiven. Men de gik ikke i offensiven imod en magtfuldkommen, undertrykkende kvindebevægelse. De gik i offensiven imod det kollektive fjendebillede af feminismen.

Kvindehad

Kan man virkelig sige, at feminismen har givet nyliberalismen en hjælpende hånd ved at individualisere kvindesagen og gøre den til et spørgsmål om at tage sig sammen til at opnå succes og samfundsmagt? Nej, historien er en anden. Lad os se på, hvordan nyliberalisterne her i Danmark kobler deres samfundsforståelse sammen med køn.

Nyliberalisternes samfundssyn og magtanalyse ser groft sagt ud som følger: I den offentlige sektor arbejder alle kvinderne. De arbejder ikke nær så hårdt som alle mændene. Offentligt ansattes indkomstskat tæller ikke engang rigtigt, fordi det jo ’bare’ er penge, der allerede en gang er taget i skat fra det private erhvervsliv. Og nu kommer vi til mændene. Alle mændene arbejder, altså rigtigt, inden for det private – i erhvervslivet. Og de betaler skat. Rigtig skat – ligesom virksomhederne også betaler rigtig skat (hvis de altså ikke har fundet en måde at undgå det på, naturligvis).

Man kan indvende, at det er en latterligt primitiv samfundsforståelse, og at selve magtanalysen, der tilsiger, at det er feminister og venstreorienterede, der besidder magten til at forme menneskers levevilkår, jo nærmest er en joke.

Reelt kan man måske tale om, at feministerne og de venstreorienterede i bevægelsernes storhedstid opnåede at virke modificerende på de reelle magthavere, der dengang som nu var den politiske og den økonomiske elite. I dag, hvor en sådan modererende kraft mangler, kan man jo se, hvordan det går.

Man skal bemærke, at ræsonnementet kun hænger sammen formelt, hvilket er tilstrækkeligt til, at fortællingen kan fungere tilfredsstillende som netop fortælling – hvis man vel at mærke er motiveret for at indlade sig på vrøvlet. Følelser blandes med politik. Had til skattebetaling og had til kvinder kan pludselig blive to sider af samme sag!

Denne samfundsforståelse munder nemlig ud i en opfattelse af, at der eksisterer en uhellig alliance imellem velfærdsstaten (der altid omtales som en uønsket person af hunkøn, Big Mother) og kvinderne. Den går ud på at lænse mændene for deres ’rigtige’ penge tjent i den private sektor, for derefter at forære dem til kvinderne. Dels for deres pseudoarbejde i det offentlige, dels som støtteordninger, der gør kvinden økonomisk uafhængig af manden i parforholdet. Ved at puste til kvindehadet hverver man potentielle tilhængere til den nyliberale samfundsmodel.

Smart har man formået at spænde kvindehadets stærke energier for nyliberalismens vogn!

Hvis feminismen er nyliberalismens hjælper, er det igen alene som prygelknabe. Et samlingspunkt, der kan forene nyliberale i fælles aversion. Men det er noget ganske andet end at sige, at feminismen har givet nyliberalismen en hjælpende hånd.

Systematisk hetz

Men okay, Fraser har ret i, at virkelig konfronterende samfundskritik sjældent høres fra nutidens feminister. Årsagen er åbenlys. Hallo! Feminismen er jo blevet undertrykt. Kort og godt. Udsat for systematisk hetz og forfølgelse. Ingen kommentarspor er så krænkende som kommentarsporene til de kønspolitiske debatindlæg. Og alle ved det. Folk m/k er blevet latterliggjort, hånet og tilsvinet, krænket og seksualiseret, fordi de har fremsat feministiske ytringer. Sådan er der kraftme’ ikke andre, der bliver behandlet i debatten!

Den feministiske diskurs er slet og ret blevet mistænkeliggjort og infameret i offentligheden, og der er hårde sanktioner for at tilslutte sig den.

Det er undertrykkelse – så klassisk og så banalt, som det overhovedet forekommer. Og så kan vi ikke engang se det.

Der er mere brug for feminisme end nogensinde.

Jette Hansen er mag.art. og forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Simone Bærentzen
  • Henning Pedersen
  • Daniel Mikkelsen
  • lars abildgaard
  • Jens Kofoed
  • Vibeke Svenningsen
  • Philip B. Johnsen
  • randi christiansen
  • Vivi Rindom
  • David Zennaro
  • erik winberg
  • Niels Mosbak
  • Hanne Ribens
  • Inger Sundsvald
  • Heidi Pedersen
  • Rasmus Kongshøj
  • Ingrid Uma
  • Niels Engelsted
  • Grethe Preisler
Simone Bærentzen, Henning Pedersen, Daniel Mikkelsen, lars abildgaard, Jens Kofoed, Vibeke Svenningsen, Philip B. Johnsen, randi christiansen, Vivi Rindom, David Zennaro, erik winberg, Niels Mosbak, Hanne Ribens, Inger Sundsvald, Heidi Pedersen, Rasmus Kongshøj, Ingrid Uma, Niels Engelsted og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Grethe Preisler

Velkommen tilbage til øretævernes holdeplads Jette Hansen. Du skal nok få din sag for i 'den mindst ringe', når de sidste dages 'nyliberale feminister' m/k får gnedet søvnen af ud øjnene i morgen tidlig og begynder at facebooke og twitte med hinanden

Men hvorfor omtaler du dem egentlig som 'den politiske og økonomiske elite'? Er det gode danske ord 'overklassen' gledet helt ud af vokabulariet i løbet af det seneste tiår?

Henning Pedersen, Daniel Mikkelsen, lars abildgaard, Lars Dahl, Heinrich R. Jørgensen, Elisabeth Andersen, Brian Pietersen, Niels Mosbak, Lise Lotte Rahbek, Heidi Pedersen og Ingrid Uma anbefalede denne kommentar
Niels Engelsted

Fin beskrivelse. Jeg håber Jette Hansen har ret i, at generationsopgør spiller en stor rolle i historiens gang, fordi liberal alliance generationen så snart bliver sat i skabet af deres børn. Det har Danmark, menneskeheden og planeten stærkt brug for.

Mette Haagerup, Leonard Mortensen, Søs Jensen, Levi Jahnsen, Henning Pedersen, Lilli Wendt, Lars Dahl, Thomas Borghus, randi christiansen, Elisabeth Andersen, Kristine Skøtt-Jensen, Lars Jorgensen, Brian Pietersen, Tue Romanow, Curt Sørensen, Niels Mosbak, Hanne Ribens, Steffen Gliese, Inger Sundsvald, Lise Lotte Rahbek, Mette Hansen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar

Michael Kongstad Nielsen 05. november, 2013 - 23:22
alle over en kam?
og
Man hører allerede råbet fra dagens fædres opvoksende børn - hvordan kunne I dog gøre det mod os!

Et betydeligt mere seriøst svar til Nancy Fraser end det tidligere fra Sanne Søndergaard, artiklen er dog højst et komplement til Frasers klassiske redegørelse.

Svaret på om "feminismen har styrket neoliberalismen" er, "hvad forstås ved feminisme"? Her er Jette Hansens svar, at 68-feminismens rolle som nyliberalismens "alierede" har været som fjendebillede eller prugelknabe - 68-feminismen har altså spillet en passiv rolle, om nogen, mht. at styrke neoliberalisme.

Dette kan være rigtigt nok, men de kvindesagsindividualiserende og de "blå" 68-feministhadende feminister var ikke oprindeligt de samme i Nancy Frasers analyse. Hun taler om en "historisk konkretisering" af en oprindeligt ambivalent kvindebevægelse, hvor det individuelle og det kollektive aspekt af frigørelsen eksisterede side om side.

Det at kvindebevægelsen viste sig at være så modtagelig ikke bare for det individuelle aspekt, men for dettes konkretisering i den bevidsthedsløse og fordummede neoliberale eller blå udgave kan ikke kun tilskrives smart neoliberal marketing hjulpet af trangen til frigørelse gennem generationsopgør, thi da frakender man kvindebevægelsen selvdetermination og intelligens og derved dens ånd.

Derfor er det korrekt af Nancy Fraser, med et slidt ordspil, (også) at gribe i egen barm. Alternativet, som jeg er sympatisk over for, selvom jeg ikke er blind for faren ved sektarianisme, er at sige, at neofeministerne ikke er feminister; de besidder, som Jette Hansen bemærker, ikke bevidstheden og dermed nok heller ikke ånden.

Neofeminisme er ikke anti-68 feminisme, blot antifeminisme.

Inger Sundsvald

Tiltrængt og fyldig analyse af sammenhænge. Tak for det Jette Hansen.

Nu står det lysende klart, hvordan man kan nå frem til en konklusion om ”den marxistiske kvindehader”.

Nutidens såkaldte feminister og venstrefløjens sure og forsmåede mandlige kvindehadere, fører an i neoliberalismens orkestrerede forhånelsen af feminismen.

Det er lykkedes at få de elendige til at grave deres egen grav.

Grethe Preisler

Når folk vil kaldes gentlemen
så er der ikke langt igen

og når de slår på deres ære
er det så tæt, som det kan være.

Men fabler de om Himlens Komme
- så HAR de hånden i din lomme (Kumbel)

Så er der Bal i St, Kongensgade for neoliberale neofeminister m/k
Påklædning: Blåt slips og røde stiletter.

Værsgo' og kom nærmere d'herrer og damer. Angtreen er gratis for angrende munkemarxister og bongopatter fra 1968.

Niels Engelsted, LAU eksisterer kun, fordi ungdommen ikke ser andre steder at gå hen. De vil bare have den frihed, din og min generation voksede op med, men som en alt for gennemreguleret og struktureret livsform har udraderet.
De er ligesom visse konservative unge: uden andet end en nostalgisk længsel efter noget, de aldrig har kendt, men alene læst om.

Levi Jahnsen, Heinrich R. Jørgensen og Marie Løhr anbefalede denne kommentar
Mikael Flarup Bagger

Ja. Man kan altså godt tage sit moderopgør i privaten uden at projicere det over på alt og alle, og derved hænge fast i en juvenil trodsreaktion resten af ens tilværelse. Det ville klæde de nyliberale misogynister med lidt selvransagelse

Tino Rozzo, Elisabeth Andersen og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Josephine Lehaff

Hvem er Liberal Alliance generationen? Ungdommen idag er slet ikke så liberalistiske, som mange har fået indtryk af. Faktisk er LAU den tredjemindste ungdoms partiorganisation.

Ungdoms partiorganisationers medlemstal er fordelt således:

LAU (Liberal Alliance Ungdom): 800
VU (Venstre Ungdom): 2.200
KU (Konservativ Ungdom): 1.200
RU (Radikal Ungdom): 700
DFU (Dansk Folkepartis Ungdom): 500
SUF (Socialistisk Ungdomsfront): 1.500
SFU (Socialistisk Folkepartis Ungdom): 2.400
DSU (Danmarks Socialdemokratiske Ungdom): 2.500

Så ungdommen ser i høj grad andre steder at gå hen.

Inger Sundsvald

Det er ikke så sært, at man kommer til at tænke på "Daddys little helper".
"Jeg synes altså godt nok, at man skal knibe øjnene ualmindeligt hårdt i for ikke at opfatte det klokkeklare krisetegn: Kvinder, der 1) lover mændene pornografisk sex ad libitum og 2) trække sig som konkurrenter på arbejdsmarkedet til gengæld for et væg til væg (hus)moderskab. Kan det snart blive tydeligere? Som sædvanlig skal kvinden berolige manden og give ham storbarmet tryghed, når krisen kradser. Så... Daddys little helper ER lidt i stesolidfamilien, ikke?"
http://jettehansenblogger.blogspot.dk/2012/04/daddys-little-helper.html

Der er en overordnet lighed mellem ny-liberalismen, feminismen og blå feministerne. De er alle samme ofre!
Ny-liberalisterne er altid ofre for "statens overgreb"
Feministerne er altid ofre for "mændenes(samfundets) overgreb"
Blå feministerne er ofre for "feministernes overgreb"

Det er svært at beslutte sig for hvem man skal have ondt af

Grethe Preisler

Du glemte nogen, Alexander Nørup: De undertrykte mænd.

De er alle sammen ofre for Big Mothers træskhed, hvad enten de er unge eller gamle, fattige eller rige, og hvad enten 'hun' ifører sig forklæde eller stiletter

I virkeligheden er det dem, vi burde have ondt af.

Mette Haagerup, Majbritt Nielsen, John Hansen og Inger Sundsvald anbefalede denne kommentar
Josephine Lehaff

Jeg synes snarere det er beskyldninger om offermentalitet, der er i den ny-liberalistiske ånd. Hvor feminister og socialistiske bevægelser påpeger uligheder og uretfærdigheder og ønsker at gøre noget aktivt for at forbedre dårlige vilkår, er nyliberalisterne vel dem der siger, "Jeg har klaret det fint, hvorfor kan du ikke?"

Offermentalitet er jo bare et minusord for en person, der pointerer at verden er uretfærdig.

Mette Haagerup, Majbritt Nielsen og Elisabeth Andersen anbefalede denne kommentar
Josephine Lehaff

Rettelse, for det var lidt for sort/hvidt: Offermentalitet er et minusord, for en person der problematiserer at verdenen er uretfærdig.

God artikel af Jette Hansen. Blot skal vi som ofre for infamering , tilsvining og hetz medtage de lavt lønnede, de arbejdsløse, bistandsklienter, indvandrerne og de venstreorienterede. Den overvældende borgerlige mediemaskine er en tumleplads for rabiate højre bloggere, journalister, politikere og ideologer og deres foretrukne debatform er netop den tilsviningen. Det er den eneste form for 'debat' de kender, og sikkert også den eneste de magter

Henning Pedersen, Janus Agerbo, Lars Dahl, Elisabeth Andersen og Niels Mosbak anbefalede denne kommentar
Sascha Olinsson

Velgennemtænkt indslag til kvindesags debatten- og for en gangs skyld en efterfølgende debat der holder sig sober og respektfuld- tak det var dejligt!

Søs Jensen, Lars Dahl, Elisabeth Andersen og Kristine Skøtt-Jensen anbefalede denne kommentar
Inger Sundsvald

I går måtte jeg zappe væk fra Deadline, da jeg ikke kunne holde ud at se og høre på Christoffer Arzrouni, der sammenlignede bankernes rådgivning om skatteunddragelse for milliarder med, når folk køber sodavand og chokolade i grænsebutikker.
Er der egentlig noget at sige til, at umoraliteten breder sig?
Og de snakker om ”krævementalitet” – tsk, tsk.

Dagen før var det Karen West, der havde svært ved at føre en meningsfuld samtale i et bare nogenlunde civiliseret toneleje.

Familien Sort styrer :/

Søs Jensen, Henning Pedersen, lars abildgaard, Curt Sørensen, Thomas Borghus, Karsten Aaen, Lars Jorgensen og Brian Pietersen anbefalede denne kommentar
Brian Pietersen

Inger

det der kommer ud af DR og tv2 er rent højrepropganda.... jeg hverken hører eller ser på dem eller støtter dem på nogen måde.

Levi Jahnsen, lars abildgaard, Jens Kofoed, Heinrich R. Jørgensen, David Zennaro, Lars Jorgensen og Inger Sundsvald anbefalede denne kommentar
Karsten Kølliker

Hvad nu hvis 68’ernes store fejl var at tolke nybruddet politisk? Hvorfor taler vi overhovedet om 68, hvis det virkelige nybrud skete i 64-67?

Det gør vi fordi det var i 68, at Martin Luther King og Robert Kennedy blev skudt, og det var i 68 at ridende politi med køller blev sat ind overfor sit-down-strejker på universiteterne. Myndigheder satte ind med magt, og mange af de unge skiftede da sindelag, og begyndte at bekrige systemet. Og det var slet nogen dårlig udvikling for systemet. Den form for modstand var langt nemmere at forholde sig til end den rene, næstekærlige, ikke-voldelige flower-power-bevægelse. Og al marxismen og politiseringen af ungdomsoprøret var nærmest et kup, der endte med at kvæle bevægelsen.

Personligt tror jeg, at vi kun har set en lille flig af hvad kvindens frigørelse reelt betyder. Men revolutionen er og har hele tiden været mere bevidsthedsmæssig end politisk. All you need is love.

Henning Pedersen, Heinrich R. Jørgensen, Tom Paamand og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Karsten Kølliker

Gandhi viste vejen til at vriste Indien ud englændernes jerngreb. Fremfor at kæmpe om magten skal man forstå, at man allerede har den. Mennesker, der opnår magtfulde positioner ved at bekæmpe andre, er frygtsomme og svage. Mennesker, der har retfærdigheden på deres side, er ukuelige.

