Kommentar

Moderskaberi

Er en kvinde, som ikke får børn, kvinde nok? En hierarkisering af moderskabet er begyndt at dukke op. I toppen finder vi de par, der laver børn på lagnerne, nederst finder vi den barnløse
18. november 2013

Herhjemme bryster vi os af, at kvinder kan og bør realisere sig selv på måder, som rækker langt udover moderskabet. Derfor kan det undre, at en kvinde uden børn, som har passeret de 30, har brug for et skjold til sociale sammenkomster.

Hvis ikke hun ses som en stakkels barnløs, så ses hun som en trussel i falmende mødres øjne, når en træt mand lyser op i mødet med den ’uberørte’ kvinde. Og kvinden har brug for mere end ét argument, hvis hun proklamerer, at hun vitterligt ikke ønsker sig et barn.

Men hvordan kan det være? Når vi tager i betragtning, at et stigende antal kvinder ikke bare lige bliver gravide – hvad enten det så skyldes danske mænds ædle dele, som er blevet for opvarmet af at sidde på en cykelsadel, sprøjtegift i vores madvarer eller en beslutning om at få et barn i en for sen alder – kan det undre, at vi fortsat har så stærk en forventning om, at kvinder ønsker graviditet og moderskab. Er en kvinde uden barn ikke kvinde nok? Og er der ligefrem nogle former for moderskab, som gør kvinder mere rigtige end andre?

Fertilitetshierarki

På trods af at naturen gennem de seneste år meget tydeligt har fortalt hvert 12. elskovssyge par, at der intet barn kommer ud af deres lystne aktivitet, tropper mange forventningsfulde kvinder og par op på landets fertilitetsklinikker.

Hvad får mænd til at onanere i et plastikbæger og danske kvinder til at sprede ben for kolde jernstænger og sprøjte sig i underlivet med alverdens hormoner? For hvis skyld helliger vi os behandlingssystemet for måske en dag at kunne vise den triumferende og struttende mave frem? Er det for artens overlevelse? Eller er det, fordi vi gennem graviditet og børn bilder os selv og hinanden ind, at vi er rigtige kvinder og mænd?

Samtidig med at flere og flere par har brug for lægevidenskabens hjælp til at producere et barn, vokser behovet for de par, som ’kun’ har brugt sex til at lave børn, for at statuere netop det faktum, at de ikke har fået hjælp.

Antropologen Tine Tjørnhøj, som har forsket i barnløshed i mange år, bemærker, hvordan dette behov f.eks. udleves via den langstrakte streamer, som hun engang så klistret fast på bagruden af bilen. »Rigtige mænd får økotvillinger«, stod der.

På lignende vis har vi hørt kvinder fortælle om deres »hjemmelavede børn«. Har vi mon at gøre med en mere eller mindre synlig rangorden i forhold til, hvordan børn kommer til verden? Fra den gode gammeldags måde i sengen eller på køkkenbordet, til behandling uden reagensglas, så med reagensglas ... og hvis det ikke lykkes, så med hjælp fra en donor? Hvad betyder denne hierarkisering af undfangelsesmetoden for børnene selv? Ingen vil vel mene, at der findes mere eller mindre rigtige børn.

Kvinde nok nu!

Udtryk som ’hjemmelavede børn’ og ’økologiske børn’ synes at være linket op til kvinders og mænds præstationer som henholdsvis ’rigtige mænd’ og ‘rigtige kvinder’.

Tine Tjørnhøj bemærker, at det er kvindens og særligt mandens værd, der refereres skjult til, når der føles trang til at proklamere, hvordan børnene er undfanget.

Børnene, som er undfanget med andre metoder end den økologiske, får derimod status af ’mirakelbørn’ eller ’kostbare børn’. Følger man tanken, bliver adopterede børn paradoksalt nok vaskeægte økologiske og hjemmelavede børn, som indgår i en familie med forkerte eller ikke helt rigtige forældre!

Moderskabet er for de fleste en umiddelbar adgangsbillet til at udfolde en vigtig del af deres kvindelighed. Og det er nok også okay.

Men moderskabet og børn – økologiske eller ej – skal vel ikke være vores eneste adgangsbillet til være ’kvinde nok’? Måske vi skulle lære af kvinden, som enten ikke ønsker at være mor eller accepterer, at hun aldrig bliver det. Lære, hvordan hun formår at skabe og genopfinde sin kvindelighed. Lære at se hende som kvinde nok – uden at stemple hende med det usexede label ’barnløs’.

Når vi opponerer mod fastlåste forestillinger, bidrager vi til at betydningen af ’kvindelig’ og ’mandlig’ gradvis ændres – er du kvinde eller mand nok til det?

