Kommentar

Shirley og Hinda og Naderev og Mikkel og ...

James og Jason og Brad og Naomi – og alle vi andre små desperadoer og så selvfølgelig: Kommunalvalget i dag!
19. november 2013

Naturligvis er hovedbegivenheden i dag for os danskere: Kommunalvalget. Og om ikke Gud så dog Informations grundlægger Børge Outze nåde og trøste den, der ikke taknemmeligt takker for demokratiet og helst også øver sin demokratiske pligt og stemmer, om ikke andet så dog blankt.

Alligevel har samme Outzes avis på det seneste fremført en stribe mere eller mindre desperadoer – Naderev, Naomi, Brad, James, Jason, Mikkel, Shirley og Hinda – som på både forunderlig og skæbnesvanger vis bærer vidnesbyrd om Den Store Fortælling, der for tiden kulminerer her på Jordkuglen og som nok kunne risikere at underordne selv Det Danske Kommunalvalgs betydning en smule.

For at tage weekendavisens forside i lørdags først:

»Desperate klimaforskere griber til ekstreme metoder – Aktivisme er eneste mulighed for at få en løsning på klimakrisen. Sådan lyder det fra flere klimaforkæmpere, der i desperation bruger stadig mere ekstreme metoder,« noterede Jesper Løvenbalk Hansen. Med bl.a. henvisning til den filippinske chefforhandler Naderev Sano, der ved dette års klimatopmøde i Polen forleden gik i sultestrejke i protest over, at klimaforhandlingerne ingen vegne fører. Skønt vi – altså ikke blot jeg og min bændelorm, men den ganske menneskehed på nu over syv milliarder individer, syv gange flere end for blot et par århundreder siden – lige har fået at vide af Verdens Meteorologiske Organisation, at koncentrationen af drivhusgasser nu slår alle rekorder. Hvad der for så vidt ikke er så mærkeligt, da vi ikke alene bliver ufatteligt mange flere på ufatteligt kort tid, men vi samtidig i gennemsnit øger vores forbrug og opbrug af Jordens materielle goder (kaldet ressourcer) endnu meget mere end vi formerer os. Blandt flere af verdens førende klimaforskere hersker derfor en tilsvarende desperation som Naderev Sanos’ over, at klimapolitikken ikke flytter sig, oplyste forsidehistorien, og at målet om at holde klodens temperaturstigning på under to grader, som FN’s klimapanel i årevis har advaret om, reelt ikke længere er en mulighed. Medførende kolossale risici for stadig mere selvforstærkende såkaldte tipping points af katastrofale naturomvæltninger.

Går Jorden ad h... til?

Hvorefter det blev konstateret, at klimaforskerne efterhånden er ved at få øjnene op for, at det »er vores utrættelige stræben efter økonomisk vækst,« der fundamentalt er »ved at gøre planeten ubeboelig for menneskeheden? Klimaforskerne har set nøje på de seneste data – og de er begyndt at nå frem til konklusioner af revolutionær karakter«. Hvorefter der henvistes til den canadiske forfatter Naomi Kleins essay i også weekendavisen »Revolte i jakkesæt og hvide kitler«. Til eksempel:

Brad Werner, forsker i geofysik ved University of California, med sit spørgsmål og budskab: Is Earth F**ked? Dynamical Futility of Global Environmental Management and Possibilities for Sustainability via Direct Action Activism? (Går Jorden ad h... til? Den dynamiske futilitet i den globale miljøforvaltning og muligheder for bæredygtighed gennem direkte handlingsaktivisme).

Eller »den moderne klimavidenskabs gudfar, James Hansen,« nu »en formidabel aktivist, der er blevet anholdt et halvt dusin gange for at have deltaget i modstanden mod nye kulmineprojekter af den art, der skærer hele bjergtoppe af for at grave miner, og mod tjæresandsrørledninger (han forlod sågar sit job i NASA i år til dels for at få mere tid til at være aktivist«.

