International kommentar

Vi er spiontjenesternes nyttige idioter

Internettet forløste aldrig helt sine løfter om større frigørelse. Nu lever vi i selvudspioneringens æra, for jo mere vi ved om world wide web, jo mere ved world wide web om os
26. november 2013

At skandalen om den amerikanske efterretningstjeneste National Security Agency, NSA’s ulovlige og omfattende spionagevirksomhed har udløst voldsom forargelse verden over, er til at forstå – måske burde forargelsen og vreden endda være endnu større. Ret beset kan vi dog næppe tillade os at være det mindste overraskede – ja, i virkeligheden burde vi for længst have forudset denne massive overvågning. Vores reaktion bringer den kritik i erindring, som Nietzsche rettede imod mennesker, der tilbringer livet med at blive overraskede over at opdage ting, de for længst havde skjult sig for sig selv.

Vores usikkerhed udspringer af de aktuelle tømmermænd efter de første mange udsvævende år, da vi hyldede internettet for de løfter om frigørelse, som det stillede os i udsigt. Nogle var glade for, at de kunne udtrykke deres mening uden at skulle spørge avisredaktører om lov, andre for at kunne udgive bøger uden om et etableret forlags velsignelse, mens andre igen frydede sig over, at borgerne måske nu ville kunne engagere sig direkte i et politisk deltagerdemokrati og slap for at gå igennem partier, institutioner og deres repræsentanter. Og ja, der var også dem, der fejrede alle statshemmeligheders død og en ny æras totale gennemsigtighed. Viden skulle være universelt tilgængelig, og alt skulle kunne deles. At vi kunne følge vejrmeldinger i realtid, forbinde os til sociale netværk, købe produkter online, sende chatbeskeder – alt dette, fortalte vi os selv, repræsenterede et stort spring fremad.

Selvfremstillingens bagside

Vi forestillede os, at fra nu af ville vi alle blive til kritiske iagttagere, der ikke selv blev observeret.

I dag må det stå klart, at Edward Snowden har afsløret en situation, som vi først og fremmest selv har bidraget til at skabe. Internettet er et knudepunkt for selvudstilling og selvfremstilling, uanset hvor diskret den foretages. At eksistere på internettet er ensbetydende med, at man afslører sig selv gennem data, rejseruter, relationer og beslutninger. At bevæge sig rundt på internettet og drage fordel af dets virtuelle verdener er tovejskommunikation. Vi kan iagttage, fordi vi lader os selv blive iagttaget af en enorm overvågningsmaskine. Jo mere vi ved om World wide web, desto mere ved World wide web om os.

Og vi accepterer gladelig denne implicitte digitale kontrakt. Vi fodrer internettet hver dag og efterlader hver dag vores spor. Intet går tabt eller falmer med tiden. Google-søgninger registreres, Facebook-interaktioner gemmes. Vores webforbrug genererer en gigantisk dataudveksling. Selv spioner efterlader spor, og folk som Edward Snowden sporer dem for at imødegå eller obstruere deres spionage.

Af den grund kunne man godt argumentere for, at Snowden og Chelsea (tidligere Bradley) Manning repræsenterer den selvregulerende kapacitet i demokratiet – det eneste politiske system, hvor hemmelige tjenesters arbejde i visse tilfælde kan komme til offentlighedens kendskab, uden at budbringeren dræbes. Vil noget sådant være muligt i Rusland eller Kina?

Modsat dem, der har overdrevet dets demokratiserende potentiale, ved vi nu, at internettet er mere som en basar end et samlingssted. Vores meninger, sympatier og antipatier, begær og placeringer tilegnes af virksomheder, der konfiskerer disse data som deres egen private ejendom. Ved at fodre deres databaser, giver forbrugerne virksomhederne mulighed for at tilbyde dem, hvad de tror, de behøver. Nettets anarkistiske og liberalistiske følelse giver os indtryk af, at vi selv er ansvarlige, for det vi får tilbudt, og at lige netop vore egen behov, er dem, der vil blive kommet i møde.

Men nu har Snowden vist os sandheden: Nettet er vores tjener, men det former os også i overensstemmelse med bestemte politiske målsætninger. Det er derfor, at det ikke er spor tilfældigt, at de store internetvirksomheder og regeringer arbejder sammen. På den ene side på grund af de potentielle profitter, som disse data repræsenterer. På den anden side i sikkerhedens eller geostrategiske interessers navn.

Farvel til naiviteten

Vi styrer efter alt at dømme mod ny slags internetæra, hvor en del naivitet vil forsvinde, og visse risici blive forsøgt inddæmmet. Konflikterne mellem frihed og kontrol, mellem det offentlige og borgerne, mellem leverandører og brugere, mellem gennemsigtighed og databeskyttelse vil tilspidses. Og vi bliver også nødt til at reagere. Vi bliver nødt til at regulere og lovgive om fænomener som retten til at blive glemt, privatlivets fred og whistleblower-afsløringer af data. Nye procedurer for beskyttelse og kryptering vil helt sikkert blive udviklet, og det samme vil nye juridiske bestemmelser og nye former for diplomati og samarbejde.

Internetspionage vil ikke forsvinde, men spiontjenester bliver nødt til at udvise større respekt over for retssikkerhedshensyn og optræde mere intelligent og fokuseret i deres overvågning. Det er ikke nyt: De hemmelige tjenester har længe erkendt behovet for at udvikle bedre filtre. Det bedste filter er dog tillid. Præsident Obama kunne finde ud af langt mere om den tyske kansler, Angela Merkel, ved at ringe til hende engang imellem end ved at aflytte hendes telefon og dermed ødelægge tilliden mellem dem. At opbygge tillid bliver vores store udfordring – ikke mindst i forhold til fremtidige sikkerhedsforanstaltninger.

© Washington Spectator og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Daniel Innerarity er professor i politisk filosofi ved Universidad del País Vasco, Leioa i Spanien

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu