Kommentar

Jeg er ved at miste kulturbalancen

Jeg drømmer om at flytte hjemmefra. At stå på egne ben. Men for en ugift arabisk kvinde er den slags utænkeligt. Jeg er fanget i en balanceakt mellem to kulturer
Debat
7. november 2013

Jeg er i en periode af mit liv, hvor jeg reelt set ikke aner, hvem jeg er. Min identitet er splittet. Måske har det noget at gøre med, at jeg er splittet mellem to kulturer. Den danske og den arabiske – jeg har et ben i hver lejr. Jeg kan mærke, at jeg snart er ved at miste balancen. Identitetskrisen har fulgt mig gennem hele mit liv, men det er først nu, jeg reelt står over for den.

I den danske kultur bliver der lagt særdeles stor vægt på selvstændighed og autonomi i børneopdragelsen. Det er to nøgleord i opskriften på, hvordan man skal og bør leve sit liv. I den arabiske kultur er de omvendt opskriften på, hvordan man ikke skal og ikke bør leve livet.

I den arabiske kultur afstikkes rammerne af normer og traditioner, der i nogen grad bærer præg af religionen islam. Og her vægtes kollektivisme utrolig højt. Det er et kardinalpunkt, der har smittet af på hele den arabiske kultur.

Lige fra det øjeblik man bliver født, kommer familien først. Før alle egobehov. Umiddelbart betyder forskellen på dansk og arabisk opdragelse ikke ret meget, og den kan ikke rigtig mærkes, før man runder de 18 år. Men i dag kan jeg mærke den, skulle jeg hilse og sige.

Flyvefærdig med flyveforbud

Jeg er 20 år gammel, og jeg er nået til det punkt i livet, der handler om løsrivelse. Der hvor man får den instinktive følelse af, at man er klar til at flyve fra reden. I dag har jeg mere end nogensinde lyst til at flytte hjemmefra og opleve verden, som den ser ud på den anden side. Lyst til at stå på egne ben. Desværre er det ikke en reel mulighed for mig.

Det er der to årsager til. Den primære er, at jeg som kvinde skal have mine forældres – i dette tilfælde umulige – accept af at flytte, fordi jeg endnu ikke er gift. Så længe jeg er ugift, opfatter mine forældre mig som under deres bemyndigelse. Og det er ikke godt nok at argumentere for, at jeg efter mit attende år er fri og myndig.

Det argument mødes almindeligvis med højlydt latter, hvorefter jeg står tilbage i håbløshed med en følelse af at være meget lille, næsten magtesløs.

Den sekundære årsag er den kollektivistiske tankegang. Set med arabiske øjne er det ikke optimalt at efterlade dem, som har taget sig af én hele livet for i stedet at udleve sine personlige, egoistiske mål, som for mit vedkommende handler om at leve selvstændigt.

Det mellemøstlige kvindesyn, resulterer i særlige, om ikke strenge, restriktioner, som man som kvinde er nødt til at bøje sig for. Gør man det ikke, må man være klar til at tage et opgør med hele kulturen – og det er en meget voldsom opgave for en ung kvinde.

Men for mig er problemet, at grundidéen om, at man alene kan gifte sig til mere frihed og selvstændighed, ikke stemmer overens med mine livsværdier. Med de værdier, jeg synes skal danne grundlag for, hvordan jeg lever mit liv.

For dansk

Jeg spørger ofte mig selv, om mit behov for løsrivelse og selvstændighed havde været lige så stort, hvis jeg havde levet i et andet samfund end det danske – eksempelvis det arabiske. Svaret er uden tvivl nej.

Min tankegang er efter nogles smag ’for dansk’. Men mon ikke det giver god mening i og med, at jeg trodsalt er født og opvokset i Danmark. Jeg har som dansk pige med arabisk baggrund taget mange af de danske værdier til mig, og derfor står jeg nu med den udfordring, det er at skulle finde en balance mellem ønsket om autonomi – uden nødvendigvis at skulle gifte mig til den – og kravet om, at mit ønske skal behage, bevare og stemme overens med kulturelle arabiske værdier.

Som nævnt har den arabiske kultur tendens til at indsnævre den ugifte kvindens selvstændighed og frihed rod i den kollektivistiske tankegang, der igen har rødder i den muslimske religion. Men hvis man kigger på grundelementerne i kvindens rettigheder i islam, vil man opdage, at denne kultur absolut ikke stemmer overens med religionen til punkt og prikke. Det er vigtigt at huske på, at kultur og traditioner er menneskeskabte og ikke Guds værk, og at de konstant må være genstand for revidering. Det har de altid været. Det vil de forblive.

Kollektivisme er en smuk tanke, og jeg vil uden tvivl bringe kollektivistiske livsværdier videre til mine børn. Dog har jeg lært af mine forældres generation, at det er vigtigt at tage nye vilkår og ideologier til sig, alt efter hvilket samfund man lever i. At man skal finde den rette balance mellem sine kulturer. Kun hvis det lykkes, kan jeg mindske det identitetsdilemma, jeg befinder mig i.

 

Reem Al er studerende på Cphbusiness Academy

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels P Sønderskov

Det er ikke nemt Reem, men det har det heller ikke været for nogen af os andre, der fx var rundet af en bondsk kultur. Du skal bare tage skridtet. Dine gamle araberforældre bliver nok gode igen. Du er myndig og skal gøre hvad du selv finder rigtigt.

Tino Rozzo, lars abildgaard, Karsten Aaen og Niels Engelsted anbefalede denne kommentar
Niels Engelsted

Problemer er kendetegnet ved, at de har løsninger. Vanskeligheder er kendetegnet ved, at de ikke har løsninger, men er noget der skal gennemleves. De fleste menneskelige problemer er i virkeligheden vanskeligheder. Men når de gennemleves, ændrer de som regel karakter som tiden går og bliver til at leve med. Og sådan går det sikkert også her.

Gry W. Nielsen, lars abildgaard, Janus Agerbo og Niels P Sønderskov anbefalede denne kommentar
Kristoffer Olsen

En stor tak til Reem Al for denne nøgterne og reflekterede redegørelse for hendes ståsted midt i to kulturer. Jeg er ikke i tvivl om, at mange konflikter kunne undgås, hvis der i baglandet for de to normsæt, som Reem beskriver kunne findes en større grad af imødekommenhed for ønsket om at leve et liv 'midt i kulturstrømmen', hvor man forener det bedste fra de to verdener.

Jeg tænker her ikke alene på den grad af fordomsfuldhed over for kvinders mulighed for at leve deres eget liv, som man finder på den ene side af vadestedet. Jeg mener også, at vi som samfund kunne gøre mere for at skabe frirum for medborgere, der ønsker at tilnærme sig de moderne danske familieværdier på en måde, der er acceptabel for deres nærmeste.

Det kunne være interessant at vide, om det kunne gøre en forskel for Reem og andre kvinder i hendes situation, om der eksisterede offentligt drevne 'Kvinderegenser' - det vil sige kollegier/ungdomsboliger kun for unge kvinder med en særlig husorden og under opsyn af de ældre beboere eller lignende. Jeg er med på, at en sådan boligordning hurtigt kan komme til at lyde usympatisk og som et segregeret fængsel snarere end som et frirum, men på den anden side synes jeg også godt, man kan være åben over for, at der i mange år har eksisteret stedet som Grevinde Danner-stiftelsen, hvor man også accepterer kønsadskillelse i erkendelse af, at de her bosatte kvinder har brug for et pusterum i tilværelsen og en pause fra at blive konfronteret med parforholdets genvordigheder. På denne måde mener jeg, at man godt kunne betragte kvindekollegier som en sund foranstaltning, som på et tidligere tidspunkt i de unge kvinders liv giver dem muligheden for netop dette frirum, uden at de nødvendigvis skal slæbe på en tung bagage af alvorlige konflikter for at komme i betragtning.

