Klumme

Voksne børn – barnlige gamle

Vi griner af folk over 30, der tror, de stadig er unge. Men er det særlig voksent at dømme andre som barnlige, blot fordi de lever anderledes end en selv? Måske er det i virkeligheden barnligt?
Debat
11. november 2013

Det er virkelig et problem; jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, oh la la.« Min franske veninde er i alarmberedskab. Hun fortsætter: » Hun har ryddet sit værelse for plakater. Pastelfarver er for babyer, og i sidste uge, da hun var i byen med en veninde, spiste de kun sushi og snød sig ind til en X-rated film. Hun går kun i sort, er på slankekur og vil have salat med i skole.« Min venindes 11-årige datter har på ingen tid forvandlet sig til en mini femme fatale på omkring de 20. Moderen er ikke fornøjet. Men hvad kan hun gøre?

Barndommen er ikke, hvad den har været – sprogbrug, tøj, spisevaner samt ikke mindst kendskab til ting, som voksne i hvert fald ikke talte om, da jeg var barn, udvikler sig med lynets hast. Overtegnede kan f.eks. ikke vænne sig til, at min otteårige ved, hvad analsex er – heller ikke selv om han synes, det lyder »ulækkert«. Endnu værre er det dog, at jeg i anti-diskriminationens navn har følt mig kaldet til et lille foredrag om emnet, fordi jeg i ånden så ham vokse op som frådende homofob. Og hvem ønsker det for sin pode?

Ikke fordi der ikke fandtes fremmelige børn i 1970’erne, men der var fortsat dybe forskelle mellem voksne, som spiste rejer og avocado, og vi børn, der fornøjede os med en krebinet eller grydekylling, hvis det gik højt. De voksne gik på museer og hørte klassisk musik – eller lyttede til Jesus Christ Superstar, Savage Rose og læste Information, hvis de var venstreorienterede – mens børnene så Fjernsyn for Dig og spillede rundbold ude på vejen. Det vildeste, jeg husker fra min barndom om at krydse generationsgrænser, var da en veninde viste mig sin fars eksemplarer af Weekendsex, som han havde gemt i en kasse i et skab. Det var godt nok vildt.

Tendensen til at forkorte barndommen bakkes med jævne mellemrum af forskning, og meningsmålinger, der med glæde formidles af medierne: En britisk undersøgelse fra sidste år foretaget af opinionsinstituttet ICM viser f.eks., at halvdelen af de adspurgte 1.200 forældre syntes, at barndommen er »forbi, når børn fylder 11.« I stedet er de young adults (unge voksne, red.).

Personligt finder jeg imidlertid den modsatte tendens mere interessant (og af og til også ufrivilligt morsom), nemlig den omsiggribende infantilisering af voksne. Mennesker i 30’erne og 40’erne, der insisterer på at opføre sig som forvorpne teenagere.

Forleden beskrev TIME Magazine, hvordan de amerikanske unge under 35 år f.eks. ikke har nogen gæld i sammenligning med deres forældre, der er ved at kvæles i overtrukne kreditkort. Hovedårsagen er, at den yngre generation »ikke længere gør de ting, voksne normalt gør. De køber ikke fast ejendom, udskyder beslutningen om at stifte familie, gifter sig sent og går i skole længere tid,« skrev magasinet, der ikke skjulte sin misnøje med de yngre voksnes manglende samfundsansvar.

Men hvad er mon årsagen til, at mennesker i 30’erne og 40’erne har så travlt med at lade som om de er unge? Og er det overhovedet særlig ansvarsløst i disse finanskrisetider ikke at stifte gæld og købe fast ejendom? Eller at studere længere, når vi nu uafbrudt hører, at vi lever i informationsalderen, hvor alt netop gælder om at være så godt fagligt kvalificeret som muligt.

Måske er den beskrevne opførsel faktisk fornuften selv blot i mere tidssvarende klæder. Måske er de voksne unge bare ansvarlige på den virkelig voksne måde.

Og når det nu forholder sig sådan, som en læge redegjorde for mig forleden, at mange af os vil leve til vi er 120 år og arbejde til vi er 75 år, så må alderdommen vel logisk indtræffe senere og ungdommen vare længere.

Måske er fremkomsten af de ’uansvarlige’ voksne blot et udtryk for, at samfundets værdier er i skred. Så mange valg bliver taget for en, selv om man på papiret er voksen. Og uanset om man føler lede ved NSA-overvågning; banker, der skalter og valter med ens opsparing og pension; parforholdsrutiner eller ens kontrolfreak af en chef, så kan drukture, singleliv eller stædigt fremmøde ved Roskilde-festivalens indgang for 25. år i træk måske være en del af et sæt livsnødvendige trykluftventiler, vi har tilbage for at forblive frie mennesker.

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington DC

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forbruget af Roskildebilletter og Kreditkort er vel en privat sag der ikke paavirker resten af samfundet - men den gennemsnitlige alder paa foerstegangsfoedende kvinder er ikke. Det ville vaere gavnligt - men politisk vanskeligt - med en boernecheck der aftrapper med alderen. Danmark er oppe paa 10 pct IVF boern - det er hverken sundt eller konkurrencedygtigt - der skulle jo gerne vaere nogen der kan bestille noget og servere min roedvin og boef naar jeg bliver 120 - som Annegrethe Rasmussens laege her truer med.