Klumme

1914-2014

På 100 år er meget glemt
Debat
28. december 2013

Hvem tænker i vore dage på, at tjenestepiger i Danmark i året 1914 officielt kunne kalde sig husassistente? Hvem husker, at Den Gamle By i Aarhus blev etableret det år takket være lokalhistorikeren Peter Holms store indsats? Erindrer nogen, at den første faste flyrute i verden åbnede i Florida i 1914? Eller at bilmatadoren Henry Ford, en hjerteløs bandit, fanatisk antisemit, senere Hitler-fan, som led i skabelsen af det profitmaksimerende samlebåndsmenneske indførte minimumsløn og otte timers arbejdsdag, men til gengæld forbød arbejderne at være medlemmer af fagforeninger? Dette skete nogenlunde samtidig med, at Nobelkomiteen opgav at uddele fredsprisen det år og foregreb begivenhedernes gang, mens opfindsomme læger i Bruxelles udførte den første vellykkede blodtransfusion. Samme år publicerede den store amerikaner Charles Ives sit hovedværk for orkester: Three Places in New England, James Joyce udgav de udødelige Dublinfortællinger, og Panamakanalen åbnede de vældige sluser for skibstrafikken og reducerede med sine 81 kilometer afstanden mellem Amerikas vest- og østkyst med 7.000 sømil.

Hvem husker i forbifarten, at Jens Otto Krag, sir Alec Guiness, Poul Hartling, Asger Jorn, Børge Mogensen og Hans J. Wegner (dem med stolene) blev født i 1914? Og hvem spekulerer på, at brygger Jacobsen samme år gik til de evige humlegårde? Eller at Gustav Wied ikke længere kunne udholde sine frygtelige mave-smerter og store pengesorger – formentlig to sider af samme sag – og beslutsomt ved brug af cyankalium gjorde en ende på et af Danmarks få store, dengang kontroversielle og i brede kredse udskældte satiriske forfatterskaber?

Næsten hvert år falder så mangen et stort træ i skoven. Samtiden beskriver i avisernes nekrologer de store døde som uundværlige. Ikke desto mindre ender de som støv og aske i grav og sarkofag. Selv konger og paver dør: Karl den 1. af Rumænien døde i 1914, hvis ellers nogen bortset fra efterkommere i den nære familie husker ham. Og selveste den ufejlbare pave i Rom bukkede det år under: Pius den 10., Giuseppe Melchiorre Sarto (f. 1835), en af de mest forstenede reaktionære, hårrejsende snæversynede af samtlige 303 paver inklusive modpaver, hvilket vil sige ikke så lidt. En humørforladt, bælgøjet, fladpandet, selvretfærdig, fanatisk idiot, der kaldte til kamp mod de nye videnskaber, oplysningen, relativitetsteori og kildekritik og forlangte, at medarbejderne i Vatikanet, præster og universitetsteologer aflagde en ’antimodernist-ed’. Underkastet streng censur med trussel om bål og brand henvistes alle pavens undergivne til Thomas Aquinas’ bibeludlægning, alt andet var kætteri. Men hvem husker i dag denne senere oven i købet kanoniserede Pius – bortset lige fra dem, der holder styr på helgenkataloget? Erindringen om folk er sne, der faldt i fjor. Menneskene går så grueligt meget igennem, dør – og bliver glemt.

Men når vi taler om 1914, så er et – eller rettere to – dødsfald ikke blevet glemt: En ærkehertugs og hans kones, der letsindigt kørte i åben bil gennem Sarajevos gader for at markere det østrig-ungarske kejserdømme i Serbien. Datoen den 28. juni var (vistnok) ikke ment som en provokation over for serberne, skønt netop den dag var årsdagen for det serbiske nederlag i krigen med Osmannerriget. Slaget på Solsortesletten stod den 28. juni 1389, ydmygelsen sad/sidder stadig som en smerte i den serbiske folkesjæl.

Man bliver jo klogere ...

Når det drejer sig om erindring og bevidsthed om fortidens hændelser, kan man uden at træde nogen for nær tillade sig at mene, at serberne har en ualmindelig god hukommelse. Herfra adskiller den velkendte danske mentalitet sig en del. Det vil være svært at finde eksempler på danskere, der får blodpletter for øjnene ved tanken om eksempelvis slaget ved Bornhøved i 1227, da Valdemar Sejr fik bank, en national parallelbegivenhed i nederlagets tegn. Det var selvfølgelig også over 150 år før Solsortesletten. Men alligevel. 1389!

For at gøre en kort historie kortere drog den østrigske tronfølger ærkehertug Franz Ferdinand og hans gemalinde, hertuginden af Hohenberg Sophie von Chotek – i øvrigt af ringere byrd end gemalen og derfor ikke videre velset i Wiens hofkredse – til Sarajevo for at bivåne afslutningen af de årlige forårsmilitærmanøvrer. Det fortaber sig i fortolkningssuppen, hvilke motiver til besøget der var afgørende. Nogle har ment, at kredse i Wien så en interesse i at fremprovokere et eller andet, gerne en krig for at få luft og sikre fremtiden for en trængt herskerkaste i et vaklende udmattet korrupt dobbeltmonarki; andre at valget af Sankt Vitus’ dag blot var udtryk for fortvivlende mangel på omtanke.

