Om et par dage kan kontanthjælpsmodtagere se frem til at få stukket en skovl og en pose vejsalt i hånden. Med den nye kontanthjælpsreform skal de nemlig bidrage til samfundet i såkaldte nyttejob – ellers ryger kontanthjælpen. Samtidig skal tusindvis af kontanthjælpsmodtagere under 30 år til at budgettere med en halveret ydelse, og samlevende par ned til en alder af 25 år skal vænne sig til tanken om at forsørge hinanden, hvis den ene part er arbejdsløs.
Reformen kan i et historisk perspektiv karakteriseres som hård. Selv om 00’erne har budt på skærpede krav til aktivering af kontanthjælpsmodtagerne, skal vi tilbage til begyndelsen af 00’erne for at finde regelændringer, der førte til reduceret kontanthjælp til en bestemt befolkningsgruppe. Dengang var der tale om den såkaldte starthjælp til personer, der kom til Danmark efter 2002. En ordning, der som bekendt netop er afskaffet.
Der er heller ikke tidligere blevet stillet krav om, at arbejdsparate kontanthjælpsmodtagere skal arbejde for deres ydelse – og da slet ikke for en indkomst, der må antages at blive utrolig lav.
Bemærkelsesværdigt nok er kontanthjælpsreformen indført uden det store postyr i den normalt så velfærdsværnende befolkning. Kun 17 pct. af danskerne var i slutningen af 2012 modstandere af at reformere kontanthjælpen, viser en undersøgelse fra Ugebrevet A4. Selv halvdelen af Enhedslistens vælgere, der ellers nok plejer at sætte en fod i døren, når den skal smækkes i hovedet på de svage, bakkede i 2012 op om en reform af kontanthjælpen.
Den kalkulerende og den dovne
Retter man opmærksomheden mod mediernes dækning af kontanthjælpsområdet, mens forhandlingerne om reformen stod på, finder man en del af forklaringen på, at den blev vedtaget med stor accept i befolkningen. Medie-dækningen har nemlig i høj grad været præget af de to kontroversielle kontanthjælpsmodtagere Carina og Robert.
For to år siden blev Carina – eller Fattig-Carina, som hun hurtigt blev døbt – introduceret i medierne af Öslem Cekic (SF) som fattig dansker. Eksemplet blev stort set med det samme dømt ude af både politikere, medier og befolkning, da Carina viste sig at have råd til både fladskærm, hund og cigaretter. I stedet såede Carina en mistanke om, at livet på kontanthjælp måske er lige en tand for fedt, og at kontanthjælpsmodtagerne derfor ikke er motiverede til at arbejde. Mistanken slog for alvor rod med kontanthjælpsmodtageren Roberts otte små ord »I virkeligheden er jeg sgu et dovent svin«, som han leverede i DR2-programmet ’På den 2. Side’.
Siden Carina og Robert første gang gjorde deres entre i medierne, har de været faste referencepunkter, når medierne skal forholde sig til kontanthjælpen. Det viser en systematisk undersøgelse af syv store dagblades dækning af kontanthjælpsområdet, som jeg har foretaget i forbindelse med mit speciale på Sociologisk Institut ved Københavns Universitet.
De syv dagblade Politiken, Berlingske, Jyllands-Posten, BT, Ekstra Bladet, Information og Kristeligt Dagblad har tilsammen skrevet 446 artikler med kontanthjælpen som centralt tema, fra Carina første gang nævnes i medierne og et år frem – det vil sige fra den 28. november 2011 til den 27. november 2012.
I perioden bliver der refereret til Carina eller Robert i mere end hver fjerde artikel om kontanthjælp. Med overskrifter som »Større check til ’Carina’«, »Der er mange som Dovne Robert« og »S varsler skrappere krav til Dovne Robert« har dagbladene været flittige til at bruge Carina og Robert som stereotyper på den almene kontanthjælpsmodtager på trods af, at langt størstedelen af kontanthjælpsmodtagerne naturligvis ikke kan slås i hartkorn med hverken Carina eller Robert.
Til gengæld glimrer forskere ved deres fravær i dagbladenes dækning af kontanthjælpsområdet. Forskere udgør kun knap 12 pct. af de citerede kilder i artiklerne om kontanthjælp. Politikere, privatpersoner og interesseorganisationer er hver især hyppigere citeret. Mediedækningen af kontanthjælpsområdet har altså været domineret af politiske synspunkter og personlige erfaringer frem for fakta. Det står i modsætning til den generelle tendens til, at medierne bruger stadig flere ekspertkilder.
Opgør med velfærdens grundlag
Den begrænsede citering af forskere er problematisk set i forhold til, hvor ofte der refereres til Carina og Robert. Når fakta, forskning og viden ikke bringes i spil i mediedækningen og balancerer det billede af kontanthjælpsmodtagerne, som eksemplerne Carina og Robert tegner, skæres alle kontanthjælpsmodtagere over én kam som dovendidrikker, der bevidst lukrerer på skatteydernes penge, fordi det ikke kan betale sig at gå på arbejde. Det skaber plads til et liberalistisk syn på kontanthjælpsmodtagerne, som vinder indpas på bekostning af det menneskesyn, der er grundlaget for hele velfærdsstaten: Den traditionelt socialdemokratiske forståelse af, at de marginaliserede er ofre for ydre omstændigheder. At problemerne skyldes social arv eller sygdom frem for selvforskyldt forfald eller manglende viljestyrke. Næsten hver fjerde artikel om kontanthjælp fremstiller kontanthjælpsmodtagerne som indirekte skyld i deres egen ulykke.
Med denne ensidige mediedækning er det ikke så underligt, at befolkningen på tværs af politiske skel synes, at en reform af kontanthjælpen lyder som en god idé. Reformen er med sit store fokus på økonomisk incitament på mange måder et fornuftigt svar, hvis kontanthjælpsmodtagerne – som mediedækningen mere end antyder – går derhjemme og gnider sig i hænderne, mens de ser pengene trille ind på bankkontoen.
Den syge og den udsatte
Tilbage står derfor det oplagte spørgsmål om, hvordan befolkningens opbakning ville have set ud, hvis medierne i deres dækning af kontanthjælpsområdet i stedet for Carina og Robert havde refereret til mere repræsentative kontanthjælpsmodtagere på samme vedholdende måde. Det kunne være den psykisk syge kontanthjælpsmodtager, som har svært ved at komme ud af sengen om morgenen. Det kunne være indvandrerkvinden, der ikke behersker det danske sprog tilstrækkeligt til at kunne få et job. Eller det kunne være kontanthjælpsmodtageren, der har søgt job efter job uden held.
De i mediedækningen tilsyneladende oversete fakta er, at langt størstedelen af kontanthjælpsmodtagerne – ca. 73 procent – kæmper med dårligt helbred, sprogbarrierer og andre alvorlige problemer, der står i vejen for, at de kan få et job. Og at der – hvis nogen skulle være i tvivl – er en økonomisk krise, der begrænser udbuddet af ledige stillinger, som kan søges af de 27 procent, der faktisk er arbejdsmarkedsparate.
Både mediedækning og reform synes således at ramme helt ved siden af virkeligheden. Frem for at kontanthjælpsreformen tilbyder en løsning på et faktisk eksisterende problem, ser det ud som om, at medierne har været med til at formulere et problem til en reform, der i sidste ende gavner de offentlige finanser mere end kontanthjælpsmodtagerne.
Marie With Nedergaard er cand.scient.soc og har skrevet speciale om mediernes dækning af kontanthjælpsområdet.
Hvordan en "rigtig" politik skabes??
"Det skaber plads til et liberalistisk syn på kontanthjælpsmodtagerne, som vinder indpas på bekostning af det menneskesyn, der er grundlaget for hele velfærdsstaten: Den traditionelt socialdemokratiske forståelse af, at de marginaliserede er ofre for ydre omstændigheder. At problemerne skyldes social arv eller sygdom frem for selvforskyldt forfald eller manglende viljestyrke."
Se, dette er jo ikke helt korrekt, vel. I 1933 lavede K.K.Steincke ganske vist en socialreform, hvor man bl.a. udelod at stille krav til de syge mv. Men men men:
K.K. Steincke mente at vagabonderne, de erotomane (kvinder og mænd som havde stærk seksualdrift, min bemærkning), de dovne, de ugidelige, de lade samt alkoholikere og narkomanere mv. ja de skulle skalm ingenting have. De var nemlig ikke værdigt trængende; de havde sat sig udenfor samfundets fællesskab ved at være netop amoralske og dermed skyld i deres egen ulykke.
Socialdemokratiet er slået ind på det man kunne kalde Soc.dem. Classic, altså en tilbagevenden til K.K. Steinckes ord som bl.a. kan handle om at arbejdet adler og kun arbejdet kan give mening til og for folk. Bjarne Corydon har faktisk udtalt noget lignende i et interview med b.dk for nylig; Corydon mener i fuld alvorlig at det bedste fællesskab nogen kan få nogensinde er et arbejdsfællesskab sammen med andre på arbejdsmarkedet. Corydon og Mette Frederiksen ser på det sådan her: Kun ved at indgå ei et fællesskab med andre kan man få tillid til selv; dette fællesskab skal være et fællesskab på en arbejdsplads.
De synes blinde for at se at også andre fællesskaber end de arbejdsmæssige kan give folk mod på og mulighed for at få et godt liv - eller et bedre liv...
I et velfungerende demokrati, giver medierne en bred og loyal dækning af alle synspunkter i en debat, og oplyser debatten ved at videreformidle de faktiske forhold og afprøve folks fordomme.
Det har de danske medier ikke gjort. De har tværtimod kørt en ensidig borgerlig kampagne, hvis portrættering af kontanthjælpsmodtagere ikke afviger meget fra de ugandiske mediers portrættering af homoseksuelle. Dette gælder også de såkaldt neutrale public service-medier.
Kontanthjælpsforringelserne er i høj grad historien om mediernes svigt.
Imidlertid er det også historien om elitens svigt. Ud over Enhedslisten har ingen af de etablerede partier haft andet end rosende ord til overs for den sociale katastrofe, og ikke ét eneste folketingsmedlem fra regeringens tidligere arbejderpartier har haft rygrad nok til at gå imod partilinien. Samtidig har de forskere og eksperter, der ved noget om socialpolitik og beskæftigelse gjort det ringeste for at råbe op. Den lade og kastrerede fagbevægelse, der skulle forestille at kæmpe for ordentlige løn- og arbejdsvilkår, og som nu må se sine ufaglærte medlemmers jobs udkonkurreret af kommunalt ansatte løntrykkere, har ikke gjort noget som helst. Alle Tordenskjolds soldater af kendisser og mediestjerner, der ellers gerne stiller op i den gode sags tjeneste, har holdt sig langt væk fra at yde kontanthjælpsmodtagerne den mindste form for moralsk opbakning.
Det er som om alle der betyder noget er blevet enige om at landets fattigste er for rige, og at de derfor skal forarmes yderligere og pålægges nye modbydeligheder, så de ikke skal tro de er noget. Kontanthjælpsmodtagerne må i dag føle sig som homoseksuelle følte sig i Alabama i 50'erne.
At kontanthjælpsforringelserne er udtryk for kulsort, reaktionær fattigdomspolitik er indiskutabelt. At alle samfundets "gode" kræfter har svigtet ligeså. At diskutere dette bringer ikke modstanden fremad. Hvad der derimod er brug for er en diskussion af hvad vi så gør. Hvordan vinder man den ideologiske kamp om kontanthjælpen, når man står uden kendte ansigter, uden organisationer og uden midler?
Selv tror jeg der er brug for flere ting. Dels bør man udstille forringelserne for den brede offentlighed. Historierne om familier der må gå fra hinanden, kærestepar der er blevet tvangsgift, unge der er blevet hjemløse på grund af nedskæringerne, børn der knapt nok kan få madpakke med i skole og så videre må bringes frem med alle midler, hvad enten det er ved at henvende sig til journalister, skrive på Facebook eller skrive læserbreve.
Ligeledes bør omfanget af de nye fattigjobs, og den brutale udbytning de er udtryk for, udstilles for den brede befolkning. For eksempel kunne demonstranter stille sig op på gågaden med skilte hvor der stod "Fejet for 36 kroner i timen", og dele foldere ud.
En anden idé kunne være vedholdende demonstrationer mod de ansvarlige. Demonstrationerne behøver ikke en gang at være store. Mette "Hjorth" Frederiksen ville sikkert elske at der stod folk og demonstrerede mod hende og hendes nyliberalistiske overgreb, hver gang hun havde en offentlig optræden.
Samtidig bør man overveje hvilke kampmidler de ramte selv kan bruge overfor systemet. En ordning med retshjælp og bisiddere kunne sikkert være en hjælp for mange. Ligeledes bør de fattigjobsramte bruge enhver lejlighed til at påpege og anmelde ulovlige og kritisable forhold på arbejdspladsen, for eksempel i forbindelse med arbejdsmiljø. Hvis systemet anstrenger sig for at gøre livet surt for dem, er det trods alt kun rimeligt at de også gør livet surt for systemet og dets folk.
Nogle fattigjobramte vil sikkert forsøge at lempe den skamløse udbytning ved at stjæle fra arbejdspladsen. Der kan kun opfordres til at de nøjes med at stjæle fra de ansvarlige, men ikke fra sagesløse som for eksempel de pensionister, hvis haver de skal passe.
Fattigjobs er ikke slavearbejde. Danske arbejdere bliver nu blot stillet overfor det samme ultimatum som arbejdere i det meste af verden: Arbejd eller dø af sult. Fattigjobs er lønarbejde; lønarbejde til en skamløst lav løn og med forsvindende få rettigheder. Lønarbejde på en måde, vi troede hørte fortiden til. Kampen mod fattigjob-ordningen er således en faglig kamp. Nogen opbakning fra den etablerede fagbevægelse skal man næppe regne med, men i kampen mod fattigjobs bør man lade sig kraftigt inspirere af andre faglige kampe.
Direkte strejker lader sig næppe gennemføre, allerede fordi de fattigjobramte ikke har adgang til nogen strejkekasse. Derimod er der andre former for faglige kampmidler, man bør overveje. Ligesom andre arbejdere står de fattigjobramte sig bedst ved at stå sammen. Det ville være fantastisk, hvis de fattigjobramte valgte tillidsmænd på arbejdspladserne, og fremførte krav til ledelsen gennem disse.
Ligeledes kan man lade sig inspirere af den direkte aktion. Et eksempel herhjemmefra er stilladsarbejderne i København, der er kendt for at rive stilladser ned, der er sat op af skruebrækkere. Hvis noget lignende skete i mærkbart omfang med resultatet af fattigjobramtes arbejde, eller hvis fattigjob-arbejdspladserne blev ramt af sabotage, ville ordningen blive dyr og besværlig for systemet, hvilket ville bidrage til dens bortgang.
De fattigjobramte bør ligeledes ikke spilde nogen lejlighed til at fortælle folk de møder i deres arbejde om de usle betingelser arbejdet foregår på. Pensionisterne skal vide at deres havemænd arbejder til ukrainske lønninger, forældrene i børnehaven skal vide at ham, der ordner det praktiske i institutionen ikke har nogle faglige rettigheder osv.
En anden aktionsform, som kunne anvendes hvis man havde gode forbindelser til medierne, kunne være offentligt at invitere de ansvarlige til at prøve deres egen medicin. Hvis man nu lod Mette "Hjorth" Frederiksen, Joachim B. Olsen etc. prøve en uge på fattigdomsydelse og fattigjob, kunne det skabe en del offentlig sympati.
Alt dette er kun strøtanker. Noget vil virke, noget vil ikke. Noget kan lade sig gøre, andet er helt urealistisk. I stedet for blot at skælde ud, og gentage de samme argumenter for de samme døve øren, er vi nødt til at gøre noget for at opbygge en reel modstand.
Den parlamentariske situation er håbløs, set fra kontanthjælpsmodtagernes side. Det ville være utænkeligt at den nuværende regering skulle vende 180 grader i spørgsmålet. Efter næste valg vil regeringsmagten overgå til partier, der er lige så opsatte på at hetze kontanthjælpsmodtagerne. Først ved det næste valg igen er der en chance for at et nyt flertal vil ændre på tingene, og det endda kun hvis de to tidligere arbejderpartier skifter holdning mens de er i opposition.
Modstanden er derfor nødt til at ske, dels ved agitation blandt forringelsernes ofre, dels ved et hårdt arbejde for at vende folkestemningen. Forbedringer for landets fattigste vil ikke komme oppefra. De kan kun komme nede fra.
Rasmus Kongshøj
JA!!
Modstanden kan sættes i organisation.
Og ville det dog ikke være fantasisk at høre politikere tordne mod de dovne og uduelige, som vover at stille op for sig selv?
Fet er hamrende svært, for rigtig mange kontanthjælpsmodtager, syge og fattige tror faktisk selv, at de er mindre værd end resten af landets befolkning,
skammer sig og TØR ikke stille op af frygt for repressalier fra landets kommunale kontrolteams.
Det er ikke en spøg. Jeg har talt med nogen af dem. De er virkelig bange for, at hvis de stiller op, vil kommunalt ansatte finde undskyldninger for at fratage dem deres sparsomme forsørgelse. Det er frygteligt og sørgeligt og et billede på, hvordan det er lykkedes at tryne folket på bunden.
Nå, men tilbage til forslagene:
Jeg har en drøm om, at alle løn-trykkere ikke kom på arbejde på en forudaftalt dag (eller helst en hel uge)
Ingen løntilskuddere, ingen praktikanter, ingen jobprøvningskandisater.
Det kunne være overordentligt interessant at se, hvilken effekt det ville have i de kommunale institutioner og andre steder...
Ja, det er desværre næsten for nemt.
Omtrent samtidig med, at Dovne-Robert og Fattig-Carina dukkede op i Danmark, dukkede USA's svar på samme op, en vis Jason Greenslate, fundet af FOX (http://www.youtube.com/watch?v=bP_izYhdehY).
I England havde de også en familie af Welfare Queens, som blev hevet en tur igennem medierne (http://www.businessinsider.com/british-are-shocked-by-unemployed-family-...) på samme vis.
I England skal arbejdsløse fra april 2014 ud og arbejde for understøttelsen i det såkaldte "Help for Work" program (http://rt.com/news/uk-welfare-jobless-benefits-535/).
Samme metode bruges over hele den vestlige verden.
Folk tror ikke på konspirationer? Nej, det er nok tilfældigheder, der igen og igen er ufattelige i deres timing.
Tænk engang hvis regeringen og erhvervslivet koncentrerede sig om at skaffe reelle arbejdspladser til de 27% der er arbejdsparate eller HAR en uddannelse samt sørgede for ordnede forhold for dem der gerne vil uddanne sig eller gøre deres uddannelse færdig.
Så kunne dem der sagtens kan finde på noget at beskæftige sig med selv være nyttige forbrugere med råd til et værdigt liv, og samfundet kunne bruge ressourcer på at hjælpe dem der p.g.a. sygdom eller andre ulykkelige sociale forhold har brug en ekstra indsats. Man kunne fyre alle de, for et ordentligt samfund, uværdige kontrollanter og i stedet for ansætte eller omskole nogle med forstand på social omsorg.
Jeg er overbevist om at det ville vise sig at være en succesfuld spareøvelse.
Og husk så i øvrigt at tale med andre om forholdene selv om du igen bliver arbejdsramt. Der er mange lykkeligt uvidende derude, der ser anderledes på sagerne når man får åbnet for godteposen af historier fra 'jobcentrenes' absurde overdrev. Simpelthen fordi de ikke forestiller sig man ('nogen') vil behandle folk så elendigt og systematisk nedværdigende.
Det er som oftest ikke ond vilje, der ligger bag - nogle gange et døvt øre, lav tillid eller sløv fantasi, og ikke mindst manglende identifikation. Sæt et ansigt og et par historier på, så går det som regel nemmere med forståelsen.
en dag kommer det med 10 fold tilbage.
@Dennis Berg
Om der er tale om en konspiration, skal jeg ikke kunne sige med sikkerhed, men der står et globalt og (penge)stærkt og bag bl.a. CEPOS.
http://www.freetheworld.com/member.html
(penge)stærkt NETVÆRK bag...
Dennis Berg
Hærværk står langt nede på min liste over mulige modstands-midler. Det er noget værre ressourcesvineri efter min mening.
Civil ulydighed, passiv obstruktion og dokumenttionskrig står derimod højt. :)
Hver gang jeg hører Madame Frederiksen - igen, igen - kværne om, hvorledes man åbenbart kun kan blive lykkelig af at være i et ARBEJDSfællesskab, får jeg næsten ondt af konen. Har hun aldrig selv prøvet at være lykkelig i et familie-/hobby- eller interessefællesskab? Hun har måske aldrig følt sig lykkelig i "bevægelsen", men bare meldt sig ind i S for at få et job?
Men det er måske sådan, at det er kun det udvalgte, der kan finde ud af selv at opsøge eller skabe fællesskaber, hvor de yder og nyder? Resten skal - ved statens vold og magt - gøres lykkelige i ARBEJDSfællesskaber - der iøvrigt slet ikke er rigtige arbejdsfællesskaber, men bare såkaldt arbejde opfundet til lejligheden.
P.S: Da jeg kom ind i kontanthjælpssystemet igen efter at have været ude og tjene mine "egne" penge i et stykke tid, blev jeg fluks tvunget ud såkaldt straksaktivering. Her havde jeg så fornøjelsen af sammen at være en del af et inderligt ligegyldigt arbejdsfællesskab, hvor stort set den eneste pausekonversation bestod at kommentere de andres fotos af deres børn og få fortalt de sidste nye historier fra Se og Hør. Selv de få faste i gruppen havde ikke andet at snakke sammen om. Kom jeg så lykkelig hjem hver dag efter veludført gerning? Nej, jeg var bundulykkelig og deprimeret efter endnu en dag i mit spildt i ligegyldigt selskab og hamrend eondt i de gigtplalgede skuldre. Hvor blev den tilfredstillelse af, som Madame Frederiksen eller lover burde indfinde sig?
Jeg er bange for, at magten ikke giver sig for andet end rå magt.
Beviset leverede ungdomshusets brugere.
Herdis Weins
Et påtvungent arbejdsfællesskab under trusler om at miste brød på bordet .. det giver grimme associationer.
____
Dennis Berg
Først gælder det, tror jeg, om at få de uformuende til at indse, at de eneste der kan gøre noget positivt ved deres situation, er dem selv.
Hvis det lykkes at få mange nok til at rejse mod og værdighed til modstanden mod presset fra medier og politikere om at acceptere tilstandene og reform-regnen,
tror jeg ikke-volden kan sejre.
"Frem for at kontanthjælpsreformen tilbyder en løsning på et faktisk eksisterende problem, ser det ud som om, at medierne har været med til at formulere et problem til en reform, der i sidste ende gavner de offentlige finanser mere end kontanthjælpsmodtagerne."
Men kommer det virkeligt til at gavne de offentligt finanser i sidste ende? Jo mere en arbejdsløs presses på finanserne, jo mindre energi og selvtillid er der til jobsøgning og jobsamtaler. Jo mere en syg eller på anden vis uarbejdsdygtig presses, jo færre krafter er der til at blive rask eller arbejdsdygtig. Så mon ikke reformen i sidste ende kommer til at fastholde folk på kontanthjælp og i behandlingssystemet fremfor at få folk i arbejde? Det var jo netop også tendensen i starthjælpstiden.
Det skulle ikke undre mig om mediebilledet vendte 180 grader i 2014, hvor den ene sørgelige casestory efter den anden vil se dagens lys på alle medieplatforme.
Når det sker, kommer forskerne og forhåbentlig osse nogle dygtige engagerede journalister på banen med en række nye usete fakta og tal.
Reformerne (læs nedskæringsøvelserne) vil direkte berøre mindst 50 000 mennesker, og hvis deres nærmeste familie ,tælles med er vi oppe på 200 000.
Det vil ikke forblive usynligt.
Hvis ikke socialdemokratiet og SF, forsøger at tilbagekalde eller væsentligt ændre reformerne, har de på forhånd tabt næste valg. Og når så en blå regering igen forsætter med nye reformer, ja , så ved jeg sgu ikke hvor vi ender.
Her er det korrekte link til historien om Fox News og Jason Greenslate:
http://www.youtube.com/watch?v=Nd7AFicELHY
Bill O' Reilly's kommentar:
http://www.youtube.com/watch?v=cIIX4azu4h8
Og en er sandheden om Jason Greenslate:
http://www.youtube.com/watch?v=jA5AGtl2lIs
Åbenbart skulle Jason Greenslate have købt hummer (lobster) og sushi på food stamps eller rettere med dette:
"The stories showed Greenslate buying sushi and lobster with a Supplemental Nutrition Assistance Program debit card. Greenslate plays in a rock band and laughed at the idea of getting a normal job."
Hvordan man kan det på 50 $ om ugen, fortæller historien intet om. Og dertil kommer, at Jason Greenslate spiller i et rockband, og sikkert har andre indtægter...
Og ja, det ser da godt nok mærkeligt ud, at stort set alle lande indfører det samme system overalt.....
Du har ingen rettigheder som kontanthjælpsmodtager -INGEN!
Med indførelsen af 3 måneders sanktioner, har man nu effektivt frataget dig muligheden for nogen form for aktion. Kan du leve i 3 måneder uden penge?
Jeg kan fx godt overleve 3 måneder uden penge, men jeg vil miste min lejlighed, mine børn vil ikke komme i skole (da jeg ikke vil have råd til madpakker og havregrød ikke kan spises koldt - uden at mine børn alligevel skulle tages ud pga mobningen der ville opstå - måske) og jeg ikke vil kunne sørge for rent tøj osv uden en lejlighed.
De 3 måneders sanktioner vil du blive tildelt på mindste foranledning, bare vent og se! Det er alle tiders sparemanøvre.
Kig på England hvor alle sagsbehandlere SKAL sanktionere mindst 3 personer om ugen, det er en reel forpligtigelse de er underlagt. Det har været beskrevet her i kommentarfeltet tidligere med link til dokumentation (ville rigtig gerne genfinde det link - anyone?)
Du vil blive sanktioneret uanset hvad, strør du for meget salt på, skraber for lidt af hundelorten væk eller fortæller dem du møder på din vej om vilkårene for at du er der - vil du blive sanktioneret. Efterfølgende vil du så kunne klage, og måske endda få medhold - men hvad hjælper det, når du allerede er sat på gaden og dine børn ikke længere i skole, når afgørelsen kommer fra klageinstancen?
Nej, du er grundigt og for alvor taget i rø... for den eneste mulighed du har tilbage er at råbe politikerne op -og hvordan gør man det, når alle større medier herhjemme kun spænder fra lyseblåt til kulsort?
@Martin Madsen
Det er måske denne artikel du efterlyser:
http://www.theguardian.com/politics/2011/apr/01/jobcentres-tricking-peop...
Det der beskrives her, er det der sker, når tilværelsen forsøges formet af folk, der gør borgere til beregningsheder. En smule anvendt psykologi og en humanistisk indgang kunne gavne.
I stedet for at banke løs gennem et virvar af regler, gældende for :
" langt størstedelen af kontanthjælpsmodtagerne – ca. 73 procent – kæmper med dårligt helbred, sprogbarrierer og andre alvorlige problemer, der står i vejen for, at de kan få et job."
skulle de ha` en RET uden betingelser, men med assistance. Så unne det være at mange ville rejse sig ved egen hjælp. Selvtilliden har svære kår under de nuværende vilkår.
Det samfund, der har skabt problemerne, har en pligt til at rette dem.
Men det gøres ikke med de midler, som har skabt problemerne. Tænk nyt !
@Carsten Svendsen
Tak - det var ikke lige den, men den siger det samme, så tak for det.
Det går lige op for mig at englænderne faktisk er bedre stillet end os - for i England kan du så få 'hardship payments' når du er sanktioneret, hvilket du ikke kan herhjemme - her går udbetalingerne bare i 0 - du får ingenting.
Indfør borgerløn - Det vil alligevel koste det samme. Kontrolsystemet er undergravende og den gensidige forsørgerpligt er fattiggørende og demotiverende Hvorfor sker det ikke. Et svar kunne være at du og jeg bliver lidt dummere og dummere og det gør politikerne også, hver dag!!! Genbrug fra anden tråd...' Medieverden har selvfølgelig ikke hele skylden eller har den?
Medieverdenen er i højere og højere grad underlagt et mediemarked i kolossal forandring og udfordring(især internet) og som i endnu højere grad klemmes af benhårde markedskræfter. Det har alvorlige konsekvenser for tilgang af kritisk oplysning og i sidste instans ytringsfriheden. Hvad det betyder for os som borgere? Jeg lærte af en god ven der er journalist, at oprindeligt så fulgte en mediehistorie følgende formel: Information, identifikation og fascination (=affektion). Målet var information. Nu er formlen affektion, identifikation og information. Resultat, affektion er mere vigtigt end information, hvis man skal sælge aviser og tv.
Det betyder at når man fasholdes på et affektivt niveau, så mister man ligesom noget af evnen til at tænke (også kaldet refleksion). Altså aktiveres følelser (ofte harme), fordomme og primært erfaringsbaserede konklusioner. Det betyder at man nemt forføres til at tro og ikke vide osv. Når man konstant møder information primært via affektion så bliver man langsomt dummere og dummere (det gør jeg jo også). Desværre er vores hjerne nem at lokke, den kan helst ikke lide at anstrenge sig alt for meget, så vi bliver faktisk afhængige af affektivt båret information. Har læst at flere og flere søger deres information via reality serier, underholdningsserier eller dramatiseret pseudodokumentar. I vores komplicerede samfund er vi nødt til at forlange at genindføre formlen; information, identifikation og affektion.
Hvad kan vi nu svare på? Jeg og du har nemt ved aktiverer automatreaktion og dermed vores fordomme, indignation og harme følelser først i forhold til fx kontanthjælpsmodtagere. Nogle af vores fordomme kommer af den protestantiske tænkning (ledighed er roden til alt ondt, du skal være taknemmelig for almisser, det er en synd at sove længe, det skal bare tage dig sammen, du må gøre din pligt osv.) andre fordomme kommer fra vores konkurrencesituation som lønmodtager. ( den enes død den andens brød, du er din egen lykkes smed osv. )Det er bare ikke særlig intelligent.. men sådan er det med fordomme og de afledte affektioner.
Medieverden har smart nok delt os op i et rødt og blåt hold. Det røde tror på at man skal hjælpe fx med økonomisk støtte og blåt hold tror at det bedste er at straffe eller sulte folk. Pointen er vel at vi alle burde være på samme hold! Det giver bare kedelige aviser.
Jeg lever i et land som igennem det sidste halve århundrede har opbygget et samfund der er umådeligt rigt. Som på intelligent vis har skabt et velfærdssamfund der helt objektivt har været med til at forøge vores rigdom. Det er desværre lige så objektivt at vi i dag i dominerende grad lefler for forestillinger (og reformer) der nedbryder denne samfundsform. Jeg har aldrig tænkt at velfærdsstaten var svaret på den endelige samfundsform. Den er trods alt kun en form som udgør et værn for de svageste mod kapitalmagten. (Det komplicerer selvfølgelig diskussionen at man selv har aktier i kapitalen qua pension). Pointen med velfærdstaten er bl.a. at den anerkender et marked med fri konkurrence for varer og løndannelse. Simpelt, Velfærdstaten forudsætter at du som borger deltager i konkurrencen, dvs. forsøger at sælge din arbejdskraft. Den anerkender også at du ikke altid vinder konkurrencen om at få job. Derfor har velfærdstaten i strid modvind (især mod borgelige kræfter og dem er der jo stadig, forbavsende nok) fået opnået 'rettigheder' til, at den konkurrence underlagte lønmodtager og selvstændige kan opnå, fx arbejdsløshedsunderstøttelse, sygedagpenge, førtidspension, SU og endelig kontanthjælp. Man kan vel dårligt kalde disse ydelser rettigheder, de tilbydes næsten kun via et omfattende kontrolsystemer.
Jeg har eller snart havde den opfattelse at dette rige samfund øgede den enkeltes borgers sociale og samfundsmæssige erkendelse. Som dermed udviklede lovgivningen mod øgede borgerrettigheder. Det ville fx betyde at du altid var sikret en borgerløn. Det ville et intelligent samfund selvfølgelig gøre. Men nej nu kan jeg se at det går den modsatte vej! Jeg tror ikke at der er økonomiske grunde der hindre os i at indføre borgerløn. Jeg tror heller ikke at svaret på vores nuværende krise findes i økonomisk teori. Jeg ser faktisk at økonomiske argumenter i højere grad bruges som et alibi for at bevare en særlig fastholdelse af kapitalinteresser, som de facto kun har gjort de rige rigere. (selv de rigere er begyndt at klage over at lønnen ikke må blive for lav) Og det skaber åbenbart ikke fælles rigdom, at kun rige bliver rigere, det kan selvfølgelig selv den dårligst uddannede økonom regne ud - så ville jo ikke have en økonomisk krise eller hvad? Jeg er 100 % sikker på at vores nuværende kontrolsystem kombineret med en stadig lavere sat individuel ydelse (eller fratagelse fx arbejdsløshedsunderstøttelse og nu kontanthjælp til partner) faktisk hæmmer vores forsatte udvikling mod et intelligent materielt og socialt rigere samfund. En kort analyse:
1. Vi betaler overførsels ydelser der økonomisk nogenlunde ville svare til samme udgift alligevel, de hedder bare noget andet.
