Klumme

Jeg savner Kurt Thorsen

Jeg savner en bygherre med høje arkitektoniske ambitioner. En, der kender nødvendigheden af at samarbejde med arkitekter, der kan andet end udfylde fejlfrie excelark. Når de mangler, keder arkitekturen sig
Debat
7. november 2013

Det er ikke altid lige til at se det, men der står som regel rigtige, levende mennesker bag vores byggerier. Jeg tænker ikke så meget på arkitekterne og alle håndværkerne, men især på bygherrerne. Dem, der har sparet sammen, bestilt opgaven, løbet risikoen og spændt forventningerne. Krisen har reduceret kraftigt i flokken. Især blandt de private af slagsen. I dag er det mest det offentlige og pensionskasserne, de såkaldte institutionelle investorer, der bygger.

Der er heldigvis undtagelser, men det er sjældent, at forvaltningen af pensionsformuerne leger med bygningskunsten på måder, der beriger kulturarven. En vis forsigtighed gør sig gældende. Det kan ikke være forkert, og så er det alligevel helt utilstrækkeligt. Måske var det en idé at tage ved lære af de bedste af de private projektudviklere? Især dem, som så andet og mere end guld og grønne skove for sig.

Selv om bygherrerollen har ændret sig siden enevælden, er den på en måde stadig den samme. Det kræver stadig sin mand at bestille en opgave og føre den ud i livet. Byggeri er nemlig en farefuld affære. Meget kan gå galt. Men siden enevælden har vores veltrimmede ’rettighedssamfund’ paradoksalt nok medført, at byggeriet i dag er overbelastet med alle tænkelige forordninger og juristeri, der forlods forsøger at gøre parterne uskyldige, nu det tages for givet, at alle snyder hinanden. I stedet for at påtage sig et ansvar, gælder det så åbenbart om at fraskrive sig det. Det lyder forkert, og det er det også. Og når byggeriets indviklede udbudsbestemmelser samtidig skal iagttages, er det ikke spor mærkeligt, at den gamle bygherrerolle er blevet erstattet af mere anonyme, men magtfulde forvaltningskontorer, der har bureaukrater og advokater i overtal på medarbejderlisten. Det kan man se på det, der bygges. Bygningskunsten har det svært i glædesløse rum.

Førhen var det især evnen til at sammenfatte kvalificerede arkitektoniske genveje, der gav opgaver til de gode tegnestuer. I dag er det andre ting, der tæller. Vores fornemme konkurrencetradition er stort set erstattet af prækvalifikationsrunder, hvor man gudhjælpemig skal dokumentere alle mulige pseudorelevante kvalifikationer, der ikke hører til arkitektfagets kerneområde. Side op og side ned skal man anføre, hvilke kurser man har været på, hvilke formelle kompetencer man har bilagt en særlig karakterbog, som jeg uden betænkelighed, vil kalde for et fedterøvscertifikat fra Byggeriets Evaluering. Men ingen, ikke en kæft i modtagerleddet interesserer sig for evnen til at sammenfatte en overbevisende arkitektonisk syntese til at give form.

Det skal jo gå galt. De djøfiserede godkendelsesprocedurer tvinger os til at lægge bånd på det, der gælder. Og når vi rådgivere samtidig gør alt, hvad der bliver sagt, skal man kigge langt efter de byggerier, der skiller sig ud fra mængden.

Vi ved det alle sammen: God arkitektur er meget mere end summen af skemalagte kravspecifikationer. Det siger sig selv, at den ansvarsfraskrivende konstruktion antaster bygningskunstens eventyrlige pointer og lægger en dæmper på det legende, eksperimenterende byggeri.

Fra standens foreninger er der ikke megen støtte at hente, og arkitekturkritikken er stort set afgået ved døden.

For ikke så lang tid siden var der stadig nogle personer, der tog en chance, løb en personlig risiko og blev tydelige gennem det, de byggede. Kurt Thorsen, Per Høphner og Finn Harald Simonsen for at nævne tre, ret så markante personligheder. Den ene er vist stadig i fængsel, den anden tabte millioner. Alle var spekulanter. Jeg kender ingen af dem privat, og forholder mig ikke til Thorsens ageren i øvrigt. Men det var tydeligt, at de satsede højt og gav noget tilbage til det landskab, de tog i besiddelse. Se f.eks. Charlottehaven på Østerbro, Motortorpedohallen på Holmen, eller Bjerget i Ørestaden for blot at nævne tre betydende boligbyggerier i nyere tid.

Alle tre bygherrer havde høje arkitektoniske ambitioner og indså nødvendigheden af at indgå i et samarbejde med nogle arkitekter, der kunne andet end udfylde fejlfrie excelark. At være en dygtig bygherre er et talent, en begavelse. Der kommer ingen bygningskunst af betydning, hvis ikke, der er noget på færde. Gode bygherrer stabler noget på benene, der sætter parterne i yderste beredskab. På en måde holder man livet i sine hænder som bygherre. Måtte pensionsforeningerne påtage sig dette ansvar og blive tydeligere forvaltere af deres formuer. Kurt Thorsen kan træffes i besøgelsestiden.

Jens Thomas Arnfred er arkitekt

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Erik Kristensen

Fra den ene arkitekt til den anden…
Det er ikke nyt, at de gammeldags arkitekter savner den gamle mæcen, bygherren, som arkitekten er født som et vedhæng til, men det bliver mere og mere krampagtigt at læse, hvor lidt ’arkitekten’ har forstået af samfundsudviklingen, der i alle andre erhverv har erstattet ’opdragsgiveren’ med en meget mere ’demokratisk’ institution, nemlig ganske ’almindelige kunder’. Arkitekten er blevet kustode i et førindustrielt byggemuseum, hvor han kan betragte ’standens’ gamle institutioner falde i grus, en efter en:

”Vores fornemme konkurrencetradition er stort set erstattet af prækvalifikationsrunder, hvor man gudhjælpemig skal dokumentere alle mulige pseudorelevante kvalifikationer, der ikke hører til arkitektfagets kerneområde…”

Mon ikke det skyldes, at arkitekten alt for ofte har bragt bygherren på fallittens rand, fordi arkitekterne ikke interesserede sig for latterlige detaljer som ’økonomi’, eller som Jens Arnfred plejer at sige: ”Det er lettere at få tilgivelse end tilladelse”.

”…ingen, ikke en kæft i modtagerleddet interesserer sig for evnen til at sammenfatte en overbevisende arkitektonisk syntese til at give form.”

I dette synspunkt kan vi være rørende enige, men måske skyldes det, at bygherren, som Jens Arnfred ønsker sig, er død og borte, ligesom ’arkitekturanmelderen’, RIP - fordi byggeriets praksis er i færd med radikalt at ændre sig...