Kronik

Blind tro på rationelt marked forværrer Europas krise

Den økonomiske krise i Europa skyldes til dels, at politikerne indretter deres politik på baggrund af forestillingen om, at markedet er rationelt, selv om det reelt er ganske irrationelt tenderende til det skizofrene. Mens markedet oprindelig belønnede barske stramninger, går det nu i panik, fordi stramningerne forudsigeligt fører til svagere vækst
Den økonomiske krise i Europa skyldes til dels, at politikerne indretter deres politik på baggrund af forestillingen om, at markedet er rationelt, selv om det reelt er ganske irrationelt tenderende til det skizofrene. Mens markedet oprindelig belønnede barske stramninger, går det nu i panik, fordi stramningerne forudsigeligt fører til svagere vækst
6. december 2013

Når finansminister Bjarne Corydon efter eget udsagn er bekymret for at begynde det nye år med at låne 50 milliarder kroner for at refinansiere statsgælden, må det give anledning til eftertanke. Hvad skulle problemet været i det? Den danske økonomi er jo i ganske fin form sammenlignet med de fleste andre lande i Europa. Og hvorfor fremhæver finansministeren Finanspagten som det instrument, der skal sikre, at der er styr på økonomien i Europa? Der findes da andre ideer til at skabe vækst og beskæftigelse i Europa. Forklaringen er austerity eller nøjsomhedens tilgang til, hvordan der skal føres økonomiske politik. Tankegangen har domineret på europæisk plan siden begyndelsen af 2010.

Pointen med nøjsomhedspolitikken er, at det offentlige budgetunderskud skal nedbringes trods stor arbejdsløshed i den private sektor. Det betyder reelt, at man forsøger at tage luften ud af finanspolitikkens automatiske stabilisatorer – altså faktorer, der trækker i den modsatte retning af krisen i den private sektor. Det kan f.eks. være udbetaling af arbejdsløshedsunderstøttelse, som vedligeholder efterspørgslen og derved hjælper med til at dæmpe krisens virkninger.

Forsøgene på at reducere et heraf følgende offentligt underskud hænger i nøjsomhedstankegangen tæt sammen med ønsket om at demonstrere evne til at honorere diverse kreditorers forventninger samt skabe goodwill hos dominerende kreditratingbureauer.

Stadig dybere krise

Gør man regnebrættet op i euro-området, må man konstatere, at kampen mod de finanspolitiske stabilisatorer har ført til faldende budgetunderskud. Til gengæld har væksten været faldende siden slutningen af 2010, og arbejdsløsheden er steget fra 10 procent til 12 procent fra 2010 til i dag. Den samlede offentlige gæld i forhold til bruttonationalproduktet har i Euroområdet også bevæget sig i den forkerte retning og er steget fra 80 procent i 2010 til godt 92 procent i dag. Nøjsomhedspolitikken har således brudt sammenhængen mellem stabilitet og vækst i Euroområdet, og det er ganske alvorligt. Det kniber da også med den folkelige opbakning til politikken. Gallup/Debating Europe Poll undersøgte i efteråret, hvordan holdningen til nøjsomhedens politik ser ud blandt borgerne i den Europæiske Union. 51 procent af dem mener, at den ikke fungerer, kun fem procent har den modsatte holdning.

Stramning på stramning

Danmark har i den grad taget nøjsomhedspolitikken til sig, og der er blevet gennemtvunget en række budgetnedskæringer for at formilde obligationsinvestorerne. Daværende finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) påstod i 2011, at Danmark var nødt til at fortsætte konsolideringen. Han understregede, at særligt to ting kunne være farlige for dansk økonomi. Den ene var at hæve skatterne, den anden at øge gældsniveauet. Det ville efter hans opfattelse sende et forkert signal til de internationale finansmarkeder. Et synspunkt, der jævnligt er blevet gentaget af de efterfølgende finans- og økonomiministre – uanset, at de har en anden politisk farve.

Ud fra nøjsomhedslogikken gennemføres reformer af arbejdsløshedsunderstøttelsen og tilbagetrækning på arbejdsmarkedet. Herudover blev de offentlige lønninger fastfrosset for 2011, og der blev kun givet en lille stigning i 2012. Samtidig lægger regeringens 2020-plan begrænsninger på den offentlige sektors vækst, idet den fastsættes til 0,8 procent årligt.

Særligt på EU-plan har nøjsomhedspolitikken bidt sig fast. Den slog hårdt igennem i arbejdet med det græske gældsproblem, og i marts 2012 blev der gennemført et initiativ om at etablere en europæisk gældsbremse. Det indebar en generel finanspolitisk stramning via ændring af Vækst- og Stabilitetspagten, og der blev fastsat årstal for, hvornår lande med de største underskud på det offentlige budget skal opfylde reglen om, at eurolande maksimalt må have et budgetunderskud på tre procent. Samtidig indførte man krav om eftersyn af de enkelte landes strukturelle underskud på det offentlige budget, og der blev etableret en plan for reduktion af den offentlige gæld, så alle lande i løbet af 20 år får presset deres offentlige underskud under 60 procent af deres BNP. Endelig blev der indført et såkaldt europæisk semester, hvorefter de enkelte landes budgetlove sendes til undersøgelse hos Kommissionen i Bruxelles. Danmark har uden tøven tilsluttet sig disse regler.

Det virkelig interessante er, at chefen for Den Europæiske Centralbank, Mario Draghi, i september 2012 annoncerede en ændring i pengepolitikken, hvor Centralbanken tilbyder at købe euroområdets korte obligationer på markedet. Målet er at bringe markedsrenterne ned for lande, der er ramt af spekulationer om, hvorvidt de kunne finde på at forlade euroen. Og renten faldt.

Det interessante her er rækkefølgen. Først strammes de finanspolitiske regler og derefter lettes pengepolitikken, således at det, der er argumentet for nøjsomhedspolitikken reduceres. Den Europæiske Centralbank kunne sagtens tidligere have forhindret den panik, der førte til rentespredningen på de forskellige landes statsobligationer, men afventede åbenbart den yderligere stramning af finanspolitikken.

Vil man lære af historien, sætter episoden euro-landende og Danmark i en ny situation. De finansielle markeder, som politikerne antager opfører sig rationelt, er tydeligvis i stand til at handle ganske irrationelt. Og markedspanikken førte til indførelse af en ekstrem nøjsomhedspolitik i Sydeuropa. Det har dog vist sig at være selvdestruktivt, fordi det har ført til, at arbejdsløsheden og den offentlige gæld er steget.

At kalde markederne for irrationelle, er måske endda for mildt. For de internationale finansielle markeder har vist sig at være direkte skizofrene – mens de oprindeligt belønnede barske stramninger, går de nu i panik, når stramningerne forudsigeligt fører til svagere vækst.

Konklusionen er, at de finansielle markeders panik i alt for høj grad følges af panik hos de politiske beslutningstagere. Og de politiske forsøg på at rette sig efter de finansielle markeder har fået meget store økonomiske og sociale omkostninger for hele Europa. Siden 2008 har der været en eksplosiv vækst i arbejdsløsheden i mange europæiske lande – ikke mindst i ungdomsarbejdsløsheden.

Europæisk økonomi er således dobbelt ramt. På den ene side af den ekstreme nøjsomhedspolitik i Sydeuropa, på den anden side af manglende efterspørgselsstimulering i de nordeuropæiske lande.

Det er dog ganske tankevækkende, at IMF i sine nyeste analyser er blevet opmærksom på, at effekten af aktiv finanspolitik er blevet stærkt undervurderet. Bemærkelsesværdigt et det også, at de danske økonomiske vismænd i deres seneste rapport fra september anbefaler en finanspolitisk lempelse.

I dansk sammenhæng er der rigelig plads til at træde ud af nøjsomhedspolitikkens skygge og føre en mere aktiv finanspolitik – og den kan sagtens være mere lempelig end det, den netop vedtagne finanslov lægger op til. Det samme gælder for andre større europæiske lande. Men det forudsætter, at finans- og økonomiministre opgiver frygten for de uforudsigelige finansmarkeder og samler sig om en koordineret, aktiv europæisk finanspolitik. Og at vi holder op med at diskutere finanspolitik, som om det var et rent nationalt anliggende, der især handler om, hvorvidt Enhedslisten kan sikre, at ældre kommer i bad.

Mogens Ove Madsen er lektor i økonomi ved Aalborg Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
  • Flemming Scheel Andersen
  • Lars Dahl
  • Vivi Rindom
  • Henrik Klausen
  • Espen Bøgh
  • Lars Hansen
  • Ole Henriksen
  • Søren Rehhoff
  • Rasmus Knus
  • Jens Hvolbæk
Steffen Gliese, Flemming Scheel Andersen, Lars Dahl, Vivi Rindom, Henrik Klausen, Espen Bøgh, Lars Hansen, Ole Henriksen, Søren Rehhoff, Rasmus Knus og Jens Hvolbæk anbefalede denne artikel

Kommentarer

Overskriften er ikke særlig informativ for kronikkens indhold. Den er tilsyneladende hentet ud fra et enkelt afsnit der en passant kommenterer de finansielle markeder, men hovedindholdet i kronikken er jo noget andet: En mere konkret diskussion om det hensigtsmæssige i den finanspolitik der føres i Europa i de seneste år.

Så det havde vel været en bedre vejledning til indholdet hvis overskriften havde spurgt om finanspolitikken i Europa er rationel?

Problemet er, synes jeg, at man kører Top-Down økonomi overalt frem for Buttom Up økonomi. ECB bank og FED pumper penge ind i toppen af systemet - dvs. finansverdenen , banker og stater, for at spekulations-systemerne kan arbejde med kapitalen. De rige blive rigere og de fattige bliver fattigere. Fænomenet ses på Wall Street hvor aktierne er steget 20% i år - imens byer rundt om i USA erklæres konkurs. Renten falder og spekulationen stiger - med uholdbare høje og kunstige kurser. Boliglån falder i rente pga. alt for stor udpumpning af spekulations penge - og der tales om begyndende boligbobler igen.

Jeg tror at modellen som tager hensyn til det enkelte menneske og den måde vi gerne vil (nogen af os) se og måle vores lands succes - nemlig hvorledes vi håndterer de svageste i samfundet.
Pumpede man istedet for midler ind i at få rejst de svageste ville de skabe større daglig forbrug - og mere naturlig forbrug af nærliggende produkter (Skulle så styres med øko-moms etc.), dvs nærliggende produktion af kvalitets fødevarer - herunder økologiske.
Den voksende økonomi hos de svageste i samfundet, ville så presse velfærden og væksten op i lagene over. Det er bare lige det omvendte som socialdemokraterne vælger at gøre pt.

Et stærkt rodnet - giver et stærkt træ. Et svagt rodnet med en volumentiøs trætop - vælter i stormvejr.

En kvinde sagde i en amerikansk dokumentar, at hun synes det var bedre at hun fik lav løn - og burgerkæde ejeren tjente mer - da han var bedre til at skabe virksomheder og vækst - end hun var. ja det er den amerikanske model.
Men jeg tror det kan forsvares omvendt. Bedre økonomi til den enlige mor - ville give en bedre vækst for hendes børn, og sandsynligvis deraf bedre skolegang og uddannelse - og derved mulighed for en potentiel bedre iværksætter i næste led.

På den lange bane er det bedre at forkæle de svageste - for de stærke skal nok klare sig selv.

randi christiansen, Poul Eriksen, Flemming Scheel Andersen, Lars Dahl, Sten Christensen, Anne Eriksen, Thorbjørn Thiesen, Vivi Rindom, Henrik Klausen, Brian Pietersen, Per Torbensen, Ervin Lazar, Søren List, Søren Peter Langkjær Bojsen, uffe hellum, Michael Madsen, Lise Lotte Rahbek, Sascha Olinsson, Helene Nørgaard Knudsen og Janus Agerbo anbefalede denne kommentar

Ja, markedet er irrationelt - og det i hele sin forståelse af værdi. Der er en brugsværdi, som reelt er det eneste, man har at regne med. Bytteværdi fører kun til en unødvendig, sekundær produktion, som misbruger ressourcerne. Ligeså produkter, der er ringere, end de behøvede at være. Omsætning skaber ingen værdi, og den er dårlig til at allokere værdierne til dem, der har brug for dem.

@ Niels-Holger Nielsen:
Jeg synes det er en fornuftig artikkel hvor afsenderen argumenter godt ud fra hvad de fleste kritiske tænkende mennesker vil betragte som fundementale sandheder. Bare fordi man er økonom er det jo ikke ensbetydende med at man løber rundt med et stempel i panden hvorpå der står "idiot" (dog er det tilfældet for nogle af de mest indflydelsesrige meningsdannere i main stream medierne på området, tag f. eks. Karsten Koch, Mads Lundby Hansen eller Allan Greenspan.)

Flemming Scheel Andersen, Lars Dahl, Dan Johannesson, Anne Eriksen, Thorbjørn Thiesen, Henrik Klausen, Niels Engelsted og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
John Rohde Jensen

Et søm mere til ligkisten for den nyværende generation af politikere. De er visionsløse hanskedukker, der blindt følger diktaterne fra det almægtige marked. En regulær teknokrat regering vil uden tvivl være mere visionær en det vi ser nu.

Siden 70érne er der givet en lang række nobelpriser til folk der har påvist at markedet ikke er, hverken rationelt eller effektivt. Ironisk nok er der i samme periode opstået en blind tro på det magiske, frie marked som altings løsning.

Det der foregår er helt parallelt med middelalderlige lægers forsøg på helbredelse ved åreladning. Begge dele gør blot patienten svagere. Man må tage sig til hovedet over den slags kvaksalveri ...

Flemming Scheel Andersen, Dan Johannesson, Anne Eriksen, Thorbjørn Thiesen, Bill Atkins, Per Torbensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Efter hvad jeg har hørt døde Inkaerne og den slags, fordi de bredte sig for meget.
Men vores politikere har jo også voldtaget sammenhængskraften.
- eller bare koncentreret den.

Overskriften burde have været "Blind tro på storbankerne og de finansielle institutioner". De opfører sig skam rationelt nok ifølge deres egen specielle logik.

Brian Pietersen, Michael Madsen og Niels-Holger Nielsen anbefalede denne kommentar

Hvor svært kan det være?

Landet kan øge sin økonomi på 2 paralle måder, dels ved sin eksport og dels ved at øge den indenlandske efterspørgsel.
Men uanset at statsministeren, finansministeren og økonoministeren sammen med Cepos tydeligt kan se, at opsvinget er lige om hjørnet, ligger dette hjørne dog en del år frem i tiden.

Men så kan man jo øge den indenlandske efterspørgsel i mellemtiden, og her skal man ikke være blind for, at de dynamiske effekter vil trække en større samfundsgruppe med op.

Hvis man giver en arbejdsløs 100 DKK, vil han forbruge pengene, og herved går de 25% moms ogevt. afgifter direkte tilbage til statskassen.

Men resten af pengene gavner købmanden, snedkeren og alle de andre erhverv, der ligeledes vil forbruge pengene til produkter, serviceydelser samt forbunden moms og afgifter. Og herved kommer igen mindst 25% tilbage til statskassen.

Og sådan vil pengene medføre positiv vækst for hvert omløb, de tager. Til gengæld bliver denne effekt også gradvis mindre, for nogle ef pengene bruges på udenlandske rejser og pensionsopsparinger. Men anslået vil 72-84% af de 100 DKK være tilbage i statskassen indenfor 1 år.

Og helt det samme vil alt-andet-lige ske, hvis staten investerer i nødvendig infrastruktur. Herved opnår staten et varigt aktiv, hvis værdi staten helt uden problemer og risiko vil kunne belåne. Og samtidig øger man den indenlandske efterspørgsel, så flere kan komme i arbejde.

Flemming Scheel Andersen og Henrik Klausen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Den tilbageholdende finanspolitik i EU og eurozonen skyldes jo, at staterne har måttet rydde op efter krisen i den private sektor, der startede som bankkrise, staterne måtte redde bankerne og stimulere store industrisektorer. Dertil kom de sydeuropæiske staters mangel på budgetdisciplin, der var ved at føre til bankerot, og så glemmer kronikøren lige, at eurolandene bestemt har brugt stabiliseringsinstrumentet, man har endda opkaldt to mekanismer efter det: "esm" og "efsf"
http://www.eu-oplysningen.dk/emner/styring/permanentemekanisme/
-de europæiske stabilitetsmekanismer-

Så de europæiske stater bruger skam mange penge på at stabilisere, modsat hvad kronikøren skriver, men der er god grund til ikke at glemme, at vi stadig opererer på krisebaggrund, og vi er ikke ude af den. I stedet for at foreslå yderligere statslig udpumpning af penge, ville jeg foreslå yderligere statslig opkrævning af skat blandt de rige.

Niels-Holger Nielsen

Rune B.C.

Kronikken er småmoralsk og bedrevidende, altså idealistisk (i filosofisk forstand). Claus Jensen udtrykker klart og koncist kernen i min kritik. Kapitalen er altid rationel ud fra sin egen forskruede klasselogik. Akkumulation og profitmaksimering. Som Karl Marx udtrykker det: "Akkumulation, akkumulation, det er Moses og profeterne".
Kritik af kapitalen er alt for ofte idealistisk, idet den forestiller sig at denne skal ophøre med at agere kapitalistisk. Det ender som regel i det rene vrøvl.

Niels-Holger Nielsen

Ih, hvor ville vi alle ønske, at kapitalen ikke var så kapitalistisk:-):-):-)

randi christiansen, Per Torbensen, Philip B. Johnsen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Jens Mose Pedersen

Der er ikke noget galt med en nøjsomhedspolitik! Det er en simpel økologisk nødvendighed.
Det der er galt med den nuværende politik er at vi ikke fordeler den velstand som findes. Værdierne koncentreres hos et lille oligarki af finansfolk og banker. Verden er begrænset. Vi må dele det der er.
Enhver socialdemokratisk tro på at den lille mand vil få det bedre, hvis der bare er nok smuler fra de riges bord, er dømt til at fejle i en økologisk begrænset verden.

randi christiansen, Anne Eriksen, Brian Pietersen, Per Torbensen, Steffen Gliese og Niels-Holger Nielsen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Trist..

Det første jeg bemærker er, at det er løsning nok, at finde dækslet og nøglen, få benzin standen startet, så mangler vi kun at fylde på, så køre vi igen. Suk.

Var svaret så simpelt, var økonomerne selv kommet med det.
Der er intet galt ved forsøget, hvis det er et forsøg.

Rating bureauerne er en klods om benet på almindelig sund fornuft, de forudså ikke den forrige krise og dens årsager, den nuværende krise og dens årsager, og da de ratede Amerika nedad forrige år fik de på huden politisk i Amerika af selve præsident Obama, der belærte dem med ordene; "USA vil altid være en AAA økonomi"!(eller lignende)

Det er både et bedrag og et selvbedrag at have tillid til disse; "sælgere af sand i Sahara", der intet tilfører af viden eller indsigt om økonomi i de enkelte lande, og lader sig intimidere af USA's politiske top så let som vi har set det, at de ikke tør nedjustere USA atter eg gang.

I dag ser vi, og har gjort gennem længere tid, at ideologi har større indflydelse på den økonomiske politik end nogensinde tidligere, og modellerne("DREAM") der anvendes ikke leverer resultater hverken på den korte eller lange bane.

De samme økonomer der hyldede den økonomiske politik i 00'erne med stigende huspriser, i en fart der kunne overhale selv rumfærgen i hastighed, nu igen giver gode råd i vore offentlige medier, TV osv., om hvordan danskerne skal opføre sig, eller opfører sig "ufornuftigt" ved at holde igen med forbruget, - det de selvsamme økonomer fra de finansielle institutioner m.m. ikke selv gjorde, virker komplet latterligt og utroværdigt.

Hvordan tror man det kan lade sig gøre at lede et land økonomisk ud fra ideologi alene, hvilket jo også er lige netop det vi har set var en væsentlig årsag til sammenbruddet i Rusland.

De er også sørgeligt at måtte konstatere den beskårede økonomiske viden om og fra fortiden store økonomer ikke længere er en del af pensum på vore universiteter, så der bliver en bredere og dybere forståelse af økonomi og dens sammenhæng med samfundet.

Det nytter lige så lidt med ideologi i økonomi, som politikere uden anden kvalitet end deres retoriske evner for det polemiske om emnet, og slet ingen uddannelse eller arbejdserfaring, når et land skal styres?
Det hel samme gælder også når talen er om universitetsuddannelse, uden reel arbejdserfaring udenfor et kontor, eller et politisk sekretariat efter overstået uddannelse.

Nøjsomhedspolitikken for især GRIIS landene er en følge af netop mangelen på nøjsomhed de foregående år, - eller rettere erkendelsen, viljen, lysten og forståelsen af nødvendigheden for en ordentlig økonomisk sammenhængende politik.

Grækenland og især Irland står som "lysende" eksempler herpå, - den politiske ideologi og magtsøgen lod politiske løfter flyve frit som en anden "Ikaros" under solen.

Resultatet kender vi alt for godt, - nu skal resten af EU's befolkning betale regningen som udstedes i arbejdsveksler, så disse lande kan få kontanthjælp som tak for deres politiske bedrag overfor vælgerne i såvel deres eget land, - men så sandelig også de betalende lande i EU og deres arbejdere.

Politisk ideologi med løfter og polemisk tale giver ikke automatisk en sund økonomi, og det ved mange fra deres egen dagligdag, og som de selvamme politikere gerne vil fortælle dem med bl.a. ordene; Sætte tæring efter næring"!

Hvorfor skulle andre europæiske arbejdere have udstedt ekstra arbejdsveksler fra kontorerne i IMF, ECB til disse GRIIS landes "skødesløse" politikeres løfter alene for den politiske magts skyld, - det er disse arbejdere der får denne ekstra nedgang i velstand jo ikke skyld i.

Denne økonomiske uforstand gør ikke EU eller EUROen mere stabil økonomisk, men fattiggør i stedet EU samlet under et.

De eneste der ikke får ufordel af krisen er disse administratorer i kontorerne i EU og IMF og ECB, - tværtimod(!) føler de sig berettiget til lønforhøjelse i stedet, og det trods den viden om græsk økonomis elendighed stod dem klart allerede ved optagelsen af Grækenland i EUROen.

Carsten Svendsen, Thorbjørn Thiesen og Helene Nørgaard Knudsen anbefalede denne kommentar

Måske der alligevel er revner og sprækker i den blinde tillid til de 4 personer på billedet. Noget som begynder at røre sig i baglandet, og hvor fol med erfaring med "jord under neglene" begynder at få øjnene op.
Her er to eksempler fra den "underlødige" del af pressen, men med budskaber der måske er havnet under radaren på Information?
http://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/article2165195.ece
http://www.bt.dk/politik/politisk-kommentator-thornings-fatale-fejltagelse

Hvad enten markedet er rationelt, irrationelt eller helt skizofrent, så er nøjsomhedspolitikken ganske rigtigt et fantastisk princip, når det gælder ansvarsfraskrivelse hos de politiske beslutningstagere. Økonomisk nødvendighed er en magisk sætning. Jeg kan således (ganske banalt, men tit i samme ånd) overføre dette til mit eget husholdningsbudget, og spare tandbørste og tandpasta bort. Ja, enhver med økonomisk sans kan se, at jeg sandelig konsoliderer mit budget med op til flere hundrede kroner på årsbasis.

Det står efterhånden klart at påstanden om at vi befinder os i en økonomisk krise, gældskrise mv, i bedste fald, er en form for afledning og/eller ansvarsflugt

Vi befinder os derimod i en politisk krise, en demokratisk krise - og den forekommer konstant.
Vores politikere er ikke i nærheden af det niveau af indsigt og kontrol som de foregiver og som kompleksiteten og potensen af moderne menneskelig civilisation kræver.
Hele systemet er gearet til at pleje kortsigtede kommercielle interesser. Hvilket svarer til pisse i bukserne for at holde varmen - en strategi der altid ender galt.

Flemming Scheel Andersen og Dan Johannesson anbefalede denne kommentar

Erik Granberg
Godt eksempel - på hvad der kan ske på længere sigt, mht. til en evt. dyr rodbehandling, som et billede på hvad det på længere sigt kommer til at koste at tabe en stor portion mennesker, især de unge, på gulvet.

Det er jo egentlig ganske simpelt: hvis der er mangel på noget, må jobbene opstå, hvis der ikke er mangel på noget, må det, der åbenbart er rigeligt af, fordeles til dem, der efterspørger det - også selvom deres arbejdskraft ikke for tiden behøves.

Man må ikke forledes til at tro austerity har noget at gøre med enkelte lande, eller enkelte politikere. Irland og Grækenland forårsagede ikke den globale økonomiske krise, og de holder den heller ikke i gang nu på sjette år. Ligeledes følger ikke kun Danmarks men alle involverede landes politikere, i såvel som uden for EU, buddet om austerity, i hvert fald så snart de sidder med den reelle magt.

Artiklen formulerer problemstillingen som politikernes "blinde tro"; man kommer nok sagens kerne nærmere, hvis man i stedet formulerede den som politikernes (og i høj grad mediernes) ubetingede lydighed.

Det er, som udtrykt af N-HN 18:24, noget visse-vasse at køre ud ad sidesporet om politikernes tro på det rationelle marked. Det er de færreste politikere, der kan formulere trossætningen om det rationelle marked som summen af rationelle aktører endsige læse markedet selv. Alt det foregår andre steder, og det er signalerne fra disse steder, der dikterer politiken i den ene form en politiker forstår: Magt.

Anne Eriksen, Bill Atkins, Niels-Holger Nielsen, Henrik Klausen, Chris R. B. og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Grækerne lånte penge af tyskerne for at kunne købe tyskernes biler. Grækerne tjente ikke penge nok til kunne betale det lånte tilbage med renters rente.
Det interessante her er tyskernes fremstilling af biler. Man leger, at det er "Der bor en bager", der er tale om, hvor der kæmpes om at komme til at købe bilerne blandt købestærke aktører; men sandheden er, at der er biler nok, og kun ved at låne kunden pengene, som Ikano Finans låner H&M eller Ikea kunden penge til tøj og indbo, kan BMW, Audi og VW sælge biler til grækerne.
Som systemet er, kommer så BMW, Audi og VW til at mangle pengene til at betale for det, de gerne vil anskaffe; men der er stadig ikke tale om, at de efterspørger noget, de kæmper med andre om at få. Penge som økonomisk infrastruktur er brudt sammen.

Lars Dahl, Jens Thaarup Nyberg og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

Peter, hvordan hænger bilimport mon sammen med at der en arbejdsløshed på næsten 30% og mon det er dem der har købt biler der er arbejdsløse?

Fordi, Bill Atkins, det økonomiske system er irrationelt og baserer sig på abstrakte udvekslinger af varer efter en byttelogik frem for at basere sig på efterkommelse af folks behov og det faktisk til rådighed stående produktionsapparat.
Om der er 30, 60 eller 90% arbejdsløse rager mig langsomt, hvis deres arbejdskraft ikke er nødvendig for at fremstille det, der efterspørges. Så skal de bare kompenseres, så de kan bruge tiden på anden vis.

Tak Peter, jeg er ved at forsøge at forstå antisocialistisk debatteknik og jeg har nu til min liste føjet:

Markedet finder selv frem til de der lider nød
Penge er et spørgsmål om trykkekapacitet

Tværtimod, Bill Atkins, er dette socialisme. Markedet finder ikke frem til en skid, men produktionsapparatet er tilstrækkeligt til i mere end rigelig mængde at fremstille det, folk efterspørger, også med en stadig mindre brug af arbejdskraft.
Hvordan forestiller du dig det? At folk unødvendigt skal rende rundt med en skovl for hyggens skyld, når de i stedet kunne foretage sig ting, der berigede dem selv, deres familie og samfundet på et andet plan end det rent materielle?
Allerede i dag er der jo intet forhold mellem pengemængden og varernes værdi - det kan der jo ikke være, når varernes værdi fastsættes på et frit marked med løbende justeringer.

Thorbjørn Thiesen

Her er lige en bemærkning om mainstream økonomerne i deres helhed og deres tankegang i særdeleshed:
One expres­sion of this frus­tra­tion came from Dean Baker, the promi­nent US com­men­ta­tor who, after rail­ing against the “deficit hawks” and call­ing them flat-earthers, said “By all rights, these folks should be laughed out of town. They should be retrained for a job more suited to their skill set – prefer­ably some­thing that doesn’t involve num­bers, or people.” - See more at: http://www.debtdeflation.com/blogs/2013/12/07/sack-the-economists/#sthas...

Philip B. Johnsen

Ikke glemme, at dem der sidder bagved skranken i banken, udgiver sig for, at være professionelle.

Nu taler vi jo også, som om det er et gammelt system, den er gal med. I den nuværende form er det ikke mere end 30 år, vi taler om. Det kan stadig blive lavet om. Det dummeste er at fremture i sine fejl, og det ser desværre ud til at være den taktik, politikerne nu som før anlægger: hellere benægte fakta end at indrømme en fejl. Det er noget, små børn ellers gør, ikke ansvarlige voksne.

Søren Jørgensen

@Michael Pedersen

Nu kan jeg ikke svare på Peter Hansens vejene, men personligt tror jeg ikke at det er selve markedet der problemet. Problemet er DETTE marked, og dets ESOTERISK intentioner. Vi har overladt reguleringen, kontrollen og struktureringen af markedet til den rige 1%. Det kan ikke komme som den store overraskelse, at det også er den 1%, der bliver rigere og rigere.

Istedet kunne vi konstruere et system med en ESOTERISK dagsorden, under demokratisk kontrol.

Jeg mener desuden at vi har markeder, som overhovedet ikke burde fungere som private markeder som f.eks. energi, fødevare, sundhed, uddannelse, fælles infrastruktur.

Jesper Wendt, Michael Madsen, Lars Dahl og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Det er sådan set i de baner, Søren Jørgensen, man bør tænke. Men først og fremmest må man også indse, at man i stedet for at ophobe alle mulige oplysninger om borgere i verden, så burde man hellere benytte sig af mulighederne til at få styr på ressourcerne, f.eks. alt det, der er bundet i eksisterende lagre, men også allerede fremstillede varer, så man kan danne sig en idé om muligheden for genbrug.
Jeg har desværre ikke tid til at gå ind i denne uhyre interessante diskussion i dag - men man skal også lige huske på, at ting bliver ufatteligt meget dyrere af at blive prissat, end hvis de blot bliver fremstillet og forbrug. Når alle dele af en proces omregnes til kroner og ører (eller $ og €), bliver rigtig meget, der er en god investering, til en på papiret dårlig forretning.

Peter 08:58 "Markedet finder ikke frem til en skid" siger du ...

...nej og hvordan får Europas mange sultne så mad. Røde kors deler mere fødevarehjælp ud i Europa end i Afrika. Det er vel ikke sådan du mener maden og de livsnødvendighederne skal sikre for de 50 mio. der befinder sig et godt stykke under 60% af meridian indkomsten. Kom venligst medet hel konkret eksempel hvordan du vil sikre Bolig, Fødevare og varme.

@ Philip B. Johnsen
08. december, 2013 - 09:12 #

"Ikke glemme, at dem der sidder bagved skranken i banken,
udgiver sig for, at være professionelle."

- ikke mere, når jeg fornyer mit boliglån,
skriver jeg også under på, at de ikke er det.!!

Jens Thaarup Nyberg

Peter Hansen:
07. december, 2013 - 14:53
"Som systemet er, kommer så BMW, Audi og VW til at mangle pengene til at betale for det, de gerne vil anskaffe; men der er stadig ikke tale om, at de efterspørger noget, de kæmper med andre om at få. Penge som økonomisk infrastruktur er brudt sammen."

Det er tvivlsomt, at de ikke kæmper med andre, forsåvidt de skal holde omkostningerne nede ( maximere profitten ).

Jens Thaarup Nyberg

Peter Hansen
08. december, 2013 - 08:58 #

"Allerede i dag er der jo intet forhold mellem pengemængden og varernes værdi - det kan der jo ikke være, når varernes værdi fastsættes på et frit marked med løbende justeringer."
Justeringer, såsom crashdown ´08 ?

Bill Atkins, jeg påpeger det urimelige i den almindelige fremstilling: at det flinke erhvervsliv kommer og tilbyder os de varer, vi brænder efter at få. For det første kan vi ikke brænde efter at få noget, vi ikke ved eksisterer, for det andet drukner langt de fleste varer i mængden af i forvejen tilbudte varer i samme eller andre kategorier. Der er altså udbud før efterspørgsel.
Og når det forholder sig således, er det også rimeligt at tillempe udbuddet til den reelle efterspørgsel frem for den narkotiske, markedet sætter i folk som erstatning for mere genuine menneskelige behov.
Der var engang, hvor sammenhængen mellem arbejde og behovsopfyldelse var logisk; men det er ikke længere tilfældet, og hvis man ser på det samfund, vi har - og mange andre - har fået, så går det ud på at skabe komplet unødvendige højt betalte job for at kunne opsluge så store dele af produkterne på markedet som muligt.
Læg dertil, at langt de fleste mennesker går på arbejde og påtager sig almindelige, nyttige funktioner, selvom mange af dem givetvis ville kunne give sig til at konkurrere om bedre positioner i samfundet, mere købekraft, først og fremmest. Det gør de dog ikke, de er i det store hele tilfredse med, hvad de gør og hvad de får. Der er med andre ord ikke i forhold til den almindelige produktion noget problem i at lægge distributionssystemerne om, så folk i højere grad kan få eller få stillet til rådighed hvad de efterspørger. De bør også have større indflydelse på deres arbejdsplads, herunder vilkårene for arbejdet, så dette løbende kan blive mindre besværligt og farligt.
I bund og grund forekommer det mig, at misforståelsen med udbud og efterspørgsel er første årsag til, at der snarere fremstilles varer for at gøre nogen rige, end for at efterkomme almene behov på bedste vis.

Ja, Jens Thaarup Nyberg, men også mere banalt som stigende fødevarepriser, selvom sandheden om fødevaresituationen er, at det sjældent har set bedre ud med forsyningen.

Jens Thaarup Nyberg

Peter Hansen
08. december, 2013 - 14:40 #
"... først og fremmest må man også indse, at man i stedet for at ophobe alle mulige oplysninger om borgere i verden, så burde man hellere benytte sig af mulighederne til at få styr på ressourcerne, f.eks. alt det, der er bundet i eksisterende lagre, men også allerede fremstillede varer, så man kan danne sig en idé om muligheden for genbrug.
Jeg har desværre ikke tid til at gå ind i denne uhyre interessante diskussion i dag - men man skal også lige huske på, at ting bliver ufatteligt meget dyrere af at blive prissat, end hvis de blot bliver fremstillet og forbrug. ..."

Er du Sørøver ? :-)

:-)
Nej, Jens Thaarup Nyberg, dog ikke. Hvad jeg bare vil pege på er, at det er det faktum, at der nogle steder dels hersker et andet prisniveau, dels hersker en despekt for arbejde, som vore fagforeningskampe heldigvis har ændret på, og at det er den eneste måde, varer i det nuværende system kan blive solgt i vores del af verden til en pris, der kan betales. Hvis alles indsats blev betalt efter fortjeneste, ville de færreste have råd til de færreste produkter.
Derfor er man nødt til at finde på en rationel form for varebytte fremfor denne karikatur.

Jens Thaarup Nyberg

Peter Hansen:
"... også mere banalt som stigende fødevarepriser, selvom sandheden om fødevaresituationen er, at det sjældent har set bedre ud med forsyningen."

Ja, du peger da mod noget besynderligt; lokalt er landbruget flerfold belånt, og belåner fortsat, såvidt jeg husker.

Marked og markied. Kapitalisme og kapitalisme. Men først:
@ John Rohde Jensen: 06. december, 2013 - 13:20 "Et søm mere til ligkisten for den nyværende generation af politikere. De er visionsløse hanskedukker, der blindt følger diktaterne fra det almægtige marked."
'Det almægtige marked' er et begrev, og et begreb et ikke noget, der af sig selv 'kan diktere'. Diktere er noget mennesker gør, så det er et kulturøkonomisk fænomen med tragiske sociale konsekvenser.
Jeg er nødt til også her, at anbefale Stephan Schulmeister analyse af disse ting: Han kalder neoliberalismen for 'markedsreligiøsitet' og er på linje med f.eks. Wilhjelm i sin "EU-Fiskalpakt: Stranguliering von Wirtschaft und Socialstaat."
I "New Deal für Europa" kommer han med bud på, hvad vi kan gøre, og en øjenåbner for mig, var hans konsekvente skelnen mellem real- og finanskapital. Realkapital henviser til produktion af ting og sager, og om handel. Finanskapital henviser til 'penge avler penge', hvad de jo ikke gør, altså til spekulation i arbejdsfri gevinster.
Med en sådan tematik på bordet - ville f.eks. EL med henvisning til 'at det skal kunne betale sig at arbejde' (som jo er et liberalt slagord, der kan være svært at få has på) gå til angreb på arbejdsfri gevinster. Og vi er også tilbage ved Wilhjelms påpegninger i sin pamflet om 'Krisen' hvor det bliver klart, at der er masser af arbejdsopgaver, som i dag ikke bliver løst, mens arbejdsduelige sidder lukket inde på deres adresser, og på tv ser bankerne modtage millardlån til mere spekulation.
Svært vil det blive, men der er ingen anden vej end at forsøge at sætte disse forhold i tale.
(Både Wilhjelm og Schulmeister er inde på, at en yderligere vanskelighed er, at næsten alle virksomheder også søger at tjene penge via spekulation, så de er neoliberalismens gidsler.)
Men altså. Jeg opfordrer til, at vi i debatterne begynder at skelne mellem real- og finanskapitalisme. For det er sidstnævnte, der pt. truer socialstaten - OG virksomhederne - især de små og middelstore.
Link til Schulmeister for engelsk- og tysklæsende: http://stephan.schulmeister.wifo.ac.at/index.php?id=3

Jens Thaarup Nyberg, randi christiansen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Den anden helt store misforståelse i økonomisk tænkning, altså vækstparadigmet, er, at det påpeges, at vi befinder os i en mangelsituation, fordi alting ikke kan opfyldes af uendelige ressourcer. Men det behøver det da heller ikke, det er nok, hvis der er tilstrækkeligt med ressourcer til at opfylde det. Og det er, hvad vi på markedet i dag kan se, at der er. Jeg hører heller ikke om kinesere, der står på markedet og slås om grisehovederne for at få mad i munden.
Jeg hører om ét land, hvor der for alvor er tale om et subsistensproblem, nemlig Nordkorea, hvor den paranoide fantasi i magthaverne forhindrer dem i at leve op til ansvaret for deres befolknings ve og vel. - Det kan man sige også gælder mange andre lande; men i disse har man i det mindste stillet folk i en fri position, så de selv kan agere, om det så er på et illegalt marked. I Nordkorea lyser staten ikke de problemer, den har påtaget sig ansvar for, og det er nok det mest umoralske, man kan tænke sig.

Det næste valg til EU-parlamentet bliver iøvrigt af uhørt større vigtighed, end folk måske gør sig det klart. Parlamentets sammensætning vil afgøre, hvem der bliver den næste kommissionsformand. Så der skal bankes røde stemmer sammen, så der kan sættes en ny og solidarisk kurs.

Michael Kongstad Nielsen

Kommissionsformanden har ikke stor betydning, vil jeg mene, det er mest en kransekagefigur. Det er stadig Rådet, der er alfa og omega i EU, og her tæller selvfølgelig Merkel som egentlig "præsident", sekunderet af løjtnanten Hollande, foruden et slæng af rygklappere, samt den uvelkomne, men tålte, Cameron.

Michael Kongstad Nielsen, det er stadig alene Kommissionen, der fremsætter forslag, den er nærmest at ligne med en regering.

Michael Kongstad Nielsen

Peter Hansen - kommissionen fremsætter ikke alvorlige forslag, der ikke på forhånd er afstemt med Rådet (læs Merkel).

Michael Kongstad Nielsen

Peter Hansen - ja, de officielle procedureregler lyder som du siger, men i praksis er kommissionen ikke "politikudvikler", og gud ske lov for det. Det ville jo være ren teknokratvælde, det er slemt nok udenfor kommissionen. Nej, i virkeligheden gør kommissionen intet, som ikke på forhånd er politisk udviklet af Rådet, og Parlamentet kan heller ikke politikudvikle, de kan kun stoppe og godkende og sådan nogle passive ting.

Nej, det ville det da ikke, Michael Kongstad Nielsen, eftersom kommissionen er sammensat af tidligere parlamentarikere fra medlemslandene, ikke embedsmænd.
Der er jo ingen, der siger, at en regering skal udpeges af folkevalgte medlemmer iøvrigt, kun at parlamentet vedtager lovene, og at regeringen ikke må få et flertal imod sig i kabinetsspørgsmål.

Sider