International kommentar

Stop for etbarnspolitik fører ikke til kinesisk babyboom

Både køns- og aldersfordelingen i Kina er faretruende skæv: Der vil i fremtiden være for få kinesiske kvinder og for mange kinesiske ældre
25. november 2013

En tophistorie i denne uge var, at Kina agter at lempe sin etbarnspolitik. Efter 34 år, hvor langt de fleste kinesiske familier officielt blev pålagt at nøjes med ét barn, vil mange par nu få lov til at få to børn. Beslutningen er måske opsigtsvækkende, men realiteten er, at bruddet med den hidtidige politik kun vil gøre meget lidt forskel.

Forklaringen er, at det efterhånden kun var godt en tredjedel af de kinesiske par, der i realiteten stadig levede under denne restriktion. Etbarnsbegrænsningen gjaldt aldrig for de etniske minoriteter, og hertil kommer, at den i de seneste 15 år kun sjældent blev håndhævet over for kinesere i landdistrikterne. Var deres første barn en pige, fik de næsten altid lov til at få yderligere et barn (i håb om, at det ville blive en dreng).

I byerne var kontrollen måske nok strengere, men var begge de vordende forældre enebørn, kunne de få dispensation fra begrænsningen. Og under alle omstændigheder kunne folk med penge nok blæse på reglerne: Straffen for at få det forbudte barn nummer to var en klækkelig bøde plus forpligtelsen til selv at bære ekstraomkostninger ved at opfostre et barn, der ikke var berettiget til gratis uddannelse. Alene sidste år skal indtægter fra disse bøder have bidraget med 2,12 milliarder dollar til den kinesiske statskasse.

Naturligt fald

Nettoresultatet af alt dette er, at Kinas nuværende fertilitetsrate (det gennemsnitlige antal børn, som en kvinde vil føde i sin levetid) ikke er på de 1,0, hvor den ville ligge med en streng og konsekvent etbarnspolitik. Ifølge FN-statistikker er den på 1,55, hvilket omtrent svarer til niveauet i Canada. Det tyder jo på, at de fleste kinesere, der virkelig har ønsket sig barn nummer to, også har fået det.

De nye regler, der i denne uge blev bekendtgjort af kommunistpartiets Tredje Plenarforsamling, slår fast, at kinesere i byerne nu lovligt kan få et barn nummer to, hvis blot det ene af de vordende forældre selv er enebarn. Det kommer dog ikke til at udløse noget babyboom og vil formentlig næppe øge fertiliteten til mere end 1,6. Følgelig er det ret tvivlsomt, om etbarnspolitikken overhovedet har ydet noget videre bidrag til at holde Kinas fødselsrate nede.

I al fald findes der flere demografer, der vil hævde, at etbarnspolitikken ikke i sig selv har gjort nogen virkelig forskel. Kina var jo allerede under hastig urbanisering, da politikken blev indført i 1979, og jo mere urbaniseret et land er, desto lavere fødselstal. Fra omkring 1970 blev der desuden ført en meget aggressiv præventionspolitik.

Fødselsraten i Kina var allerede faldet fra 5,8 børn pr. kvinde i 1970 til kun 2,7 i 1978, før etbarnsreglen blev indført. Den er siden faldet til 1,55, men det kunne udmærket være sket uden etbarnsbegrænsninger. Til sammenligning er Brasiliens fertilitet faldet fra 6,0 for 50 år siden til 1,7 i dag – helt uden etbarnspolitik.

Kinas befolknings- og familieplanlægningskommission hævder ikke desto mindre, at ét-barnspolitikken har sparet landet for ekstra 400 millioner munde at mætte, men det skal den jo sige, ikke sandt? Sandsynligvis har politikken reelt kun forhindret færre end 100 millioner over tre årtier.

Gamle grå mænd

Accepterer vi disse tal, kan vi udlede tre væsentlige konklusioner.

Den første er, at etbarnspolitikken ikke alene kan forklare, hvorfor der i Kina kun fødes 120 drenge for hver 100 piger. De sociale virkninger af ubalancen kan blive ganske farlige: Ved udgangen af dette årti vil der være 24 millioner ’overskydende’ kinesiske mænd, der aldrig vil finde sig en kinesisk hustru.

Enhver fornuftigt tænkende regering vil blive skræmt ved udsigten til at have en kæmpehær af utilfredse uforløste unge mænd hængende i gaderne efter arbejde uden ret meget at tage sig til. Et styre med så lidt legitimitet som Kinas kommunistregime vil formentlig blive endnu mere skræmt. Desværre for Beijing vil ophøret af etbarnspolitikken kun have ringe effekt på det bekymrende mønster.

Kun et statsindgreb, der aktivt retter op på kønsmæssige skævheder med metoder, som minder om dem, man officielt brugte i etbarnspolitikken, vil nytte, og det er tvivlsomt, om det kommunistiske regime tør udsætte sig selv for den folkelige modvilje, som et sådant skridt vil udløse.

Den anden konklusion, vi kan drage af statistikkerne er, at Kinas befolkningstal vil falde, uanset om regimet vil det eller ej. Tallet vil toppe med lidt under 1,4 milliarder muligvis allerede i 2017 for derefter at falde til 1,2 milliarder i 2050.

Det er der i princippet ikke noget galt med, men en sådan demografisk udvikling forstærker det, som i forvejen er den største trussel imod en fortsat stærk økonomisk vækst i Kina: befolkningens hastigt stigende gennemsnitsalder. De store, gamle generationer vil endnu leve i lang tid, mens de yngre generationer svinder hastigt ind – faktisk vil antallet af personer i aldersgruppen 20-24 år i Kina blive halveret over de næste 10 år.

Dette betyder, at forsørgerbyrden vil blive markant tungere. I 1975 var der 7,7 personer i arbejdsstyrken for hver person over 60 år: I 2050 vil forholdet være kun 1,6 beskæftigede for hver pensionist.

Intet land har nogensinde tidligere skullet løfte så tung en befolkningsbyrde, men at bryde med etbarnspolitikken vil ikke være tilstrækkeligt til at få fødselstallet op igen. Kun ved at åbne for masseindvandring kan Kina øge sin arbejdsstyrke. Chancerne for, at man vælger den løsning, er forsvindende små.

© Gwynne Dyer og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu