Klumme

Selvbefrugtende dumhed

Endnu en tidsspildende tv-valgaften i flæsk og floskler
23. november 2013

Og alle var de rigtigt, rigtigt glade efter en rigtig, rigtig god valgkamp, og de frivillige havde stået på mål for udfordringerne, og nu glædede de sig rigtigt, rigtigt meget fremadrettet til at trække i arbejdstøjet. Og statsministeren og alle de andre ledende politikere i valghovedkvartererne med fadbamseanlæg og partifarvede balloner var rigtigt, rigtigt stolte over, at medlemmerne havde gjort en helt fantastisk indsats og rigtigt modigt havde taget ansvar og knoklet rigtigt meget, rigtigt længe og bare været rigtigt fantastiske; og SF-lederen havde mødt nogle unge, der havde snakket rigtigt meget med hende om at hænge rigtigt mange plakater op i rigtigt mange lygtepæle. Og rigtigt meget stor tak for en utrolig flot valgkamp, lød det i statsministerens genbrugspixi, det har været rigtigt fantastisk i vores demokrati, der tilhører os alle sammen, og rigtigt, rigtig stor tak til alle de medlemmer, der er med til at gøre en forskel.

Og hvordan fanden bærer man sig ad med på høj hæl og med opsat hår at få så mange bank valg efter valg og alligevel stå der og sige det samme hver fucking gang, selv om det såmænd kunne være gået endnu værre, hvis ikke Venstre-formanden var sådan én, som han er. Og det eneste spor af alvor i nederlaget ligger i bemærkningen om, at det ikke var gået så godt, som vi havde håbet, men vi glæder os rigtigt, rigtigt meget fremadrettet og skal nok komme rigtigt godt igen, men i aften er det vores allesammens Frank, der har klaret det rigtigt, rigtigt stærkt – stærk skole, stærke holdninger og vores by, og skal vi ikke give vores allesammens en stor hånd!

Sportsmetaforer

Og journalisterne er rigtigt meget oppe på de metaforiske mærker med røde og gule kort, indforståede koder fra den billige langside, hjørnespark, timeout og på banen, både den lange og korte og spørger kandidaterne, hvor stort det er fremadrettet og tilbageudrettet. Og politikerne, både de vante og uvante med mikrofoner stukket op i snotten, svarer flinkt og artigt, at det er rigtigt stort, mens de lige har tabt ad helvede til, og de hellere vil hjem i seng og gemme sig under dynen. Men de glæder sig rigtigt, rigtigt meget til udfordringerne, selv om man forstår på det hele, at de ikke har en skid at skulle have sagt.

Og i Fredericia – hvor S overraskende i det større billede ligefrem vandt – gled vantroens skygge i et splitsekund over den nyvalgte unge borgmesters ansigt – et splitsekunds vantro i slipstrømmen efter journalistens spørgsmål om, hvorvidt den nyvalgte borgmester babyface nu var en glad mand? Er det en fælde, tænkte den adspurgte? Tror han, jeg er idiot! Men babypokerface tager sig lige så hurtigt sammen, for sådan er spillet, og vælter en forsikring ud af hovedet: At det jo ikke alene er hans fortjeneste, men byens borgeres og partiets, og nu skal de fremadrettet trække i arbejdstøjet og rend og hop.

Bag denne facade af floskler og forstillelse, et så lovende ungt menneske støbt i glatbarberet aluminium allerede har tillagt sig, bobler den triumferende følelse af at have mulet Venstre, hvis forrige borgmester forsøgte at gøre Løkke Rasmussen rangen stridig som politisk danmarksmester i bilagsfusk. Men hele molevitten er smurt ind i olieret remonce, sproget har mistet betydning og langes ud af tv-journalisterne, der spørger, og politikerne, der svarer, disse lysår af nonsens, fordi tiden skal udfyldes, skønt der egentlig ikke er noget at sige. Hvornår er det sidst sket, at et interview midt på en valgaften har afdækket noget som helst meningsfuldt? Hvornår har en politiker bibragt lyttere og seere viden om forløb og konsekvens? Aldrig. Tv-journalisternes spørgsmål er stort set uden undtagelse blottet for udæskende kritisk ladning: Hvor stort, hvor længe, hvor meget … åbne formuleringer samt spørgsmål, der kan afdække mennesket bag: Er du glad, ked af det, stolt, skal du feste, drikke fadøl, hjem og sove, på lokum, og hvad siger familien? Kritiske dokumenterende spørgsmål er luget ud af den journalistiske flora. Og vi skal nu over til medarbejder Denogden, og du står nu med politiker Sådan og sådan: Og politiker Sådan og sådan: Hvor stort er dette fremadrettet? Jamen, det er rigtigt, rigtigt stort og en udfordring, og jeg glæder mig til at komme i arbejdstøjet og gøre noget for borgerne osv. osv.