2. Vi øger stress og stigmatisering ved nuværende system
3. Vi opretholder et 'kontrolsystem' der i princippet blot skaber omsætning, men ikke øger produktivitet (intelligent vækst)
Så indfør borgerløn og en kritisk presse der holder op med at understøtte fordomme der 'slår på dem der ligger ned'
Har medierne svigtet?
Har socialdemokratiet svigtet?
Jeg mener, at de gør præcis hvad de er sat i verden til !!!
Det lyder som om folk aldrig har haft et arbejde, så snart de er i det offentlige søgelys, eller aldrig har bidraget. Det kan jo ikke være en mere forkert illustration, en forvrængning, og i bedste fald en forenkling.
Misinformation
Beklager, men efter at have sat mig lidt bedre ind i kontanthjælpsreformen, viser det sig at det kun er de syge og dem med ekstra behov der kan få sanktioner der medfører at de ikke vil få udbetalt kontanthjælp. Gruppen af raske og arbejdsparate har faktisk fået mildnet sanktionsmulighederne, da man nu kan få kontanthjælp på dagsbasis når man er sanktioneret, mod fx at møde til daglige chec ind.
Kilde: bm.dk
Sanktion for manglende jobsøgning
Hvis du ikke lever op til kravene om jobsøgning, får du en sanktion. Hvis du gentagne gange ikke overholder kravene om at søge job og deltage i aktive tilbud, kan du få en skærpet sanktion. En skærpet sanktion indebærer, at du mister retten til kontanthjælp i en periode på op til tre måneder. I stedet vil du modtage et tilbud, samtaler eller daglig pligt til at møde frem i jobcentret, og du får udbetalt kontanthjælp for de dage, du møder frem.
Citatet er taget for den gruppe der hedder: Jobparate kontanthjælpsmodtagere
http://bm.dk/da/Beskaeftigelsesomraadet/Flere%20i%20arbejde/Kontanthjael...
her er så reglerne om sanktioner for syge eller på anden måde udfordrede:
Rimelige sanktioner
Hvis du ikke lever op til de krav, som din kommune stiller til dig, mens du modtager kontanthjælp, får du en sanktion. Sanktionssystemet tager højde for, at du på grund af sammensatte problemer ikke altid har mulighed for leve op til de krav, der bliver stillet til dig. Inden der bliver givet en sanktion, skal din kommune derfor altid foretage en socialfaglig vurdering af, om der i dit tilfælde er omstændigheder (fx alvorlig psykisk sygdom, hjemløshed eller misbrugsproblemer), der kan begrunde, at du ikke lever op til kravene og derfor ikke skal have en sanktion.
Din kommune skal altid være i personlig kontakt med dig om, hvorfor du ikke lever op til kravene – fx om at deltage i aktive tilbud – inden kommunen må give dig en sanktion.
Som det fremgår her er der ingen bagdør hvis du bliver sanktioneret!
@Marie With
Du fortjener en tak for at tage emnet op, men... jeg savner en tur gennem substansen i dette her. Både reformen og dækningen. Og det havde egentlig været en cand. scient værdig at gøre netop det. Derfor et par tip, som jeg håber kan føre til noget debat:
Denne reform antages at give 360 mio kr i besparelse og ingen har anført om det er dagligt, ugentligt eller årligt. men det passer meget godt med de andre tal, der har cirkuleret: ca 12.000 personer mister godt 40.000 kr/år på det her. Altså en årlig besparelse og så er det tid til at pudse gåseøjnene af:
Skatten af 360 mio er ca 140 mio så der er netto 220 mio tilbage. Pointen er, at de 140 ikke er en besparelse: de er hævet hos den produktive del af arbejdstagerne, sendt videre til overførselsindkomsten - for så at blive returneret ubrugt til statskassen i samme hug! Økonomisk set rene tomgangsposteringer.
Af de resterende 220 mio - modtagerens nettoydelse - er de 20% moms - dvs 44 mio. Og de kommer fra præcis samme sted som skatten - forskellen er kun, at det tager ca 30 dage at få momsen retur. De resterende 176 mio kan man jo så kun gisne om: vi har allerede skilt os af med nr 2 bil - den der skulle bringe mig på arbejde - men de 5000 i vægtafgift pr år kom, som alt det andet, fra statskassen så der er heller ikke noget nyt: de bliver liggende i statskassen. Jeg har bare ikke noget at køre i. Men den brændstofafgift den kunne indbringe er forduftet, lige som skatten af mekanikerregningen. Og bemærk lige at en benzinpris på 4 kr/l afføder 8,50 kr i afgift. Ok, inklusive moms, som jeg allerede har trukket. Men stadig 6 kr/l og sidst jeg var i vikariat brugte jeg dog 1250 kr hver 14 dag til brændstof.
Nu er det jo ikke mig det handler om, men forestil Jer, at det drejer sig om 10.000 mennesker - så begynder tallene at tale for sig selv. Og det vil være et direkte tab for statskassen, al den stund, at det drejer sig om manglende forbrug:
Min konklusion på alt det her, er, at staten - kvag afgiftniveauet - faktisk ikke sparer noget nævneværdigt på at sætte overførselsindkomsterne ned. Og det håber jeg, nogen vil kommentere på - og meget gerne rette mig, hvis jeg tager fejl!
De øvrige ting omkring dækningen af denne reform, er der ikke så meget at sige til:
Synet på bistandsklienter fik sit boost under Nyrup regeringen, som opfandt aktivering allerede i første halvdel af '90 erne og jeg tror ikke at medierne piskede en hetz op, snarere, at de lukrerede på på noget, der var der i forvejen. Det stemmer også bedre med, at de jo ikke er specielt opfindsomme, ikke sandt?
Med hensyn til de 73% Syge, Udsatte, Trætte, Forfrosne? Det har ikke et klap med bistandshjælp at gøre som sådan. Ja, de bliver behandlet elendigt og der er kun os "kolleger" til at tage hånd om dem, men - hvis du tager socialforvaltningens lup fra visitationen og bruger den på en hvilkensomhelst gruppe af danske - herunder A-kasse lemmerne - vil du finde en procent, der ligner til forveksling. Danskerne lider af de særeste ting uden at det afficerer dem til hverdag. Men når kommunen får fat i det, så falder hammeren.
