Kronik

Moderopgør og kvindehad er nyliberalismens tro tjenere

Nyliberale har dygtigt anvendt feminismen som et fjendebillede, der kunne samle kvindehadere og unge, der tørstede efter et opgør med deres rødstrømpemødres bongopatter og behårede armhuler
Illustration: Katrine Marie Nielsen/iBureauet

Illustration: Katrine Marie Nielsen/iBureauet

6. november 2013

Feministen Nancy Fraser er i det selvransagende hjørne i Information den 26. oktober. Hun begræder, at kvindesagen som et udslag af skæbnes ironi er endt i alliance med nyliberalismen.

Men spørgsmålet er, om Fraser forstår årsagssammenhængene rigtigt, når hun stiller sin samtidsdiagnose.

For passer det, at feministerne har styrket nyliberalismen?

Sandt nok mistede feminismen radikalitet i og med, at min generation, ’rødstrømpernes døtre’, kom på banen i løbet af 1980’erne. De ville frigøre sig fra deres ’forældre’, ligesom 68’erne havde gjort, ved at satse på de diametralt modsatte værdier og kalde dem for progressive og oprørske. Derfor blev marxismen (marxist-far) og feminismen (rødstrømpe-mor) til de undertrykkende systemer, det gjaldt om at gøre oprør imod.

Mens 68’ernes magtanalyse tilsagde, at det er den politiske og den økonomiske magt, der dominerer menneskers liv og bestemmer samfundsudviklingen, mente den unge generation, at marxismen og feminismen havde en sådan magt.

Opgør med mor

Hæmningsløst magtstræb, åbenlys opportunisme og erklæret materialisme blev i denne optik til oprørske handlinger. Pludselig var det heltemodigt at handle med penge, ligesom dyrkelsen af den rene udvendighed forfriskede.

På den kønspolitiske scene krævede kvinderne retten til at seksualisere sig selv, helst i sadomasochismens tegn (i dag seksualiserer kvinder som bekendt sig selv i pornografien og prostitutionens tegn). Iført sylespidse stiletter, push up og g-streng skulle de nok vise ’mor’ med hår under armene, lilla ble og bongopatter, hvor skabet skulle stå.

Enkelte feministiske røster protesterede mod tidsånden. Men faktum er unægteligt, at borte var store dele af den problembevidsthed, som 70’er-feministerne havde satset på.

Direkte adspurgt erklærede kvinderne frejdigt, at karriere, parforhold og småbørn gik op i en højere enhed – komplet med de højhælede sko og shoppingture til New York. Se f.eks. Euro RSCG Copenhagens undersøgelse Smummy – den smarte mor fra 2010. Det er en væsentlig pointe, at denne undersøgelse viste, at kvindernes kapacitet faktisk først og fremmest bestod i evnen til ønsketænkning og effektiv forstillelse. Det var basisgruppens absolutte modpol. Søstersolidaritetens negative spejlbillede.

Trangen til moderopgør var altså en væsentlig årsag til, at mange unge kvinder kom til at lyde som de nyliberales heppekor. Hvis feminismen gav en hånd til nyliberalismen, var det altså som det nyliberale opgørs genstand.

Feminisme som fjendebillede

Siden opgøret med 68’erne begyndte, har den ideologiske kamp i det politiske liv stået om, hvilke værdier der kunne kaldes oprørske i forhold til en påstået undertrykkende magt. Målet var at opnå det eftertragtede prædikat som progressiv. Og denne dagsorden har højrefløjen løbet med i årtier!

Højrefløjens fjendebilleder af marxisten og feministen, der plagede livet af os alle og ødelagde det hele, har helt enkelt haft langt stærkere appel end billedet af dårligt arbejdsmiljø, pengebesiddende klasser, virksomhedsejere og politiske beslutningstagere.

Udviklingen kulminerede i årene 2008-2012. Her så nyliberalismens udgave af kønspolitik, den såkaldt ’blå feminisme’, dagens lys og blev toneangivende i kønsdebatten.

Fjendebilledet af den mandehadende, fanatiske, dominerende, marxistiske feminist, der komplet mangler humor og ikke tåler ’forskelle’, blev massivt italesat.

De blå feminister blev toneangivende, fordi de kaldte sig ofre (for feministernes undertrykkelse), og fordi de gik i offensiven. Men de gik ikke i offensiven imod en magtfuldkommen, undertrykkende kvindebevægelse. De gik i offensiven imod det kollektive fjendebillede af feminismen.

Kvindehad

Kan man virkelig sige, at feminismen har givet nyliberalismen en hjælpende hånd ved at individualisere kvindesagen og gøre den til et spørgsmål om at tage sig sammen til at opnå succes og samfundsmagt? Nej, historien er en anden. Lad os se på, hvordan nyliberalisterne her i Danmark kobler deres samfundsforståelse sammen med køn.