Samfundsborgerens pligt

Eller »en glaciolog ved navn Jason Box«, som ved en demonstration har haft fornøjelsen af at blive lagt i håndjern sammen med Naomi Klein og 166 andre, og som har sagt: »Jeg kunne ikke bevare min selvrespekt, hvis jeg ikke gik med.« Og nu nærmer vi os Kommunalvalget: »Med det her spørgsmål (om naturødelæggelserne og klimaændringerne, el) ser det ud til, at det ikke er nok bare at stemme til valgene. Jeg er også nødt til at gøre min pligt som samfundsborger.«

Klein mener at kunne konstatere, at hvad mange naturforskere nu siger »i realiteten er, at der stadig er tid til at undgå en katastrofal opvarmning, men ikke inden for de regler, som den kapitalistiske verdensorden for øjeblikket har fastsat. Dette kan meget vel være det bedste argument, vi nogensinde har haft, for at få ændret på disse regler«. Hvor smukt da, at Information netop i fredags under overskriften ’Venstrefløjen har ødelagt sin evne til at læse verden’ introducerede kunsthistoriker Mikkel Bolt, der med sin bog »Krise til opstand« vil genaktualisere den marxistiske teori. ’Venstrefløjen har ødelagt sin evne til at læse verden’.

Ih, hvor er det ikke kommunalt, ville nogle måske udbryde. Så se, hvordan et par oldemødre som Shirley og Hinda (filmen anmeldt her i bladet i onsdags) griber Jordkuglens redning an: Den rene kommune-isme.

Den rene opmuntring. Så læg nu i dag ikke stemmen død i en urne...

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • odd bjertnes
  • Niels-Simon Larsen
  • John Fredsted
odd bjertnes, Niels-Simon Larsen og John Fredsted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

En godt skruet sætning til sidst om ikke at lægge sin stemme død i en urne, som jeg forstår på den måde, at man selvfølgelig skal stemme, men at man derudover skal aktivere sig klimamæssigt og miljømæssigt.
Det gør man bl.a. ved at læse Inf. og skrive her, og det gør man ved blot at have en kritisk mening mht. den førte klima- og miljøpolitik og give udtryk for den her og der og alle vegne.

Man kan remse mere op til verdens frelse, dog uden at frelsesvisheden melder sig. Det driver selvfølgelig nogle ud i fortvivlelse, og det burde det gøre for så mange, at der skete noget. Det gør det ikke (endnu).

Spørgsmålet er da også, hvad der skal ske for at fremkalde effekt og forandring, når befolkningen sover og har lagt en lille seddel: ”Væk mig ikke”. For hvad skal befolkningen vækkes til? Der ligger jo et kollektivspøgelse bag alt, når individualismen har grebet om sig og forårsaget vækst og temperaturstigning. Så var atomiseringen i mig, min og mit ikke løsningen alligevel, og så må det være en ny form for fællesskab.
Medicinen hedder altså mere fællesskab, men på den rigtige måde, hvad det så end er.

Lidt over ni - tidligere end, jeg plejer, men det var for at undgå et bebudet regnvejr, der trods alt ikke blev noget at tale om - cyklede jeg til den lokale skole for der at afgive mine to krydser. Da jeg senere sad i bussen (ligeledes for at undgå regnvejret) på vej ind til byen, mumlede jeg inde i mit hoved noget i retning af følgende: Mine stemmer (på Liste Ø, ingen grund til hemmelighed her fra min side af) kan måske forandre social- og skattepolitikken en smule, men kan den ændre klimapolitikken? Nej, svarede jeg mig selv.

Er demokratiet i det hele taget i stand til at redde os (fra os selv)? Jeg tror det ikke, i hvert fald ikke mere.

I lørdags var jeg til den årlige fødselsdagsfest, hvor vi er samlet nogle mænd. Der er ikke en eneste af dem, jeg ikke bryder mig om; tværtimod, de er alle, hver og én, så betænksomme og rare at være i selskab med. Der er altid en god stemning. Men heller ikke i år kunne jeg ud fra snakken hist og her (for der blev skam også snakket om meget andet, heldigvis da) undgå at bemærke, hvilket økonomisk/materielt niveau af aktivitet, altså for meget aktivitet, de havde eller måtte formodes at have i deres liv.

Jeg sagde ingenting. Skulle jeg det, hvis jeg skulle være aktivistisk? Ja, selvfølgelig skulle jeg det. Gider jeg det? Nej, jeg tror det faktisk ikke rigtig, for jeg tror ikke længere på, at det nytter noget. I bedste fald vil man blive høfligt ignoreret, i værste fald vil man blive fordømt eller stigmatiseret.

