Kronik

Moderopgør og kvindehad er nyliberalismens tro tjenere

Nyliberale har dygtigt anvendt feminismen som et fjendebillede, der kunne samle kvindehadere og unge, der tørstede efter et opgør med deres rødstrømpemødres bongopatter og behårede armhuler
Illustration: Katrine Marie Nielsen/iBureauet

Illustration: Katrine Marie Nielsen/iBureauet

6. november 2013

Feministen Nancy Fraser er i det selvransagende hjørne i Information den 26. oktober. Hun begræder, at kvindesagen som et udslag af skæbnes ironi er endt i alliance med nyliberalismen.

Men spørgsmålet er, om Fraser forstår årsagssammenhængene rigtigt, når hun stiller sin samtidsdiagnose.

For passer det, at feministerne har styrket nyliberalismen?

Sandt nok mistede feminismen radikalitet i og med, at min generation, ’rødstrømpernes døtre’, kom på banen i løbet af 1980’erne. De ville frigøre sig fra deres ’forældre’, ligesom 68’erne havde gjort, ved at satse på de diametralt modsatte værdier og kalde dem for progressive og oprørske. Derfor blev marxismen (marxist-far) og feminismen (rødstrømpe-mor) til de undertrykkende systemer, det gjaldt om at gøre oprør imod.

Mens 68’ernes magtanalyse tilsagde, at det er den politiske og den økonomiske magt, der dominerer menneskers liv og bestemmer samfundsudviklingen, mente den unge generation, at marxismen og feminismen havde en sådan magt.

Opgør med mor

Hæmningsløst magtstræb, åbenlys opportunisme og erklæret materialisme blev i denne optik til oprørske handlinger. Pludselig var det heltemodigt at handle med penge, ligesom dyrkelsen af den rene udvendighed forfriskede.

På den kønspolitiske scene krævede kvinderne retten til at seksualisere sig selv, helst i sadomasochismens tegn (i dag seksualiserer kvinder som bekendt sig selv i pornografien og prostitutionens tegn). Iført sylespidse stiletter, push up og g-streng skulle de nok vise ’mor’ med hår under armene, lilla ble og bongopatter, hvor skabet skulle stå.

Enkelte feministiske røster protesterede mod tidsånden. Men faktum er unægteligt, at borte var store dele af den problembevidsthed, som 70’er-feministerne havde satset på.

Direkte adspurgt erklærede kvinderne frejdigt, at karriere, parforhold og småbørn gik op i en højere enhed – komplet med de højhælede sko og shoppingture til New York. Se f.eks. Euro RSCG Copenhagens undersøgelse Smummy – den smarte mor fra 2010. Det er en væsentlig pointe, at denne undersøgelse viste, at kvindernes kapacitet faktisk først og fremmest bestod i evnen til ønsketænkning og effektiv forstillelse. Det var basisgruppens absolutte modpol. Søstersolidaritetens negative spejlbillede.

Trangen til moderopgør var altså en væsentlig årsag til, at mange unge kvinder kom til at lyde som de nyliberales heppekor. Hvis feminismen gav en hånd til nyliberalismen, var det altså som det nyliberale opgørs genstand.

Feminisme som fjendebillede

Siden opgøret med 68’erne begyndte, har den ideologiske kamp i det politiske liv stået om, hvilke værdier der kunne kaldes oprørske i forhold til en påstået undertrykkende magt. Målet var at opnå det eftertragtede prædikat som progressiv. Og denne dagsorden har højrefløjen løbet med i årtier!

Højrefløjens fjendebilleder af marxisten og feministen, der plagede livet af os alle og ødelagde det hele, har helt enkelt haft langt stærkere appel end billedet af dårligt arbejdsmiljø, pengebesiddende klasser, virksomhedsejere og politiske beslutningstagere.

Udviklingen kulminerede i årene 2008-2012. Her så nyliberalismens udgave af kønspolitik, den såkaldt ’blå feminisme’, dagens lys og blev toneangivende i kønsdebatten.

Fjendebilledet af den mandehadende, fanatiske, dominerende, marxistiske feminist, der komplet mangler humor og ikke tåler ’forskelle’, blev massivt italesat.

De blå feminister blev toneangivende, fordi de kaldte sig ofre (for feministernes undertrykkelse), og fordi de gik i offensiven. Men de gik ikke i offensiven imod en magtfuldkommen, undertrykkende kvindebevægelse. De gik i offensiven imod det kollektive fjendebillede af feminismen.

Kvindehad

Kan man virkelig sige, at feminismen har givet nyliberalismen en hjælpende hånd ved at individualisere kvindesagen og gøre den til et spørgsmål om at tage sig sammen til at opnå succes og samfundsmagt? Nej, historien er en anden. Lad os se på, hvordan nyliberalisterne her i Danmark kobler deres samfundsforståelse sammen med køn.

