Kommentar

Slå nu i bordet, Europa

Edward Snowden har givet os chancen for at protestere højlydt mod den amerikanske overvågning. Men den danske statsminister og mange af hendes EU-kollegaers forsagte attitude giver NSA grønt lys til at fortsætte som hidtil
Debat
6. november 2013

Udsagnet ’en stat har ingen venner’ – som udtrykt af Frankrigs præsident de Gaulle – bliver sjældent så godt forstået, som når efterretningstjenesters virke kommer for dagens lys. Det er ganske vist sjældent, det sker. Men det er sket i et hidtil uhørt omfang i forbindelse med Edward Snowdens afsløringer. USA har spioneret mod bl.a. EU’s institutioner og europæiske ledere, herunder kansler Merkel. Alligevel hører vi dagligt på statslederes retorik om det »nære og ubrydelige venskab mellem vore lande«. Amerikanske præsidenter er verdensmestre i sådanne formuleringer. Lækager som Wikileaks’ og Snowdens afslører deres hulhed og hykleri, og også den europæiske retorik om »samhørighed« bliver afsløret.

Lunkne Helle

Både i juli, da aflytningen mod EU-institutionerne kom frem, og nu ser vi en tydelig europæisk splittelse. Merkel selv og Frankrig ønsker at sætte en stopper for amerikansk spionage. Andre er mere lunkne, og yderst i spektret finder vi Danmarks statsminister Helle Thorning-Schmidt (S): »Vi har ingen indikationer på, at vi skulle være ulovligt overvåget,« citeres det fra et stykke papir. Altså: Da det (nok) ikke har ramt os, så må de andre rode med deres (påståede) problemer. Ingen solidaritet herfra, kort sagt!

Jo, indvendes det så, der er skam vedtaget en udtalelse fra samtlige 28 topmødedeltagere. Den er et mesterstykke i diplomatisk skoleridt. De aktuelle overvågningsspørgsmål har angiveligt forårsaget dyb bekymring i de europæiske befolkninger – men ikke blandt statslederne selv, åbenbart! Det nævnes ikke med ét ord, at i hvert fald en europæisk statsleder (og ikke hvem som helst) er blevet aflyttet. Det nærmeste, man kommer en kritik af overvågningen, er følgende passage: »… efterretningsvirksomhed er et afgørende element i kampen mod terrorisme ... Mangel på tillid kan skade det nødvendige samarbejde om efterretningsvirksomhed«. Måske antydes det her, at tilliden har lidt skade, måske ikke. Men der er ikke megen solidaritet at spore i den udtalelse.

En anden indvending går på, at Danmark får vigtige oplysninger til gengæld for loyaliteten. Ja, forhåbentlig. Det er klart, vi får vitale oplysninger, når vi deltager i amerikansk ledede aktioner, det skulle da også bare mangle! Men behøver vi virkelig opgive enhver forestilling om udenrigspolitisk selvstændighed, endsige europæisk solidaritet?

Politik uden forklaring

Helle Thornings forgænger Anders Fogh Rasmussen (V) havde sin egen fortælling: Vi skulle ofre noget for USA, fordi vi ’skyldte’ amerikanerne noget af historiske grunde – vores samarbejdspolitik under besættelsen samt NATO-forbeholdene og fodnoterne under Den Kolde Krig.

Det er diskutabelt, om det er klogt på denne måde at føre politik primært ud fra, hvad man ser i ’bakspejlet’. Men det var i det mindste til at forstå baggrunden for politikken. Det har det ikke været med Foghs efterfølgere, det være sig blå eller røde. I USA-kontroversielle forhold indtræder en pludselig krampagtighed. Det gælder f.eks. CIA-overflyvningerne med påståede terrorister over dansk territorium; det meget tøvende ja fra Thorning til Palæstina-resolutionen i FN, som USA havde advaret mod og den præmature konstatering – i kølvandet på en tilsvarende udtalelse fra USA – af, at FN formentlig var ubrugeligt i forhold til den tilspidsede Syrienkrise, og at militær indgriben uden FN-mandat var en mulighed. Her var der heller ingen grund til at betvivle efterretningsoplysninger, når de kom fra vores ’nærmeste allierede’.

USA forventer sikkert skarpe reaktioner på aflytnings­afsløringerne – reaktioner, som de også selv ville fremføre, hvis de var blevet aflyttet. NSA har sikkert bandet og svovlet over gigantafsløringerne. Men når det nu skulle være, kan de jo anskue dem som prøveballoner, der tester reaktionerne hos ’venner og allierede’. Hvis reaktionerne er beskedne, kan man fortsætte som hidtil, plus-minus nogle procent. Og er Europa – med Danmarks bidrag – splittet som i så mange andre udenrigs- og sikkerheds­politiske spørgsmål, behøver man heller ikke frygte en samlet front i fremtiden.

For at overdøve mediebruset i Washington må man sætte foden ned. Hvis ikke man gør det nu, hvornår skulle man så? Hvis man vil modvirke en verdensorden, hvor også andre stormagter kigger politikere og befolkninger i kortene, har Edward Snowden givet os chancen for at råbe højt, så det kan høres. Handelsforhandlinger mellem USA og EU bliver uretfærdige, hvis USA på forhånd kender vores forhandlingstaktik. Frys forhandlingerne, indtil et kontrollerbart regelsæt er stablet på benene.

debat@information.dk

Dr. Hans Mouritzen er seniorforsker ved DIIS

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her