Klumme

Nybyggede spekulationsprojekter

Tro ikke blindt på dansk arkitektur som eksportvare. Historien om Blok P i Nuuk – et betonbyggeri, der skulle gøre Grønland moderne – viser, hvor galt det går, når man tegner en bolig-drøm uden at vide, hvad drømme handler om
22. november 2013

Tro ikke på ejendomsmæglerne. Bygningskunsten kan ikke gøre mennesker lykkelige. Et byggeri kan højest bidrage til at lette tilværelsen. I særlige tilfælde hilser et godt byggeri pænt på landskabet, kerer sig om det sociale rum, og anviser nogle byggetekniske genveje, der hjælper på energiforbruget. Byggeri er en voldsom kunstart, koster vildt mange penge, og det meste af vores nybyggeri er simple spekulationsprojekter. I næsten alle salgsprospekter står der, at byggeriet tager hensyn. Men sjældent til hvad. Så tro det ikke, før du selv oplever det.

Tro heller ikke blindt på dansk arkitektur som en indlysende eksportvare, selv om vores fornemme kulturarv kunne lede til sådanne drengestreger. Bygningskunsten handler om evnen til at læse tid og sted. Om evnen til at gå i dialog med det landskab, der tages i besiddelse. Denne verden er fuld af steder, og naturligvis kan dygtige arkitekter sammenfatte forslag af betydning uden for landets grænser. Men når vi markedsfører vores forenklede hvide snit i den tro, at folkestyret og kvindefrigørelsen sniger sig ind gennem den smukt proportionerede bagdør, tager vi fejl. Huse, også de gode, er tomme skaller omkring menneskeliv. Det udelukker selvfølgelig hverken omtanken eller svækker den æstetiske diskurs. Det burde tværtimod skærpe den, når man er på besøg.

Forleden åbnede udstillingen BLOK P på Nordatlantens Brygge. Den viser historien om en meget lang – 200 meter – skamstøtte af en boligblok i Nuuk. Fem etager, som blev indviet i 1965 og revet ned i sommeren 2012.

Rikke Diemer har sammen med fotograf Peter Jensen lavet en storartet film fra dette skrummel af en bygning fra kolonitiden. Filmen skildrer begejstringen for det moderne Grønland og udstiller uforstanden bag. Den lange satan på Tuujuk Sletten fik navnet Blok P, fordi den indgik i en åndløs bebyggelsesplan af snorlige, præfabrikerede betonblokke fra A til O, der alle var snøret sammen efter samme burhønseskabelon, som også prægede det almennyttige byggeri herhjemme i samme periode. Facadetegningen er dateret 4. juledag 1964, og arkitekten MAA hed Tage Nielsen. Berømt og berygtet som en af de mange tegnestuer, der med boligministeriel støtte og beton-industrien i ryggen hærgede det ganske land. Også Grønland.

Vi er midt i de ligeglade 1960’ere. Og midt i Grønlands hovedstad, som dengang oven i købet hed Godthåb. Blok P var en dansk embedsmandsløsning. En demonstrativ en af slagsen. Et skingert vidnesbyrd om, at modernismens brutale omsorg langtfra er tilstrækkelig, når der skal bygges boliger.

Bygderne og udstederne var for kostbare i drift, og fangerfamilierne skulle flyttes til de største byer med rindende vand, toilet med træk og slip, en rigtig skole og et sygehus. Den danske velfærdsskabelon og vores gumpetunge byggeskik blev uden blusel eksporteret til det grønlandske fjeld. Der blev ikke tænkt en eneste redelig tanke, da tonstunge, præfabrikerede betonelementer blev fragtet tværs over Nordatlanten. På et tidspunkt boede næsten en procent af Grønlands samlede befolkning i den hvide blok på sletten.

Byggeriet var ganske vist moderne og gulvene blanke af lak og fernis, men planerne viste sig hurtigt uduelige til den grønlandske levevis. Udstillingens fint redigerede katalog beskriver, hvordan de alt for små badeværelser ikke egnede sig til at slagte sæl og rensdyr. Skæbnen fra et modernistisk prestigeprojekt til kondemneret slum blev hurtigt forseglet, og Blok P blev til et ikon for en forfejlet kolonipolitik. Det var ikke svært at forstå, at nedrivningen af byggeriet blev en af Selvstyrets allerførste beslutninger.

Hvad der nu skal ske på den store byggetomt ligger hen i det uvisse. Der ligger ingen trælasthandel lige rundt om hjørnet, og byggeriet må derfor stadigt gennemtænkes som præfabrikeret.

Desværre tyder meget på, at det endnu ikke er lykkedes for Grønlandske tegnestuer at udvikle en byggeskik, der har rod i deres eget land. I stedet for at udvikle raffinerede arkitektoniske svar på det, der gælder på Grønland: Det barske klima, det svært tilgængelige fjeld, den korte byggetid, det særlige lys og de store afstande, importeres der fortsat arkitektoniske unoder af værste skuffe. De ligner ikke Blok P, men eftertiden kan komme til at dømme dem lige så hårdt. Det er på høje tid, at Grønland viser, hvad det vil sige at være moderne.

Jens Thomas Arnfred er arkitekt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christian Harder
  • Jens Thaarup Nyberg
Christian Harder og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Erik Kristensen

Sikke et ’tankemylder’, som det kan være svært at finde en dybere mening med: Tro ikke på ejendomsmæglere .., det meste byggeri er spekulationsprojekter.., ligesom ’Blok P’ i Nuuk/Godthåb. Arnfred mener, at ”Bygningskunsten handler om evnen til at læse tid og sted” og bruger disse 60’er boligblokke i Godthåb som eksempel på fejlslagen byggeeksport. Jeg husker en anden udlægning af ’tid og sted’ fra Henning Larsen, som projekterede nogle af blokkene. Sundhedstilstanden i bygderne på Grønland var ganske forfærdelig og tuberkulosens hærgen, gjorde det akut nødvendigt at opføre et stort antal sunde boliger i Godthåb. På det tidspunkt og det sted var det mindre relevant at tænke i udvikling af ’ny grønlandsk arkitektur’, fordi spørgsmålet om sygdomsbekæmpelse og overlevelse trods alt var vigtigere. Det synspunkt har Jonathan Motzfelt og andre grønlandske politikere senere bekræftet. Ligeså misforstået forekommer udsagnet ”.. planerne viste sig hurtigt uduelige til den grønlandske levevis”. Den grønlandske levevis i bygderne indebar, at fangsten blev parteret udendørs, fordi boligen bestod af en meget beskeden tørvehytte, hvortil fangerens kone ikke henlagde den slags aktiviteter. Grønlænderne havde altså ikke tradition for at slagte indendørs og slet ikke i det badeværelse, som man ikke havde! Traditionelt var grønlænderne nomader, der om sommeren boede i skindtelte dybt inde i fjordene og om vinteren i en tørvehytte ude ved havet. Grønlænderne havde ikke en boligtradition, som nutidens arkitekter i Grønland kan basere sig på. Fra ca. 1980 har den grønlandske boligstandard ikke været dårligere end den danske på grund af statens byggeprogram, som blandt andet indebar, at boliger i byerne typisk blev forsynet med et bryggers, der blev indrettet som et ’slagteri’, fordi det trods alt var uhensigtsmæssigt at slagte store dyr udendørs i byen.
De omtalte betonblokke var en slags nødbyggerier og medførte, at den grønlandske befolkning steg fra under 30.000 i 1960 til 40.000 i 1975, hvilket trods alt repræsenterede en sundhedsmæssig bedrift, hinsides Arnfreds ’æstetiske diskurs’. De monotone og kedelige betonblokke var ud fra den betragtning en stor ’eksport’-succes og Blok P fik altså lov at stå i næsten 50 år, heraf 33 år med hjemmestyre, hvilket siger ikke så lidt om grønlændernes egne præferencer.

Arnfreds udlægning er et skoleeksempel på, hvor galt det kan gå, når den i dag fremherskende tankegang bruges som forklaringsmodel på fortidens gerninger, inkl. ’eksport’ af boliger. Og ikke mindst når føleri og den ’æstetiske diskurs’ får lov at dominere over almindelig fornuft og tilgængelig viden.
Arnfreds fremtidsbetragtninger er desværre ligeså utroværdige: ”Hvad der nu skal ske på den store byggetomt ligger hen i det uvisse. Der ligger ingen trælasthandel lige rundt om hjørnet…” En simpel Google søgning viser, at det gør der faktisk! Arnfreds betragtninger er ligeså hjælpeløse, som de er inkompetente.

jens thomas arnfred

Kære Erik Kristensen,
Det er rigtigt at boligtilvæksten til de større byer var stor i midt 60.erne og sandt, at sundhedstilstanden blev betydeligt forbedret i den grønlandske befolkning i samme periode. Blok P er ikke bygget i ondskab. Nordatlantens fine udstillingen fælder da heller ikke sådanne domme. Det gør jeg heller ikke. Jeg hævder blot, at den valgte skala virker uforstandig og fremmed i den grønlandske kontekst. Og glæder mig over, at det præfabrikerede byggeri ikke nødvendigvis længere er ensbetydende med byggerier i betonelementer. Hverken herhjemme eller på Grønland. På Gl. Dok vises for tiden en udstilling i DAC: 'Grønland sæt kurs mod verdens centrum', hvor der bl.a. vises eksempler på, hvordan en præfabrikeret og montagevenlig byggeskik kan gå i dialog med de grønlandske fjeld. Sidste udstillingsdag er d. 26. januar.

jens thomas arnfred har stor forstand på mange ting - formoder jeg. men på emnerne grønland og grønlandsk byggeskik synes han aldeles blank.
hans artikel indgår i et lille exporteventyr; som så mange andre velmenende danskere vil han osse gerne give os sin version af den grønlandske virkelighed. et sted mellem hattedame og købmand.
hans ide om at der tidligere er fragtet tonstunge betonelementer til nuuk til opbygningen af blokkene er forkert: blokkenes bærende konstruktioner er støbt in-situ. til gengæld er facaderne udført som montage af præfabrikerede snedker-elementer - en fejl jta synes at have til hensigt at gentage.