Kronik

Min datter må søge lykken på bunden af en genbrugssæk

Kontanthjælpsreformens princip om gensidig forsørgerpligt tvinger mig til enten at flytte fra min kæreste eller leve med en økonomi, hvor hver en 50-øre skal vendes. Jeg vælger naturligvis det sidste. Men konsekvensen bliver, at min datter kommer til at vokse op på smalkost – en grum gentagelse af egen barndom
Debat
18. december 2013

I september 2012 gik finansminister Bjarne Corydon på talerstolen til Socialdemokraternes kongres. Han ville gerne bekende noget, og han lød alvorlig.

Bekendelsen var, at hans mor var på dagpenge, da han var dreng. De fodboldstøvler, han havde som dreng, købte hans mor for dagpenge. Derfor kunne Bjarne Corydon udmærket sætte sig ind i, hvad det ville sige at frygte for sit job.

Nu vil jeg bekende noget for Bjarne Corydon: Der bliver måske slet ikke råd til, at min datter nogensinde kan få fodboldstøvler eller bare et medlemskab af en idrætsforening.

Jovist, jeg kan trimme husholdningsbudgettet hist og her. Jeg kan fravælge de dyrere, pesticidfrie fødevarer til mit barn og se stort på, at der måles giftrester i børns urin på grund af maden, de spiser. Man kan altid prioritere, siger de bondefornuftige, men uanset hvordan jeg prioriterer, vil jeg blot flytte afsavnet fra ét område og til et andet. Jeg kan ikke prioritere, så der er råd til både pensionsopsparing, campingtur, min kærestes tandpine, børneidræt og indboforsikring.

Sagen er, at jeg fra årsskiftet skal forsørge hele min familie alene. Og det vækker minder, som fint kan hamle op med Corydons. Min egen mor var ikke engang på dagpenge. Hun blev forsørget af min far, som dog blev hjulpet af et ægteskabsfradrag. De kunne have haft lidt flere penge mellem hænderne, hvis de lod være med at gifte sig, men da de var stærkt troende, blev de nødt til at leve sådan og håbe på, at belønningen kom dryssende ovenfra.

Jeg tvivler på, at det nogensinde skete.

Min fars løn som amtsvejmand rakte ikke til fodboldstøvler. Vi fandt nogle støvler med skøre skrueknopper i en genbrugsbutik. De skavede fødderne. Men der var ikke råd til et foreningskontingent, for familiens skrotdynge af en brugt 70’er-Volvo skulle også have nyt udstødningsrør.

I dag kan min egen Mitsubishi fra 1995 ikke få nyt udstødningsrør, hvis det også skal være jul.

Ufrivilligt løftebrud

Selv om jeg har lovet mig selv, at jeg aldrig skulle blive eneforsørger for en hel familie, er jeg helt ufrivilligt havnet i den situation. Og det til trods for, at jeg for længe siden lovede mig selv, at jeg aldrig skulle gifte mig med en kontanthjælpsmodtager. Det lyder måske kynisk. Meget vil jeg gøre for kærligheden, men netop dét har jeg aldrig været villig til. Jeg ønsker ikke, at mit barn skal have en opvækst på samme økonomiske betingelser, som jeg selv voksede op under.

Da jeg så alligevel fandt sammen med en skøn, intelligent og dejlig kontanthjælpsmodtager 10 år siden, skete det, mens jeg selv var på kontanthjælp, og vi gik på samme daghøjskole.

Det var aldrig meningen, at nogen af os skulle blive hængende på kontanthjælp. Vi ville skabe os et værdigt liv sammen, og min kæreste har medvirket til, at jeg gennemførte en videregående uddannelse som den første i slægten. Hvorefter jeg kunne indløse en billet til funktionærklassen.

Men min kæreste blev ikke rask, som vi inderligt håbede. Det bliver hun aldrig. Efter adskillige behandlingsforsøg har speciallæger samstemmende erklæret, at min 36-årige kæreste aldrig bliver arbejdsmarkedsparat på grund af livslange angstsymptomer.

Kommunen vil ikke give hende førtidspension, for sagsbehandlingsregimet er reelt sådan, at kommunen skal være den absolut sidste, som opgiver at få en borger tilbage i arbejde. Uanset hvad eksperter siger. Derfor har kommunen overladt hende til en udsigtsløs tilværelse på kontanthjælp resten af liv. Eller rettere sagt: I november stoppede de kontanthjælpen helt, fordi hun ikke er i stand til at møde op til samtaler.

Havde vi bare hendes kontanthjælp, kunne vi egentlig også leve udmærket.

