International kommentar

Sekularismen burde være muslimernes bedste ven

En sekulær samfundsorden er forudsætningen for virkelig trosfrihed, men mange muslimer sidestiller fejlagtigt sekularisme med ateisme og angreb på religiøse værdier
Debat
19. november 2013

Sekularisme betyder i grunden intet andet, end at staten konsekvent skal antage en neutral holdning i alle spørgsmål om tro. Denne elementære pointe forsvinder imidlertid ofte i araberes forståelse af begrebet.

I den brede muslimske verden bliver sekularisme uvægerligt koblet sammen med decideret ateistiske, ikonoklastiske og antireligiøse holdninger og politikker. Og som følge af den fatale misforståelse bliver en af de vigtigste muligheder for at skabe tolerante, inkluderende og ægte frie muslimske flertalssamfund grotesk fortegnet og stigmatiseret.

Misforståelsen har historiske grunde. Den bygger på helt bestemte erfaringer.

Den første af disse erfaringer er den åbenlyst antireligiøse holdning, som kom til udtryk i det moderne Tyrkiets landsfader, Mustafa Kemal Atatürks, hårdhændede nationsopbygningsproces, der blev præsenteret under slagordene ’modernisering’ og ’sekularisme’.

Den anden er den franske variant – laïcité – som også har tendens til at være mere antireligiøs end neutral. Med rette eller urette er det sådan, det opleves, når sekularisme i fransk lovgivning tages til indtægt for undertrykkende bestemmelser som at forbyde muslimske piger og kvinder at tildække deres hår i det offentlige rum, f.eks. i skoler.

Antiislamistisk nationalisme

Den tredje og mest skadelige af de historiske erfaringer, som har bragt sekularismen i miskredit, er utvivlsomt det misbrug, som begrebet er blevet udsat for af de regimer, som har gjort arabisk nationalisme til centrum for deres autoritære ideologier. Socialistiske, kommunistiske og fascistiske arabiske regimer har undertrykt, mishandlet og ført krige mod deres egne befolkninger og hinanden i sekularismens navn.

Ingen af dem var reelt sekulære, men de var helt sikkert antiislamistiske. Og netop i deres militante forfølgelse af den islamistiske opposition finder vi årsagen til den instinktive mistillid til sekulær politik.

Det syriske diktatur er det oplagte eksempel. For det er blandt andet i sekularismens navn, det for tiden udkæmper sin brutale undertrykkelseskrig. Af forskellige grunde, primært de vestlige og arabiske regeringers uagtsomhed og forsømmelser, er den syriske opposition blevet stadig mere islamistisk. Konsekvensen er, at et stigende antal religiøse mindretal – især kristne – modvilligt har stillet sig på diktaturets side, mens et stigende antal sunni-muslimer har sluttet sig til forskellige islamistiske grupper. Dualiteten mellem falsk sekularisme og islamisme skaber altså en dynamik, der gensidigt fremprovokerer og forstærker sekterisme.

Kun en vej til mangfoldighed

Fromme muslimer må imidlertid indse, at kun ægte sekularisme kan give dem det, som de fleste af dem ønsker sig så brændende: Frihed. Hvis der virkelig, som det hedder i Koranen, ikke skal findes »tvang i religion«, kan kun et sekulært samfund sikre den religiøse frihed. Kun i et sekulært system er muslimer stillet frit til at praktisere islam præcis, som de ønsker. Enhver islamisk statsdannelse vil nødvendigvis indebære monopoliseret indførelse af en ganske bestemt version eller fortolkning af islam. Uagtet, at islam i bred forstand er et yderst mangfoldigt sæt af traditioner.

Påstanden, om at sekularisme egentlig bare er kristendom i forklædning, er åbenlyst forkert. Det er muligt, at sekularismens sprog er europæisk, fordi den bygger på arven fra oplysningstidens tænkning. Men både vestlige chauvinister og antivestlige demagoger misforstår, at selv om sekularismen – herunder de moderne menneskerettigheders og frihedsrettigheders specifikke sprog – af historiske grunde bliver udtrykt med vestlige begreber, er dette ikke ensbetydende med, at de savner ikke-vestligt grundlag.

Siden det 10. århundrede har de fleste muslimske samfund da også skelnet mellem politisk og religiøs autoritet, og det er absurd at påstå, at religionsfriheden som begreb primært skulle stamme fra den protestantiske reformation. Der findes dybe rødder i både traditionelle og moderne fortolkninger af islam, hvorfra man kan udvikle politisk sekularisme.

Falsk religiøsitet

Det islamistiske projekt om at udslette islams traditionelle heterogenitet og etablere religiøst orienterede stater er misforstået og forfejlet. I de fleste muslimske flertalsstater findes der stadig en bred vifte af doktriner og praksisser, som man vil være nødt til at imødekomme for at undgå religiøs tvang.

Hvilken åndelig gevinst opnås ved at lade en stat påtvinge alle sine borgere religiøse dogmer? I bedste fald vil resultatet blive en delvis falsk religiøsitet, hvor mange ville praktisere statsreligionen uden at tro på den. Der vil med andre ord være tale om ren forstillelse. Religiøse ledere er generelt ligeglade med, hvad folk virkelig tror (fordi de aldrig rigtig kan vide det), og vil hellere koncentrere sig om, hvad folk må og ikke må gøre. Men når det er selve staten, som vil hævde en sådan autoritet, misbruges trosbegrebet ved at gøre forstillet tro til absolut påbud.

Sekularisme tilbyder muslimer religionsfrihed, religiøs autenticitet og religiøs mening. At påtvinge eller privilegere en bestemt udgave af religionen gennem statsmagten annullerer alle tre.

© Hussein Ibish og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her