Nyliberalisternes samfundssyn og magtanalyse ser groft sagt ud som følger: I den offentlige sektor arbejder alle kvinderne. De arbejder ikke nær så hårdt som alle mændene. Offentligt ansattes indkomstskat tæller ikke engang rigtigt, fordi det jo ’bare’ er penge, der allerede en gang er taget i skat fra det private erhvervsliv. Og nu kommer vi til mændene. Alle mændene arbejder, altså rigtigt, inden for det private – i erhvervslivet. Og de betaler skat. Rigtig skat – ligesom virksomhederne også betaler rigtig skat (hvis de altså ikke har fundet en måde at undgå det på, naturligvis).

Man kan indvende, at det er en latterligt primitiv samfundsforståelse, og at selve magtanalysen, der tilsiger, at det er feminister og venstreorienterede, der besidder magten til at forme menneskers levevilkår, jo nærmest er en joke.

Reelt kan man måske tale om, at feministerne og de venstreorienterede i bevægelsernes storhedstid opnåede at virke modificerende på de reelle magthavere, der dengang som nu var den politiske og den økonomiske elite. I dag, hvor en sådan modererende kraft mangler, kan man jo se, hvordan det går.

Man skal bemærke, at ræsonnementet kun hænger sammen formelt, hvilket er tilstrækkeligt til, at fortællingen kan fungere tilfredsstillende som netop fortælling – hvis man vel at mærke er motiveret for at indlade sig på vrøvlet. Følelser blandes med politik. Had til skattebetaling og had til kvinder kan pludselig blive to sider af samme sag!

Denne samfundsforståelse munder nemlig ud i en opfattelse af, at der eksisterer en uhellig alliance imellem velfærdsstaten (der altid omtales som en uønsket person af hunkøn, Big Mother) og kvinderne. Den går ud på at lænse mændene for deres ’rigtige’ penge tjent i den private sektor, for derefter at forære dem til kvinderne. Dels for deres pseudoarbejde i det offentlige, dels som støtteordninger, der gør kvinden økonomisk uafhængig af manden i parforholdet. Ved at puste til kvindehadet hverver man potentielle tilhængere til den nyliberale samfundsmodel.

Smart har man formået at spænde kvindehadets stærke energier for nyliberalismens vogn!

Hvis feminismen er nyliberalismens hjælper, er det igen alene som prygelknabe. Et samlingspunkt, der kan forene nyliberale i fælles aversion. Men det er noget ganske andet end at sige, at feminismen har givet nyliberalismen en hjælpende hånd.

Systematisk hetz

Men okay, Fraser har ret i, at virkelig konfronterende samfundskritik sjældent høres fra nutidens feminister. Årsagen er åbenlys. Hallo! Feminismen er jo blevet undertrykt. Kort og godt. Udsat for systematisk hetz og forfølgelse. Ingen kommentarspor er så krænkende som kommentarsporene til de kønspolitiske debatindlæg. Og alle ved det. Folk m/k er blevet latterliggjort, hånet og tilsvinet, krænket og seksualiseret, fordi de har fremsat feministiske ytringer. Sådan er der kraftme’ ikke andre, der bliver behandlet i debatten!

Den feministiske diskurs er slet og ret blevet mistænkeliggjort og infameret i offentligheden, og der er hårde sanktioner for at tilslutte sig den.

Det er undertrykkelse – så klassisk og så banalt, som det overhovedet forekommer. Og så kan vi ikke engang se det.

Der er mere brug for feminisme end nogensinde.

Jette Hansen er mag.art. og forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Simone Bærentzen
  • Henning Pedersen
  • Daniel Mikkelsen
  • lars abildgaard
  • Jens Kofoed
  • Vibeke Svenningsen
  • Philip B. Johnsen
  • randi christiansen
  • Vivi Rindom
  • David Zennaro
  • erik winberg
  • Niels Mosbak
  • Hanne Ribens
  • Inger Sundsvald
  • Heidi Pedersen
  • Rasmus Kongshøj
  • Ingrid Uma
  • Niels Engelsted
  • Grethe Preisler
Simone Bærentzen, Henning Pedersen, Daniel Mikkelsen, lars abildgaard, Jens Kofoed, Vibeke Svenningsen, Philip B. Johnsen, randi christiansen, Vivi Rindom, David Zennaro, erik winberg, Niels Mosbak, Hanne Ribens, Inger Sundsvald, Heidi Pedersen, Rasmus Kongshøj, Ingrid Uma, Niels Engelsted og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Brøndum:

Der er mænd, der er kommet i klemme, men jeg ser ikke, hvordan det direkte er kvindekamp og velfærdsstaten, der har skylden. Nogle mænd vil nødvendigvis altid blive ofre for kvinders ambitioner (og luner), og når kvinderne, som min søster f. eks., ihærdigt forsøger at belære os, at det er de indre værdier, det tæller og ikke ydre status, såsom et godt job, så gør vi bedst i ikke at tage dem alt for alvorligt. Og vi bør heller ikke afgive for megen magt til dem, hvilket i høj grad også gælder konen fra u-landet, for ellers kan vi hurtigt komme fra asken i ilden. Men disse kvinder repræsenterer ikke det, jeg forstår ved feminisme.

Karsten Kølliker:

Mange tak. Den seksuelle "frigørelse" er et glimrende eksempel på dobbeltheden i oprøret, for på den ene side slækkedes der på den ydre seksuelle disciplin, men på den anden side blev der stillet nye krav til den indre disciplin, hvis sex skulle bevare sin spirituelle dimension, kærlighed, og ikke blot blive til endnu et forbrugsgode til umiddelbar behovstilfredsstillelse. Hvordan det gik med den kamp er åbenlyst for enhver.

Grethe Preisler

Kunsten at få det sidste ord er enkel som bare fanden
man skal bare sørge for aldrig at ta, det næstsidste ord fra den anden
(Kumbel)

Christian Pedersen

"Folk m/k er blevet latterliggjort, hånet og tilsvinet, krænket og seksualiseret, fordi de har fremsat feministiske ytringer. Sådan er der kraftme’ ikke andre, der bliver behandlet i debatten!"

Jeg tror nu også at dem der har udtalt sig anti-feministisk er blevet tilsvinet, men jo, køns-debatter er vidst det der deler vandene mest.
Mystisk at alle dem der hævder at vide hvad liberalisme/neoliberalisme står for ikke er liberalister. Ligeledes mystisk at dem der hævder at vide hvad feminisme står for ikke er feminister. Man fristes jo til at tro at det er modparten der prøver at pådutte holdninger til sin opposition i stedet for at lade dem tale for sig selv.

randi christiansen

Og det stopper ikke der, for de neolbiberale er også så snedige, at de rask snupper feministernes undladelsessynd > det manglende fokus på den underliggende økonomiske undertrykkelse og hævder, at der slet ikke findes kønsdiskrimination af betydning - se bare de blå feminister, de kan ihvertfald slet ikke få øje på den, og de må jo vide, hvad de taler om, ikke sandt - sådan nogle succesfulde, veluddannede kvinder kan da kun være eksempel på, at der ikke findes kønsdiskrimination - hvorved de snedigt skygger for den egentlige undertrykkelse. Dette narrespil må høre op.

Magt og kamp, Randi - Gennemsyret af aggressivitet !

Hvor og hvordan sker "økonomisk undertrykkelse"- af kvinder - på det officielle plan ?
"Det blev så glemt hen ad vejen" - Mon ikke det bare fordi ligestillingen lykkedes ?
"... Jette Hansen reintroducerer den politiske og økonomiske magtanalyse," Igen, hvor og hvad er de negative forhold i ligestillingen, der mangler at blive rettet ?
"...fortællingen om kønnenes indbyrdes relation for længe har glimret ved sit fravær." Mon der er et andet emne, der i den grad er gennemanalyseret ?
Konkrete eksempler efterlyses.

Efter million understøttelse til Kvinfo og og den utrolige positive særbehandling ved besættelse af uni-stillinger og andet i samme skure, er bøtten vist klar til at blive vendt.
Eller er det allerede sket. Den øremærkede barsel - yt. Kvinder i bestyrelser - yt.
Godt at disse statsstyrede indgreb overfor personer, familier og erhvervsliv blev
droppet. Næste punkt er undertrykkelse af fædres ret ved ved skilsmisser. Ligeberettigelse den anden vej.

Jeg er ikke en mand, der hader kvinder, men en, der hader kvinder, der hader mænd.

Karsten Kølliker

Randi, jeg opfattede også din aggresivitet som meget påfaldende. Fik lyst til at sige: Lad dem, der ønsker at leve i en kampzone, gå der.
Eller: Hvis I skal slås herinde, må I gå udenfor.

Her på information.dk langer jeg selv jævnligt ud efter bankfolkene, som jeg kalder misbrugere, og politikerne, som jeg kalder uduelige og korrupte, men mine motivation mener jeg primært er at advare andre mod at tro på de løgnehistorier, der udgår fra disse orakler.

Grundlæggende mener jeg, at vi alle må tage 100 pct. ansvar for vores egne livsomstændigheder. Oplever man begrænsninger og tvang fra sin omverden, så kan man være sikker på, at man har nogle helt ækvivalente blokeringer indeni sig selv, og det er i arbejdet med dem at forandringerne sker.

Således vil jeg også her forsøge at være et godt eksempel og i højere grad kigge indad end at være ’udadreagerende’. Skulle jeg vove pelsen og sige noget om de seneste årtiers mandetype, så er noget af det mest iøjnefaldende for mig fraværet af visioner og fraværet af idealer. Mændene har været medløbere i alle mulige sammenhænge, og bare anstrengt sig for at gøre det lidt bedre end sidemanden. Og hvad er en mand, der ikke har nogen visioner og ingen idealer? Ja, han har ikke nogen særlig gennemslagskraft, ingen overbevisende samfundsmæssig forankring, og ikke den pondus, der kommer af at stå op for hvad han tror på. Jeg forstår sgu godt at mange kvinder har været misfornøjede med deres mænd. Og helt ærligt, hvis kvinderne finder ud af at deres mænd har været involveret i alle mulige lyssky aktiviteter, så håber jeg de tager konsekvensen og forlader dem.

