Klumme

Hvis bare nogen havde spurgt Per Stig Møller ...

Per Stig Møller mener, at han kunne have gjort en større forskel, hvis der var blevet lyttet mere til ham i hans tid som udenrigsminister. Jeg tvivler
7. december 2013

»Jeg er omgivet af idioter!«

Eller det fortalte Per Stig Møller i hvert fald engang en af medarbejderne i Konservatives pressetjeneste, efter at denne måtte præsentere partiets daværende udenrigsordfører for en dårlig nyhed.

Ret skal være ret. Den dårlige nyhed skyldtes, at pressetjenesten havde glemt at dobbelttjekke med Per Stig Møller, om alle grupperne på partiets selvopfundne terrorliste nu også var terrorgrupper. Det var de ikke. Det kom nemlig frem, at Konservatives udenrigsordfører flere gange offentligt havde støttet en af grupperne. Men som medarbejderen mange år senere fortalte mig, var han alligevel overrasket over, at den piberygende Per Stig Møller fandt behov for at understrege sin ærgrelse ved at kyle et stentøjsaskebæger efter ham.

Efter DR2’s første to af tre udsendelser i serien Per Stig Møller – om krig, fred og Muhammedkrise sidder de fleste nok tilbage med indtrykket af, at den tidligere udenrigsminister ikke blot mener, at han gjorde en forskel i 00’erne. Han kunne have gjort en endnu større af slagsen, hvis han i stedet for idioter havde været omgivet af mere modtagelige ører (Anders Fogh Rasmussen lyttede nu altid til Per Stig Møller, når de var på tomandshånd, forsikrer han).

Af samme årsag har Ekstra Bladets side to gjort sig lystig over, at Per Stig Møllers kommende erindringer har arbejdstitlen Perler for svin. Hvis Per Stig Møller tog fejl med hensyn til Saddam Husseins påståede masseødelæggelsesvåben, USA’s behandling af krigsfanger eller CIA’s hemmelige fangeprogrammer, skyldtes det ganske enkelt, at han blev ført bag lyset. Hvilket kan ske for selv den bedste!

Og hvis nogen i 2005 havde spurgt Per Stig Møller, om det var en god idé at tage et møde med de 11 muslimske ambassadører? Så havde svaret været ’ja’, og Danmark havde måske undgået Muhammedkrisen!

Nu læste udenrigsministeren ikke Udenrigsministeriets udkast til svarbrevet til ambassadørerne, som i stedet angiveligt blev dikteret af Anders Fogh Rasmussens daværende udenrigspolitiske rådgiver, Politikens chefredaktør Bo Lidegaard.

Selv om Bo Lidegaard erkender, at »det var en tåbelig og unødvendig fejl« ikke at mødes med ambassadørerne, kritiserer han den daværende udenrigsminister for at løbe fra sit ansvar. Og det samme gør statsministerens daværende særlige rådgiver, eller spindoktor, Michael Ulveman. Da Per Stig Møller afviste at diskutere kritikken med henvisning til, at den ikke er på hans »niveau«, konstaterede Ulveman: »Per Stig Møller har engang fortalt mig, at der kun var to personer i verden, der havde forudset Berlinmurens fald: Gorbatjov (daværende leder for Sovjetunionen) og ham selv.«

Nu handler erindringer selvfølgelig sjældent om, hvad der faktisk skete, men om, hvad vi efterfølgende ønsker, var sket. Det gælder for såvel Per Stig Møller som for hans kritikere. Men uanset hvem der har ret, havde det næppe gjort nogen forskel. Ganske vist snakker Per Stig Møller hele tiden om sine afgørende samtaler med »Kofi«, »Condi« og »Joschka«.

Dog påpeger den tidligere ambassadør i Pakistan, Bent Wigotski, havde yderligtgående kræfter i den muslimske verden allerede grebet Jyllands-Postens Muhammed-tegninger som en kærkommen mulighed for at mobilisere masserne mod både den vestlige verden og deres egne regeringer. Samtidig stod disse regeringer så svagt, at de var nødt til at lade sig rive med.

»Når det brænder på, sidder udenrigsministre ikke med, men uden for døren. Ingen er da interesseret i at høre om deres mere eller mindre forkromede samtaler med deres danske kollega,« skriver Bent Wigotski i Den Korte Avis.

Med andre ord kunne selv Per Stig Møller ikke have ændret historiens gang. Det glemmer ikke blot den tidligere udenrigsminister, men mange danske politikere nogle gange, når de diskuterer udenrigspolitik.

I den seneste udsendelse om Afghanistan-/Irakkrigen kommer Per Stig Møller modstræbende frem til, at Danmark nok har mere brug for USA, end amerikanerne har for os. Det kan man synes om, hvad man vil.

Men sjovt nok er Radikale Venstre, Socialdemokraterne – og senest SF – altid mest kritiske over for for USA, når de ikke selv har regeringsmagten. Det store spørgsmål, som aldrig bliver besvaret, er, om dansk udenrigspolitik i 00’erne ville have set væsentligt anderledes ud, hvis Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Lykketoft ikke havde tabt magten til Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller. Jeg tvivler.

Kim Kristensen er journalist ved Informations Christiansborgredaktion

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Aagaard
  • Espen Bøgh
  • Jens Christoffersen
  • HC Grau Nielsen
  • Tom Paamand
Hans Aagaard, Espen Bøgh, Jens Christoffersen, HC Grau Nielsen og Tom Paamand anbefalede denne artikel

Kommentarer

At Per Stig Møller skulle være ført bag lyset mht. Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben, er noget af en påstand. Snarere optrådte han som et villigt instrument for i første omgang Anders Fogh og i anden omgang for Bush og konsortier.

Havde han haft det format, som han selv tror sig i besiddelse af, havde han fulgt sin samtale partner "Joschka" og sagt til Anders Fogh "I am not convinced" som Joschka Fischer sagde til Rumsfeld.

Lars Jorgensen, Chris Ru Brix, Jens Falkesgaard, Poul Eriksen, Brian Pietersen, Janus Agerbo, Karsten Aaen, Matthias Hansson, erik mørk thomsen, Mihail Larsen, lars abildgaard, Michael Kongstad Nielsen og Søren Bro anbefalede denne kommentar
Matthias Hansson

Per Stig er et intellektuelt fjols
http://paradigmet.blogspot.dk/2012/12/intellektuelle-fjolser.html

Han er havnet i grøften kaldet selvovervurdering. Han blev ydmyget af Fogh, og nu tør han ikke sige ham imod, for Fogh har lakkasket på.

Det samme kan man sige om Politikens chefredaktør, der spinnede for Fogh dengang. Han spinner bare videre med en ny hat på hovedet.

Hvad så Per og Bo? Var det noget med en historietime? ... Bag facaden.
http://paradigmet.blogspot.dk/2013/03/nato-verdens-strste-terrororganisa...

Chris Ru Brix, Peter Larsen, lars abildgaard, Espen Bøgh, Niels Engelsted, Katrine Visby, Brian Pietersen og Janus Agerbo anbefalede denne kommentar

Når nu der er gang i gætterierne om hvorvidt det havde set anderledes ud hvis hvis det havde været Nyrup og Lykketoft der havde siddet ved magten under M-Krisen; Så er mit gæt at begge gladelig havde taget det møde med ambassadørerne !

PS: Uden at der dog var blevet sagt undskyld !

Men en forklaring og udvist respekt for behovet for en sådan.

"C'est magnifique, mais ce n'est pas la guerre." (Pierre Bosquet; Charge of the light brigade)
Der var en af disse her amerikanske neo-cons som på et tidspunkt udtalte, '... vi laver historien og lader andre om at skrive den, ...'. En historie P.S.(post scriptum) Møller sikkert var mere end villig til at deltager i. Om end man lades lidt i tvivl når han lettere selvsikkert i programmet udtaler, 'kan man ikke tænke 20 år ud i fremtiden, skal man ikke blive udenrigsminister'.(af min erindring) Hvilket er jo lidt som at sige, 'undskyld, men det var altså ikke mig der har været udenrigsminister'. Det var noget de andre var.

Michael Kongstad Nielsen

Han kunne også have lyttet til Dominique de Villepin.
Per Stig Møller har givetvis mange gode humanitære hensigter, men han er for svag. Han lod sig vælte omkuld af Anders Fogh, der ikke havde det mindst respekt for ham. Per Stig kunne måske have holdt Danmark ude af Irakkrigen, men det havde jo krævet en holmgang med Anders Fogh, hvor han eventuelt måtte sætte regeringens liv på spil, og det kunne Per Stig slet ikke klare.

Jens Falkesgaard, John Victor Lorck og Peter Ole Kvint anbefalede denne kommentar
Niels Engelsted

Hans onde far stillede ham engang op på en stol, har Per selv fortalt. "Kom min dreng, spring over i mine arme!" Krasj, der lå Per, mens farmand leverede lektien: "Heraf kan du lære, Per, aldrig at stole på nogen!"

Man kan ikke lade være at få ondt af drengen. Det er nok ikke det, man får mest rygrad af.

Lars Jorgensen, Chris Ru Brix og Peter Taitto anbefalede denne kommentar

At Per Stig Møller skulle være ført bag lyset mht. Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben, er noget af en påstand. Snarere optrådte han som et villigt instrument for i første omgang Anders Fogh og i anden omgang for Bush og konsortier.

Helt enig. Ingen person med studenterhue troede paa Saddams saakaldte 'farlige vaaben', som AFR udtrykte det, naar han stod paa Folketingets talerstol og ville undgaa at lyve direkte.

I sensommeren 2003, da Washington officielt havde meddelt at der ikke var masseoedelaeggelsesvaaben i Irak, var fire udenrigsredaktoerer i P1's program Mediehavet - eller hvad det nu hed dengang. Een af dem var fra hervaerende organ. Paa et tidspunkt kommer svesken paa disken og vaerten spoerger til det med vaabnene.

"Jeg har aldrig troet paa det med masseodelaeggelsesvaabnene", siger een af d'herrer redaktorer. "Det har jeg heller ikke", skynder den naeste sig at sige, og de to sidste stemmer hurtigt i. Man skulle jo noedigt tro at deres moedre havde dumme boern.

Vaerten fulgte dog ikke op med det indlysende spoergsmaal om, hvorfor de dog saa havde fyldt forside efter forside med historier om de 'farlige vaaben' og aldrig offentligt udtrykt deres vantro.

Mage til luderkarle...

Programmet forsvandt i oevrigt fra hjemmesiden efter et par dage.

Lars Jorgensen, Kalle Nielsen og Chris Ru Brix anbefalede denne kommentar

Ønsketænkning er en udbredt disciplin. Man ser det, man ønsker at se - og kun dette. I en verden hvor et flertal er registreret som troende på diverse guder, har jeg intet problem med at Per Stig Møller troede på WMD, og alt for blindt handlede derefter. Uanset hvor bagkloge vi andre var, selv med samtidens øjne.

Disse nye udsendelser dokumenterer Møllers behov og evne til at redigere virkeligheden, og viser at han foran sit eget spejl ikke er den sørgelige skikkelse, vi andre ser ham som. Verden bliver besværligere, hvis vi accepterer at også de politisk ledere kan træffe beslutninger ud fra selv meget tåbelige vildfarelser. Vi andre gør det jo osse hele tiden...

00'erne var generelt set en stor enmandsforestilling i dansk politik.

Slet ingen over(end ikke gud), overhovedet ingen ved siden af, og resten langt nede på rangstigen politisk.
Revanchen(eller hævnen) fra tiden hvor tabet af finansministerposten grundet kreativ bogføring sad hårdt på tankerne, nu skulle alle se og lære hvilken dygtig statsmand han var.

Ingen modsigelser, hverken indefra eller udefra i pressen, alt og alle skulle styres meningsmæssigt, demagogisk styret hårdt og præcist.

Per Stig Møllers skiftevis efterrationaliseringer og bagklogskabelige lys, er blot blålys i nutiden, der skal retfærdiggøre fortidens handlinger og udeladelser for det vigtigste var regeringens beståen.

Bo Lidegaard er også ramt fra sin tid, men også rent fra den, og som leder og skribent for Politikens linie, er "anstændigheden" blevet adelmærket for følgagtigheden med et stænk af selvcensur i pænhedens navn overfor enhver siddende regering.

Kamppladsen for diskussion som Thøger skabte i Politiken er forsvundet i et tåget skær af selvforherligelse om "hvad Politiken mener"(i dag, men ikke i morgen), og lysten til at sætte sig selv i scene som kamphane i forbindelse med Snowdens afsløringer ved at præsentere sig som frontkæmper der skal med på forsidebilledet når heltene skal fotograferes er hyklerisk, med det lille bidrag i hverdagen som slaget om vort demokratis bærende søjler kræver og som The Guardian har været eksponent for.
- En ting er at have lyst og skrivekløe, noget andet er at have evnerne!

Stakkels Per Stig der blev lokket ind i en angrebskrig, beløjet af den amerikanske regering, både omkring påståede masseødelæggelsesvåben, trods endda en dansk whistleblower der påstod det modsatte (desværre uden beviser,) og overtrædelse af menneskerettigheder under krig. Manden fremstår som historieløs med rigtige mange dårlige undskyldninger. USA (og specielt Reagan/Bush/Clinton/Bush administrationerne) har aldrig været over kanten hvad angår Geneve-konvetionen, vel? Og selv om man går ind i en lille aggressiv angrebskrig, så har man jo ikke ansvar for konsekvensen af sine handlinger, hvis det så ikke går som man havde tænkt sig, vel?

Krigsforbryderen er latterlig at høre på!

...men jeg værdsætter at han udtaler sig. Problemet for ham er bare at de (krigs)forbrydelser han har medvirket til at blive begået kan ikke affejes, uanset hvad han måtte sige. Faktaene taler for sig selv.

Der forsøges i den grad at italesttes, at vi også vil have en krigsforbryder - en rigtig dansk én, ikke bare sådan nogen sortepietere fra Rwanda og underfrankerede unge til og fra Syrien.
Det er ikke nok kulturberigelse med indiske skjorter i tresserne, våbenglad opposition, sindslidende muslimske konvertitter, der mangler noget ... for at ligesom i Afrika og danse salsa.
Og den nok på tiden mest hensigtsmæssige statsminister Danmark ikke fik skal holde for ?
Det er lidt usmageligt.
OK, så var han 'svag' overfor Anders Fogh måske. jeg vil nu stadig mene at det var Anders Fogh der var for 'stærk'.
At kæme de svages sag er sommetider temmelig subtilt. Den bissende majoritet her bedes vende denne saftige skrå engang til.

jens peter hansen

Dog påpeger den tidligere ambassadør i Pakistan, Bent Wigotski, havde yderligtgående kræfter i den muslimske verden allerede grebet Jyllands-Postens Muhammed-tegninger som en kærkommen mulighed for at mobilisere masserne mod både den vestlige verden og deres egne regeringer. Samtidig stod disse regeringer så svagt, at de var nødt til at lade sig rive med.
Skrives der.

Mon ikke samtlige politiske eksperter her på tråden skulle læse denne passage én gang til.
En stor tak til Kim Kristensen for at bringe lidt rationel ræson ind i forløbet.