Brian Pietersen, Henning Pedersen og Janus Agerbo anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Hører du nogen kalde på store og stærke mænd
da er det tiden at samle alle de svage igen

Den. der ikke tør vælge, ad hvilken vej han vil gå
ender som sten i den trappe, de stærke vil træde på

Den der vælger at kæmpe trods vished om nederlag
ved at andre vil følge, så svage bli'r stærke en dag

Hører du nogen kalde på store og stærke mænd
da er de tiden at samle de svages styrke igen (Carl Scharnberg)

Henning Pedersen, lars abildgaard, Lilli Wendt, Niels Mosbak, Heinrich R. Jørgensen, Lise Lotte Rahbek, randi christiansen, Karsten Kølliker og Inger Sundsvald anbefalede denne kommentar

Også de kolonier. hvor Gandhi ikke var aktiv blev opgivet, og Indien tilhører ikke de "ukuelige retfærdige" mere end noget andet kapitalistisk projekt.

Henrik Brøndum

Jeg har tidligere defineret mig selv som tilhoerende elitens allernederste lag og en anden debattoer har analyseret sig frem til at jeg tilhoerer smaaborgerskabet. Haaber der kan komme et velsignet barn ud af de to - som her vil komme med lidt modspil iklaedt den nyliberale kasket. (I min alder er enhver betegnelse der indeholder noget med ny kaerkommen).

Jeg tror det er en alvorlig fejlslutning naar Jette Hansen skriver at vi nyliberale (eller hvis det skal vaere videnskabeligt neoliberale - som jeg forstaar ogsaa inkluderer socialdemokrater) ser feminismen og marxismen som fjendebilleder - det er meget mere konkret - der er tale om et regulaert had.

Dog kun fra nogle af os (naturligvis paa ingen maade inklusive mig selv) her i elitens bundlag. Hoejere oppe er man kisteglade over at have fjender som Jette Hansen - man behoever faktisk ingen venner. Selvom Jette Hansens argumentation indeholder mange vaesentlige kritik-punkter af f.eks. New Public Management, udviklingen af en stadig mere selvtilfreds elite, etc. saa goer argumentationsformen med banale aarsagsvirkningssammenhaenge, stereotype kategoriseringer iklaedt foragt etc., at budskabet - Allah vaere lovet - kun falder behageligt hos dem der allerede er enige.

Jeg tror jeg vil bruge artiklen som et skraemmeeksempel naeste gang Taliban inviterer mig til at holde et foredrag om moderne kommunikationsteknik.

Michael Kongstad Nielsen

Efter min fornemmelse er kvinderne i dag på fuld fart tilbage mod tidligere tiders kvinderoller. Man suser ned i mors, mormors og tipoldemors verden. Retro på en måde, der intet har med kvindesag, kvindekamp, feminisme eller ny-feminisme at gøre. Det er bare en tilbageskuende trend, som sammenholdes med materiel komfort, signalværdi, se mig se mig, billige F1- til huset, og fede biler i garagen.

I en feministisk kontekst fremkommer der ofte synspunkter, som åbenlyst er diskriminerende, dobbeltmoralske eller autoritære. Synspunkterne fremsættes ofte af feminister, som søger at distancere sig fra deres kritikere ved generelt at beskrive dem som blå, eller rettere at anklage dem for at være det. Men at forholde sig kritisk til denne slags synspunkter er i sig selv hverken afhængig af, om man befinder sig på den blå eller den røde side, eller et sted i midten. Ligesom det naturligvis heller ikke i sig selv indebærer nogen tilbøjelighed til tilsvininger, eller had til det ene eller det andet køn. Langt nærmere bruges sådanne anklager som påskud, for at kunne undgå at skulle forholde sig til kritik.

Henrik Broendum:

Din indsigt i de taktiske overvejelser og almene samfundssind hos dine overordnede i det neoliberale hierarki er altid velkommen hos de af os, der ikke behersker moderne kommunikationsteori og -praksis til samme fuldkommenhed. Kunne du ikke, uden at afsløre essentielle forretningshemmeligheder, men til almen opbyggelighed, henvise til nogle konkrete eksempler på, hvordan sofistikerede neoliberale debattører undgår slige "banale aarsagsvirkningssammenhaenge, stereotype kategoriseringer iklaedt foragt etc."?