Josephine Lehaff

Feminister tager netop ansvar for vores livsomstændigheder ved aktivt at prøve at forbedre dem i stedet for at acceptere dem. Hvem siger vi er misfornøjede med vores mænd? Jeg er enormt glad for de mænd jeg har i mit liv, om det så er min kæreste, min far, mine venner, eller mine undervisere. Feminisme handler ikke om at være misfornøjet med mænd, det handler om at være utilfreds med samfundets syn på køn. En utilfredshed som jeg gerne vil understrege at jeg har til fælles med langt størstedelen af mændene i mit liv. Og hvordan er det indadskuende at komme med blanket statements om at mænd ikke længere er visionære (en betragtning som jeg i øvrigt er uenig i)? Det er da bare generaliserende.

Majbritt Nielsen, Hanne Ribens og Inger Sundsvald anbefalede denne kommentar

Tja, man skal aldrig undervurdere generationskonflikten!

Og vi skal acceptere at den aldrig kan vindes.

De unge har brug for at kunne profilere sig, vise at de også kan gøre alt bedre end som så, og det kan ikke gå ud over andre end deres forældre. Sådan er det vel bare.

Josefine : "Feminisme handler ikke om at være misfornøjet med mænd, det handler om at være utilfreds med samfundets syn på køn."
Hvorfor så ikke kalde dig selv humanist, i stedet for det altomfattende feminist.
Vi har jo fundet ud af at feminister er et begreb, som omfatter kvinder med forskellige opfattelser og som skændes bravt indbyrdes.

Josephine Lehaff

Fordi humanisme er noget andet, og fordi jeg ikke er humanist.(Eller, fagligt er jeg humanist, men filosofisk er jeg ikke). Og jeg ved godt det er en dum ting at lade sig gå på af, men vil du ikke nok begynde at stave mit navn med ph i stedet for f?

Og selv de blå feminister som tror på en naturlig kønsbetinget rolleindeling er utilfredse med samfundets kønssyn, så definitionen dækker langt størstedelen af bevægelsen, hvis ikke den hele. Jeg kan i hvertfald ikke komme på en feministisk gruppe som ikke kan dækkes af den def.

Inger Sundsvald

Det er ikke et generationskonflikt i sig selv. Det er lykkedes magteliten og reklameindustrien, at bilde de unge kvinder ind, at for at være ”rigtige” kvinder, så skal de klæde sig som en prostitueret og tage afstand fra myten om fortidens ”mandehadende, fanatiske, dominerende, marxistiske feminist, der komplet mangler humor og ikke tåler ’forskelle’
Den højt besungne ”frihed” er i liberalismens navn frihed fra ethvert ansvar.

Inger Sundsvald

Og såkaldt venstreorienterede mænd, vil hellere sluge liberalismens ulige og undertrykkende udbyttersamfund, end de vil give sig så meget som en tøddel i deres forestillinger om kvinders overmagt i samfundshierarkiet og manden som den undertrykte og dresserede.
De har forædt sig på CEPOS-akademiet.

Karsten Kølliker

Ja, Josephine Lehaff, mit udsagn var generaliserende og polemisk, men det var ikke mere generaliserende end at det var sat i en kontekst om mænds relationer til visioner og idealer. Og muligvis er du omgivet af mænd, som har både visioner og idealer, fair nok, eller også synes du at disse aspekter er inferiøre og at du værdsætter dem af en lang række andre grunde, hvilket også er fair nok. Uden disse præciseringer bliver dit svar blot lige så generaliserende som mit udsagn. Men er generaliseringer ikke enhver kønsdiskussions svøbe?

Jeg mener vi befinder os i en opbrudstid, hvor der bliver sat spørgsmålstegn ved mange ting, og midt i denne forvirring er der flere og flere der begynder at stå op for hvad de selv tror på, kvinder som mænd, og fra dette standpunkt bliver de hidtidige tendenser til følgagtighed desto mere iøjnefaldende. Personligt synes jeg bare det er betydeligt mere trist at se følgagtighed hos en mand end hos en kvinde.

Undskyld, du får lige et ph.
"Samfundets kønssyn" ? Hvad er det og hvem og hvor ytres det ?

Inger : "magteliten og reklameindustrien," ?? Vil du forbyde reklame for kvindelig beklædning ? Og indføre uniform ? Skal staten lovgive om det ?
Jeg kan heller ikke lide reklamer generelt. Men forbyde, nej.
Vær konkret i stedet for bare luftige slagord.
Og så får du lige politikkens ismer blandet ind i sagen.
Jeg ryster på hovedet lige nu.

Michael Kongstad Nielsen

Hvad er det nu, der er i vejen med samfundets syn på køn?
Som alle feministerne - røde, blå, gule og grønlyseblå - kan blive enige om - sammen med deres pragtfulde mænd omkring dem, er i vejen.