Resten er velkendt: Køreturen gennem byen og det første attentat om morgenen. En gruppe medlemmer af Mlada Bosna, Det Unge Bosnien, havde rigeligt med bomber og pistoler med i byen den dag. Første gang slap fyrsteparret og følge med skrækken. Anden gang – og det er jo ikke til at begribe, at de ikke forlod byen ad bagdøren eller i det mindste slog kalechen op – lykkedes det i et sving, da chaufføren var kørt forkert og ville vende, den tuberkuløse student Gavrilo Princip at få ram på dem begge.

Og så fik i løbet af få uger 1914 sin egen dystre bestemmelse, hvor alt andet, der skete det år, blev stillet i skyggen og siden fik ny betydning, om det var Henry Fords samlebåndsreform, Jens Otto Krags fødsel, pavens død, Charles Ives’ fortryllende musik eller novellerne af James Joyce.

1914 er i eftertiden, hvad 1914 var og blev, da kanonerne tog fat i august. Det blodigste århundrede i artens historie var skudt ind.

Siden er vi jo blevet så meget klogere.

Godt 2014!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maestro und Maestro sparker røv:

http://www.youtube.com/watch?v=trkFgIMC-Ks

Tja, om serbere eller andre balkanfolk har en god hukommelse i modsætning til historieløse danskere, har jo nok nærmest rod i det forhold, at disse fortidens nederlag medførte århundreder under fremmed herredømme, med en stadig kamp for bevarelse af sprog, religion og kultur.
Og for nogle folk ophørte besættelsen først året før 1914, hvor Kreta bl.a. blev indlemmet i Grækenland, en ø der jo i rigt mål har været under herredømme af romere, arabiske pirater, venezianere, samt ikke mindst det Ottomanske rige. Og endnu senere blev Rhodos - 1947 - indlemmet i Grækenland, efter at have været under italiensk herredømme, så måske er hukommelsen affødt af forhold, der rækker fra fortidens nederlag til og lige op i moderniteten.

"Siden er vi jo blevet så meget klogere."

Ja, da. I den grad.

Stormen på Dybbøl den 9. april 1864 kender enhver hertugelig sønderjyde – noget andet med de historieløse kongerigske undersåtter oppe i det gamle land – der ikke måtte kæmpe for deres sprog og kultur …

At lige netop valg af denne for mange danskerne minderige og skæbnesvangre dato var en udspekuleret militær ondskabsfuldhed ved overfaldet på Danmark i 1940 – da prøjserne igen raslede med sablerne - og det der blev værre …

Den 9. april 1864 var også slaget om Pleasant Hill under Den amerikanske Borgerkrig – skulle nogen også have glemt det …

Så 150-årsdagen den 9. april 2014 må nærværende klummesnedker gerne forberede sig på allerede nu – det vil nok være mere erindringsværdigt end 1914 – som dog heller ikke specielt er forbundet med gode minder for sønderjyder …
’Siden er vi jo blevet så meget klogere’ – det kommer vel an på hvem ’vi’ er …

Ja, ja, da - inden nogen øffer - at den endelige storm på Dybbøl først kom den 18. april ændrer ikke ved, at den var indledt den 9. april ...

Netop - Jan Weis. Og derfor var datoen den 9.april da bestemt heller ikke tilfældigt valgt!
Og var der ikke også noget med en 9.april 1848-1850 krigen?

Lidt mere om Gavrilo Princip:
http://da.wikipedia.org/wiki/Gavrilo_Princip

---

Og hvorfor fortie Metz det der skete efter fallitten/bankerotten i 1813; Danskerne blev mere eller mindre tvunget til at opgive deres koloni-herredømme over Norge. Og vistnok over de øer, de ligger nord for Skotland, Hebriderne. Af en eller anden mærkelig grund blev Norge - og disse øer? - givet til Sverige. Af stormagterne under WienerKongressen. Og desuden skal Danmark vis prise sig lykkelig for sin lille størrelse og for sin strategiske placering:

Ingen af stormagterne ville nemlig have at Sverige skulle bestemme over Øresunds-strædet, eller at Tyskland skulle have Jylland. Som der rent faktisk var tale om en kort - eller længere - overgang i 1814-1815.

