International kommentar

Pøbelvældet spirer frem i Sydøsteuropa

Et aktivt og engageret civilsamfund er ikke et ubetinget gode. I lande med en eroderende statsmagt kan det optræde som gadens parlament. Det viser udviklingen i Ungarn og på Balkan med al tydelighed
22. november 2013

Det er ikke alle vigtige hændelser, som havner i avisen.

Her forleden dag brændte de bøger i den ungarske by Miskolc, og i denne uge stillede krigsveteraner i den kroatiske by Vukovar sig i vejen for, at landets politiske ledere kunne deltage i en mindehøjtidelighed for dem, der døde her, da byen under den jugoslaviske borgerkrig forsøgte at forsvare sig mod et stormløb fra serbiske styrker. Med uforrettet ærinde blev præsident og premierminister sammen med et chokeret diplomatkorps tvunget til at vende tilbage til Zagreb.

I den internationale presse får sådanne begivenheder sjældent mere end en notitsplads. Snart vil glemsomheden ramme dem. Det er en skam, for både Miskolc og Vukovar er ærværdige gamle centraleuropæiske byer. Provinsbyer, måske, men stadig en del af det finmaskede net af civilisation, der holder sammen på Europa.

Når der i Europa igen brændes bøger, må det af historiske grunde forekomme at være en særligt modbydelig handling. Det er alle på det rene med. Også de, som opfordrer til en sådan symbolsk bogafbrænding. Alligevel sker det – i dagens Ungarn formentlig oftere end andre steder. Nobelprismodtageren Imre Kerteszs bøger omspændes med jævne mellemrum af flammerne. I Miskolc blev der sammen med ’zionistiske publikationer’ afbrændt digte af den ungarske klassikerforfatter Miklos Radnoti, der på grund af sin jødiske baggrund blev myrdet af nazisterne i 1943. Og denne gang anså Viktor Orbáns regering for en gangs skyld hændelsen for at være så alvorlig, at den omgående blev fordømt.

Falske veteraner

I kroatiske Vukovar forsamledes for 22. år i træk titusinder af mennesker for at ære mindet om deres døde, men de såkaldte krigsveteraner var opsatte på at sikre, at de fremmødte regeringsledere ikke kunne deltage. Disse meget tvivlsomme ’veteraner’ – de er glade for at gå i uniformer, men mange af dem har aldrig holdt et skydevåben i hænderne – udgør en skare på ikke mindre end en halv million i en nation med et indbyggertal på 4,2 millioner, og de nyder pensioner og andre privilegier, som bidrager stærkt til at lamme den kroatiske økonomi. Og som denne episode i Vukovar viser, er der tale om pressionsgrupper, som også effektivt kan lamme enhver kroatisk regering.

Ungarerne har deres jøder, mens kroaterne har deres. ’Veteranernes’ utilfredshed med regeringen retter sig imod de officielle skilte, som også bærer kyrilliske (serbiske) inskriptioner. Dette er påbudt ved lov af hensyn Vukovars store serbiske mindretal, som udgør omkring en tredjedel af befolkningen. Men veteranerne vil tage de tosprogede skilte fra deres serbiske medborgere. Latinske (kroatiske) skrifttegn burde være mere end nok, mener de. Som med de ungarske bøger ved man selvfølgelig udmærket i Kroatien, at skiltene blot er et symbol på mennesker af kød og blod. Regeringen har derfor afvist kravet og henvist til den eksisterende lov.

Men den folkeafstemning, som veteraner higer efter, kommer formentlig snart. I forvejen har nogle af de populistiske kræfter fremtvunget en folkeafstemning den 2. december for at få fastslået, at Kroatien kun accepterer heteroseksuelle ægteskaber. Interessant nok har ikke en eneste gruppering turdet foreslå noget andet. At skyde løs på bøsser og lesbiske er dermed primært et påskud til at underminere staten og regeringen for at vise, hvem der virkelig bestemmer i landet. Og det vil være en stor overraskelse, hvis forehavendet ikke også lykkes i dette tilfælde. For så vidt har civilsamfundet sejret. At det også har et grimt ansigt, fortrænger vi helst. For vi har lært at betragte civilsamfundet som noget udelukkende positivt – ja, som bæreren af vores fineste og ’rigtige’ værdier, og som en instans, der er i stand til puste nyt liv i demokratiet. Men vi glemmer, at præcis det modsatte ganske ofte kan være tilfældet: Demokrater har ikke monopol på engagement, entusiasme, disciplin og vilje til at yde store ofre. Også kommunister og fascister kan prale af de dyder. Vox populi er tæt knyttet til civilsamfundet, skønt folkestemninger og folkeafstemninger her og der undertiden blot er et andet ord for pøbelvælde.

Pøblen tager over

Notitserne fra Ungarn og Kroatien strømmer ind og drukner i den store medieflod. Men de lader sig indpasse i et større, foruroligende mønster, der omfatter hele det sydøstlige Europa: Små og fattige lande oplever her en udhuling af den statslige myndighed, mens nationalistiske og populistiske kræfter er på vej op. Næsten uden undtagelse er disse stater afhængige af økonomisk drop fra udlandet. De beslutter, som regeringerne selv står bag, er ofte irrelevante, bliver sjældent ført ud i livet eller ignoreres af befolkningen.

Grækenland er de facto bankerot, Slovenien og Kroatien har kurs mod samme skæbne, Bosnien betegnes som ’fejlslagen stat’, Kosovo forbliver et protektorat, og om Rumænien og Bulgarien vil vi helst ikke vide noget overhovedet. Resten af Balkan drømmer om EU-medlemskab, uden nogen større forhåbninger om at drømmen bliver til virkelighed.

Staternes erosion baner vejen for gadernes parlament og pøbelvældet. I Grækenland er det allerede en del af hverdagens politiske liv. Og civilsamfundet i Sydøsteuropa vil komme til at kræve flere penge og job, som ikke eksisterer; pensioner og sundhedsvæsen, der ikke kan finansieres; ligesom de vil sige nej til alle besparelser og gøre omverdenen, naboen eller et hvilket som helst passende mindretal ansvarlige for deres ulykke.

Triste kendsgerninger. Men lad os i det mindste håbe, at de kan få plads i avisen.

© Richard Swartz og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Per Torbensen
  • Palle Pendul
Per Torbensen og Palle Pendul anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Christensen

"Et aktivt og engageret civilsamfund er ikke et ubetinget gode. I lande med en eroderende statsmagt kan det optræde som gadens parlament. Det viser udviklingen i Ungarn og på Balkan med al tydelighed"

Hvis staten først for alvor er eroderet, er der så noget alternativ til GADENS PARLAMENT?

Når skatteydernes regning for finanskapitalens klamme spil på et tidspunkt gøres op, kan staterne så holde til - at have ladet det komme så vidt?

Hvis ikke staten handler i samfundets tjeneste, men mere for en snæver gruppe af magthavere indenfor økonomi og politik - hvordan kan det så undre at folk som mister deres job og må gå fra hus og hjem - reagerer i affekt?

Var det partibøgerne der brændte i Ungarn?

John Christensen

Bevægelsen med at sikre en ordentlig udvikling i Europa - ser ud til at bevæge sig langsommere end RÅBJERG MILE.

Til gengæld ernærer mange politikere og lobbyister sig imens på 1. klasse, imens de foregiver at være vigtige spillere - for udvikling/bevægelse.