I september 2012 gik finansminister Bjarne Corydon på talerstolen til Socialdemokraternes kongres. Han ville gerne bekende noget, og han lød alvorlig.
Bekendelsen var, at hans mor var på dagpenge, da han var dreng. De fodboldstøvler, han havde som dreng, købte hans mor for dagpenge. Derfor kunne Bjarne Corydon udmærket sætte sig ind i, hvad det ville sige at frygte for sit job.
Nu vil jeg bekende noget for Bjarne Corydon: Der bliver måske slet ikke råd til, at min datter nogensinde kan få fodboldstøvler eller bare et medlemskab af en idrætsforening.
Jovist, jeg kan trimme husholdningsbudgettet hist og her. Jeg kan fravælge de dyrere, pesticidfrie fødevarer til mit barn og se stort på, at der måles giftrester i børns urin på grund af maden, de spiser. Man kan altid prioritere, siger de bondefornuftige, men uanset hvordan jeg prioriterer, vil jeg blot flytte afsavnet fra ét område og til et andet. Jeg kan ikke prioritere, så der er råd til både pensionsopsparing, campingtur, min kærestes tandpine, børneidræt og indboforsikring.
Sagen er, at jeg fra årsskiftet skal forsørge hele min familie alene. Og det vækker minder, som fint kan hamle op med Corydons. Min egen mor var ikke engang på dagpenge. Hun blev forsørget af min far, som dog blev hjulpet af et ægteskabsfradrag. De kunne have haft lidt flere penge mellem hænderne, hvis de lod være med at gifte sig, men da de var stærkt troende, blev de nødt til at leve sådan og håbe på, at belønningen kom dryssende ovenfra.
Jeg tvivler på, at det nogensinde skete.
Min fars løn som amtsvejmand rakte ikke til fodboldstøvler. Vi fandt nogle støvler med skøre skrueknopper i en genbrugsbutik. De skavede fødderne. Men der var ikke råd til et foreningskontingent, for familiens skrotdynge af en brugt 70’er-Volvo skulle også have nyt udstødningsrør.
I dag kan min egen Mitsubishi fra 1995 ikke få nyt udstødningsrør, hvis det også skal være jul.
Ufrivilligt løftebrud
Selv om jeg har lovet mig selv, at jeg aldrig skulle blive eneforsørger for en hel familie, er jeg helt ufrivilligt havnet i den situation. Og det til trods for, at jeg for længe siden lovede mig selv, at jeg aldrig skulle gifte mig med en kontanthjælpsmodtager. Det lyder måske kynisk. Meget vil jeg gøre for kærligheden, men netop dét har jeg aldrig været villig til. Jeg ønsker ikke, at mit barn skal have en opvækst på samme økonomiske betingelser, som jeg selv voksede op under.
Da jeg så alligevel fandt sammen med en skøn, intelligent og dejlig kontanthjælpsmodtager 10 år siden, skete det, mens jeg selv var på kontanthjælp, og vi gik på samme daghøjskole.
Det var aldrig meningen, at nogen af os skulle blive hængende på kontanthjælp. Vi ville skabe os et værdigt liv sammen, og min kæreste har medvirket til, at jeg gennemførte en videregående uddannelse som den første i slægten. Hvorefter jeg kunne indløse en billet til funktionærklassen.
Men min kæreste blev ikke rask, som vi inderligt håbede. Det bliver hun aldrig. Efter adskillige behandlingsforsøg har speciallæger samstemmende erklæret, at min 36-årige kæreste aldrig bliver arbejdsmarkedsparat på grund af livslange angstsymptomer.
Kommunen vil ikke give hende førtidspension, for sagsbehandlingsregimet er reelt sådan, at kommunen skal være den absolut sidste, som opgiver at få en borger tilbage i arbejde. Uanset hvad eksperter siger. Derfor har kommunen overladt hende til en udsigtsløs tilværelse på kontanthjælp resten af liv. Eller rettere sagt: I november stoppede de kontanthjælpen helt, fordi hun ikke er i stand til at møde op til samtaler.
Havde vi bare hendes kontanthjælp, kunne vi egentlig også leve udmærket.
Tvangsægteskab
Min kæreste og jeg har aldrig delt hinandens ting eller den mængde penge, vi samlet havde, men vi har altid bidraget 50-50 til fælles leveudgifter. Hun er en ligeværdig, voksen og ansvarlig partner, så vi har altid haft et ligeværdigt parforhold. Den dag, jeg var tvunget til at skulle forsørge hende, ville forholdet blive en velgørenhedssag, har vi tænkt. Ja, egentlig er vi slet ikke typerne, der har lyst til at gifte os, uanset hvad vores status skulle være.
Men så kom kontanthjælpsreformen. Mens staten i årtier har bekæmpet indvandrernes tvangsægteskaber, er vi to nu pludselig gået hen og er blevet tvangsgift af samfundet – blot med ringere vilkår end rigtige ægtefolk, da jeg ikke får noget konefradrag. Nu skal vi nemlig være de facto gift, og jeg er tvunget til at forsørge hende.
Vel kan jeg holde det løfte, jeg engang gav mig selv. Jeg kan smide min kæreste – min datters mor – ud af hjemmet og bede hende om at klare sig selv. Imens kan jeg lede efter en papmor med eget funktionærjob ude på kødmarkedet. Måske et sted i Jomfru Ane Gade, hvor det modne publikum kommer, hvis sådan et sted overhovedet findes endnu.
Selvfølgelig gør jeg ikke det.
Heller ikke selv om jeg ikke får nogen som helst økonomisk belønning ved at passe mit arbejde længere, nu hvor min økonomi er som i studenterhyblen. Det får mig ikke til at skælve mindre ved tanken om at miste det dyrebare job, jeg som nyuddannet lykkeligvis har tilkæmpet mig. Det skyldes ikke, at dagpenge er en stakket frist, som udløber efter to år, hvorefter jeg kan vende tilbage på kontanthjælp og pludselig få råd til hårdt tiltrængte tandreparationer, fordi loven åbner mulighed for ekstraydelser. Det skyldes derimod, at jeg kæmper for at beholde den sidste værdighed, jeg har tilbage.
Jeg kan blot håbe, at mine marginale, årlige lønstigninger bliver som forudsagt, så familiens levevilkår ikke presses yderligere af prisudviklingen.
Formålsløs stræben
Jeg hører nogen sige, at de vanskelige vilkår er en politisk indbygget motivationsfaktor, der skal få os til at stræbe. Men hvad kan vi realistisk set overhovedet opnå ved at stræbe? Min kæreste kan ikke opnå noget som helst. Hun er livsvarigt invalid, siger et samstemmende lægekor. Men førtidspensionen er de facto afskaffet, og kommunen vil under ingen omstændigheder rokke sig.
Og mig? Jeg kan vælge mellem min nuværende tilværelse som fattigfunktionær med marginale lønstigninger, eller jeg kan afprøve mine talenter udi iværksætteri eller poker med chance for at tabe alt på gulvet. Jeg tror, jeg klamrer mig til mit funktionærjob.
Hjemme hos os klynker vi ikke. Vi overlever bare. Og for nylig følte jeg en velsignet lettelse over at finde et par fine, brugte pigerulleskøjter på bunden af en genbrugssæk. Sådan en oplevelse af lettelse, som de rige vist ikke kan købe for penge.
Og nu er det også blevet så smart blandt ressourcestærke mennesker at rode i supermarkedets skraldespande, at man kan tillade sig at gøre det, uden at føle et brændende stigma i bagdelen.
Vi er udmærket klar over, at andre borgeres penge – inklusiv mine egne skattekroner – ikke er noget, man bare har krav på at få del i. Der er tale om en politisk prioriteret fordeling. Man har valgt, at regningen for sygdom og arbejdsløshed skal bæres af kontanthjælpsmodtagernes kærester.
Så jeg undrer mig over, hvad manden på kassen, den politiske pengefordeler Bjarne Corydon, egentlig ville den dag for temmelig kort tid siden, da han stod på talerstolen under Socialdemokraternes kongres og bekendte, at hans mor havde langt flere penge at rutte med, end min datters mor nogensinde vil få. Det giver ikke nogen som helst mening.
David Wedege Petersen er journalist
Den er helt gal i Aalborg kommune! Men din historie lugter altså også. Jeg lurer på hvilke læger der samstemmende har sagt... Er de læger med vægt. Hvis distriktspsykiatrien har udredt din kæreste og anbefalet førtidspension, har kommunen ikke meget tilbage at holde tilbage i. Så burde hun have haft førtidspension for længst og det burde du have hjulpet hende med at klage over. I stedet for at fastholde den underlige 'vil selv' stolthed, der er underliggende i artiklen.
Hvad er det for liberalistisk vås om dine og andres skattepenge. Skat tilhører staten og staten er os alle.
I kunne jo også - gisp! - gifte jer, her efter ti års samliv. Så får du fradraget.
Jeg har haft flere interesante samtaler med bekendtskaber om denne reform,
og om hvorvidt man som kæreste skal/vil/ønsker at forsørge(s) af den anden.
Nu er det ikke altid, at man på forhånd ved,
at kæresten kan blive syg eller arbejdsløs ud i fremtiden. Men det må man jo tage med, siges der, ligesom ægtefællerne må tage det med.
Men en ægtefælle har selv besluttet at knytte sig som forsørger til sin ægtefælle. Det vidste de, da de indgik ægteskab.
Men kærestefolket vidste IKKE, da de flyttede sammen, at de ville blive dømt til gensidig forsørgelse af politikerne.
Jeg kan se en fremtid for mig, hvor ingen vil være samboende kæreste. Det er simpelthen for risikabelt. Og de syge er der sletingen der vil kysse - undtagen hvis de bliver boende hos sig selv, altså.
Så..
Jeg tænker, at det da må være på tide at man politisk beslutter sig for at bygge en masse kaninbure, hvor de enlige syge, fattige og arbejdsløse kan bo, når nu ingen har råd til at bo sammen med dem. For det der med at blive gift, kan de jo godt - hvis de ellers går ind for ægteskab og synes det er en god ide at binde sig.
Der er noget underlig gammeldags mølpose-lugtende puritanisme over denne lovgivning.
Men de misundelige danskere, dem som ikke kan døje tanken om at arbejdsløse eller syge kunne være bare LIDT lykkeligere end de selv, de gnider deres små kolde hænder og stiver sig af med, at nu fik de sat en stopper for al den frie kærlighed.
Kærlighed koster.
Nemli.
Sagen er ganske enkel, at denne reform vil ramme langt bredere, end lige blandt dem der mister forsørgelsen. Men det tænker ingen åbenbart over.
Når man fratager en stor gruppe deres forsørgelse, vil det uden tvivl også ramme mange andre, her tænker jeg bl.a på sportsklubber, fritidscentre, forlystelsesparker, restauranter, erhvervsdrivende, banker, ja find selv på flere.
Alle disse mennesker har jo brugt deres penge i samfundet, ja endda betalt skat af disse penge.
De penge vil ikke længere være til rådighed til forbrug, så der vil være mange der må dreje nøglen rundt på grund af det.
Så får bankerne igen en ordentlig en over næsen, osv osv.
Dette er en nedad gående skrue, der vil trække mange flere med ned.
Husk på, børnene er de første det vil ramme.
Derfor vil jeg også opfordre ALLE til at deltage i demonstrationerne der er rundt om i landet i morgen kl 16.
Regeringen er ved at smadre det danske samfund.
Det er vel ikke nødvendigt at hænge sig i detaljer om hvorvidt man tror på historien om sygdom m.v. Der kan vare mange grunde til ikke at ville gifte sig. Hovedsagen er at det er uværdigt at samfundet pålægger forsørgelse af kærester, samboende, arbejdsløse, syge m.v.
Ja. Stil op.
Det varer kun en times tid. :)
(Men lad være at tage nylonjakke på eller andet let brændbart. Der skal ild i faklerne, men helst ikke i andet.)
Men HUNDREDVIS af gratis milliarder skattefrit ned i foret på de såkaldte 'bolig-ejere' ?
DET er der 'råd' til ...
'Regeringen' er aldeles ikke 'ved' at smadre det Danske samfund, de er i fuld gang med at fordele rovet !
Fredericia Kommune har udgver denne video om, hvad det vil sige IKE at være reelt enlig. Og det ikke småting, denne kommune har på deres "do-not" liste. Faktisk vil jeg påstå, at det vil være nødvendigt for enlige kontanthjælpsmodtagere at gå i kloster og leve i cølibat for at undgå, at kommunens hammer skal falde i hovedet på folk - med uoverskuelige konsekvenser:
http://www.youtube.com/watch?v=I6Suldtvfc0
Socialt snyd skal på ækleste vis afsløres med vold og magt. Se og lyt til ovenstående video og GYS!
Mine undrende spørgsmål er:
Hvad sker der med alle dem, der afsløres i at have en kæreste?
* Hvis man fratager dem deres eksistensgrundlag? Skal de leve som husvilde og leve af ingenting?
* Skal de have bøder? Af hvilke penge?
* Skal de straffes med fængsel? I så fald: hvor er de plads i fængslerne?
- * Eller skal de bare dø af sult?
Torben.. det er ikke bare én kommune..det er landet det er galt med... desværre.