I øvrigt synes jeg, det er lidt for let for lænestolskommentatorerne at opfordre Reem til 'blot at tage springet' ud i en verden af ukendte konsekvenser, når hun nu så fint har påpeget sit dilemma og sat ord på, at hendes tilvalg af det ene ikke burde behøve også at være et fravalg af det andet.

Niels P Sønderskov

Der er aldeles ikke tale om at tage noget 'spring ud i en verden af ukendte konsekvenser' Kristoffer. Der er tale om et velkendt, trygt, demokratisk samfund, som Reems arabiske forældre har valgt at bosætte sig i. Deres afgørende synspunkt, at en ugift, myndig kvinde ikke kan bo andre steder end hos sine gamle, forstokkede forældre er simpelt hen ikke acceptabelt. Jeg henviste (uden sammenligning i øvrigt) til min egen bondske oprindelse, som selvfølgelig ikke var lige så harsk, men jeg skal love for, at der var rigeligt at gøre op med.

Else Marie Arevad og Jakob Østergaard anbefalede denne kommentar
Kristoffer Olsen

Jeg har ikke noget ønske om at dominere denne debat og mener egentlig, at Reem har udtrykt det bedre, end jeg kan gøre, men alligevel:

Det er fint, at det for dig, Niels, ikke var noget 'spring ud i en verden af ukendte konsekvenser' at tage et opgør med din bondeslægt. Og de fleste på den moderne, danske side af vadestedet - jeg selv i blandt dem - vil som dig indtage det synspunkt, at det er uacceptabelt, at mene, at ugifte, myndige kvinder ikke kan bo andre steder end hos deres forældre.

Men nu eksisterer synspunktet imidlertid derude i samfundet. Og det er et faktum, at nogle af de kvinder, der søger at sætte sig op med det, ender med at miste kontakten til hele deres udvidede familie og mange af deres venner og i visse tilfælde ender de ligefrem med at blive udsat for voldelige overgreb. Omvendt ender nogle af de kvinder, der ikke sætter sig op mod standpunktet måske med at blive presset ind i en livsførelse, de inderst inde ikke ønskede eller i værste fald ind i et ægteskab, der ikke kan bære.

Hvad skal samfundet gøre for at hjælpe disse kvinder til at afbalancere deres ønsker om at forene det bedste fra de to verdener? Som jeg forstår Reems beretning, er det ikke tilstrækkeligt med den model, vi har i dag, hvor vi overlader ansvaret for at tage opgøret til den enkelte unge kvinde og så i øvrigt kommer og fejer op i de relativt få tilfælde, hvor konflikten er fuldstændigt eskaleret op i en spids og derudover forholder os passive.

Mit forslag om, at samfundet kunne tilbyde nogle 'halfway-homes' er et forsøg på at formulere en konstruktiv rolle for samfundet, hvis vi synes, det er vigtigt at hjælpe flere af de unge kvinder som Reem til at 'finde deres ben' i vadestedet mellem to kulturer. Man kunne for så vidt kombinere det med en systematisk indsats, hvor man opsøgte unge i risikogruppen med et tilbud om en samtale med kommunen med det formål at afklare, hvad de har af planer for deres fremtidige boligsituation og for at præsentere muligheden for at bo på en til formålet oprettet 'Kvinderegens', hvis det kunne gøre overgangen lettere for alle parter.

Niels P Sønderskov

Hvis Kristoffer har lyst til at etablere en 'kvinderegens' står det ham frit for. Offentlig imødekommenhed overfor tåbelige religiøse eller kulturelle forestillinger er gået for vidt. Der er fra min side ingen fjendtlighed i dette, men hvis folk udefra ikke bryder sig om vores kultur, synes jeg de skulle finde en bedre.