Jeg er velsagtens kommet til det punkt, hvor jeg et eller andet sted tænker: Det må gå, som det nu engang skal gå - ikke vil gå, men skal gå, for jeg er i dag overbevist om, at vores skæbne som art, der er så uhyggeligt aggressiv (også til trods for al den umiddelbare venlighed), er nærmest fatalistisk mejslet i sten.

Lise Lotte Rahbek og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Jeg kan godt se, at det har en vis effekt, at James Hansen demonstrerer på gaden, men, men, hvor meget flytter det. Det har karakter af fortvivlelsens selvhjælp.
Det springende punkt er, om man kan få folk med til at stoppe naturødelæggelsen og temperaturstigningen, og da det skal gå hurtigt, betyder det stop for yderligere vækst og dermed nedgang i forbrug.
Her til kommunalvalget betød klima og miljø ikke ret meget, så flertallet i Danmark vil hellere fortsætte dødsruten.

Kunne man forestille sig toneangivende, danske klimafolk og skribenter (evt. bakket op af deres aviser) gå på gaden og demonstrere? Er der et program at samles om, en aktionslinje og en aktionsstab?

Vi er vist stadig der, hvor NOGEN må gøre noget, som ENHVER kan gøre, og som EN ELLER ANDEN burde tage initiativ til, fordi MANGE kan se, at hvis INGEN gør noget, går det galt for ALLE.

@Niels-Simon: "... fordi MANGE kan se, at hvis INGEN gør noget, går det galt for ALLE."

Det er jeg såmænd ikke engang sikker på er tilfældet, hverken at der er mange der kan se, at noget skal der gøres, eller at det, hvis der ikke gøres noget, vil gå ud over alle.

Ud fra ovennævnte fødselsdagsfest at dømme, så er det netop ikke mange af de tilstedeværende mænd - for i øvrigt fædre langt de fleste, hvis ikke ligefrem dem alle sammen - der synes at mene, at det brænder voldsom på med at få gjort noget, for så ville de vel have andre prioriteter i deres liv, end de nuværende.

Og det vil jo ikke gå ligeværdigt ud over os alle sammen. Som altid i denne den biologiske eksistensforms store fortælling (og det er ment sarkastisk), vil det være de stærkeste, der vil kunne, og vil komme til, at trampe på de svage(re). Og det samme vil ske i forbindelse med klimaødelæggelserne: Dem, der har økonomisk/materiel magt, vil kunne skubbe deres medmennesker ud over rælingen, omend sikkert ikke dem, de kender personligt, men dem, de ikke kender.

Lise Lotte Rahbek og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

@John: ”Mange”? Jeg bliver nok nødt til at give dig ret. Hvor mange er ’vi’ egentlig? Hvis det gælder om at gå ned i forbrug og lede efter ikke-materialistiske fornøjelser, tør jeg ikke skyde på et tal. Ikke engang EL, som vi begge har stemt på, tør sige, stop! Man skal være noget af en jonglør, bugtaler eller tryllekunstner, hvis man skal vende udviklingen og få folk til at klappe. Det lader sig ikke gøre. Så kunne man tænke, at vi i dyb indsigt og medfølelse foretog nogle alvorlige justeringer af vores livsform, men indsigt og medfølelse er en bjergskråning i Himalaya.

Afskrækkelse? Oldtidens og middelalderens tegneseriebilleder i kirkerne af straffen for synd nyttede som en skrædder i helvede. Atomvåbnenes gensidige afskrækkelse har virket indtil nu. Det var vist første gang, vi ramte loftet og faldt ned på jorden. Økodramaet bliver ikke troet. Du og jeg og nogle andre er fantaster, der må gøre god mine til slet spil, ellers bliver vi smidt ud fra det gode selskab. Nå, ja, så kunne vi gå hen til de sidste dages øko-hellige, men hvor holder de til? Vi har vores tirsdagsmenighed her, heldigvis, men ud over det kun sporadiske møder her og der og lidt grøntsagsudlevering om onsdagen.

Der er nok at tage fat på. I aften kan vi glæde os over, at det mest øko-venlige parti har fremgang.