Lars Dahl, Lise Lotte Rahbek og Henrik Brøndum anbefalede denne kommentar
Josephine Lehaff

@Johannes
Anarcho-feminister går ind for anarki som løsning på patriarkiets rolle i klassesamfundet, deraf navnet "anarcho"-feminister. Kvinfo kan sikkert kaldes mange ting, men anarkistiske kan man næppe beskylde dem for at være.

Henrik Brøndum

@Claus Jensen

Jeg ved ikke om jeg har decideret overordnede - og jeg er helt enig med dig i (som du ironisk antyder) at der ogsaa findes elendige debattoerer i blandt baade liberale og neoliberale. Christoffer Arzrouni naevnes her i traaden og er godt eksempel paa argumentation der naesten udelukkende repeterer de liberale normer anno 18 hundrede et eller andet og naegter at foretage eller kommentere iagttagelser.

Jakob Engel-Schmidt fra Venstre er f.eks. meget velbegavet og sober at hoere paa og dermed et eksempel paa det modsatte.

Et politisk stridspunkt mellem venstre og hoejre er f.eks. om der er fordele ved en flat-tax rate. Der er meget gode argumenter for, at det har der vaeret i nogle af de oesteuropaiske lande - personlig tror jeg ikke der vil vaere det i vesten - men i Danmark er denne diskussion totalt druknet i skinger ideologi fra begge sider.

Niels Engelsted

Henrik, vi er alle sammen fanger af vores univers. Det er svært at se hos sig selv, det er indlysende, ligger i definitionen. Til gengæld er det overordentlig nemt at se hos andre. Så tak fordi dit bidrag, er sikker på, at jeg kan gøre gengæld.

randi christiansen

Følg pengene - find forbryderne

Ingen kvindekamp uden klassekamp

Vi taler økonomisk undertrykkelse, som i feminismebevægelsens start bl.a. markerede sig ved modstand mod den patriarkalske kvindeundertrykkelse

Så gav farmand job og lommepenge til kvinderne, som glemte alt om den generelle økonomiske undertrykkelse, fokuserede på egen frigørelse og meldte sig ind i konkurrenceræset - på farmands betingelser.

Lad dette trut i hornet fra Jette Hansen være indledningen til en ny tid i
feminismens kamp mod al undertrykkelses ophav.

Mere vil have mere. Feministerne har sejret og det går af helvede til.
Big Brother fra 1984 er som ordspil afløst af Big Mother, et udtryk opfundet af den liberale Simon Emil Ammitzbøll ?

Og hvad betyder det så.
Statsovervågning på brutal, maskulin vis er parret med snedige feminine holdninger og metoder.
Borgerne er børn, som beskyttes, vejledes og styres af den bedrevidende stat.
Herimod ligger den liberale protest.
Er "feminister" imod det, er I for Big Mother stat, udviklet gennem årtiers socialdemokratisme.
Imod folkestyre. Imod nærhed. Imod personlig frihed - mellem kønnene.
Imod mænd !

Feminister af enhver art er mest veluddannede, fremfusende controle freaks, som vil styre, hvor skabet skal stå - i samfundet og i familien.
Heldigvis er I i mindretal. Forsvindende lille.
Så lille, at millionunderstøttelse fra Big Mother staten er nødvendig.

Karsten Kølliker

Selvom jeg velsagtens også indlægger mig selv til at blive lagt for had, så kan jeg godt følge dine synspunkter Leo Nygaard (kl. 10.52). Skrev nedenstående i en kommentar på Politiken 12.04.2013.

Kvindens frigørelse (1/2)
Kvindens frigørelse har været en proces med flere markante, historiske opgør, hvor det seneste var rødstrømpebevægelsen i 70’erne. Rødstrømpebevægelsen var så på sin side fuldkommen integreret i et mægtigt civilisationsopgør. Dette større opgør handlede om en bevidstgørelse af, hvordan vi som civilisation misrøgtede, forurenede og drev rovdrift på naturen, hvordan vores økonomiske systemer skabte ekstreme uligheder i fordelingen af verdens goder samt hvordan vi som civilisation havde fået fortrængt hele den spirituelle dimension af livet.