Ang. Henry Ford, så glemmer Metz altså også at fortælle, at han betalte sine arbejdere 4-5 gange mere end de andre bilfabrikker gjorde, fordi han netop ville have, at arbejderne skulle have råd til at købe de biler, de selv producerede. Og desuden blev han tvunget til af en amerikansk domstol at opgive at give arbejderne del i fortjenesten. Så sådan er mennesker så mærkværdige og sammensatte.

ps:
IBM var skam også anti-semitiske, og anti-kommunistiske; IBM forsynede nazisterne i Tyskland med de hulkort og den teknologi som var nødvendig for at nazisterne kunne gennemføre jøde-udrýddelserne i så stor stil som de gjorde :( . Og ingen, INGEN, har stillet IBM til ansvar for dette.

nb:
Hvorfor Metz ikke nævner Danmarks (tvunge) tvungne afståen af Norge i 1814 er mig en gåde?

jan henrik wegener

For de norske er det deres grundlov og 17.maj 1814 der fejres, og Island uafhængigt i 1944 skal vel heller ikke helt forbigås. Om "vi" er så meget klogere kan diskuteres. På den anden side kan der vel muligvis være fornuft i den europæiske ordning af nytåret 2014 frem for den fra nytåret 1914: Den overvejende del er nu, modsat dengang, mere eller mindre på "samme hold". Af samme grund er nok risikoen for det helt store sammenstød på kort og mellemlang sigt måske reduceret, selvom man selvfølgelig ikke helt skal forlade sig på ønsketænkning.

Uffe Andersen

Eftersom Metz ved noget om mange ting, ville det ikke være et overgreb at bede ham begrænse sig til at skrive om dét.
Og hvordan ved man, at Metz ikke ved noget om Attentatet I Sarajevo? Mest umiskendeligt, fordi han skriver, at ærkehertugen var i Sarajevo ”for at markere det østrig-ungarske kejserdømme i Serbien”.
Eftersom Sarajevo aldrig havde og aldrig har ligget i Serbien, kan man tvivle på, hvor relevante Metz´s mere krævende vurderinger er – som den, at Ferdinand ”vistnok” ikke havde valgt at besøge Sarajevo netop 28. juni for at provokere serberne. Eller at samme serbere begik attentatet netop pga. den provokation, de selv havde opfundet. Eller hans insider knowledge, at ”ydmygelsen” fra det tabte 1389-slag til tyrkerne i Kosovo ”sad/sidder stadig som en smerte i den serbiske folkesjæl”, og gav / giver serberne ”blodpletter for øjnene ved tanken”.
At f.eks. Ungt Bosnien, der begik attentatet, var en organisation af serbere, men også kroater og muslimer (dagens bosnjakker), er en detalje. Lige som det, at i året før attentatet havde chefen for generalstaben i Wien 24 gange foreslået kejseren en krig mod Serbien. Sådan forsøger tusinde detaljer stædigt at forplumre Vor Viden – men lige så stædigt vil vi heltemodigt ignorere dem til det sidste, så at kolumnisten med Melankolsk Og Selvretfærdig Ironi i al fremtid vil kunne bemærke, at ”Siden er vi jo blevet så meget klogere”. Vi sværger: aldrig, aldrig skal det blive sandt!

At Metz lige netop kaster sig ud i disse historiske tildragelser ingen professionel historiker til i dag har kunnet skabe et bare nogenlunde sandfærdigt billede af – vidner om enten basalt ukendskab til situationen i Europa – militært og politisk op til dette tidspunkt – eller bare et forsøg på at fylde spalterne og levere en klumme …

Denne særlige serbiske nationalisme – dette skrækmonster som i årtier før 1914 havde tyranniseret regionerne på Balkan – og til en vis grad gør det helt op til vor tid – hvor det ene attentat på det til enhver tid herskende overhoved afløste det næste – var en ren krudttønde …

Igennem lang tid har det været en veletableret sandhed – at det var den tyske kejsermagt som var den hovedansvarlige for udløsningen af verdenskrigen – men her har man ikke taget alle de andre interessenter under luppen – deres motiver og den søvngængeragtige multipolære ageren i de europæiske metropoler med gensidig mistro, fejlanalyser fra mange sider, latterlige selvovervurderinger, hemmelige ekspansionsplaner og især nationalistiske bestræbelser – hvor kun en lille gnist fik det hele til at eksplodere op i hovederne på de – set med vore øjne – latterlige militarister og politikere …

Her bør man især kaste et blik på den nationalistisk betændte situation på Balkan – og bemærke de serbiske samlingsbestræbelser – som i sidste ende medførte attentatet i Serajevo …

Men ingen historiker har endnu givet en fyldestgørende beskrivelse af hele optakten til verdenskrigen – hvor kaosteoriens berømte sommerfugl på den anden side af Jorden - med baskende vinger - får det hele til at ende i et kaos ingen siger de ønskede – og historiske sammenlignelige paralleller i vor samtid er temmelig iøjnefaldende – eksempelvis WTC-kollapset og hvad deraf fulgte af politisk- militære statsterroraktioner world-wide fra nutidens søvngængere …

Da Metz jo går for at være én historiekender, der læser bøger – kan i denne forbindelse stærkt anbefales: -
Christopher Clark: ”Die Schlafwandler. Wie Europa in den Ersten Weltkrieg zog”. Deutsche Verlags-Anstalt. München, 2013. (Kan også fås i engelsk originaludgave).