Michael Kongstad Nielsen

Ja, det bliver noget nyt (og EL arbejder på et nyt principprogram, jf. også Curt Sørensens kronik herom i forgårs). Ejvind Larsen refererer Klein for at sige, at »realiteten er, at der stadig er tid til at undgå en katastrofal opvarmning, men ikke inden for de regler, som den kapitalistiske verdensorden for øjeblikket har fastsat. Dette kan meget vel være det bedste argument, vi nogensinde har haft, for at få ændret på disse regler«.
Yes.

Niels-Simon Larsen

Jeg kan ikke rigtigt glemme, at topvidenskabsfolk demonstrerer på gaden. De mennesker, der ved mest om tingene, kan ikke kan få politikerne i tale. I mindre målestok foregår det også her, ja, man kan sige, at i et fredeligt, lille land med samme sprog, religion og hårfarve burde man kunne komme til en forståelse. Sådan er det ikke. Man kan fremdrage mange årsager, uden det fører til afklaring.
Man burde ikke blive ved at spørge, men handle. Alligevel kommer spørgsmålet om, hvorfor det forholder sig sådan. Jeg har omgåedes folk fra diktaturlande. De taler tit i sætninger, der slutter med et, hvorfor? Svaret ligger tit ligefor, at de, der har magt, ikke vil høre på andre. Så kan man vende argumentet om: Hvis du nu havde magt, ville du så høre på andre?

Hvis jeg nu var politiker, var jeg blevet valgt af nogle, der ville have vækst – ikke det modsatte. Når man ikke er forpligtet over for nogle andre med en lovet vækst, kan man godt tillade sig at være imod vækst. Dog er det ikke kun politikere, der vil vækst, men også alle deres vælgere. Hvor mange inden for EL fx, er imod vækst? Tør man lave en afstemning om det? Det tror jeg ikke.

Kan man gå på gaden og demonstrere for nedsat vækst uden at blive forbigået i tavshed? Hvor mange kunne man samle? Der var nogle, der ikke havde bøjet knæ for Baal, står der i GT. Et udmærket udtryk. Hvornår har man ikke bøjet knæ for forbrugsguden? Alle dem der har beholdt deres gamle fjernsyn? Det er ikke til at afgøre, så vi må vel bare fortsætte lidt endnu, tænker jeg. En dag bliver tiden vel moden til handling.

@Niels-Simon: "En dag bliver tiden vel moden til handling."

Ja, det kan vi vist godt gå ud fra, men jeg er bange for, at det til den tid vil være for sent: diverse tipping points vil da være irreversibelt passeret, og rorpinden således taget ud af vore hænder. Teknologi-fantasterne - også af dem selv kaldet for teknologi-optimisterne - vil, tænker jeg, sikkert nære forestillingen om, at vi selv hinsides disse tipping points kan genvinde styringen, tilsyneladende lidet forstående det videnskabelige faktum, at naturlove kan man ikke forhandle med, og naturlove besidder ingen affinitet for mennesket.

Niels-Simon Larsen

@John: Var lige inde og se Shirley og Hilda. Rørende film. De to oldemødre var stærke i al deres skrøbelighed, og spørgsmålet er, om ikke alle disse i granit udmejslede finansfolk er de svageste, når de står over for døden, som oldemødrene nærmest gjorde hele tiden, og de skal se tilbage på deres numre.

Man kan altid indvende, at det vil de nok ikke, ja, kan måske ikke engang, og nej, de er så svagt udrustede, at de ikke engang kan bringes til at indse deres destruktivitet. At man hverken kan få øje på sin negative indvirkning eller har medlidenhed med ofrene er et ægte psykopattræk. Hvor mange tænker på, at vi baserer kulturen på ufølsomhed, blindhed, døvhed og endeløs selvforgudelse? Man kan nærmest blive anklaget for at sige den slags højt, og derfor tør vi knapt nok tænke det.
De to older spytter lige ud. Det er befriende, og det burde vi alle gøre.
Gå ind og se den!

@Niels-Simon: Som du sikkert ved (ud fra mine skriverier her på information.dk), så er min egen (lommepsykologiske?) teori den, at jo mere et menneske har behov for at fylde udadtil, altså i det materielle, i det økonomiske, og med hensyn til magt og indflydelse, jo mere bange for døden - ja, livets begrænsning i tid - er et sådant menneske reelt. Bevares, jeg forestiller mig ikke, at der er tale om nogen eksakt sammenhæng, men bare en overordnet tommelfingerregel. Det morbidt komiske ved denne situation er, at netop de mennesker, der på den måde engagerer sig mest i livets fænomener (se bare, hvad tv-sendefladen er fyldt med), er dem, der i samlet trop nu er ved at destruere grundlaget for det. Og der er slet ikke udelukkende tale om finansgribbe og lignende - nej, 'rekrutteringsgrundlaget' til denne jubel-optimistiske destruktionshær er meget, meget større.