Tvangsægteskab

Min kæreste og jeg har aldrig delt hinandens ting eller den mængde penge, vi samlet havde, men vi har altid bidraget 50-50 til fælles leveudgifter. Hun er en ligeværdig, voksen og ansvarlig partner, så vi har altid haft et ligeværdigt parforhold. Den dag, jeg var tvunget til at skulle forsørge hende, ville forholdet blive en velgørenhedssag, har vi tænkt. Ja, egentlig er vi slet ikke typerne, der har lyst til at gifte os, uanset hvad vores status skulle være.

Men så kom kontanthjælpsreformen. Mens staten i årtier har bekæmpet indvandrernes tvangsægteskaber, er vi to nu pludselig gået hen og er blevet tvangsgift af samfundet – blot med ringere vilkår end rigtige ægtefolk, da jeg ikke får noget konefradrag. Nu skal vi nemlig være de facto gift, og jeg er tvunget til at forsørge hende.

Vel kan jeg holde det løfte, jeg engang gav mig selv. Jeg kan smide min kæreste – min datters mor – ud af hjemmet og bede hende om at klare sig selv. Imens kan jeg lede efter en papmor med eget funktionærjob ude på kødmarkedet. Måske et sted i Jomfru Ane Gade, hvor det modne publikum kommer, hvis sådan et sted overhovedet findes endnu.

Selvfølgelig gør jeg ikke det.

Heller ikke selv om jeg ikke får nogen som helst økonomisk belønning ved at passe mit arbejde længere, nu hvor min økonomi er som i studenterhyblen. Det får mig ikke til at skælve mindre ved tanken om at miste det dyrebare job, jeg som nyuddannet lykkeligvis har tilkæmpet mig. Det skyldes ikke, at dagpenge er en stakket frist, som udløber efter to år, hvorefter jeg kan vende tilbage på kontanthjælp og pludselig få råd til hårdt tiltrængte tandreparationer, fordi loven åbner mulighed for ekstraydelser. Det skyldes derimod, at jeg kæmper for at beholde den sidste værdighed, jeg har tilbage.

Jeg kan blot håbe, at mine marginale, årlige lønstigninger bliver som forudsagt, så familiens levevilkår ikke presses yderligere af prisudviklingen.

Formålsløs stræben

Jeg hører nogen sige, at de vanskelige vilkår er en politisk indbygget motivationsfaktor, der skal få os til at stræbe. Men hvad kan vi realistisk set overhovedet opnå ved at stræbe? Min kæreste kan ikke opnå noget som helst. Hun er livsvarigt invalid, siger et samstemmende lægekor. Men førtidspensionen er de facto afskaffet, og kommunen vil under ingen omstændigheder rokke sig.

Og mig? Jeg kan vælge mellem min nuværende tilværelse som fattigfunktionær med marginale lønstigninger, eller jeg kan afprøve mine talenter udi iværksætteri eller poker med chance for at tabe alt på gulvet. Jeg tror, jeg klamrer mig til mit funktionærjob.

Hjemme hos os klynker vi ikke. Vi overlever bare. Og for nylig følte jeg en velsignet lettelse over at finde et par fine, brugte pigerulleskøjter på bunden af en genbrugssæk. Sådan en oplevelse af lettelse, som de rige vist ikke kan købe for penge.

Og nu er det også blevet så smart blandt ressourcestærke mennesker at rode i supermarkedets skraldespande, at man kan tillade sig at gøre det, uden at føle et brændende stigma i bagdelen.

Vi er udmærket klar over, at andre borgeres penge – inklusiv mine egne skattekroner – ikke er noget, man bare har krav på at få del i. Der er tale om en politisk prioriteret fordeling. Man har valgt, at regningen for sygdom og arbejdsløshed skal bæres af kontanthjælpsmodtagernes kærester.

Så jeg undrer mig over, hvad manden på kassen, den politiske pengefordeler Bjarne Corydon, egentlig ville den dag for temmelig kort tid siden, da han stod på talerstolen under Socialdemokraternes kongres og bekendte, at hans mor havde langt flere penge at rutte med, end min datters mor nogensinde vil få. Det giver ikke nogen som helst mening.

David Wedege Petersen er journalist

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er jo under alle omstændigheder det stik modsatte signal af det, man hidtil har haft, hvor større og større uafhængighed i f.eks. skilsmisse- og arvesager har været udviklingen.
Men det er puritanismen, der igen har taget over - økonomer kan kun se pengepugning, de kan ikke forstå, at penge er runde, fordi de skal trille.

Rasmus Kongshøj og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

@Lykke Johansen,

Tak for linket til Fredericia Kommunes video om, hvad man må og navnlig ikke må, hvis man vil godkendes til titulaturen 'enlig forsørger'. Jeg troede ærlig talt ikke det kunne blive meget værre, end det var i forvejen, men der kan man bare se.

Jamen tillykke til de nye enlige forsørgere med, at de er blevet ligestillet med dem, der kun har deres folkepension at falde tilbage på, når de bliver gamle nok til at skifte titel fra 'skatteyder' til 'ældrebyrde'. De har levet på de betingelser i mangfoldige år.

Men så på den anden side, som en af mine gamle veninder, der kun har sin folkepension at leve af efter et langt og slidsomt arbejdsliv som skurekone, plejer at sige: Jeg hverken ryger, drikker eller spiller kort, og kvindfolk er jeg selv, - hvad skal jeg så med en mand?

Grethe Preisler

P.S. Hvad socialdemokraten Bjarne Corydon angår, er der ikke så meget at undre sig over, som mange synes at mene.

Har man gået i for små sko som barn, ender man ofte med at få så ømme tæer som voksen, at der må kompenseres for det. Om ikke med andet, så med et par solide støvler til at give "taberne" et ekstra los i bagen med, når lejlighed gives.

Jens Kofoed, Carsten Søndergaard, Niels Mosbak, Elisabeth Andersen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Bjarke Christensen

@Peter Hansen:

Det er flot at du, uden nogen professionel baggrund, kan afvise at angst er en sygdom. Det skal nok hjælpe. Kan du ikke klare depression, skizofreni og bipolar også?

Har du egentlig overvejet at søge job som sagsbehandler i en kommune?

Dana Hansen, Rasmus Kongshøj, Lone Christensen, Maja Thalling, Kim Houmøller og David Adam anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Grethe Preisler

Sjovt du nævner det med corydons ømme barnetæer.
Jeg mener at have observeret, at mange af de mennesker som hævder,
at de fattige og syge bare skal tage sig sammen,
for det gjorde de selv da de var fattige og syge,
og det har de ikke taget skade å,
de har taget sig så meget sammen,
at de er helt groet i knot af indebrændthed.

Jens Kofoed, Sven Elming, Rasmus Kongshøj, Carsten Søndergaard, Tanja Jokumsen og Elisabeth Andersen anbefalede denne kommentar

Jeg har lige set videoen fra Fredericia kommune. Det får jo nærmest det gamle DDR til at fremstå som amatører.

P.S. Fredericia - var det ikke der, borgmesteren måtte på sygeorlov p.g.a. et misbrugsproblem. Det var måske i den periode, den her video blev lavet ?

Dana Hansen, Rasmus Kongshøj og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar

Et nyt begreb fra en anden tråd : Kategoriseringen !
Det er hvad folketinget ustandselig roder med. Debattørerne her roder med på den dagsorden.
For mig er der kun èn kategori : Individet - borgeren.

Det undrer mig, at emsigheden for at klæbe etiketter på ryggen af borgerne med beskrivelser af alder, civilstand, sundhedstilstand, beskæftigelse osv, forbliver lige stor, når ulemperne heraf står i kø - som eksempelvis denne historie.

Det undrer mig at arbejdsmarkedet, socialvæsenet og sundhedsvæsenet blandes sammen i en stor uoverskuelig grød.

Det undrer mig, at flertallet af borgerne - vælgerne - finder sig i denne stadig forøgede klientgørelse af mennesker i nød. Men hvad skal vi gøre, når ingen partier viser os alternativet, som vi kan sætte vores kryds ved.

Alternativet er BASISINDKOMST - individuelt, betingelsesløst - også for børn.

Heller ikke i denne tråd, ud fra dette personlige vidnesbyrd fra en børnefamilie, er der ingen, der forslår dette.
I stedet planlægges demonstrationer, hvor dagsordenen er lagt af politikernes snævre, fantasiløse verden.
Vælge mellem røde og blå suttebolcher !
Nej - protestèr mod statens tyranni, formgivet og administreret af den herskende klasse !

Rasmus Kongshøj, Dorthe Jacobsen og Carsten Søndergaard anbefalede denne kommentar

Britta Hansen - Desværre for sent ift demonstrationen i dag, men lav et stort banner med "Basisindkomst", til brug ved en senere lejlighed, hvis dette udvikler sig.
Occupy socialtyrannerne !

Da jeg var lille kunne jeg godt risikere at mine lommepenge blev inddraget hvis jeg havde gjort noget galt - forbrudt mig mod reglerne.