Nyliberalisternes samfundssyn og magtanalyse ser groft sagt ud som følger: I den offentlige sektor arbejder alle kvinderne. De arbejder ikke nær så hårdt som alle mændene. Offentligt ansattes indkomstskat tæller ikke engang rigtigt, fordi det jo ’bare’ er penge, der allerede en gang er taget i skat fra det private erhvervsliv. Og nu kommer vi til mændene. Alle mændene arbejder, altså rigtigt, inden for det private – i erhvervslivet. Og de betaler skat. Rigtig skat – ligesom virksomhederne også betaler rigtig skat (hvis de altså ikke har fundet en måde at undgå det på, naturligvis).

Man kan indvende, at det er en latterligt primitiv samfundsforståelse, og at selve magtanalysen, der tilsiger, at det er feminister og venstreorienterede, der besidder magten til at forme menneskers levevilkår, jo nærmest er en joke.

Reelt kan man måske tale om, at feministerne og de venstreorienterede i bevægelsernes storhedstid opnåede at virke modificerende på de reelle magthavere, der dengang som nu var den politiske og den økonomiske elite. I dag, hvor en sådan modererende kraft mangler, kan man jo se, hvordan det går.

Man skal bemærke, at ræsonnementet kun hænger sammen formelt, hvilket er tilstrækkeligt til, at fortællingen kan fungere tilfredsstillende som netop fortælling – hvis man vel at mærke er motiveret for at indlade sig på vrøvlet. Følelser blandes med politik. Had til skattebetaling og had til kvinder kan pludselig blive to sider af samme sag!

Denne samfundsforståelse munder nemlig ud i en opfattelse af, at der eksisterer en uhellig alliance imellem velfærdsstaten (der altid omtales som en uønsket person af hunkøn, Big Mother) og kvinderne. Den går ud på at lænse mændene for deres ’rigtige’ penge tjent i den private sektor, for derefter at forære dem til kvinderne. Dels for deres pseudoarbejde i det offentlige, dels som støtteordninger, der gør kvinden økonomisk uafhængig af manden i parforholdet. Ved at puste til kvindehadet hverver man potentielle tilhængere til den nyliberale samfundsmodel.

Smart har man formået at spænde kvindehadets stærke energier for nyliberalismens vogn!

Hvis feminismen er nyliberalismens hjælper, er det igen alene som prygelknabe. Et samlingspunkt, der kan forene nyliberale i fælles aversion. Men det er noget ganske andet end at sige, at feminismen har givet nyliberalismen en hjælpende hånd.

Systematisk hetz

Men okay, Fraser har ret i, at virkelig konfronterende samfundskritik sjældent høres fra nutidens feminister. Årsagen er åbenlys. Hallo! Feminismen er jo blevet undertrykt. Kort og godt. Udsat for systematisk hetz og forfølgelse. Ingen kommentarspor er så krænkende som kommentarsporene til de kønspolitiske debatindlæg. Og alle ved det. Folk m/k er blevet latterliggjort, hånet og tilsvinet, krænket og seksualiseret, fordi de har fremsat feministiske ytringer. Sådan er der kraftme’ ikke andre, der bliver behandlet i debatten!

Den feministiske diskurs er slet og ret blevet mistænkeliggjort og infameret i offentligheden, og der er hårde sanktioner for at tilslutte sig den.

Det er undertrykkelse – så klassisk og så banalt, som det overhovedet forekommer. Og så kan vi ikke engang se det.

Der er mere brug for feminisme end nogensinde.

Jette Hansen er mag.art. og forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Simone Bærentzen
  • Henning Pedersen
  • Daniel Mikkelsen
  • lars abildgaard
  • Jens Kofoed
  • Vibeke Svenningsen
  • Philip B. Johnsen
  • randi christiansen
  • Vivi Rindom
  • David Zennaro
  • erik winberg
  • Niels Mosbak
  • Hanne Ribens
  • Inger Sundsvald
  • Heidi Pedersen
  • Rasmus Kongshøj
  • Ingrid Uma
  • Niels Engelsted
  • Grethe Preisler
Simone Bærentzen, Henning Pedersen, Daniel Mikkelsen, lars abildgaard, Jens Kofoed, Vibeke Svenningsen, Philip B. Johnsen, randi christiansen, Vivi Rindom, David Zennaro, erik winberg, Niels Mosbak, Hanne Ribens, Inger Sundsvald, Heidi Pedersen, Rasmus Kongshøj, Ingrid Uma, Niels Engelsted og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg slapper helt af, kvinde. Det kniber derimod alvorligt for klassekæmperfeministen.

Og et fornuftigt, velformuleret indlæg få denne svada med på vejen :
"S. Rauff hører til den kvindetype, som verdens daddy’er knuselsker. Det er den type der spejler manden i dobbelt størrelse og skælder ud på andre kvinder for at skrive kronikker for at skabe ballade. Sagens kerne om nyliberalismen overses bekvemt."