Josephine Lehaff

Jeg sagde ikke vi kunne blive enige om hvad det var, vi er bare enige om at den er gal. Blå feminister er trætte af at der bliver set ned på traditionelle "kvindelige dyder", for eksempel at man undervurderer vigtigheden af det arbejde en hjemmegående mor udfører. Røde feminister er trætte af at mænd og kvinder bliver anskuet som afvigere hvis ikke vi passer ind i de normative kønsroller.

Majbritt Nielsen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Majbritt Nielsen

ulrik mortensen
07. november, 2013 - 20:32 #
Hvad der nyt i at mennesker generalisere?
Det har vi gjort til alle tider. Uanset hvad køn eller hvad farve huden har. Feminister er ikke en ensartet gruppe mennesker. Men lige så forskellige som alle andre.

Du kunne jo lige så godt have skrevet at feminister har også en overlæbe.

randi christiansen

Leo - feministerne tager ikke patent på nogen vision - jo flere jo bedre. En del af kvindebevægelsen gjorde den fejl at udnævne mændene til modstander i stedet for som kammerat i klassekampen. Jeg synes, det er en forståelig fejl, når man tænker på det patriarkalske hierarki, som fik lov at eksponere den økonomiske undertrykkelse samtidig med at mændene generelt havde svært ved at solidarisere sig med kvindens dobbeltarbejde og tage sin del af arbejdet med hus og hjem. Det var en meget stor omstilling, at kvinder kom på arbejdsmarkedet. Børnene blev (over)institutionaliserede, men husarbejdet var der kun få mænd, som ville dele med kvinderne. Jette Hansens økonomiske magtanalyse og beskrivelse af de kønspolitiske psykodynamikker er rammende og på tide.

Mht til at være socialist > at være social mener jeg, at det i særlig grad forpligter til omsorg for naturgrundlaget.

Det personlige ansvar giver kun mening i et harmonisk og ligevægtigt samfund, hvilket det på ingen måde er. Uanset, hvordan man justerer institutionerne - vil der altid være variabler. Dertil kan tragedien ramme, en mor kan få to handicappede børn og naboen kun et etc. Kun ved at buffer-foranstalte vores samfund kan det harmoniseres i en hvis udstrækning. Og der hvor alt svigter skal det være acceptabelt, at fremsætte sine behov, uden at blive hånet og spottet.

Den frihed der tilbydes er rationalet i økonomisk berigelse, da kun markedet er frit. Man må erkende, at der er biologiske faktorer der besværliggør denne proces, og umuliggøre den på visse felter. Mænd får stadig ikke børn, det er en væsentlig faktor. Det give fordele for manden i jagten på profit, men hæmmer ham i parringsakten, hvor kvinden i dag og sikkert altid, har bestemt hvordan reden skal bygges. Vi har skabt en forestilling om at vi er hævet over naturen, men sandheden er - at naturen er hævet over os. Det var dagens lommefilosofi fra vestvolden.

Lad s(f) betegne mænds gennemsnitlige sympati for den kvindepolitiske sag som funktion af frekvensen f, med hvilken den feministiske bevægelse stiller nye forslag om positiv særbehandling af kvinder.

Der gælder da følgende:
lim(s(f)) = 0, for f -> inf (uendelig)

Lad h(f) betegne summen af mænds gennemsnitlige irrationelt og rationelt funderede had til kvinder og kvindebevægelsen som funktion af førnævnte frekvens f.

Der gælder da:
h(f) = s(f)^-1

Ak! Hvis blot feministerne indså dette... så skulle de se modgang vendt til medgang.

Karsten Kølliker

Troels, det er altså virkelig vittigt. Hvis du havde brugt ordet ”afstandstagen” i stedet for ”had”, så havde jeg ikke tøvet med at give din kommentar en anbefaling.

Og så må man vel her på falderebet konstatere, at det heller ikke denne gang lykkedes at have en diskussion af kønsroller, som vakte nogle af de traditionelle kvindelige egenskaber som rummelighed, modtagelighed, blidhed, tolerance, skønhed, visdom, drilagtighed, følelsesmæssig og social overlegenhed mm.

Ingen indrømmelser, ingen vildfarelser, ingen fejltrin, ingen overgreb uden dem fra den anden part. Hårdt mod hårdt.

Og med det går vi hver til sit.

Det var stikordet. Farvel herfra med Jesper Wendts ord :
" Vi har skabt en forestilling om at vi er hævet over naturen, men sandheden er - at naturen er hævet over os."
På alle planer.

Inger Sundsvald

Randi:
”En del af kvindebevægelsen gjorde den fejl at udnævne mændene til modstander i stedet for som kammerat i klassekampen”.

Så vidt jeg har hørt det beskrevet, så var det lige omvendt. Mændene viste sig at være nogle rigtig dårlige kammerater. De dyssede kvindekampen ned, for ”revolutionen” var vigtigere end ligestilling mellem kønnene, og når først revolutionen var gennemført, så ville ligestilling og ligeløn komme af sig selv.