 

Monica Lorenzo Pugholm er antropolog og forfatter til den anmelderroste bog ’Barnløshed, adoption og et kulørt familieliv – fra din mave til min favn’, forlaget Klim, og Ditte Darko er stud. psych. og specialestuderende ved Københavns Universitet. Hun skriver om kvinders værdighed og om, hvordan kvindeligheden forvaltes anno 2013

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anne Tange Elmsted
  • Vibeke Rasmussen
  • Niels-Simon Larsen
  • Maj-Britt Kent Hansen
Anne Tange Elmsted, Vibeke Rasmussen, Niels-Simon Larsen og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Desværre har den sygelige normalitetstrang i stigende grad kronede dage.

I rigtig gamle dage var det lettere at være barnløs, end det har været de sidste 20-25 år, hvor mange kvinder som følge af ingeniørkunsten inden for fertilitetsfremme har måttet underlægge sig behandling, fordi de selv, deres mænd eller andre i den grad forventede af dem, at de satte børn i verden - ja, sågar pressede dem.

Lise Lotte Rahbek

Øv. Jeg havde håbet at den slags smålighed og nidkær overvågning af andre menneskers fertilitet og vær-med-i-klubben-om-at-være-'normal' var i aftagene.

Desværre for skribenterne her tager de fejl, så grusomt fejl. Nederst på rangstigen er de unge mødre, de socialt udsatte kvinder på 18-22 år, som når de når deres 23. eller 24. år ofte har 2 eller 3 børn! Og det endda med to forskellige fædre! Det er disse kvinder, der allernederst på rangstigen i dette land, i dette Danmark! Og det selvom de rent faktisk får de børn, som skal forsørge os andre, når vi bliver gamle og grå og skal på plejehjem.

Kun indenfor universitetsverdenen mv. - også kaldet den danske middelklasses stand - er det sådan de to skribenter beskriver. Alle andre steder ser man ekstremt ned på de kvinder der er blevet gravide med deres kærester som 18-årige eller endda som 22-årige! Og som måske ofte er på kontanthjælp mv. Og det selvom det for 40 år siden var helt normalt at blive gravid som 22-årig...

Vibeke Rasmussen

Engang var det at få børn et ønske. Men så, i takt med forædlingen af kunsten at skabe børn, forvandledes ønsket efterhånden til et krav.

Karsten Aaen, jeg mener faktisk godt, at både du og ovenstående forfattere kan have ret. At der bliver set ned på både unge kvinder, der får børn (fór) tidligt, uden selv at kunne forsørge dem, og kvinder som ikke får børn selom alderen og økonomien 'er til det', og som, hvadenten barnløsheden nu skyldes et bevidst fravalg eller omstændighederne – hvilket under alle omstændigheder ikke rager andre end de direkte involverede – alligevel risikerer at blive afkrævet et svar og en forklaring af det omgivende samfund.

Hvor ofte ser man ikke barnløse kvinder beskrevet som 'egoister'? Som nogen, for hvem karriere er vigtigere end moderskab. Ritt Bjerregaard fx, er da ofte nok blevet desavoueret (som regel af andre kvinder!) ikke pga sin politik, men fordi hun ikke har fået børn.

Men, når der nu findes så uendeligt, så hjerteskærende, mange forældreløse børn i en allerede overbefolket verden, hvorfor kan man så ikke finde ud af at indrette et adoptionssystem, hvor man hurtigere, mindre kompliceret – og billigere – kan matche barnløse voksne med forældreløse børn? Dét er mig en gåde.

Vibeke Rasmussen

"Engang var det at få børn et ønske. "

Om igen

Engang var det at få børn en måde at sikre sin alderdom på, g hvis man havde penge en måde at sikre arvens overdragelse.

Men i vørigt har du ret med hensyn til adoption.

Vibeke Rasmussen

Ja, men jeg vil nu alligevel fastholde, at der også var tale om et ønske i forhold til det langt senere opståede krav. :-)

Vibeke Rasmussen

Alt efter hvor langt du vil tilbage i historien - så ja.

Tager du antikken, var det mændende der ønskede sig sønner, som i øvrigt blev opfostret af ammer. Vi har stadig en reminiscens i UK/overklasse med kostskoler.

Længere tilbage tror jeg Neandertalhjernen traf beslutningerne.

Og på Ludvig den 14.s tid, havde man et direkte perverst forhold til børn.

Selv Rosseau var en skiderik. Alle hans gode ord til trods.

Om igen
Engang var det at få børn natur. Det er det stadig.
Med børn går det skidt for nogen. For de fleste er det lykken.
Uden børn går det slet ikke.
Jeg vil gerne se en statistik over fertiliteten i de sidste 100 år.
Den ville sikkert vise et virkeligt problem, i stedet for dette ynk.

Brian Pietersen

jeg synes kvnder uden børn er dem der skal støttes mest.... de er med til ikke at overbeolke jorden...det er så for sent..men de sørger for at pinen trækkes ud.. :-)

Jens Overgaard Bjerre

Hjemmeavlede økologiske børn af arten rigtige mænd og ægte kvinder. Alt under betryggende sterile former og efter moderne populære hygiejniske principper. Vi kan også lave nye bryster, færre rynker og uden hår.