Josephine : " Leo, jeg synes der blive brugt meget krudt på at udnævne kønsdebatten som tidsspild. Man kunne undres hvorfor du så deltager. "
Svar : Hvis der kun var den ørkesløse kønsdebat, kunne det såmænd også være tidsspilde.
Men når denne bliver fremstillet som en forudsætning for forbedring af hele nationens politiske forhold - ja hele verdens - så er der grund til en seriøs debat.

Og hvis det skulle interessere dig, Josephine, hvad mit syn på nationens politiske forhold er, så læs på :
Lærerne straffer regeringen.................06.11 -12.19.
Så kan du bagefter fortælle, hvor kvindekampen er relevant i forbindelse med den politik.

Inger Sundsvald

”Men når denne bliver fremstillet som en forudsætning for forbedring af hele nationens politiske forhold - ja hele verdens - så er der grund til en seriøs debat.”

Vi taler om kønsdebat og feminisme, og jeg får samme fornemmelse som Georg Metz, når han i denne uges klumme beskriver Pia Kjærsgaard og ”sprogets genkendelige og uforanderlige nederdrægtighed”.

INGEN har fremstillet denne forudsætning for forbedring. Men gentagelsen inerti er uforandret i tråd efter tråd som et tilbagevendende mareridt og skrækscenarium.

Det står malet over hele artiklen lige fra overskriften : "Nyliberale har dygtigt anvendt feminismen som et fjendebillede,...."
Politiske strømninger påstås altså at dominere kvinderne - eller en lille del af kvinderne, som paranoidt føler sig forfulgt.
Det betyder omvendt betragtet, at samme kvinder agerer politisk, idet de forudsætter liberalismens fald og socialismens indførelse, som metode for kvindefrigørelse og ligestilling.
Og så ikke et ord om privatssfæren, hvor vi selv bestemmer vores liv uden behov for brugsanvisninger fra en lille flok frustrerede mennesker af begge køn, men flest kvinder.

Inger Sundsvald

Den store rædselsforestilling om feminister der hader mænd, og som man(d) derfor hader og har ret til at hade, spøger i debatten.

- Hvem taler vi om? Er det Jette Hansen du mener, eller mig? Eller bare nogle væmmelige kvinder der forfølger stakkels mænd og tager alt fra dem?

Vær lidt konkret, i stedet for at flagre rundt i forestillingernes paranoide verden.

Krigsskuepladser

Der er sandsynligvis mange – der i deres tilværelse kan sige at have mødt visse folkefærd – der på en eller anden psykopatisk måde fik/får det værste op i én – en slags specialister i en blanding af rethaveri og animositet – som nødvendigvis på den anden side stiller krav til – for stadig at være i stand til at bevare fornuften – de fleste om småfisende at forlade sådanne ligegyldighedernes evige slagmarker – specielt designet til specielle ånder uden åndrighed eller bare gnist af humor …

Militant kvindesag ført af såkaldte feminister og missionerende religion er oplagte krigsskuepladser - der bør dribles uden om i spalter som nærværende …

randi christiansen

En kamp er heldigvis ikke nødvendigvis militant, Jan - og kvindekampen er ikke rettet mod mænd men mod undertrykkelse - som i disse skæbnesvangre tider sker i form af misbrug og tyveri af fællesskabets værdier > naturgrundlaget, og i visse kredse søges legitimeret af nyliberalismens asociale og fascistoide tankegods > nak og æd.

Som du ved - Randi - er jeg for det meste enig med dig - men nogen kunne sagtens få det indtryk ved bare at forfølge 'debatterne' på dette intelligensblads webplatform ...

Fint Randi - Men hvorfor i alverden så kalde det kvindekamp. Vi ser jo, hvordan begrebsforvirringen skiller i stedet for at samle - Modarbejder i stedet for samarbejde.

Inger Sundsvald

Kvindehad er nyliberalismens tro tjener, og det er nyliberalismen det drejer sig om først og fremmest i kronikken - ikke "kvindekamp".
Men ok, det er det der lægger spindelvæv ud over øjnene på visse, så de har svært ved at se klart.

randi christiansen

Fordi Leo - kamp ikke nødvendigvis er militant.

Den indsats, som må gøres mod undertrykkerne, er en kamp - hvis militante udtryk for Guds, Allahs og alle andres skyld - det forhåbentlig på globalt plan vil lykkes at minimere - det ser ellers sort ud rundt omkring, men når mørket er tættest, er lyset nærmest - siger de fortvivlede

Aha - Det lysner i øst.