Samlevende får gensidig forsørgelsespligt, som rent juridisk virker som et tvivlsomt nyt fænomen, der tidligere kun er gældende ved indgåelse af ægteskab. De får ikke samme mulighed for at overføre skattefradrag eller arve hinanden, og mange vil blive meget fattige og få svært ved at klare de basale udgifter. Andre vil føle sig tvunget til at flytte fra hinanden. Mange børn vil ufrivilligt blive berørt af konsekvenserne. Mistillid og kontrol vil skabe yderligere bureaukrati for at afgøre om man er samlevende eller samboende i bofællesskab.
Skulle der være et par døve, der ikke kan forstå ovenstående video, så har Fredericia så sandelig også tænkt på dem: http://www.youtube.com/watch?v=7F21HiLEW0c
"Men HUNDREDVIS af gratis milliarder skattefrit ned i foret på de såkaldte 'bolig-ejere' ?"
Geert,
nu er jeg tilfædigvis en af alle boligejerne (selv det nok er mere rimeligt at sige, at det er kreditforeningen, der ejer min bolig). Derfor kunne jeg godt tænke mig at få at vide, hvor de gratis milliarder er blevet af. Jeg har nemlig ikke set nogen af dem. Men det skyldes måske, at mit varmebehov er så lille, at jeg ikke har noget "for", jeg kan gemme dem i.......
Og hvis jeg sælger min bolig, får jeg næppe nogen fortjeneste ud af det. Så milliarderne stammer vel ikke derfra.
Man spekulerer på om landet ikke ville have været bedre tjent med at de borgerlige havde vundet valget! Så havde vi stadigvæk haft Mette til at tale de svageste sag.
Men det må vel så sige, at de mange kaffemøder man skal gå til, når man er arbejdssøgende må aflyses? Ellers kunne kommunen jo tro at man havde noget kørende! DDR må have været det rene paradis i forhold til de her tilstande!
Så høre man statsministeren i spørgetiden.
Johanne smidt stiller spørgsmålet om det ikke er udtryk for IKKE ligestilling mellem samboende papirløse par og gifte - netop fordi ikke gifte par ikke får det fradrag som den forsørgende part i et ægteskab har mulighed for.
statsministeren;
- det er fordi det er både dyrt og besværligt administrativt at gennemfører
Okay ?
- Man kan omvendt sige det var ikke særligt besværligt at lav reformen - kun for dem det gik ud over. Hvilket de selv må til at rode med.
Den er helt gal med Fru statsministerinde og kammesjukkerne på Borgen
Man overtræder klar et helt fundamentalt præmis i et oplyst velfærds samfund.
Ret og pligt følges ad og ingen skal sættes ringere for loven end andre.
Diskrimination på baggrund af socialstand, er noget vi ser er i fascistiske diktature og primitive feudalsamfund .
- Det er totalt uvederhæftigt og super dårlig stil
@Lykke Johansen:
Jesper Tynell havde emnet oppe i en anden sammenhæng 25.1.13.:
http://www.denmarkonline.dk/1/2013-05-aktion-socialt-bedrageri-kommuner-...
Hvis du roder lidt rundt på siden/-erne, kan du høre hans og andre juristers bedømmelse af kommunernes fremfærd
Det Fredericia kommune foretager sig er ikke et enkeltstående tilfælde, de er dog bare så venlige oplyse om hvilke lovovertrædelser de som kommune er klar til at begå for at finde ud af om du er reelt enlig.
De indrømmer mere eller mindre også at man som reel enlig ikke kan have et samkvem med et andet menneske. Og for at finde ud af dette er de klar til at lege detektiver og overvåge dig samt samle oplysninger ind som de reelt ikke har lov hjemmel til.
Utrolig klamt samfund vores politikere efterhånden har stablet på benene.
Glem ikke, at også landbruget, det bundløse hul, bliver overøst igen, denne gang med 3 milliarder.
Ifølge Folketingets egen grundlovsfortolkning (dr.jur. Peter Christensen) er ligestilling af samboende og gifte indiskutabelt i strid med Grundlovens § 75. Kun ægtefæller har indbyrdes forsørgelsespligt !
Det samme gælder i øvrigt Mette Frederiksens "nyttejobs", der fjerner selvforsørgelse som udgangspunkt for tilværelsen (Zahle/Ketscher) for kontanthjælpsmodtagere - i første omgang. De "værdigt trængende" dagpengemodtagere, som selv "finansierer" en forsvindende brøkdel af deres udbetalinger, kommer naturligvis bagefter.
Er der nogen, der har hørt Ramaskriget fra Juraklassen, Journalistklassen eller den såkaldte Fagbevægelse ?