Og så stod kvinderne dér med opvasken, efter at mændene havde diskuteret vigtige sager og drukket teen og de hjemmelavede boller. Jeg kan godt forstå at kvinderne på den tid blev trætte af at ”lave te til revolutionen” og i øvrigt udføre rollen som sekretær med referater imellem de traditionelle kvindelige roller som blide, tolerante, skønne og modtagelige.

I dag mangler der stadig en del i ligestillingen, og positiv særbehandling tolereres kun i forhold til mænd, når der laves særregler for optagelse på universiteterne.

randi christiansen

Ok, Inger - måske bare fordi jeg aldrig har omgåedes mænd, der var så ubegavede - og jeg synes, at feministerne skal bruge deres taletid til at fastholde solidaritet og omsorg - så vil det blive klart, hvem den virkelige modstander er, og det er ikke mænd, men den bagvedliggende økonomiske magt i hvis interesse det er at dele og herske.

Og til Karsten - efter for mig uigennemskuelige kriterier er to af mine indlæg blevet slettet - så er det jo vanskeligt at føre en samtale.

Bl.a. et hvori jeg beklager, hvis jeg har forbrudt mig mod salontonen - hvilket måske skyldtes en (over?)reaktion på Leos udnævnelse af mig som uddateret fossil, og at han også i senere indlæg anlægger en temmelig aggressiv tone. Jeg stiller jer også spørgsmålet (ref. dette indlægs indledning) hvorfor min egentlige pointe, om hvor den egentlige magt befinder sig, tilsyneladende går hen over hovedet på jer? Og at denne magtanalyse er i min optik det egentlige omdrejningspunkt i Jette Hansens artikel - og på den baggrund finder jeg det relevant at hive det gamle slogan om kvindekamp og klassekamp frem af posen. Jeg forstår ganske enkelt ikke, at I overser dette, og insisterer på at fastholde, at diskussionen drejer sig om kønskonflikter anno 1970 - vi er altså videre.

Inger Sundsvald

Positiv særbehandling af kvinder betyder at det er kvinden der tvinges til at tage hovedparten af forældreorloven. Børn regnes ikke for at være mændenes – ikke før ved en evt. skilsmisse.

Der findes mange stakkels mænd, men jeg kan fandeme ikke gøre for, at de ikke har været i stand til at komme ud af det med kvinderne i deres kreds. Og jeg kan heller ikke gøre for, at nogle mænd føler sig truffet, når der tales om uhyrlighederne ved nyliberalismen og at de hellere vil give kvinder/feminisme skylden for problemerne.

Jeg mindes historien om, da Venstresocialisterne fjernede reglen om intern kønskvotering i partiet. Resultatet fik de stolte hanner til omgående at bryde ud i: "Brødre, lad våbnene lyne. Slaget det sidste er nær!"

Den blå feminist er ifølge Jette Hansen en moderne kvindetype, der er
skabt i ren trods imod en 68'er-feminist-mor, som dog ikke findes i
virkeligheden, men som er en liberal ideologisk konstruktion, snedigt
designet for at få en generation til at tilslutte sig modsatrettede værdier.

Men det er ifølge J. Hansen langt fra den eneste illusion den "blå feminist" er skyldig i. Hendes veletablerede forestillingsevne - som er den eneste evne hun har - byder hende også at tro at hendes arbejds-, familie- og fritidsliv fungerer i balance, trods det, at hun er undertrykt i en kvindehadende kultur, med den eneste ambition i livet at få lov til at klæde sig som en prostitueret. Hun føler sig ikke undertrykt - men det ER hun!

Det er i sandhed ikke høje tanker Jette Hansen har om denne - en ellers meget almen kvindetype i Danmark.

I lyset af J. Hansens valg af retoriske virkemidler og yderst
nedladende og generaliserende fremstilling af denne kvindelige
stereotyp kan det undre mig, at hun overraskes over hårde genmægler i
debatten. Man må desuden spørge sig selv om J. Hansen, med denne
artikel, ikke kan siges at styrke en eventuel kvindehadende kultur.
Men "kvindehad" er måske kun situationsbestemt kritisabelt?

Det er min fornemmelse at J. Hansens foragt for denne moderne "blå feminist"
- ligger i ideen om at den ene kvindetype udspringer af en
bekæmpelse af den anden kvindetype. Hvad hvis vi i stedet for at se
udviklingen i kvindekulturen som revolutionær, anskuer den som
evolutionær? Så eksisterer den ene kvindetype ikke på bekostning af
den anden - og en anerkendelse de to imellem
vil ikke per definition betyde en kapitulering fra den ene part.

Moderne mennesker - uagtet køn - er undergået en udvikling over i det
postmoderne samfund. En udvikling, der betyder at individer i højere
grad præges og identificerer sig igennem et konstant voksende udsyn og mangeartede fællesskaber. Det postmoderne menneske og dermed også den postmoderne kvinde, er en kulturel mosaik, der ikke kan reduceres til én fast defineret ideologi eller som i J. Hansens tilfælde siges at være udsprunget alene af et ekstremt selvfølgeligt moderhad. Det er i min optik et for banalt analytisk greb at tage om en kompleks tids individ.

Så frem for at forsøge netop det, så lad os prøve at anskue kvindekulturens
udvikling igennem en mindre fatalistisk linse; Vi kunne dvæle lidt ved hvor langt 68'er-feministernes politiske engagement har bragt ligestillingen i det danske samfund. Vi kunne anerkende, at den moderne kvinde fortsat engagerer sig og søger at præge samfundet igennem den offentlige debat, igennem stærke repræsentanter på den politiske scene, igennem indflydelse og præstationer på arbejdspladsen (offentlige som private) - og ikke mindst, som kærlige og ambitiøse mødre, der er udstyret med kritisk sans og benhårde værdier hjemmefra. Tak.

Så kan J. Hansen og andre kritiske røster måske droppe den nedsættende
retorik og klappe sig selv på skulderen for deres præstation, der
personificeres i stærke diskussionsparate medsøstre - ikke modstandere- af en anden tid. De er måske ikke spejlbilleder. De bruger måske andre æstetiske virkemidler i deres fremtoning. Men de bygger videre på de kampesten 68'er-feministen i sit ansigts sved har lagt på vejen imod et samfund, der ikke bare
har ligestilling mellem kønnene, men som også i højere grad end i dag
anerkender de bløde og humanistisk forankrede værdier.

Men den vinkel er der selvfølgelig knap så meget ballede i :)

Inger Sundsvald

Som jeg ser de trædesten, som 68’erne lagde ud, så er de i dag på det nærmeste føget til. De ’blå feminister’ er slet ikke feminister men antifeminister, og de er ikke interesseret i ligestilling mellem kønnene og slet ikke mellem klasserne. En del af dem kæmper for at mændene skal føle sig store og stærke og mandige, og det tror de kun mænd kan gøre, ved at de gør sig selv mindre værd. De bløde og humanistisk forankrede værdier er ikke noget en ”rigtig” mand skal beskæftige sig med.

S. Rauff hører til den kvindetype, som verdens daddy’er knuselsker. Det er den type der spejler manden i dobbelt størrelse og skælder ud på andre kvinder for at skrive kronikker for at skabe ballade. Sagens kerne om nyliberalismen overses bekvemt.

randi christiansen

'Sagens kerne om nyliberalismen overses bekvemt'- for hvor ser vi de blå feminister kæmpe for omsorg og solidaritet? Er der noget, jeg har overset?

Michael Kongstad Nielsen

Når nu hele samfundet har bevæget sig i blå retning op gennem 00-erne og har fortsat med det efter regeringsskiftet, hvor egoismen og stræben efter egen materiel lykke og overflod har været så fremtrædende, så er det ikke underligt, at tidligere tiders feminisme er afløst af en kønsløs ligegyldighed overfor dette politiske emne. Feminismen er i dag en saga blot for det store flertal, når bortses fra det feminine look, - det dyrkes til gengæld som aldrig før.

Sådan går det altid, når man har afsluttet. Diskussionen fortsætter og kalder en tilbage.

Randi - " Bl.a. et hvori jeg beklager, hvis jeg har forbrudt mig mod salontonen - hvilket måske skyldtes en (over?)reaktion på Leos udnævnelse af mig som uddateret fossil, og at han også i senere indlæg anlægger en temmelig aggressiv tone."
Hold nu !
- Det var Jette Hansen, jeg betegnede som et fossil. Hvorfor, kan I spekulere over.
- Jeg påstod, at du var bagud. Det var en kommentar til din beskrivelse af den traditionelle kvindekamp, som er udspillet. Og kun på det punkt. (men indlæggene er jo desværre væk)
- Tværtimod er du foran din tid i så meget andet - noget væsentligt :
Antimaterialisme, naturbevarelsen, den stor omstilling, solidariteten, folkesundheden, osv - som ikke har tag i den brede befolkning - endnu.
Derfor irriterer det mig voldsomt, at alt dette skal sammenkædes med kvindekamp og antiliberalisme. Den personlige frihed gælder også kvinder, kan jeg oplyse om.

Sirenen Hansen løber med konspiratorisk tankespind uden hold i virkeligheden og uden interesse for 99 % af befolkningen. Burde forbigås med larmende tavshed.

randi christiansen

Leo - det rammer vel også anbefalere af artiklen, når du udnævner artikelforfatteren til 'fossil'?

Det traditionelle opgør mellem kønnene er med klima, miljø-og økonomisk krise afløst af en mere synlig klassekamp - selvom det først så småt er ved at blive klart, hvilken galej feministerne lod sig lokke på, da de glemte den oprindelige magtanalyse, som Nancy Fraser henviser til, og som Jette Hansen nu i hjemligt regi giver kunstigt åndedræt.
Hvadenten årsagen til denne fadæse måtte være - syndefald for sugardaddys fristelser ? - kan vi måske nu omsider komme tilbage på sporet.