Det - og det såkaldte fastholdelsesprincip - var også et indkig værd , hvis vi ellers kunne komme ud over beskrivelsesstadiet.
Men, summa summarum - medier og politikere lyver og spinner glad derudaf, vi andre æder bare det hele på rugbrød - hvad er egentlig nyt?
Det er altid nemt at skyde på systemet - på samfundet. Men her er det berettiget.
Alle indflydelsesrige instanser har spillet med i 40-50 år på socialdemokratismens dødssyge filosofi. De har sejret, men af helvede til.
Selv de forældede fagforeninger støtter de samfundsfunktioner, der holder folk ude.
Gennem A-kassen betaler usolidariske lønmodtagere for at holde andre ude.
LO har ikke øverst på dagsordenen, at vi skal deles om arbejdet.
Hverken offentlige eller private arbejdsgivere lever op til et ideal om et solidarisk arbejdsliv. Det ses i sygdomsstatikkerne.
Når samfundet ikke et i stand til at opfylde grundlovens § 75, stk. 1, er det forpligtet til den nødvendige støtte jf stk. 2.
Den betingelsesløse støtte hedder Basisindkomst (borgerløn).
@Dennis
Inden du begynder din Tour de Force med hammer og kniv, så måtte man måske anbefale en tur til lægen - den mentale habitus med den slags forslag er stærkt bekymrende, med mindre det var ironi i ypperste klasse :o)
En kontanthjælpsreform, kan måske bruges til noget, men ikke uden betingelser.
Det vigtigste krav må være at der er jobs til alle, så ingen er tvungen til at leve af overførselsindkomst.
For at få jobs til alle, må vi deles om dem vi allerede har, nogle må altså afgive nogle arbejdstimer til andre. Dette vil ikke nødvendigvis blive dyrt for nogen. Selv om nogen på den måde går lidt ned i løn, vil de spare skat i den anden ende.
Symptom på magt korrumpering og degenerering af den demokratiske etik.
- Når myter gøres til sandhedsvidne uden modstand.
At starte en hetz;
Man finder en gruppe af mennesker man anser for et problem.
Første skridt; start en offentlig mobbe kampagne mod nævnte gruppe
Andet skridt; begynd argumentation om at denne gruppe ikke tilhøre fællesskabet
Tredje skidt; fjern nogle borgerrettigheder og start et kontrol program
Fjerde skridt; nu hvor det er fuldt ud accepteret, start inddæmning og udstødelsen
Femte Skridt; den enegyldige og fysiske fjernelse af dette menneskelig affald.
Med Dovne Robert og Fattig Carina er vi over i tredje skridt.
Fjernelse af basale borgerrettigheder
- kontanthjælpsreformen hvor man sidestiller samboende voksne mennesker som ægtefæller nå det gælder den gensidige forsørgerpligt - men bevidst undlader at give de samme rettigheder som ægtefæller.
Nyttejobs hvor man tvinger folk til varetage jobfunktioner der er fremkommet ved at skære ned på nogle af de kommunale opgaver i den økonomiske hellig kos navn
- At fjerne hundelort fra gader og stræder er en kommunal opgave for en vej og park afd.
- Men en kontanthjælpsmodtager er IKKE at betragte som et fuldgyldigt medlem af fælleskabet derfor er det helt i orden ...
Hvor det her ender er et godt spørgsmål - men man kan godt blive en smule nervøse, for tilsyneladende er dansken som den tyske nazist - eller skal man sige tvangs ind rullet nazist.
- Den glade lønmodtager der har job og intakte borgerrettigheder, der villigt og ukritisk deltager i både mobningen og argumentation for at disse elementer er ikke værdige og undergravende for staten oplever det ikke som en glidebane det politiske elementer i magteliten bedriver. Man mærker simpelthen ikke de syge magt menneskers stille indtag o sammenblanding af den demokratiske treenighed lovgivende dømmende og udøvende magt - en dag vågner de og er alle nazister, hvis ikke de kysser føreren i røven.
Så vågn op du lade demokrat og stil dig kritisk for den degenererende demokratiske udvikling
- Måske du vil opleve dit hus i brand foranstaltet af din nabo du nægtede samme rettigheder for at være et værdigt og fuldgyldigt medlem af fællesskabet.
Ingen kan fortænke et menneske i at slås for sin ret til at være en del af fællesskabet.
@John
Hvordan gøres det i praksis ? Er det ikke en en våd drøm at tro, at man blot kan fordele arbejdet på flere hænder. Danmark er karakteriseret ved et hav af små- og mellemstore virksomheder, hvor det i praksis (alle teoretiske fata moganaer er irrelevante) vil være endog meget vanskeligt - hvis ikke umuligt - at fordele arbejdet på flere hænder, såvidt jeg kan se.
Det lyder besnærende, men kan det lade sig gøre uden en grad af tvang og ensretning, som kun er set i Østblokken tidligere ?
Hvorfor kan man få mere i kontanthjælp og tillæg end man kan få i dagpenge?
Hvorfor skal en ung der er arbejdsmarkedsparat have mere end en studerende?
Henrik
Tvang er et legitimt demokratisk værktøj - der skal bare laves en lov - vedtages i folketinget og vupti så kan folk straffes både demokratisk og retfærdigt
Aksel Jensen
Hvorfor stiller du spørgsmål, som i sit udgangspunkt er så forkvaklede,
at ingen kan svare på dem uden at begynde helt tilbage ved Adam og Eva og hvordan man strikker et næsehorn?
Hvem havde bare for nogle få år siden troet at en socialdemokratisk ledet regering vil bruge Goebbels doktrinen, som siger at en hvilken som helst løgn bliver til sandhed, bare man gentager den ofte nok, som grundlag for en hel række asociale og inhumane "reformer" som de facto har aflivet velfærdsstaten - og bliver bifaldet af 70% af den danske befolkning?
Jeg er mere og mere overbevist om at det ikke mig der er noget galt med, men universet.
@Aksel Jensen
Det kan man heller ikke. Kontanthjælpen ligger fast, men der er tillæg for enlige forsørgere - uanset hvor deres indkomst kommer fra.
F. eks. "Fattige Carina" havde præcis samme kontanthjælp, som alle andre, men hendes status som enlig forsørger gav hende adgang til tillæg af den grund - ikke fordi hun var på k_hjælp. Det har bare hjulpet på tingene, fordi hendes indkomst har været så lav.
Med hensyn til de unge "arbejdsmarkedsparate" - kunne vi ikke bare kalde dem jobsøgende? - hvorfor skal de have mere end en studerende?
Fordi de studerende også er "arbejdsmarkedsparate" - indrømmet det ord smager bare godt! - de har bare valgt at "free lance" sig vej til en højere indkomst senere i livet.
Så nemt er det! Forsåvidt... hvorfor staten skal have skat af folk, der studerer - og vel at mærke gør det fornuftigt - eller af pensionister, der allerede har betalt, det ligner i mine øjne noget, der burde diskuteres.
@Lasse
jo jo, men der er nok en relativ god grund til, at det store brede flertal ikke ønsker den slags centralistisk styring a la Nordkorea eller Frank Aaen anno 1980, så hvordan gøres det i praksis under de givne politiske vilkår - det er det eneste interessant spørgsmål, og svaret har vi stadig til gode at se.
Henrik
Det her samfund har tvang som et legitimt redskab allerede.
Og vi har et moderne centralistisk styre. Christiansborg og Bruxelles i skøn forening.
De 70% du nævner er de fede slaver der ikke skal have klinket noget, fordi de har deres på det tørre - det glider også let ned når man har en syndebuk så kan vi altid rette spotten mod den - fremfor selv at bidrage.
De 70% asocialer der lukker øjnene for den demokratiske og ledelsesmæssig krise er en undladelsens synd, som kan få fatale konsekvenser. Ved at lukke øjnene for de små operative indgreb i ligeværdigheden mellem borger og fratagelse af rettigheder du ikke selv ville acceptere - underløber du den demokratiske ide og overlader magten til centralister og diktatorer.
- Vi kan ikke forsvare det demokratiske DNA - hvis ikke vi vil praktisere demokratiets præmis og stille op overfor åbenlyse borgerrets indskrænkende tiltag og hælde de kurrumperede levebrødspolitikkere på porten.
Det her land trænger til et demokratisk forår - den demokratisk reformbevægelse der kan ændre den elitære magtudøvelse. V træner til at have et opgør med levebrødspolitikken
Når der ikke mere er forskel på en rød og en blå regering sætter den politiske afmagt ind. Når den politiske afmagt sætter ind stopper al samtale og den voldelige modstand er det eneste de afmægtige kan gøre brug af. Mon ikke vores samfund snart får det at føle.
En meget stor gåde er, at systemet ikke formidler de påståede ledige jobs. Engang hed systemet Arbejdsformidlingen - men de formidlede heller ingenting. De nuværende jobcentre har det så måske heller ikke som opgave? Forklaringen er ca 20.000 ledige jobs og 160.000 arbejdsløse. Tal der lever et nærmest hemmeligt liv i både mediernes og politikernes diskurs om 'umotiverede' arbejdsløse.
@Lasse
Opgør med levebrødspolitikere ville være en velsignelse, men er det realistisk, hvis vi skal have et bredt udsnit af befolkningen i den sal ?
De mest begavede vil jo endnu højere grad holde sig langt væk af faglige, personlige og pekuniære grunde, hvis det bliver endnu mere uattraktivt at sidde der - fandens til dilemma.
Det er klart, at vi allerede nu har et centralt styre juridisk baseret samfund, men det er graden af denne centralistiske styring, der er det store dyr i åbenbaringen, og vi er mange, som synes, at der er alt for meget af det allerede.
Politikerne kæmper for at slippe for et ansvar, de føler, de ikke kan bære. Det har de gjort i godt 15 år! Nu grasserer det så; men sandheden er jo den, at de er valgt til at tage ansvaret for at sikre de svage i samfundet - ikke ved at stille krav, tværtimod ved at stille tilstrækkelig og virkningsfuld hjælp til rådighed.
Danmark havde vækst og fremgang, da trygheden i det sociale system var stor (overophedningen af økonomien under Schlüter glemmer man ofte, men det var jo den, der førte til den alt for voldsomme Kartoffelkur, der sendte os tilbage i fattigdom).
Sanktioner og kontrol tager alt for meget af de offentlige budgetter, men det holder selvfølgelig mange mennesker beskæftiget - er det formålet? Det er i hvert fald ikke en værdig måde for det offentlige at agere på, de mange ansatte burde hellere arbejde med igangsætning af projekter, der kunne øge fordeling og velstand, f.eks. med kooperativer i de dele af landet, hvor arbejdsløsheden er størst.
Sålænge vi kæmper for at oprette job i stedet for at tilrettelægge arbejdet på så smarte måder, at det kan minimeres, vil vi have problemer.
Hvem var det, der fik det geniale indfald at trække 'Fattige Carina' ind i manegen i anledning af LA-kuglestøderen Joachim B. Olsens udfald mod kontanthjælpsmodtagere, der lever i sus og dus på hæderlige skatteyderes bekostning?
Rigtigt gættet - SF's daværende socialordfører Özlem Cekic.
Simpel dumhed eller nok et eksempel på. at hastværk er lastværk, når parlamentarikere fra 'den moderate venstrefløj' får julelys i øjnene ved udsigten til ministerbiler og andre frynsegoder forbeholdt de folkevalgte?
Det er let at være bagklog. Men det skader nu heller ikke at være en smule forudseende, når man går hen for at sætte sit kryds på stemmesedlen.
Henrik
Spørgsmålet er ikke OM det kan lade sig, gøre men hvordan
Det sociale tipping point er udløst - nu er det modet og viljens kraft der skal hives frem.
Ændringerne sker kun hvis dem der ar andet end deres liv at tabe træder ind på scenen og kræver demokratiske reformer.
Ja det er dilemma fyldt at overveje politik, men hvis vi giver efter vil de uetiske og morals anløbende elementer i vores samfund sætte standarterne og lave de love der legimitere apartheid lignende love.
Frihed og demokrati er det mentale og følelsesmæssige brød vi er opfostret med.
Vi ved alle sammen der kun er os - borgerne til at forsvare og udvikle den demokratiske ide.
Den slags kræver bevægelse.
Hvorfor ikke bare se på virkeligheden uden leverpostej på brillerne, Grethe Preisler: hver kontanthjælpsmodtager har en unik historie og særlige årsager til den håndtering, de udsættes for i systemet.
Økonomer påstår jo, at vi bevæger os mod balance, og det er vel mere end noget sted rigtigt for folk i deres private liv - og det vil falde nogen for brystet, at man vanskelighederne til trods kan skabe rammer, der gør tilværelsen tålelig, hvad en kronisk tilstand selvfølgelig nødvendiggør mere end i så mange andre situationer, man kan være havnet i.
Sålænge forvaltningerne er frataget mange muligheder for en direkte, reel hjælpsom indsats, vil der være sager, der på overfladen kan virke urimelige for de folk, der har meget mindre at gøre godt med.
Men hvis kommunerne ikke havde skilt sig af med deres egen boligmasse, ville hele spørgsmålet om at skaffe kontanthjælpsmodtagere boliger have set helt anderledes ud - og f.eks. ville alle argumenter imod at gøre noget effektivt for at afskaffe hjemløse problemet fordufte som dug for solen.
Michael Pedersen, dog! Er du blevet socialist?
Sider