PS: Jeg undrer mig over, at denne tråd næsten udelukkende består af vore, dine og mine, indlæg. Hvad er årsagen til det? Er det, fordi vore kommentarer er meget mørke, og skræmmer det folk væk?, spørger jeg mig selv.

Fint lille indlæg der dog alligevel runder af med en eklatant, og faktisk ret uforståelig, selvmodsigelse.
Den åbenlyse pointe er jo netop - Fuck kommunevalg, regeringsvalg osv - Der findes næppe noget mere ligegyldigt - det skulle lige være hvilken lam nar der vinder vild med dans.
Op i røven med det kapitalistiske demokrati. Systemet er IKKE i stand til at administrere menneskelige virksomhed i en udstrækning der er kompatibelt med planetens bæreevne.
Systemet har for længst spillet fallit !! Når du alligevel går hen og stemmer på pest eller kolera er du faktisk med til at fortsætte sygdommen.

Vi har i dag to muligheder:
- Vi kan enten forene os med de uundgåelige realiteter i status quo - en langsom smertefuld død, for langt størstedelen af den nuværende menneskehed, i konstant krig med en tiltagne aggressiv og uforsonlig natur. Samt i krig med hinanden om de tilbageværende resurser.
Eller vi kan gennemføre en revolution der udover at kræve en total reform af vores energi- og resurseforbrug sætter væsentlige grænser for menneskelig forplantning indtil vi igen har nået et bæredygtigt antal. Maksimalt 2 milliarder - optimalt 1-1,5.

Enhver med bære perifer indsigt i menneskelig civilisation og de dominerende strukturer herfor, vil med det samme afskrive første mulighed - Bare tanken er total hybris, uden den mindst chance for at blive realitet.
Nummer to har bedre chancer for at lykkedes, men enhver med bare perifer indsigt i den sociale inerti der udgør rammen for menneskelig udvikling vil hurtigt indse at denne vej bliver voldelig og vil koste livet for en betydelig del af den nuværende menneskelighed.

Hov, der blev jeg lige fanget i mit egen tanke-flow...sidste afsnit savner logisk sammenhæng.

Der skulle have stået noget i retning af:
Enhver med bare perifer indsigt i menneskelig civilisation og de dominerende strukturer herfor, vil med det samme indse at der reelt ikke findes realistiske alternativer til den første mulighed.
Vi kunne drømme om intelligensen, uselviskheden og modet til at gennemføre nummer to. Men ærligt talt, der findes næppe store nok skyklapper til at nogen tror på den.

Niels-Simon Larsen

@Toke: Hvem taler du til med ordene "Fint lille indlæg"? Er det Ejvind?

Med dit første forslag vil du så tænde et lille lys eller bare forbande mørket?

@Niels
Det med det fine lille indlæg og den med selvmodsigende afslutning var til artiklens forfatter.
Jeg er ca lige dele optimist og realist. Realisten levner bare ikke rigtigt plads optimisten i dette scenarie.

Jeg kan se én og kun én realistisk løsning på den nuværende altoverskyggende problematik - sammenbruddet i planetens evne til at opretholde liv som direkte konsekvens af den massive menneskelige overbefolkning.
Denne ene mulighed er ikke realistisk i som produkt af demokratisk beslutningstagen, men vil alene være mulig som folkeligt forankret revolution der med vold, om nødvendigt, nedbryder de nuværende magt, forbrugs og forplantningsmønstre.

Jeg har i mange år håbet at menneskeheden ville vågne op til dåd - jeg er i dag 100% sikker på at dette ikke vil ske i nødvendig udstrækning.

Optimisten i mig ville gerne finde en rar måde at beskrive det uundgåelige møde med virkeligheden vi står overfor som art og som del af denne planets biologiske evolution, men den findes ikke - En langsom smertefuld død er den mest positive beskrivelse.