Torsten Jacobsen

Kiropraktorerne må da have kronede dage, sådan som 'man' åbenbart går rundt og ser ned på snart sagt alt og alle. Ikke så underligt at 'man' synes helt at have tabt overblikket i mange sammenhænge.

Mens 'man' åbenbart går rundt med fasttømrede idealforestillinger om hvordan en rigtig kvinde udtrykker sin kvindelighed på den helt rigtige måde, kan det forhåbentlig trøste de kvinder der måtte læse disse linjer, at jeg ikke deler disse forestillinger. Jeg kender forøvrigt heller ikke nogen der problematiserer at nogle kvinder vælger ikke at få børn, eller at andre søger videnskabens hjælp, når enten naturen, seksualiteten eller manglen på en kvalificeret partner stikker en kæp i hjulet for drømmen om at få et barn.

Men nu er jeg så åbenbart et særtilfælde, hvis artiklens påstande skal tages til troende. Det kan selvfølgelig være fordi jeg ikke er prototypen på en 'rigtig mand'? jeg har sgu ikke lige fået tjekket årets adgangskrav til dén klub..

...And frankly, my dear.....I Don't give a damn!

Et eksempel til efterfølgelse?

Det er der ikke noget at sige til, for det er også det rene vrøvl. Antropologer skal finde på noget at skrive for at opretholde den løn de nu engang har, og her tæller vrøvl desværre også.

Når fædre opfordre sine mandlige venner til at få børn, akkurat som kvinder opfordre sine veninder til at få børn, så skyldes det alene, at det er en fantastisk og meget givende oplevelse. Men det er en alt for triviel udlægning som hverken er en bog eller studie værd.

Lise Lotte Rahbek

"så skyldes det alene, at det er en fantastisk og meget givende oplevelse"

Motiv-fortolkninger er altid spændende.
Det kunne også være for at få bekræftet sin egen livsform, at man opfordrer andre til at træffe de samme valg, som man selv har gjort.

En person som har fået børn står jo nu i en postition, hvor vedkommende ikke længere 'objektivt' kan bedømme en tilværelse uden børn.
Det erfaringsfri sted at betragte tilværelsen fra, findes ikke.

Og ja, der er sørme mange, om ikke de fleste, mennesker, som elsker sine børn og tilværelsen som børnefamilie, og det kan vi allesammen kun være glade for.
Det, som kan være en anelse provokerende er den ofte bedrevidende afvisning af, at børnefrie liv ligeledes kan være værd at leve.

Torsten Jacobsen

@ Rahbek

Bedrevidende fjolser, med eller uden børn, behøver man jo iikke nødvendigvis tage så frygteligt alvorligt ;)

Så spørgsmålet er vel i virkeligheden hvorfor så mange gør det alligevel (hvis artiklen altså har ret i, at vi her har at gøre med et reelt problem, der eksisterer for mange andre end skribenterne selv.)

Hvorfor er der dog denne trang til konformitet, og angst for at spytte 'man' lige i øjet, når 'man' mener bedst at vide hvordan vi som mennesker forvalter vores umulige liv?

Og hvorfor er der så ofte denne tendens til (synes jeg), at det er kvinder som giver udtryk for frustration over at blive indespærret i samfundets, mandens, eller andre kvinders forventninger?

Hvor ligger den 'flinkeskole', der uddanner alle disse pæne, konformitetssøgende mennesker? Hvis vi blot kan finde den, kan vi forhåbentlig også en gang for alle få den brændt ned til grunden.

Torsten Jacobsen

"Hvor ligger den 'flinkeskole', der uddanner alle disse pæne, konformitetssøgende mennesker? Hvis vi blot kan finde den, kan vi forhåbentlig også en gang for alle få den brændt ned til grunden."

Be my Guest!

Lise Lotte Rahbek

Torsten Jacobsen

Jeg tror usikkerheden på,
om man nu gør det rigtige,
og om man nu 'får det hele med' og ikke går glip,
og frygten for at falde udenfor,
så man/kvind ender ensom, på samfundets bund, evt. med 14 katte og lugten af ammoniak i næsen.
er en del af konformitetsbevægelsens succes til alle tider.
Jeg kender skam frygten fra mig selv.
;-)

Jo mere konform et samfund bliver, jo færre muligheder der er for at skabe sig et liv udenfor lønmodtager-sektionen, børnefamilie-agitationen og forestillinger om at alle har ret til et pænt nyt køkken,
jo større grund bliver der til at gribe efter tændstikæsken.

@Lise Lotte Rahbek

"En person som har fået børn står jo nu i en postition, hvor vedkommende ikke længere 'objektivt' kan bedømme en tilværelse uden børn."

Du er ikke seriøs vel? Prøv i dit udsagn at erstatte "børn" med et andet navneord f.eks hæmorider.