Kristoffer Olsen

Og således blev et forsøg på en eftertænksom debat alligevel reduceret til letkøbte, politiske slogans. Det er lidt svært for mig at se, hvordan det hjælper Reem og andre kvinder i hendes situation, at du synes, at hendes forældre skal 'finde sig en bedre kultur'.

Tak for samtalen!

Tak til modige Al Reem. En af udfordringerne består ikke kun i at skulle sætte sig op mod forældre og familien, men snarere mod hele den del af kulturen inden for murene, der bygger sin autoritet på vold og trusler - patriarkatets magt skal død og pine opretholdes. Eksklusion fra sin familie er nok værre, men med æresdrab og vold mod kvinder bag hjemmets utrygge vægge, er der nok at slås for. De unge kvinder fra disse miljøer er af flere udset til at skulle være de, der kommer til at slå slaget, da de unge mænd for det første er opdraget til at bestemme, og desuden ikke har det særligt nemt i samfundet, set over en bred kam. Man kan kun håbe, at der med tiden - måske et par generationer endnu - er blødt så meget op i disse kulturer, at "individer" (mennesker) får bare halvt så meget respekt som "medlemmer i en klan" (flokdyr uden egen vilje, holdt nede med repressalier, vold og trusler). Fortsat god kamp, Al Reem! Op med nakken.

Tak til modige Al Reem. En af udfordringerne består ikke kun i at skulle sætte sig op mod forældre og familien, men snarere mod hele den del af kulturen inden for murene, der bygger sin autoritet på vold og trusler - patriarkatets magt skal død og pine opretholdes. Eksklusion fra sin familie er nok værre, men med æresdrab og vold mod kvinder bag hjemmets utrygge vægge, er der nok at slås for. De unge kvinder fra disse miljøer er af flere udset til at skulle være de, der kommer til at slå slaget, da de unge mænd for det første er opdraget til at bestemme, og desuden ikke har det særligt nemt i samfundet, set over en bred kam. Man kan kun håbe, at der med tiden - måske et par generationer endnu - er blødt så meget op i disse kulturer, at "individer" (mennesker) får bare halvt så meget respekt som "medlemmer i en klan" (flokdyr uden egen vilje, holdt nede med repressalier, vold og trusler). Fortsat god kamp, Reem Al! Op med nakken.

Jeg kom til at skrive Reem Al med de to navne ombyttet, beklager.

Niels P Sønderskov

Reem og andre myndige kvinder i hendes situation står sig bedst ved at gøre et sundt oprør, ligesom vi andre har gjort og som fx Yahya Hassan meget tydeligt har gjort.

Kære Rem Al.

Kan det ikke koges ned til, om du har lyst til at leve i 1013 eller 2013?

For en velformuleret, reflekterende kvinde skulle det valg vel ikke være så svært.

Ønsker dig det bedste.

Niels P Sønderskov og Jakob Østergaard anbefalede denne kommentar

Hmm - religion er også menneskeskabt...

Held og lykke med hvad der måtte blive dit valg.

DD

Du finder sikkert en god løsning og vil engang med et smil tænke tilbage på denne tid. Måske skal du og din søster eller veninde finde en kollegielejlighed sammen. Eller du skal tage semestre i en anden universitetsby. Bo hos en værtsfamilie, så din familie føler sig lidt trygge. Der må være andre unge kvinder, der har stået i din situation før dig. Søg rådgivning. Det bliver man ofte klogere af.

Kunne være interessant, hvis Information ville genbesøge Reem Al og høre, hvordan det er gået sidenhen. Har samfundet hjulpet hende til at flytte hjemmefra som fri og selvstændig kvinde? Har hun klaret det selv? Er hun færdiguddannet? I job? Glad for tilværelsen i Danmark? Har nogle af de velmente råd i det ovenstående hjulpet?