Jeg vil gerne tilstå min fejl:
1) Jeg har formastet mig til at syntes at A-kasse systemet, som jo er en statstøttet privat forsikring under overskriften "har du penge kan du få", er usolidarisk... Jeg har været medlem af fagforening men ikke sparet op til dagpenge...
2) Jeg valgte at uddanne mig til cand.scient.bibl. Altså har jeg en kandidat eksamen i informations og biblioteksvidenskab. Da jeg begyndte i 2007 - blev denne uddannelse kåret til den mest erhvervs sikre uddannelse i den vestlige verden. Så kom krisen og siden er der lukket 500 biblioteker og mange er blevet betjenings løse. Så jeg er nu blandt de overflødige akademikere..
3) jeg valgte at slå mig sammen med den mand jeg elsker. Igen af os tror på gud og har ikke haft behov for at indgå de etablerede partnerskaber.. Vi ville bare gerne være dig og mig og vi to..
4) Jeg bor i en leje bolig som er bygget efter 1991 og dermed siger loven at min udlejer kan sætte lejen præcis som det passer ham. Så det er nu 7900 for 57m2. Så vi skal flytte - og dermed ud og købe en bil så min kæreste kan komme på arbejde og forsørger mig....
5)Jeg søger ALT.. Når jeg søger kasse linje stillinger får jeg at vide at jeg er overkvalificeret - når jeg søger biblioteks stillinger er der gerne en mere erfaren i puljen. Jeg har lige søgt et studiejob på et bibliotek..

Hvad skete der med ideen om at i Danmark er den mindste økonomiske enhed individet og ikke familien ?

Jens Kofoed, Dana Hansen, Rasmus Kongshøj, Flemming Scheel Andersen, Dorthe Jacobsen , Kim Houmøller, Carsten Søndergaard, Torben Kjeldsen og Simone Bærentzen anbefalede denne kommentar

Endnu en rystende beretning fra the working poor.

Man hører den ene politiker efter den anden fortælle 'gribende' historier om, hvorledes deres forældre måtte hutle sig igennem hverdagen med huller i skoene og kun småpenge til mad.

Politikerne nu om dage er nogle iskolde skiderikker, der med den ene hånd slynger om sig med historier om hvor hårdt det var da de var børn og med den anden hånd gennemfører det ene grove sparegreb efter det andet der altid rammer de svageste, de fattigste og de syge.

Føj for den lede hvor jeg skammer mig over landets politikere!

Rasmus Kongshøj, Flemming Scheel Andersen, Erik Granberg, Kim Houmøller, Carsten Søndergaard, Bill Atkins, Lone Christensen, Niels Mosbak og Per Torbensen anbefalede denne kommentar

"Hjemme hos os klynker vi ikke. Vi overlever bare."
Det synes jeg nu nok, du gør. Klart du må prioritere økonomisk, hvilket alle dage har været en udfordring, men i det mindste har du et job OG en god familie. Mange lever uden begge dele og er dermed noget værre stillede.

Nuvel, man kan altid finde nogle, der har det værre end en selv, hvilket jo netop ikke dermed diskvalificerer ens egen status, men jeg synes nu alligevel at der er dømt klynk igennem hele dit skriv. Alene det, at din overskrift jo slet ikke stemmer overens med den senere forklaring, er jo et udtryk for at forsøge at male historien op.

At vi så er enige i, at det er forkert kun at sidestille gifte med samlevende, når det er til statens fordel, det er en anden sag! Enten er man ligestillet, eller også er man ikke.

Op med humøret og se så på de positive sider af tilværelsen! Du kan i det mindste købe god mad til din datter, og både du og hun får meget mere nærvær gennem de mere tætte aktiviteter, I er "tvunget" til at opleve sammen, fordi du og din samlever ikke har råd til at sende hende alle mulige steder hen eller give hende en masse ting.

Niels P Sønderskov

Når man som journalist kaster (en del af) sine private forhold ind i den politiske kamp til fordel for Enhedslistens synspunkter må man vel finde sig i kritik af disse private forhold, men det er selvfølgelig svært, når man ikke kender disse forhold nærmere.

Kampen står om lovændringer, som der er et solidt stort flertal for, og jeg hører til dette flertal, som dels mener samlevende bør sidestilles økonomisk med ægtefæller, dels er uenig med nogle læger i at angst skal være en livstidsdom. Hvad angår det sidste er jeg for en gangs skyld helt enig med Peter Hansen, og jeg undrer mig over at kronikøren uden videre tager denne bedømmelse for gode varer. Kvinden skal selvfølgelig i behandling og anden aktuel lovgivning baner heldigvis vejen for at det kan ske. Det ville være en større ulykke, hvis man på det grundlag bevilgede en yngre kvinde livsvarig pension.

Endelig et nyt aspekt i forhold til de tidligere kommentarer: Parret har åbenbart i en situation som kontanthjælpsmodtagere / uddannelsessøgende valgt at få denne datter, som konikøren benytter sig af i den politiske kamp. Det var efter min mening ikke nogen klog beslutning. Et er forsørgelsen af samleveren, men der kan ikke have været tvivl om forsørgelsespligten overfor et barn. Måske er jeg gammeldags, men mener også den bedste sikring for barnet er ægteskab.

Grethe Preisler

Finansminister Bjarne Corydon overtog posten efter 10 år med lutter venstremænd ved roret i finansministeriet: Thor Petersen (2001-07) Lars Løkke Rasmussen (2007-09) og - efter regeringsomdannelsen i forb. med Anders Fogh Rasmussens karriereskift - Klaus Hjort Frederiksen (2009-11). Og de første seks år efter 'systemskiftet' gik det så strygende, at Thor Petersen turde love vælgerne, at hvis det fortsatte på den måde, kunne vi over kort tid komme til at eje hele verden.

Som bekendt fortsatte det ikke ret meget længere på den måde. I september 2008 krakkede Lehmann Brothers og udløste den største nedsmeltning på det finansielle marked, verden har set siden børskrakket på Wall Street i 1929.

Ingen så det komme -. heller ikke de 'økonomiske vismænd' i DK. De få af dem, som måske havde en mistanke om, at det ikke kunne fortsætte på den måde i det uendelige, var der i hvert fald ingen, der 'lyttede til' i 2007, da VK-regeringen vandt sit tredje folketingsvalg i rap.

Nogen må jo have haft held til at overbevise flertallet blandt de danske vælgere om, at drømmen om den krisefri kapitalisme endelig var blevet til virkelighed, og at forbrugsfesten for lånte penge med sikkerhed i ejerboligens støt stigende friværdi kunne fortsætte i det uendelige.

Danskernes private gæld til banker, låne- og finansieringsinstitutter, skulle efter sigende være større i forhold til det samlede nationalbudget end tilfældet er i de fleste andre lande. Og da man ikke kan plukke hår af de skallede (teknisk insolvente boligejere og fallerede små selvstændige virksomhedsejere) må man finde midlerne til finansiering af velfærdsgoderne, udbygningen og vedligeholdelsen af infrastrukturen og støtteordningerne til den del af erhvervslivet, der skal skubbe gang i hjulene under det næste økonomiske 'vækstlokomotiv', andre steder.

Hvad havde i egentlig ventet jer andet af en ny mindretalsregering, der har skrevet under på at ville fortsætte den økonomiske genopretningskurs ad det spor, som den forrige regering lagde skinnerne ud til?

At den kunne trylle midlerne til 'genopretningen' op af en høj hat?

Leo Nygaard: forstår ikke helt din kommentar. Du skriver: 'Desværre for sent ift demonstrationen i dag, men lav et stort banner med "Basisindkomst", til brug ved en senere lejlighed, hvis dette udvikler sig.'

Var det: ... men lavER et stort banner med "Basisindkomst.... du ville skrive?

Jeg er i øvrigt tilhænger af borgerløn/basisindkomst og har underskrevet den relevante EU-underskriftsindsamling http://basicincome2013.eu/ubi/signup-page

Simone Bærentzen, det er jo intet mindre end forfærdeligt, hvad du skriver! For du beskriver et samfund, der er blevet så ufleksibelt og så blottet for almindelig sund fornuft, at alting stivner.

Nogle stiller kronikken til regnskab for min kærestes helbredsprognose og arbejdsevne, som om de vidste eller er overbeviste om, at de foreliggende lægevurderinger i hendes sag skulle være utilstrækkelige. Det er de altså ikke. Og derfra egner denne debattråd sig ikke til yderligere diskussion af dét punkt. Det er noget, der er egnet til at diskutere med alle sagens bibeltykke papirdynge for en domstol.

Et par stykker mener, at det er en klynkekronik, men så læser man altså noget, der ikke står. Vi fortæller historien, som den er, og så er vi politisk indignerede, og det er ikke klynk.

Som jeg indrammer kronikken med - vor finansministers bekendelse, så er sagen jo ren og skær fordelingspolitik, og det er dét, jeg vil diskutere. Ikke om det er synd for os, for der er altid noget, der er synd for alle.

Skubber jeg mit barn foran mig, som Niels P. Sønderskov skriver? (i øvrigt har jeg aldrig beklaget mig det mindste over at skulle forsørge et barn. Jeg beklager mig over, at samfundet sender regningen for min hele kærestes leveophold, mens jeg får lov at betale hele min egen skat). At skubbe noget så uskyldigt som et barn foran sig er altid øretæveindbydende i politik, men det er ikke mig, men socialdemokrater som Mette Frederiksen og Bjarne Corydon, der har sat den børnedagsorden, og så er ramte familier med børn nødt til at reagere.

Før Mette blev minister, snakkede hun bestandig om børn i dette samfund. Og som minister nævnte Bjarne Corydon sin egen barndom, som om det skulle gøre indtryk på nogen, at hans mor købte fodboldstøvler for dagpenge. Og det sagde han nærmest som afsæt til det reformprogram, som nu buldrer derudaf, og hvor man laver de største forringelser af større borgergruppers levevilkår, der overhovedet har fundet sted i mands minde.

Så blot for at gentage min kronik, så spørger jeg igen: Hvad er sammenhængen overhovedet mellem alle disse socialdemokratiske taler om børn i den nær fortid, og den politik, man nu kort tid efter byder tusindvis af børn?

Noget har disse magtfulde politikere ment, siden de i flæng har talt om børn. Men jeg kan ikke se sammenhængen med den førte politik.

Jørgen Malmgren, Jens Kofoed, Olav Bo Hessellund, Rasmus Kongshøj, Lars Jensen, Flemming Scheel Andersen, Kim Houmøller, Pia Qu, Lars Hansen, Carsten Søndergaard og Simone Bærentzen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Niels P. Sønderskov,

Du er "uenig med nogle læger i, at angst skal være en livstidsdom", skriver du. Hvad har du af faglig ekspertise at have dem uenighed i? Bortset fra at du synes det er for dårligt, at man har parkeret kronikørens kæreste på kontanthjælp i 10 år, fordi det var det nemmeste (og ikke mindst det billigste for kommunekassen) i forhold til at tilkende hende en helbredsbetinget førtidspension?

Skal Enhedslisten nu også have skylden for det lappeskrædderi af en social-
og arbejdsmarkedspolitik. som skiftende flertal siden Anker Jørgensen-regeringens afgang har hjulpet hinanden med at kreere?

Aldrig i livet - jeg stemmer på Enhedslisten og det agter jeg fortsat at gøre. Ikke fordi jeg tror, de kan udrette mirakler, men ene og alene fordi, der ikke er andre partier af stemme på. Med mindre man finder det helt i sin orden, at det altid er dem, der sidder yderst på flåden, som skal ofres til hajerne, når dødvægten af de nyriges bling bling bliver for stor, og nogen skal skubbes ud over kanten og ofres til hajerne.

Jens Kofoed, Rasmus Kongshøj, Carsten Søndergaard, Tanja Jokumsen og Lone Christensen anbefalede denne kommentar
Else Marie Arevad

I princippet er det kun rimeligt at ligestille samlevende par med gifte par. Det kunne man have gjort ved at ophæve den gensidige forsørgerpligt for ægtefæller, men regeringen valgte altså at indføre gensidig forsørgerpligt for samlevende. Derfor er det mærkeligt, at samlevende par ikke får samme ret som ægtefæller til at overføre personlige fradrag fra den part, der tjener mindst til den, der tjener mest. Om det er bevidst gjort fra myndighedernes side, eller det skyldes lovsjusk, ved jeg ikke, men i det konkrete tilfælde må David Wedege Petersen og hans kæreste altså vælge imellem at flytte fra hinanden eller blive gift, hvis hans indtægt ikke er stor nok til, at familien kan leve af den Hvis de bliver gift, kan han i det mindste få hendes personfradrag, så han slipper billigere i skat. På længere sigt må mann håbe for parret, at hans kæreste kan blive behandlet for sin angstlidelse, så hun i hvert fald har en chance for at komme ind på arbejdsmarkedet.
Alt for mange som DWPs kæreste regnes for syge til at arbejde, men for raske til at få førtidspension og ender derfor med at leve permanent af kontanthjælp, som dermed kommer til at fungere som en uofficiel førtidspension, hvad den slet ikke er indrettet til.

Sven Elming, Rasmus Kongshøj, Flemming Scheel Andersen, Pia Qu, Christian Pedersen, Carsten Søndergaard, Grethe Preisler, Simone Bærentzen, Lise Lotte Rahbek og Lone Christensen anbefalede denne kommentar
Niels P Sønderskov

David (og Grethe), dit barn og din kæreste er først og fremmest dit ansvar og du har gennemført en uddannelse og skaffet dig et job. Det er godt. Måske skjuler du andre diagnoser, men hvis der er tale om hvad du skriver, findes der udmærkede behandlingsmuligheder og du gør kæresten en bjørnetjeneste ved at fæste lid til psykiatere.

Grethe Preisler

Kære David Wedeke,

Gift dig med din kæreste, hvis hun ellers vil have dig, og tag de skattemæssige fordele der følger med.

i kan altid blive skilt igen, når der kommer en ny regering med andre fikse ideer til reform af reglerne for gensidig forsørgelsespligt. Og ungen er jo nok lige glad, om I har papir på hinanden eller fortsætter med at 'leve i synd' af principielle grunde.

M.v.h.

Førtidspensionen er reelt afskaffet.
Hvis man kan arbejde i blot 1-2 timer om ugen er man for rask til at få pension og vil blive henvist til ressourceforløb eller flexjob - hvis der ellers kan opdrives en arbejdsgiver der vil have nogen der kun kan være der 1-2 timer om ugen.
Det er IKKE løgn. Har man en arbejdsevne der svarer til 1-2 timer ugentlig - og det svarer vel til at møde op og drikke en kop kaffe og gå hjem igen i en arbejdsprøvning. - så er der ikke mulighed for at få førtidspension.