Josephine Lehaff

Leo, jeg synes der blive brugt meget krudt på at udnævne kønsdebatten som tidsspild. Man kunne undres hvorfor du så deltager. Hvorfor ikke overlade diskussionen til dem det ikke finder den gabende kedelig?

Michael Kongstad Nielsen

Randi Christiansen - hvad er det for en synlig klassekamp, du ser nu, i kølvandet på "klima, miljø-og økonomisk krise"? Jeg kan ikke se nogen, desværre. Og om feministerne har "glemt" den oprindelige magtanalyse, som du siger, ved jeg ikke, ved du?, Eller har de bare forkastet den, til fordel for F1-lån og lav rente. Og om nogen kan komme tilbage på sporet - tja, hvad for et spor? Du skal have alle de blå med, hvis det skal batte noget, og mon ikke de foretrækker den pengerigelige materialisme lidt endnu, før de føjer sig tilbage på sporet.

OK - vi er alle aggressive fordi vi er uenige .
Tonen ? Salontonen ? Tilsvininger ?
Min bare. Dèr er måske en "naturlig" kønsforskel.
Jeg er ikke sart i den retning. Måske er her et symptom - mange mænd holder kæft for fredens skyld.
Det er meget værre, når en debat består i at slynge vedtagne floskler ud i æteren uden analytisk at nærme sig problemets kærne.

I får dette igen fra i går. Værs`go - konkret kommentar, svar og analyse efterlyses !

>>> Magt og kamp, Randi - Gennemsyret af aggressivitet !
Hvor og hvordan sker "økonomisk undertrykkelse"- af kvinder - på det officielle plan ?
"Det blev så glemt hen ad vejen" - Mon ikke det bare fordi ligestillingen lykkedes ?
"... Jette Hansen reintroducerer den politiske og økonomiske magtanalyse," Igen, hvor og hvad er de negative forhold i ligestillingen, der mangler at blive rettet ?
"...fortællingen om kønnenes indbyrdes relation for længe har glimret ved sit fravær." Mon der er et andet emne, der i den grad er gennemanalyseret ?
Konkrete eksempler efterlyses.

Efter million understøttelse til Kvinfo og den utrolige positive særbehandling ved besættelse af uni-stillinger og andet i samme skure, er bøtten vist klar til at blive vendt.
Eller er det allerede sket. Den øremærkede barsel - yt. Kvinder i bestyrelser - yt.
Godt at disse statsstyrede indgreb overfor personer, familier og erhvervsliv blev
droppet. Næste punkt er undertrykkelse af fædres ret ved ved skilsmisser. Ligeberettigelse den anden vej.

Jeg er ikke en mand, der hader kvinder, men en, der hader kvinder, der hader mænd<<<<

I behøver ikke svare. Mere for at pointere, at jeg intet konkret svar fik igår. Heller ikke på 19.40.
I stedet kommer der tåbelige bemærkninger i stil med : " Børn regnes ikke for at være mændenes – ikke før ved en evt. skilsmisse."(Inger)

Inger Sundsvald

MKN
Den synlige klassekamp synes jeg er tydelig nok. Når de dårligst stillede, børn og gamle pålægges at rette op på de velnæredes forsømmelser, er det klassekamp så det basker.

Michael Kongstad Nielsen

Men Inger Sundsvald - det er da ikke klassekamp, når der ingen kamp er. Når de dårligst stillede retter ind og affinder sig med pålæggene. Og når de bedre stillede ikke mærker eller føler nogen indignation.

randi christiansen

MKN - Tja Mikael - Occupy fx - men klart, det ik begyndt at gøre så ondt i DK som i fx Grækenland, og mulighedsvinduet, hvor folket ikke er for udmattede til at kæmpe, er ikke altid stort, men jeg ser en tilbagevendende forståelse for et ønske om at genopvække de oprindelige feministiske visioner i Nancy Frasers og Jette Hansens artikler.

Og til dig Leo - du rammer simpelthen ved siden af skiven - dine citater er taget ud af sammenhæng, og nogle måske endda slettet.

Kort sagt så taler vi om, at det er lykkedes at skabe et kunstigt
modsætningsforhold imellem kønnene, bl.a. fordi kvinderne lod sig lokke på afveje.

Jeg er ikke tilhænger af kvotering, fordi det er symptombehandling og
giver ubehagelige mindelser om betonkommunisme og formynderstat. Den diskussion fjerner også fokus fra det egentlige problem, som jo er > hvis er magten, og hvordan bliver den brugt.

Michael Kongstad Nielsen

Jo, men før jeg vil anerkende, at der finder en klassekamp sted, må der være en synlig kamp, hvor de undertrykte erkender deres undertrykkelse og rejser sig op. Måske kender andre en bedre definition, men så vil jeg gerne spørge, om der er klassekamp i USA. Occupy trak sig hurtigt hjem (til forældrenes Manhattan-hjem på 5.th. Avenue), og de unge i Sydeuropa gør ikke oprør. Hvorfor ikke? Hvor er klassekampen dernede? Måske ønsker de den slet ikke, jeg ved det ikke.

Sider