Så længe som muligt

Man undrer sig dybt over, at redaktionerne ikke efter disse uendelige aftener kvalificeret spørger sig selv om, hvad der kommer ud af disse tomme ritualer. Tvivler de heller ikke på visdommen i at transmittere toppolitikernes taler råt for usødet? Er det ikke gået op for dem, at partilederne taler i uendeligheder, når de ved de er . Derfor denne meningsløse tomgang i alt for lange forløb, hvor de er for rutinerede til at dumme sig og for glade for sig selv til at fatte sig i korthed. TV 2’s Qvortrup undrer sig midt i det hele over, at statsministeren tager ordet så tidligt på aftenen, sandt nok også for tidligt, men selv en snedig rad som Big Q indser åbenbart ikke, at statsministeren gør det for at være i billedet så længe som muligt, og før resultaterne forstyrrende fiser ind. Alle lader sig fange af mediets snærende selvskabte former, hvor kun de færreste som den mastodontiske Hans Engell eller for den sags skyld Qvortrup overlever med æren i behold.

Men hvorfor kritiserer redaktionerne ikke sig selv sønder og sammen med henblik på seriøs fornyelse af sprog og formidling af den valgmæssige dækning i vores allesammens demokrati, inden alle, der kan tænke tre sammenhængende tanker, bliver rigtigt, rigtigt kede af det og i stedet køber en voldsfilm henne på tanken eller går på druk.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henning Pedersen
  • Tino Rozzo
  • Vibeke Rasmussen
  • Olav Bo Hessellund
  • Hanne Ribens
  • Tove Lodal
  • Johannes Lund
  • Kurt Lindy Hansen
  • Lene Timmermann
  • Torben K L Jensen
  • Claus Høeg
  • Ole Andersen
  • Jens Høybye
  • Michael Kongstad Nielsen
  • Thorsten Lind
  • Lise Lotte Rahbek
  • Erik Jensen
  • Grethe Preisler
Henning Pedersen, Tino Rozzo, Vibeke Rasmussen, Olav Bo Hessellund, Hanne Ribens, Tove Lodal, Johannes Lund, Kurt Lindy Hansen, Lene Timmermann, Torben K L Jensen, Claus Høeg, Ole Andersen, Jens Høybye, Michael Kongstad Nielsen, Thorsten Lind, Lise Lotte Rahbek, Erik Jensen og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Satire når det er bedst. Hvor ville det dog være kedeligt uden at havde Metz til at latterliggøre og udstille alle de mange kloge hoveders åbenlyse manglen på selvstændig tankegang. Mere af det - der er rigeligt at tage fat på!

Vibeke Rasmussen, Peter Taitto, Hanne Ribens og Tove Lodal anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Tak Metz, af hjertet tak.

Det er rart at vide, at man ikke var ene om at blive rigtigt, rigtigt træt rigtigt, rigtigt hurtigt forleden aften, af at høre på alt det gejl, politikerne hældte ud af ørerne og ind i stuerne til os sagesløse seere. Som ikke har gjort dem andet ondt end at betale den licens, der finansierer driften af de kanaler, hvor blomsten af det danske mikrofonholderlav ernærer sig skikkeligt af lig og genudsendelser.

Det var til at få politikerlede af, hvis man ikke havde det i forvejen, at høre dem love mikrofonholderne, at de ville gøre det 'endnu bedre' i fremtiden, når de laver noget regederligt lort, som ikke kan bortforklares, fordi gud og hvermand incl. mikrofonholderne godt ved, hvem af dem, der har lavet det, men stadig bare ikke fatter, hvordan de dog kunne finde på at gøre det.

Lene Timmermann, Torben K L Jensen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar

Ære er det der tilstræbes, når intet andet kan erhverves.

Som eksempel, ikke at miste balance på høje hæle i offentlig selskab, med et kamera snurrende.

Resten er, som vores statsminister udtalte; bare ligegyldige ord.

Og det er rigtigt - meget rigtigt.

Hvis vores statsminister skulle komme i besiddelse af en manual, med instrukser kommunikeret i ligegyldige ord, og de ligegyldige ord skulle ende i en vaskemaskine, ville jeg gerne være til stede og se resultatet.

Og det er ikke løgn - eller er det?

Hvis ord er ligegyldige er en løgn ikke en løgn, og en sandhed ikke en sandhed, for begge udfald er ligegyldige, idet ord er ligegyldige.

Kurt Lindy Hansen

Jeg synes nu også Erik Meier Carlsen er værd at lytte til. Han kan fx. finde på at sige nej til at kommentere emner, han ikke ved noget om.