Hvis man vurderes til at have en arbejdsevne på omkring 20 timer ugentlig anses man faktisk for at være rask og vil blive henvist til A-kassen eller kontanthjælp.

Vurderingerne sker på baggrund af arbejdsprøvninger. Logiken er at hvis du kan arbejde 20 timer så svarer det såden rundt regnet til en kontanthjælp og så kan du forsørge dig selv. Problemet er bare at der nok ikke er nogen der vil ansætte dig fordi din sygdom som regel gør det vanskeligt at komme i betragtning.

Angående problemet med skattefradraget - ja så ser det ud til at de enkelte ministre laver love uden at kere sig om hvordan det indvirker på andre af lovgivningens områder som den enkelte er underlagt. Jeg tror simpelthen det rager dem derinde mindre end en høstblomst.

Således er det også´et problem at blive frakendt sygedagpengene hvis man i en arbejdsprøvning er vurderet til at kunne arbejde eks. 21 timer om ugen for man kan jo ikke stå til rådighed de 37 timer som A-kassen kræver. Man kan altså ikke vende tilbage til A-kassen uden at begå socialt bedrageri selv om man ikke er faldet ud.. Men det er åbenbart den enkeltes eget problem. Det skider de da på.

Rasmus Kongshøj, christel gruner-olesen, Flemming Scheel Andersen, Dorthe Jacobsen , Erik Granberg, Carsten Søndergaard, Simone Bærentzen, Lise Lotte Rahbek og Lone Christensen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Niels, du vil nødigt indrømme at regeringen har kvajet sig ved at pålægge papirløst samlevende gensidig forsørgerpligt - uden samtidig at give 'forsørgeren' ret til at udnytte 'den forsørgedes' personfradrag på selvangivelsen.

Det kunne ellers skæppe godt i kassen hos papirløse par, hvor manden har et godt job og en fed hyre, og konen egentlig er mere oplagt til at gå hjemme og stryge hans sokker i ro og mag, end til at gøre karriere på arbejdsmarkedet :)

Niels P Sønderskov

Ja Grethe, det er jeg ikke meget for at indrømme. Dog så jeg ved et tjek i forslagene, at den der modtager forsørgelsen ikke skal betale skat af beløbet;)
Nej, det er godt at samlevende ikke får flere penge end gifte. Det har været en fæl skævhed.

Niels P. Sønderskov: Jeg skal stadig ikke diskutere det med dig, men der foreligger en tyk og kompleks, helhedsorienteret helbredsvurdering, som kommunen selv har bestilt hos en speciallæge.

Selvfølgelig er barnet mit ansvar. Det har jeg aldrig anfægtet det mindste. Og når du siger, at min kærestes leveophold er mit suveræne ansvar, så har du ret i henhold til reformindholdet: Nu er det med et pennestrøg blevet GJORT til mit ansvar. Ved en vilkårlig politisk beslutning. Man kunne ligeså godt have besluttet rent vilkårligt, at lygtepælen uden for mit vindue er mit ansvar at udskifte, energiforsyne og vedligeholde, fordi pælen tilfældigvis er tættest på mig.

For det er ikke spor af nogen naturlov, at det skal være sådan, når jeg aldrig har påtaget mig sådan et ansvar. Ansvaret er heller ikke mere mit, end jeg kan vælge at smide hende ud af lejligheden, fordi hun ikke betaler sin halvdel af leveudgifterne.

Men at min kæreste er mit ansvar, det er et vilkårligt standpunkt fra din side. Det er vilkårlig politik fra forligspartiernes side. Og det var også en vilkårlig politisk beslutning, der lå bag, at min kæreste før har fået kontanthjælp.

Al fordelingspolitik er netop vilkårlig og udelukkende nogens beslutning.

Jeg kunne jo også mene rent vilkårligt, at det er Villy Søvndal og hans kones ansvar at betale for de hundedyre hjertebehandlinger, som de får, så længe de har penge på bankbogen og ikke har tømt husstanden for alle værdier først. Jeg skal jo som skatteyder i hvert fald medvirke til at betale for det, men hvorfor skal jeg det? Jeg får ikke dækket udgifterne til den sociale begivenhed, der har ramt nogen i MIN husstand.

Det er også vilkårligt, at min kærestes forældre har arbejder og betalt skat i 45 år uden nogensinde at hæve arbejdsløshedsydelser. De undrer sig over, hvad deres skat gik til, når deres egen datter nu bliver forfordelt.

For det savner jo enhver politisk konsistens: At der på vilkårlig vis er fuld velfærdsdækning for nogle, så de kan blive alvorligt syge og stadig have råd til at køre i 4-hjulstrækker og flyve til Rhodos. Mens andre må betale den fulde regning selv for sygdom. Ja man sender oven i købet regningen videre til de syges kærester.