Åh nej det har jeg skam ikke glemt, men det nytter ikke rigtigt at sige noget imod det, for politikerne har alle dage været mere end villige til at hjælpe landmændene til at suge løs af fælleskabets kasse, og vel og mærket uden at stille særligt hårde krav, helt klart ikke hårde krav end landmændene kunne snige sig uden om.
Landmænd er og bliver de største nassere og klynkere, en indsigt man ikke kan undgå at få hvis man er opvokset i en famile der i generationer har arbejdet indenfor erhvervet.
Jeg troede ikke, at jeg skulle skrive på en debatside, kun med ét formål:
At give udtryk for min indre kvalme.
Men efter at have set filmen fra Fredericia Kommune med idé og tilrettelæggelse af Anja Morsing har jeg kun ubehagelige og kvalmende fornemmelser i mit indre univers.
Jeg finder det p.t. uinteressant og formålsløst at berige/belaste siden med mine begrundelser; helt kort:
Hvor i København er der demonstration?
Opdatering: Sygedagpengereformen er vedtaget, og der er udbredt glæde for, at reformen skaffer 1.700 nye job........ ha, ha, ha...
Der menes nok ikke 1.700 nye stillinger til socialrådgivere - nej, vel, for det er jo det væmmelige offentlige forbrug
Der menes nok heller ikke 1.700 nye jobs i socioøkonomiske virksomheder, der i særlige forløb tilpasser arbejdet til de sygemeldte - nej, vel, for det er jo også offentligt forbrug.
Der menes nok, at arbejdsudbuddet forventes at stige med 1.700 personer, som forlader sygedagpengesystemet. Vi antager så, at det kommer til at ske - og at personerne i alle tilfælde kan vende tilbage til arbejdsmarkedet på fuld tid. Men er der tale om "nye" job? Skaber SYGEDAGPENGE-reformen 1.700 nye job? Arh, det er nok at stramme den en anelse.
Johnny Hedegaard
Rådhuspladsen Kbh., i morgen torsdag d 19/12, kl 16.
@ sup aya laya
Tak for henvisningen! Desværre er Indlægget på DR1 med Jesper Tynell ikke tilgængeligt. Jeg har forsøgt her på Information at søge efter indslaget. Der er et link, men heller ikke det er tilgængeligt.
Sygedagpengereformen er nedskæringer forklædt som forbedringer. Når Joachim B. Olsen jubler, så ved man, at det galt. I følge artiklen vil ca. 14,500 syge, der skal leve af den "forbedrede" kontanthjælp, gå mellem 4.000 og 7.000 kr. ned om måneden.
http://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/article2177965.ece
Danskere bliver nu raske af at blive fattigere.
Et politisk opfundet mirakel.
Ang. gensidig forsørgerpligt og henvisning til Grundlovens §75.
For underholdningens skyld er hér ordlyden/teksten for §75:
§ 75
"Stk. 1.
Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for at arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse.
Stk. 2.
Den, der ikke kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtigelser, som loven herom byder."
Der står ikke noget om ægtefæller, ægteskab ell.l. men, ".....Den......hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden.....".
Med det lovgivende apparat vi p.t. er underlagt, er det formodentlig en smal sag, at legalisere forsørgerpligt i enhver form for familie-forbundethed.
Hvilket vil betyde, at kun den sidstlevende i en slægt kan oppebære offentlig hjælp.
Det vil være meget, meget nemmere at håndtere end at kontrollere, hvem der holder i hånd, hvor tit man spiser sammen, og hvem der kommer til børnefødselsdag.
Så kan man samtidig lave sparerunder og fyre nogle af dem, der skulle have jobbet med at checke ovenstående. De vil jo så blive forsørget af familien.
Sikke mange penge der kan spares.
@ Janus Leth:
Ramaskriget fra jurister, journalister eller fagbevægelse, kan vi skyde en hvid pind efter. De har ikke noget i klemme (fagbevægelsen har jo egentlig - medlemmerne i hvert fald - men ikke den samling vattede, vellønnede socialdemokratiske pampere, der styrer den). Tværtimod, så er disse velbetalte samfundsgrupper sikkert ganske udmærket tilfredse med at de fattige får endnu et drag over nakken, så de ikke skal tro de er noget.
Og så er det jo hyggeligt at kunne få højere kommunalt serviceniveau, uden at skulle stige i kommuneskat, nu hvor man genindfører hoveriet for kontanthjælpsmodtagere.
Sammenlign den blanding af ligegyldighed og tilbagelænet accept, som medie- og politikereliten udviser overfor denne dehumanisering og forarmelse af underklassen, med det ramaskrig, vi var vidne til for nogle år siden, da man indførte et gebyr på en skaldet 50-øre for at bruge Dankort.
De fattige skal ikke regne med at få hjælp fra overklassen. Er de heldige, vil velmenende hattedamer dele julehjælp ud til dem, men kampen mod fattigdommen er der ingen andre, der tager. De fattige får ikke bedre vilkår, før de selv kræver det, og bliver så besværlige og farlige for magthaverne, at de bøjer sig.
@ Benjamin Skou:
Som politiker er det vigtigt at lære at lyve på en overbevisende måde, når man finder på tal. Havde man for eksempel sagt forringelserne for syge og handicappede ville skabe 12 millioner nye jobs, var folk nok begyndt at spørge ind til hvordan. Men når man bare holder sig nogenlunde indenfor det muliges rammer, så kan man stort set finde på de tal, man ønsker sig.
At forringelserne for syge og handicappede så ikke skaber ét eneste nyt job (på nær måske nogle få i bedemandsfaget og psykiatrien), det er da lige meget.
"Sagen er, at jeg fra årsskiftet skal forsørge hele min familie alene."
Det er vel også mere nobelt og naturligt end at få fremmede mennesker til at gøre det.
Hjemme hos os klynker vi ikke
Hvorfor vælger du så at skrive den længste klynke historie jeg nogensinde har læst.
Tag dig dog sammen og hver en god far og kærlig mand til din kæreste. Og gift dig med hende, så kan du få kone fradraget som udgør mindst 16.000 kr. efter skat årligt. Så er der råd til fodboldstøvler.
Jeg kommer selv fra en familie med kun en forsørger, min far som elektriker. Alligevel blev det til en opvækst i villa med ny opel kadett, campingvogn og yamaha knallert med fire gear og spejder, fodbold osv.. Har aldrig savnet noget materielt. Tvært i mod.
I øvrigt, så hænger diskussionen om de økonomiske tvangsægteskaber slet ikke sammen med hele "det skal kunne betale sig at arbejde"-debatten, som vi har haft så meget af for nyligt.
Hvordan kan det betale sig at arbejde, når hver krone man tjener modregnes i konens/kærestens kontanthjælp?
@Lykke Johansen
Prøver igen :)
http://podcast.dr.dk/P1/orientering/2013/orientering_1301251610.mp3
Det er den totale sejr for den moderne "velfærdssocialdemokrat" kraftigt inspireret af denne bevægelses nye guru Joakim B. Olsen.
Problemet, som vi ser det, tørres hele tiden af på det herskende økonomiske dogme, og det er vel rigtigt; men det herskende økonomiske dogme har en anden rod end den rationalitet, den henholder sig til, den er den rene puritanisme, som aldrig har gjort mennesker noget godt. Så det er dér, kampen endnu engang skal føres.
Rasmus Kongshøj, diskussionen har intet at gøre med løn/kontanthjælpsægteskaber, den handler om én indtægtsægteskaberne. En direkte hjem-til-kødgryderne-lovgivning.
Men der er næppe tvivl om, at der også ligger et ønske om at bremse skilsmisser og skabe flere ægteskaber bag. Det er puritanismen i fuldt flor. Staten smøger ansvaret af sig.
Og man kan da også argumentere for, at den førte politik vil kunne få umådelig virkning, som bringer samfundet i en retning, mange reelt ønsker - men på en hård måde, vi ikke ville ønske for nogen som helst.
Folk vil i højere grad blive tvunget til at bosætte sig uden for byerne, hvor boligerne er billigere, Det vil gavne lokalområder og mindre byer over hele landet, der er blevet forladt. Det vil give alle flere penge i kassen, især med det forlængelsen af det forhøjede transportfradrag.
Der var mange år, hvor én indtægt var for lidt; men diskrepansen mellem løn og priser har igen gjort det muligt for mange at klare sig for én løn, og det er altså ikke engang under helt ringe økonomiske vilkår - afhængigt af, hvilke fordringer man har.
Formodentlig er tanken dog, at denne bevægelse faktisk vil skabe flere job udover landet og dermed genskabe en tabt balance.
Der er mange ting, man kan være særdeles kritisk over i samfundets udvikling; men vi er altså også på mange leder splittet i løsningerne.
Forsøget på at udfase dagpengene er en svinestreg overfor helt almindelige mennesker, og det er den løbende svækkelse af fagbevægelsen også - den medvirker endog selv til det - og graduering af kontanthjælpen er heller ikke rimelig: alt for mange spises af med løsninger, der ikke bringer dem ét skridt videre i livet.
Men man må også glæde sig over det, der er at glæde sig over: sygedagpengene kan formindskes efter fem måneder, men de stopper ikke længere efter 12! Og måske allervigtigst: man skal ikke længere kunne tvinge folk til at tage (bestemte?)behandlinger som betingelse for ydelser.
Det, som man virkelig kan angribe, er den hurtighed, hvormed regeringen tillader erhvervslivet at smide folk ud af puljen af arbejdsmarkedsparate - uden noget som helst objektivt grundlag. Alle ved, at folk kommer i arbejde, når der er job, og så er der lige pludselig ikke noget spørgsmål om ledighedens længde! Og der ligger rapporter, der påviser, at folk som hovedregel står klar til direkte eller med ganske korte forløb at kunne vende tilbage i job, hvis de blot er arbejdsløse.
Problemet er dog fortsat, at man forsøger at løse faktiske problemer i samfundet med økonomiske incitamenter; men økonomiske incitamenter er en uværdig måde for folkevalgte politikere at styre på. Man må sige, hvad man vil have, at folk skal, og forlade sig på, at de gør det eller vælter en ved valg, hvis de er uenige.
I øvrigt er svaret på overskriften selvfølgelig, at det ikke kun er kronikørens datter, der burde gøre det, det burde vi alle, og vi er nogen, der såmænd gør det, ligesom vi også gerne køber noget af alt det tøj med småfejl, der ikke kan sælges til de uhyrlige summer, designere og producenter mener, de skal forgyldes med.
Igen en stor tak til Lise Lotte Rahbek :-) Du skriver mine tanker. Bare på en langt sjovere måde end jeg selv ville kunne.
@Lise Lotte Rahbek. 18-12-2013 kl. 10:55
Interessant ævl du sidder og fyrer af.
Kaninbure og ugifte der i fremtiden ikke vil bo sammen?
Tror du trænger til en julekrammer. Den er hermed afsendt.
Tror du ikke du skulle tage på en lille studietur til Sydeuropa, hvor ungdoms arbejdsløsheden i flere regioner er over 50%
Unge mennesker flytter hjem til deres forældre og må leve af næsten ingenting.
Så på Cnn at i Spanien boede 11 mennesker i deres forældres lille lejlighed.
De levede i en kaninbur. Måske skule du tage derned og klage dig?
Torben Jensen
Tak, men jeg har lidt svært ved at modtage kram fra profiler, som jeg mistænker har kniv i ærmet.
Ps. Jeg har ikke økonomi til at rejse. Og jeg bliver ikke spor glad af at se mennesker leve under kummerlige forhold.
----
Jack Jönsson - til tjeneste. Dagen bør ikke gå hen uden smil. :)
Glem ikke :) http://www.basisindkomst.dk/
- Den eneste ret en kasteløs har, er at blive kastet løs af de andre kaster, som de nu evner at kaste rundt med de kasteløse
Torben Nielsen: "Hvis distriktspsykiatrien har udredt din kæreste og anbefalet førtidspension, har kommunen ikke meget tilbage at holde tilbage i. Så burde hun have haft førtidspension for længst og det burde du have hjulpet hende med at klage over."
Ja, sådan burde det være, men det er altså desværre ikke sådan virkeligheden ser ud. Først og fremmest er det nu besluttet at folk under 40 som udgangspunkt ikke skal have ret til førtidspension, med mindre omstændighederne er helt særlige. Det har i mange år under alle omstændigheder været en kamp uden lige at få tilkendt førtidspension, selv efter et utal af specialister har udtalt at man har en arbejdsevne lig 0. Typisk skal man igennem adskillige arbejdsprøvningsforløb i kommunalt regi, en process der ofte kan tage op til 5-10 år. Derudover anses en angstdiagnose ofte for ikke at være 'permanent' nok til førtidspension, uanset sværhedsgraden.
Jeg synes bare - uden at have nogen professionel baggrund - at forekomsten af angst er et mærkeligt fænomen. Det er jo ikke et medfødt handicap, det er ikke en kronisk tilstand. Hvis man gjorde noget offensivt med samtaleterapi, kunne det formodentlig mindskes. Det er i hvert fald uholdbart, at noget, der er en følelse, kan være en sygdom. Der skal sættes ind (hvilket ikke er det samme som strammes op).
