Kommentar

Vi skal udfordre de økonomiske modeller

Økonomiske modeller er ikke rene sandhedsmaskiner. Og desværre har de det med at underkende værdien af vores stærke velfærdssamfund. Det skal vi have lavet om på
13. november 2013

Undertiden omtales økonomiske modeller som sandhedsmaskiner. Modellerne er regnemaskiner, der kan beregne, hvordan politik påvirker den økonomiske vækst, men virkeligheden er dog, at modellerne har masser af begrænsninger og i bund og grund kun kan give svar på de spørgsmål, som vi gør dem i stand til at håndtere. Klogere er de ikke.

Når vi hæver eller fjerner en skat eller afgift, påvirker det beskæftigelse, vækst, ja, hele samfundet. Det ved vi en hel del om, og det kan de økonomiske modeller regne på. Men når det gælder de offentlige udgifter og vores velfærdsydelser, er vores viden ikke indbygget i de økonomiske modeller.

Regnemaskinen er altså indstillet forskelligt alt efter, om vi for eksempel forebygger livstilssygdomme eller sænker afgiften på cola. De favoriserer med andre ord effekten af skat og afgifter fremfor flere penge til sundhed, social indsats og andre velfærdsydelser. Det lyder måske tørt og teknisk – som en diskussion, der mest interesserer støvede økonomer – men i virkeligheden kan det have betydning for hver eneste borger i dette land, når beregningerne på den måde undervurderer effekten af offentlige udgifter.

Brug for friske øjne

Derfor vil vi udfordre regnemaskinerne, så de mere retvisende tæller med, hvordan det danske velfærdssamfund og de ydelser, vi betaler over skatten, påvirker vores adfærd. Vi har i regeringsgrundlaget sagt, at vi vil nedsætte et udvalg af embedsmænd. Et vigtigt og godt skridt, som vi skal have sat i gang. Vi kunne sågar gå lidt videre og supplere ministeriernes dygtige økonomer i udvalget med friske øjne udefra.

Lad mig uddybe hvorfor, det er nødvendigt: Når en økonomisk model i dag skal beregne effekten af en skattelettelse, tager beregningen højde for adfærdsændringer. Det kan for eksempel være, at folk vil arbejde mere, når skatten bliver sænket, fordi den ekstra arbejdstid bedre kan betale sig. Når samme model skal bestemme, hvad det vil koste at udvide åbningstiden i daginstitutionerne, tager beregningen ikke højde for, om forældre vil arbejde mere. Det er derfor en ren udgift.

Men de fleste af os ved jo, at ændrede åbningstider i daginstitutionerne påvirker vores arbejdsliv og kan betyde en halv time længere eller kortere på job. Vi ved, hvordan lukkedagene i virkelighedens verden veksles til fridage på jobbet.

Vi ved, at ventetid på at komme til den rette behandling giver flere sygedage. At vi bliver mindre syge, hvis helbredet generelt er godt, vi spiser sundt og får motion.

Vi ved, hvad mindre transporttid til og fra arbejde med et lyntog eller et ekstra spor på motorvejen gør for os i hverdagen. Hvordan vi gerne bliver en halv time længere på job, hvis det så passer med at tage et lyntog fremfor det lidt langsommere tog, der stopper ved alle stationer.

Vi ved med andre ord, hvilken kæmpebetydning vores velfærdsgoder har for det liv, vi lever, og dermed også for den vækst vi genererer. Men den viden er ikke bygget ind i de økonomiske modeller.

Og det er det, vi skal have gjort noget ved.

Vigtigt ideologisk opgør

De mere forbeholdne mener, at der ikke findes de nødvendige data og informationer om, hvad forbrug og investeringer gør ved vores adfærd. Men det er så sandelig en sandhed med modifikationer. Vi ved nemlig mere og mere og er også begyndt at bruge noget af den viden.

Vi ved, hvordan uddannelse betyder flere år på arbejdsmarkedet og dermed flere skatteindtægter for staten. Det viser tallene, og de erfaringer vi har. Vi ved også, at højere uddannelsesniveau betyder øget produktivitet. Så uddannelse er altså noget, vi både kan og er begyndt at regne på.

Det samme gælder hele transportområdet. Tag for eksempel Togfond DK, som for alvor kommer til at løfte den kollektive trafik. På baggrund af de investeringer i togspor og materiel, der skal sættes i gang, kan vi regne ud, hvor meget danskerne samlet set kan spare af tid.

Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvor megen af den tid, der spares, der bruges på arbejde, og hvor meget der bruges på familien, fritidsinteresser eller andet. Finansministeriet har et forsigtigt skøn, hvor 10 procent af den sparede transporttid vurderes at blive vekslet om til øget arbejdstid. Men det kan sagtens vise sig at være højere.

De flere svar er helt afgørende for at træffe de rigtige beslutninger. Både i denne og kommende regeringer. Det er sådan set bare sund fornuft, men også et vigtigt ideologisk opgør. Det er nemlig i kraft af vores stærke velfærdsamfund, at vi er et så rigt og konkurrencedygtigt land. Ikke på trods.

Lisbeth Bech Poulsen er finansordfører, SF

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Claus Piculell
Claus Piculell anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu