Kommentar

Danmark udvander EU’s finansmarkedsregulering

Netop nu forhandler EU-landene et nyt direktiv om regulering af finanssektoren. Den danske regering kæmper bravt for at give spekulanterne så lange tøjler som muligt. Resultatet bliver prisudsving på basale fødevarer, som skubber fattige verden over ud i sult
Debat
16. december 2013

Det er efterhånden en etableret sandhed, at en løssluppen finansiel sektor sparkede verden ud i dyb krise, og i krisens kølvand er regulering af finansmarkederne blevet et mainstream-mantra for politikere. Det danske regeringsgrundlag slår fast, at der skal presses på for stærkere og klogere international regulering af finanssektoren.

Mens der ikke er slinger i valsen i forhold til de politiske udmeldinger, er der dømt ren slingrekurs i praksis. Danmark har nemlig sluttet sig til det dårlige selskab i EU, som forsøger at sætte målsætningerne for regulering så lavt, at der i høj grad fortsat vil være frit spil på finansmarkederne.

Ved det seneste årsmøde i Finansrådet sammenlignede erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen regulering af finanssektoren med lysregulering af trafikken: Den sænker farten og mindsker dermed risikoen for alvorlige skader, lød det. Med udtalelsen fulgte en forsikring om, at regulering er kommet for at blive.

I disse uger forhandler ministeren om en større EU-lovpakke, MiFID-direktivet, til regulering af selvsamme finanssektor. Her er det ikke ligefrem rødt lys, Danmark kæmper for, men snarere gult og grønt.

Når det kommer til den del af lovgivningen, som omhandler spekulation i priser på basale fødevarer, har Danmark sluttet sig til den gruppe af lande, som går efter laveste fællesnævner. Gruppen har ansporet det litauiske formandskab til at udfærdige et kompromislovforslag, der betyder, at spekulation i kornpriser ikke for alvor stækkes.

Den uambitiøse lovgivning risikerer at sprede sig over Atlanten og presse USA til også at slække på reguleringen af spekulation i kornpriser. USA’s gældende lovgivning lægger ellers netop låg på spekulationen. Loven sætter begrænsninger på antallet af kontrakter pr. spekulant, og på hvor meget korn der totalt set må spekuleres i. Men lovgivningen har længe været under heftig beskydning fra den amerikanske finanslobby og hænger allerede i dag i en tynd tråd. Bliver EU-lovpakken vedtaget, er det en reel risiko, at USA følger trop og slækker på reguleringen i konkurrencen om investeringerne.

Spekulation skaber sult

De seneste år har vi hørt nye politiske toner i indsatsen for at bekæmpe sult. Nu hedder det, at sulten skal nulstilles. Det er nyt set i forhold til retorikken i 2015-målene, som taler om at halvere antallet af sultne. Ambitionsniveauet er således skruet op, og skal det nås, er det nødvendigt at gøre noget ved kilden til problemet.

Allerede i 1998 modtog Amartya Sen Nobelprisen i økonomi for at have vist, at folk sulter, fordi de ikke har råd til at købe mad – ikke fordi der mangler mad i verden. Fra at have anset sult for at være et knaphedsproblem blev det nu opfattet som et adgangsproblem.

Fattige husstande bruger i forvejen mellem 60 og 80 procent af deres indkomst på mad, og har derfor ikke råd til store prisudsving. Bekæmpelsen af sult bevæger sig i sneglefart. Umiddelbart kan det lyde mærkeligt, fordi man i de seneste 20 år har formået at løfte to milliarder mennesker ud af fattigdom. Men med de nuværende høje fødevarepriser er det at kravle op over fattigdomsgrænsen ikke længere en garanti for et liv uden sult.

Brems spekulationen

Regeringsgrundlaget slår fast, at Danmark ikke vil lave politikker, som spænder ben for udviklingslandenes muligheder for at bekæmpe fattigdom. Det gør spekulation i fødevarer.

Det system, som blev etableret for at skabe sikkerhed for landmænd, er i dag blevet en legeplads for spekulanter med sult til følge. Det drejer sig om de såkaldte ’fødevare-futures’, hvor en landmand kan sælge sin høst til en garanteret pris, før den er i hus. I løbet af de seneste år er dette marked vokset støt, og efter boligboblens brist eksploderede spekulationen i kontrakter af den type med voldsomme prisstigninger til følge. Det betød, at det ikke længere er de faktiske produktionsforhold, der bestemmer prisudviklingen på fødevarer, men finansmarkederne.

Den udvikling har Danmark mulighed for at være med til at vende ved gennem den kommende EU-lovpakke at bidrage til at lægge loft over spekulation i fødevarer. Det er skuffende, at den danske regering ikke benytter sig af den mulighed.

 

Marianne Haahr er politisk koordinator hos Care Danmark.

Kenneth Haar er researcher hos Corporate Europe Observatory

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Grethe Preisler

Det bider sig selv i halen.

Socialdemokraterne, LO, DI og De samvirkende danske Lndbrugsforeningers fældende argument for, at vi skulle "sige ja til EF" ved folkeafstemningen 1972, var hensynet til dansk landbrugs konkurrenceevne på det udvidede europæiske fællesmarked, når den største aftager af dansk smør og bacon (UK) som forventet meldte sig ind i klubben.

Det var ikke nogen dårlig forretning for DK og "landets bærende erhverv'" de første mange år efter, at vi sagde ja til det kompromis mellem kapitalistisk markedsøkonomi og kommunistisk planøkonomi, som den fælles landbrugspolitik i realiteten var og er.

Dengang var der ingen, der kunne forudse hverken oliekriserne, Sovjetunionens sammenbrud og Berlinmurens fald eller nødvendigheden af at udvide medlemskredsen med det hedengangne sovjetimperiums vasalstater øst for jerntæppet.

Vi ligger "som vi selv har redt" i 1972. Den danske regering er bundet på hænder og fødder af det, som et flertal i Ministerrådet, Kommissionen og EU-Parlamentet ender med at vedtage som den mest hensigtsmæssige løsning på den globale finans- og fødevarekrise. Resten er bare udenomssnak.

Jeg græmmes!