Klumme

Åbenhed og ærlighed? Næppe

Hvad mon statsministeren mente, da hun sagde, at tidligere justitsminister Bødskov ’har tjent sit land meget, meget godt’?
13. december 2013

Jeg undrede mig forleden. Det gør jeg stadig. For jeg fik ikke rigtig noget svar på, hvad det var, statsministeren mente, da hun sagde, at den afgående justitsminister Bødskov »har tjent sit land meget, meget godt«. Hun fik sagt noget med, at justitsministerposten er en udsat post, og noget med nogle spilleregler, som var, som de var, og sådan var det, og det måtte man tage til efterretning. Men hvad det for hende vil sige at tjene sit land meget, meget godt, og hvorfor lige netop justitsministeren havde gjort det, det forstod jeg ikke.

Måske er det hemmeligt? Det er det sikkert. Det er der mange ting, der er, når man er minister. Faktisk er det ikke bare nødvendigt at kunne holde på hemmeligheder, det er også indimellem nødvendigt at sige noget, der ikke er sandt. Sådan forstod jeg justitsministerens forklaring på et samråd, indkaldt til hans ære.

Når ministeren i samarbejde med embedsmænd opdigtede en fabel – det er det, der oftest på embedsmandspolitikersprog hedder, at man har været ’upræcis’, men vist nok denne gang blev kaldt »en ikke-reel begrundelse« – for at retsudvalget skulle udskyde et besøg på Christiania, så var det ene og alene til udvalgets eget bedste:

»Det handler om jeres sikkerhed. I kunne være kommet til skade«, lod ministeren forstå, kaldte medlemmerne ved fornavn, og tilbød udvalget den service i fremtiden slet ikke at give nogen begrundelse, ikke engang en ikke-reel. Reelle begrundelser, end ikke i fortrolighed, kunne der naturligvis ikke blive tale om. Det vil udvalget ikke kunne håndtere.

Og når ikke ministeren kan overlade det til Folketingets retsudvalg at håndtere oplysninger og selv træffe en beslutning, så tror da pokker, at der er brug for ministerens »fortrolige rum«, der afskærer presse og befolkning fra aktindsigt i ministerbetjeningen. Det kan de da slet ikke håndtere. Det handler om, at ministrene skal kunne politikudvikle og sparre med embedsmændene i fortrolighed af hensyn til lovgivningen, forklarer man. Åbenhed, offentlighed og al for megen reel sandhed forstyrrer bare den proces, må man forstå.

Bødskov var ligeledes upræcis og ikke-reel, da han før valget sagde, at »hver eneste gang, der er tvivl om offentligheden skal have adgang, så skal det være hensynet til åbenheden, som træder først«, og derefter gjorde det modsatte. Og da han afviste ni chefredaktørs samlede kritik af offentlighedsloven ved at påstå, at de havde skrevet noget faktuel forkert, de egentlig slet ikke havde skrevet. Og da han lovede mere åbenhed i statslige selskaber, men i stedet undtog 58 selskaber fra ordningen. Og da han syltede indførelsen af de politinumre, som skulle lette identifikationen af betjente, borgere har klaget over.

Men Bødskov er ikke just ene om at have et udfordret forhold til åbenhed og ærlighed. Det vidner blandt andet et par kommissionsundersøgelser af den tidligere regering om. Det vidner den nuværende regerings tilbageholdelse af oplysninger om udfaldstruede dagpengemodtagere om. De oplysninger passede ikke lige så godt ind i forhandlingerne, og så var der jo ingen grund til at forstyrre med dem. Og om det vidner også regeringens manglende overholdelse af høringsfrister, som umuliggør ordentlige høringssvar, selv om man ellers udtrykkeligt i regeringsgrundlaget lovede »høj lovkvalitet gennem rimelige høringsfrister.« Om det vidner ligeledes fire topministres – Thorning, Corydon, Vestager og Vilhelmsen – nu underkendte brev til Folketingets formand, hvori de gjorde klart, at de ikke ønskede at svare på Rigsrevisionens spørgsmål om det lovforberedende arbejde i solcellesagen. Og mens jeg skriver dette, sidder endnu en minister i et samråd og præciserer upræcise udtalelser.

»Nogle gange er det nok med en beklagelse, en næse,« sagde Thorning, da hun var igennem fra Sydafrika, og lod forstå, at det mente hun havde været rigeligt i Bødskovs tilfælde.

Når det med at ’tjene sit land meget, meget godt’ øjensynligt ikke så meget handler om åbenhed og ærlighed over for befolkning og presse, hvad handler det så om? Måske man kunne tage det op til overvejelse, både i Folketing, i administrationen og i regeringen. Indimellem får jeg det indtryk, at man egentlig helst så sig fri for offentligheden, men det kan jo ikke passe. Den slags holdninger kan vel næppe trives hos nogen, der vist nok gik til valg på gennemsigtighed, tillidsreform, offentlighed og på at lytte.

 

Lau Aaen er forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lise Lotte Rahbek
  • Jørgen M. Mollerup
  • Toke Andersen
  • Kim Øverup
  • Christian Svane
  • Viggo Helth
  • Jens Hvolbæk
Lise Lotte Rahbek, Jørgen M. Mollerup, Toke Andersen, Kim Øverup, Christian Svane, Viggo Helth og Jens Hvolbæk anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg hørte selv statsminister og pressens minister Helle Thorning Schimdt udtale den uforbeholdne støtte til tidligere justitsminister Morten Bødskov. Tankevækkende.

Formentlig kan man konkludere, at hun mener, at ministerusandheder er i orden samt at hun bakker 100 % op om revision af Offentlighedsloven?

Jeg er stadig heller ikke for doven til at undre mig. Det må man vist stadig godt - bare man gør det stilfærdigt!

Torben Lindegaard

Morten Bødskov går direkte fra samrådet og ind i ledelsen af folketinggruppen!!!
Helle Thorning og alle de andre har helt åbenbart ingen problemer med Bødskovs løgn overfor folketingets retsudvalg.

Ej heller har Anne Baastrup eller de øvrige folkesocialister. Anne Baastrup deltog i løgnen lige til det sidste, og fortsætter ufortrødent som formand for SF's folketingsgruppe.

Hvis nu Morten Bødskov bliver ny EU kommissær; ja så er det bare al for meget.