Niels-Simon Larsen

@John: Til dit PS vil jeg svare: Jeg har også tit undret mig over, at vi ikke er flere her. På den anden side, hvordan skulle vi kunne være flere (når nu tingene er, som de er)? Vi skal da bare blive ved.
Vi er ikke i Auschwitz, men alligevel har vi tit talt om Primo Levi. Vi skal være vidner til det, der foregår, huske hvem der sagde og gjorde hvad, og vi skal tage kampen op med en tumpe, som ham der en dag til et af Jørgens artikler kort skrev: Temperaturen er ikke steget de sidste 15 år. Jeg bad ham dokumentere, men enten forsvandt han, eller også tabte jeg tråden.

Og ja, vores kommentarer skræmmer nok folk væk, men alle sandheder om klimaet og fremtiden skræmmer, og det er også skræmmende for os. Min plads er her, og jeg prøver som regel (ligesom du) at være venlig over for folk, men at købslå om sandheden vil ikke forekomme.

Og til første afsnit og som det gamle ord hedder: "Tomme tønder buldrer mest". Dækker det ikke både seertal, sendeflader og hele destruktionshæren?

Niels-Simon Larsen

@Toke: Vi er alle sammen her delt mellem idealisme og realisme, dog ikke lige delt over på midten, for så er man ude at hænge. Man er tvunget til at være mere idealist end realist, og dvs. at man bliver nødt til at leve og handle, som om tingene kan lykkes og verden kan reddes. Ellers kan jeg ikke finde ro og gøre det aktivist-arbejde, der skal gøres. Du har fuldstændig ret i dine overvejelser, og du ser rigtigt på tingene, men du skal også kunne leve med din indsigt, og det kan du kun, hvis du vælger at se bort fra dine dyrekøbte tankemæssige landvindinger. Det er smerteligt, når man har kæmpet sig frem til et sandt syn på verden, at man ikke kan bruge det, men bliver nødt til at sætte det op på en hylde og leve på en helt anden måde end det, man er kommet frem til – af hensyn til verden. Man bliver nødt til at være positiv, optimistisk og venlig. Det lyder helt bagvendt, og hvis vi en dag kommer op til Sankt Peder, og han viser os indenfor, og vi siger, at vi aldrig har troet på alt det pis med Jesus, så vil han sige, at det også var lige meget, når bare vi gjorde det, han havde sagt (elsker hverandre).

Sværere er det ikke.

@Toke Andersen: "... indtil vi igen har nået et bæredygtigt antal. Maksimalt 2 milliarder - optimalt 1-1,5."

Jeg bliver altid lidt ilde til mode, når dette kort lægges på bordet, for jeg kommer uvilkårligt til at tænke på de værste kapitler af anden verdenskrig (og hermed ikke være påstået, at du har sådanne ting i dine tanker). Kunne vi ikke starte med at prøve at stabilisere befolkningstallet på det nuværende? Og, endnu vigtigere, var det ikke mere rimeligt, omend ikke mindre vanskeligt, at få gennemtvunget en øvre grænse for den såkaldte private ejendomsret? For selv med to milliarder mennesker på planeten ville de ganske sikkert ende op med at ødelægge den, hvis ikke ejendomsretten begrænses.

@Niels-Simon: "... men du skal også kunne leve med din indsigt, og det kan du kun, hvis du vælger at se bort fra dine dyrekøbte tankemæssige landvindinger. Det er smerteligt, når man har kæmpet sig frem til et sandt syn på verden, at man ikke kan bruge det, men bliver nødt til at sætte det op på en hylde og leve på en helt anden måde end det, man er kommet frem til – af hensyn til verden. Man bliver nødt til at være positiv, optimistisk og venlig."

Jeg er bange for, at (også) jeg gør mig skyldig her (og det er ikke ment bebrejdende, bare konstaterende).

Fredsted og Larsen, det er frisk i kaster jer ud i det. Når folk 'holder sig væk', og foretrækker andre typer tråde med sexualitets-og-fertilitetsproblemer, børnehaver og clitoris-størrelser, er det fordi de selv kan være mere sexy der.

For her handler det jo om' jomfruofringer' og 'penisafskæring' i et centennium, gennemført overnationalt, totalt udemokratisk og næppe uden atomare trusler og demonstrationer af viljen til at effektuere samme uden at blinke.
Netop fordi, som i selv har iagttaget - det sælger ingen billetter.