Når kontanthjælpsreformen træder i kraft om 13 dage og man modtager kontanthjælp, så bliver man smidt i en "parat"-kasse. Så hedder det Arbejdsmarkedsparat, Aktiveringsparat, Studieparat osv.. Er du syg og mangler både arme og ben, så tages der ikke længere hensyn til dette. Så vil du blive Studieparat eller Aktiveringsparat (sund fornuft fortæller forhåbentlig, at man ikke er Arbejdsmarkedsparat).
Bare så I ved det.
Angst: http://www.netpsykiater.dk/HTMsgdf/angst.htm
Peter Hansen
Følelser kan ikke være en sygdom...
Hvorfor ikke det?
Hvad er smerter da, hvis ikke følelser som angiver,
at der er noget galt?
Hvis sindet giver alarmsignaler om at noget er galt, så vil de fleste mennesker reagere på alarmsignalerne både psykisk og fysisk.
Man kan jo sådan set også godt gå på et brækket ben - hvis det altså ikke lige var på grund af smerterne. Men smerterne er jo bare følelser. ;-)
Sanser er ikke følelser, Lise Lotte Rahbek. Det er jo dér, det går galt! Angst er ikke nervebetonet, selvom man kaldte det "nerver" engang. Angst er en tilstand, en psykisk betinget tilstand, en følelse.
Peter Hansen
Erfaring, tanker og følelser må være det 'apperat', som tilsammen bearbejder sanseindtryk. Hvis sanserne giver besked til apperatet og kommer ud med reaktionen: FLYGT! så flygter du sgu, og venter ikke på at din logik har fortalt dig, at der ikke er noget at frygte. Det ville være livsfarligt!
Jeg har forståelse for angst og hvad det gør ved mennesker.
Måske fordi jeg har mødt et par stykker, som bestemt var plagede af angst.
Peter Hansen: "Jeg synes bare - uden at have nogen professionel baggrund - at forekomsten af angst er et mærkeligt fænomen. Det er jo ikke et medfødt handicap, det er ikke en kronisk tilstand. Hvis man gjorde noget offensivt med samtaleterapi, kunne det formodentlig mindskes. Det er i hvert fald uholdbart, at noget, der er en følelse, kan være en sygdom. Der skal sættes ind (hvilket ikke er det samme som strammes op)."
Problemet er at hvis du har meget svær angst, og f.eks. ikke kan forlade dit hjem eller bruge transportmidler, så er det svært (hvis ikke umuligt) at møde op til ambulant behandling, og langt det meste angstbehandling i Danmark er efterhånden ambulant, da dette er meget billigere end indlæggelser. Det er som regel heller ikke muligt at få hjælp til at komme til og fra behandling. Derudover kan der være andre problemer i indlæggelse for de enkelte, som f.eks. stigmaet af at blive indlagt og, hvis der er børn, tanker om hvad det vil gøre ved dem. Og for f.eks. enlige forsørgere er det jo nærmest umuligt med en indlæggelse, hvor skal børnene bo?
Jeg er for så vidt enig i at førtidspension langt fra er en ideel løsning - ikke mindst fordi livskvaliteten for en person, der er for angst til at gå udenfor, er helt elendig, og det er utroligt unfair at fastholde personen i den tilstand. Men der gøres jo samtidig intet som helst for at forbedre behandlingsmuligheder og imødegå disse menneskers behov. Mellemløsningen bliver så at parkere folk permanent på kontanthjælp, hvilket jo er endnu mere unfair og uværdigt!
Angst er irrationel, Lise Lotte Rahbek, og derfor er den noget, som opdragelse går ud på at lære folk at beherske.
Hvis du fulgte det link, jeg har indført, vil du se, hvordan angst lader sig behandle (og det er ikke med symptombehandling og medicin). Angst er en ond cirkel, der i hvert fald skal brydes så hurtigt som muligt.
Jeg har svært ved at se at det skulle være dejligere for børn at vokse op i fattigdom blot forældrene er gift frem for samlevende. Så hvis forsørgerpligten skal gælde bør den gælde uanset om samlivet er velsignet i kirken eller ej.
Men det er påfaldende at de politikere, som ellers er så optaget af at det skal kunne betale sig at arbejde, ikke kan se problemet i, at hvis man er samlevende med en som kunne få kontanthjælp, så kan det næsten under ingen omstændigheder betale sig selv at arbejde. Og hvis to personer begge er på kontanthjælp, så er det en økonomisk katastrofe hvis den ene får et job, for så ryger kærestens indtægt også.
Den regel burde fjernes for både gifte og samlevende.
Sider