Når rødstrømpebevægelsen udviklede sig så militant skyldtes det ikke mindst, at ved forstå sig selv som undertrykte blev det fraværet af de kvindelige energier og dominansen af de mandlige der blev set som årsagen til den dybe, civilisatoriske krise. Således blev det i rødstrømpernes selvforståelse til, at hvis bare kvinderne kom til, så ville verden blive et meget bedre sted for alle.

Kvindens frigørelse (2/2)
Men det er ikke det der er sket. Tværtimod forekommer det, at ligestillingen og det fortsatte kønspolitiske fokus nærmere har flyttet opmærksomheden bort fra opgøret med hhv. udpining af naturen, de ekstreme økonomiske uligheder og vores fortrængning af spiritualitet.

Således er kvindens nyvundne selvbevidsthed blevet en bobbel af selvtilfredshed. Hvor er der plads i de travle, moderne kvinders liv til at stoppe op og spørge sig, hvad det egentlig var kvindens frigørelse egentlig handlede om? Hvad var for en opgave rødstrømperne tog på sig, dengang tilbage i 70’erne?

Fremfor at udfordre sig selv på disse højst presserende spørgsmål, forekommer moderne kvinders selvforståelse i langt højere at lægge sig op efter at være ’a material girl in a material world’. Og karrieremål og cafemøder og biografture osv. indenfor den ramme må kvinderne gerne holde for sig selv. Personligt er jeg i hvert fald ikke den der skal trænge mig på.

Philip B. Johnsen

Nyliberale er ikke modstander af feminismen.

Liberalismen er et fundamentalistisk og fanatiske ekstrem, hvor demokrati og human opførsel ikke tæller positivt, som parameter for samfundsstrukturen.

Grådighed og egoisme er dyder der bliver fremhævet, dyder der skal udmøntes i personlig magt, økonomisk selvrealisering i første række, affaldet er medmenneskelighed og solidaritet, liberalister vælger sit eget ego, som den ene og sande Gud.

Egoistisk fundamentalisme, der intet har med kvinder og mænd, at gøre det handler kun om "mit og mig."
Psykopati har sin egen politiske isme "liberalismen", nyliberale øver sig i psykopati, med de mangler fastholdelse af demokrati har for nyliberalismen.

Jeg skal lige tilføje, at jeg ikke opfatter psykopati, som en sygdom og jeg hader ikke liberale, det er en menneskelig støbning nogle mennesker tilhører.

Søs Jensen, Majbritt Nielsen og Inger Sundsvald anbefalede denne kommentar
Heinrich R. Jørgensen

Karsten Kølliker:
"Fremfor at kæmpe om magten skal man forstå, at man allerede har den."

Det er såre sandt.

Enhver (en vær) må gøre sig bevidst om det indlysende forhold, at ansvar ikke er noget man kan aflægge sig. Enhver (en vær) må gøre sig bevidst om, at den eneste myndige entitet, der kan træffe livsvalg på ens vegne, er en selv. Ingen andre er givet ansvar for eller myndighed over ens person.

Randi - Det har jeg så gjort. Hvad har jeg misforstået.
Grete - Nej ikke dèr i oprindelsen til en højaktuel idè, men i en 70`er udgravning.

Henrik Brøndum og Niels Engelsted:

Der drilles og drilles igen, for her har vi den luksus, at vi ikke behøver være alt for alvorlige, og forhåbentligt poleres kanterne og forståelsen i processen. Dog skal man være opmærksom på, at een ting er den almindelige politiske debat om flat tax eller næsten ethvert andet emne, der tages op i disse spalter, og en anden er den slags diskurs, der tilhører feminisme eller andre oprørsismer og -diskurser. De vil altid skure i ens ører på en stille formiddag, hvor verden ikke synes mere af lave, end at fuglene stadig synger i haven, og om lidt er kaffen klar.

Kvindekampen er i høj grad en kamp mod stereotyper, og det ligger til en sådan kamp at blotlægge stereotyperne som en slags tese og antitese, men man skal ikke forvente, at det hele af hensyn til vore sarte maver ophæves i fordragelighedens syntese i tide til at blive skyllet ned med kaffen.

Det ikke så banale i Jette Hansens analyse er, at det lykkedes neoliberalismen (kapitalismen) at rette generationsopgøret bort fra den virkelige forældregeneration til det forstørrede og fordrejede fjendebillede af denne. For 68-oprøret kom aldrig til magten, det blev aldrig i virkeligheden til undertrykkeren. Vi har ikke i virkeligheden lidt under en marxistisk, mandehadende lilla ble-mor, og endnu vigtigere, samfundet blev aldrig domineret af de marxistiske kvindehadende idealer. Tværtimod.