Inger siger, at det først og fremmest er politik og ikke kvindekamp.
Tak ! Hvem sagde spindelvæv.
Liberalismens modstykke er socialisme og da de fleste "gammeldags" feminister (jeg må ikke skrive fossiler) er socialister, går de ind i puljen. Altså politik !

Og Randi : "Den indsats, som må gøres mod undertrykkerne, er en kamp..... det forhåbentlig på globalt plan vil lykkes at minimere..." (du mener vel maksimere !)
Det må jo betyde, at alle gode kræfter skal samles. Altså politik !

Se bare på Folkebevægelse mod EU. Tværpolitisk, trods overvægt af venstreorienterede.

Nu håber jeg, at vi er nået til en fordomsfri forståelse.

Inger Sundsvald

Feminismen har ikke støbt kuglerne til nyliberalismen, men er blevet okkuperet af nyliberalismen og ’blå feminister’, som i virkeligheden er antifeminister, der lover blide kvinder og moderlig omsorg til alle.

Det lyder tiltrækkende for misogynister af alle politiske observanser, og liberalisterne får tilhængere til ”projektet”. Man er ikke kræsen hos Familien Sort.

- Vi behøver slet ikke alt det oprør, siger nyliberalisterne, man kan hver især tilslutte sig sit helt eget projekt, og det der gavner én selv mest. Det vigtige er den ubegrænsede FRIHED - fra ansvar - på alle hylder.

Problemet er, at nyliberalisme passer meget dårligt med solidaritet. ’Blå feminisme’ er ikke feminisme. Men de ”røde” drenge og de skuffede skilsmissemænd er spændt godt og grundigt for nyliberalismens vogn.

Solidaritet er det klister, der holder et samfund sammen, og man behøver ikke at være venstreorienteret, men kan godt være en anstændig borgerlig (selvom der efterhånden er langt imellem dem) for at mene at børn, unge og gamle er et samfunds ansvar. Det er ikke noget man kan overlade til de frie markedskræfter og konkurrencesamfundet.

Inger Sundsvald

Det kan godt være at det ville være nemmere for dig, Leo, at vi forsøgte at forholde os til det du skriver. Men det er altså kronikken jeg forholder mig til. Og hvis du læste den, så ville du få et bud på sammenhængen mellem nyliberalisme, kvindehad og feminisme.

" Feminismen har ikke støbt kuglerne til nyliberalismen, men er blevet okkuperet af nyliberalismen og ’blå feminister’"
Hvordan er det sket. En fast overbevisning lader sig vel ikke lige overmande.
Forklaringen er måske, at ideen ikke længere er aktuel, fordi, som jeg har sagt tidligere, at feminismen sejrede. Der er simpelt ikke brug for den mere.
Men en lille trofast skare holder ved. En studiekreds med ideer fra fortiden.
For snæver til at være en politisk idè. Måske derfor at I forsøger at hæve den op på et højere politisk plan.
Artiklen har jeg læst to gange og mere til i udpluk. Den forbliver for mig ubrugelig tankespind, som ikke kan få den taburet at sidde på i politisk sammenhæng, som den prætenderer at ville.

randi christiansen

Leo - Der refereres til 'det militante udtryk' - men ok, grammatikken er ikke helt skarp

I øvrigt generaliserer du de politiske koncepter inadekvat - de kan ikke anvendes så entydigt.

Ligeledes kan du ikke tale om, at feminismen har sejret, det er rent vås. De blå feminister soler sig selvsikkert i Cepos' og sugardaddys velvilje - de rødgrønne feminister lægges for had. Måske fordi de - i modsætning til de blå femmier - udfordrer magten.

Hvis ikke feminismen har sejret, har den tabt - eller ingen positiv betydning haft - I 100 år ! ! - Eller bare i de sidste 50 år.
Det kalder jeg vås , Randi.
Og stop nu de blå skråt op. Det er jo ikke dem, der er de rigtige.(ironi)

Ham sugardaddy kender jeg ikke. Hvor finder jeg ham.
Og - nyt udtryk de rød-grønne feminister. Det vrimler med afarter.

randi christiansen

Leo - dit verdenssyn er i denne smhg så unuanceret, at det ikke rigtig giver mening for mig

randi christiansen

Leo - 'Hard core femier' - du må siges selv at bidrage lystigt til nye udtryk - endog et temmelig upræcist et af slagsen - men så er det selvfølgelig også nemmere at navigere rundt i egne forsimplinger og selvbekræftelser

Tak - Forvirringen er udbredt. :

- ’rødstrømpernes døtre’
- marxismen (marxist-far) og feminismen (rødstrømpe-mor)
- Smummy – den smarte mor
- marxistiske feminist
- De blå feminister
- Big Mother
- de rødgrønne feminister
- og mine egne : fossilfeminister og hard core femier

En del af kampen er hård. Militant med paragraffer som våben.
Taberne er børn. Også mange ufødte.

Sider