Det har bevirket, at firser-generationsoprøret ikke blev til et oprør mod magten, men et oprør mod oprøret selv, en counter-revolution. Hvordan kunne dette lade sig gøre? Smart neoliberal marketing, javist, men også hjulpet af den samme materielle velstand, som bidrog til at frigøre det 68-oprørets energier. Historien om blomsterbørnenes børn er historien om Hans og Grethe, for neoliberalismen opfordrede til et oprør mod selve oprørets disciplin, dets askese.

Neoliberalismen blinkede til de unge, som vandrede i skoven i søgen efter identitet og sagde, "Hvorfor så langt omkring, kære børn, hvorfor lide afsavn i jeres søgen efter bevidsthed og ansvar? Her i mit hus er der jo søde sager og forbrug til overflod - ligesom derhjemme. I har selv fundet vejen hertil, og det kan alle andre, der vil, også, for verden er i virkeligheden rig og fyldt med pandekagehuse. Hvad skulle i dog have ud af at gå dem forbi eller rive dem ned?"

Dette oprør mod oprørets ånd har varet ikke en men to generationer allerede og kimen til den "historiske konkretisering" lå ligeledes i 68-generationens tune in and drop out-aspekt. Det er kapitalismens store fortjeneste, at den har kunne skabe og markedsføre denne falske bevidsthed, men efter 2008 er det illusoriske pandekagehus for alvor ved at revne i fugerne, og en del har opdaget, at de måske har kunnet forbruge sig en pukkel til, men det var i sidste ende opfedning til at komme i ovnen.

Søs Jensen, randi christiansen, Martin Karlsson Pedersen, Niels Mosbak og Karsten Kølliker anbefalede denne kommentar

Rettelse: Ovenfor skrev jeg "marxistiske kvindehadende idealer". De findes jo ikke, så det skulle naturlighvis have være "mandehadende idealer".

Heinrich R. Jørgensen

Randi Christiansen:
"du har så evig ret - bortset altså lige fra mht usurpatorerne"

Modstand mod tvang, formynderi og den modtagne opdragelse til rolle som nyttedyr, udebliver meget ofte. Afmagt er dog ikke en følge af, at enhver bevidst har valgt at være ufri. Afmagt skyldes at mulighederne for at erkende de faktiske forhold og ens (og andres) humane potentiale er blevet stærkt svækkede.

Henrik Brøndum

@Claus Jensen

Der er jeg nu substantielt uenig - der er en gruppe af maend der er kommet i klemme - i forlaengelse af kvindekampen, velfaerdsstaten mm. Den daarligt uddannede, der maaske bor i udkantsdanmark, hvor jobbet er roeget. Ham er der ofte ingen der gider have med at goere - maaske med undtagelse af Girafoellerne og en kone fra et u-land hvis han er rigtig snedig. Hans muskler, mod og penge der engang var rykker ikke rigtigt.

Karsten Kølliker

Fornemt indlæg, Claus Jensen, og jeg sætter også stor pris på holdningen bag Brøndum og Engelsteds dialog.

I min egen optik er en af de væsentligste forklaringer på, hvorfor neokonservatismen fik sådan et tag i den brede befolkning, at ’askesen’, den konkrete omstilling af vores levemåder, var en så kæmpestor fordring. Nærmest umenneskelig. Derfor så vi os som desperate om efter udveje, og byggede hver især nogle meget effektive fortræningsapparater op i mødet med virkeligheden.

Da Ronald Reagan indtog Det Hvide Hus i 1981 gjorde han bl.a. to ting, som jeg personligt finder meget sigende. Han pillede de solcellepaneler ned, som Carter havde fået monteret, og så rullede lovgivningen om sexualundervisning tilbage, og indledte i stedet denne neokonservative kampagne om ’ingen sex før ægteskabet’.

Den ene askese, den der angår vores forbrugsmønstre er fortsat en kæmpe udfordring, den anden askese kan vi bare lægge af os. Skal vi gøre alvor af den første, så lad os da i det mindste slippe kroppen og sindet løs.

Sider