Det er ikke naturlov, og det er ikke retfærdighed målt ud i enheder. Det er vilkårlige, politiske beslutninger, og vi havde en regering, som ikke gik spor til valg på det her, men som iværksætter disse voldsomme forandringer i vilkårene for samfundets mindst bemidlede. Helst uden debat og gerne pakket ind som om, man hjælper de folk, man skærer hos. 69 procent har tilkendegivet i en opinionsmåling, at de er imod forsørgerpligten, og hovedparten af den resterende andel skal nok ændre mening, når det rammer dem selv.

Grethe Preisler: Hvorfor melder du dig ikke bare ind i Scientology? Fordi du ikke har lyst, svarer du måske. Og det samme svarer vi. Vi har intet principielt imod at gifte os. Vi har blot aldrig haft lyst til det. Så hvorfor skulle vi gøre det med tvang? Det ville jeg kalde en hån mod ægteskabsinstitutionen.

Jens Kofoed, Dana Hansen, Sven Elming, Rasmus Kongshøj, Flemming Scheel Andersen, Dorthe Jacobsen , Simon Trøjgaard Jepsen, Pia Qu, Christian Pedersen, Lars Hansen, Carsten Søndergaard, Lone Christensen, Simone Bærentzen, Torben Kjeldsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Britta - Det var en opfordring i bydeform - lav, at lave..........:-) Ingen skrivefejl.
Ja, jeg kunne huske din sympati. Jeg så demonstrationen på TV.

Grethe Preisler

Ikke forstået Niels,

Syn's' du det er bedre, at gifte mænd med hjemmegående koner slipper billigere i skat end ugifte mænd med med hjemmegående samleversker? Fordi de kan udnytte deres lovformelig ægteviedes personfradrag?

Så vidt jeg ved, bliver gifte hjemmegående koner heller ikke beskattet af værdien af den forsørgelse, de modtager fra ægtemanden til gengæld for den gratis service, de yder ham i form af nystrøgne sokker m.v. :)

Et ligningsmæssigt fradrag kan i nogle tilfælde være mere værd for den, der får det, end en tilskud fra det offentlige.

Det var bl.a. derfor det ligningsmæssige børnefradrag blev erstattet af den såkaldte 'børnecheck', som alle med forsørgerpligt over for mindreårige får tilsendt fra den offentlige kasse.

Torben Kjeldsen

Kort og godt. Det er oprørerende at et sådant indgreb i det enkeltes individets økonomiske muligheder overhovedet finder sted. Det er nedværdigende for begge parter. Endnu værre er det at vi som samfund, læs rigere end nogen siden, med mere produktivitet end nogen, med mere eksport end nogen sinde, med flere i arbejde end nogen sinde (et par få tusind mindre i de sidste 8 år). Det helt vildt som de fleste er forført af pressen og de fleste politikeres landbystosse diskurser. Und nu din næste og gør dig ikke selv fattigere. Lad være med at tro på den løgn at der ikke er ressourcer. De rige bliver rigere og rigere. Ganske få % skatte stigning ville løse en del af vores problemer. Og nej det ville ikke forværre vores konkurrenceevne, hvis man endelig ville bruge det som argument. Det er blot ideologi som ikke passer.

Jens Kofoed, Rasmus Kongshøj, Flemming Scheel Andersen, Karsten Aaen, Dorthe Jacobsen , Keld Sandkvist og Carsten Søndergaard anbefalede denne kommentar
Torben Kjeldsen

Beklager stavefejl.

Grethe Preisler

David Wedeke,

Jamen, du må da selv om det, hvis det skal være på den måde. Det var bare et forslag.

Jeg ville heller ikke melde mig ind i Scientology, om jeg så fik en million i præmie fra skattevæsenet for det. Men jeg ville så heller ikke beklage mig offentligt over, at jeg gik glip af millionen, fordi jeg frekventerede Scientology kirken uden at være medlem.

Simone Bærentzen

Niels P Sønderskov: "Kvinden skal selvfølgelig i behandling og anden aktuel lovgivning baner heldigvis vejen for at det kan ske. Det ville være en større ulykke, hvis man på det grundlag bevilgede en yngre kvinde livsvarig pension."

Det var dog en mærkelig udtalelse at komme med uden at have nogen som helst baggrundsviden om hendes sag. Hun kan jo sagtens have været i behandling i årevis uden bedring - alene dét at hun erklæres uarbejdsdygtig af speciallæger, tyder på at der har været mindst et behandlingssforløb.

Dana Hansen, Rasmus Kongshøj, Karsten Aaen, Simon Trøjgaard Jepsen, Lise Lotte Rahbek, Christian Pedersen, Carsten Søndergaard, Lone Christensen og David Wedege anbefalede denne kommentar

Alle bør iføre sig en genbrugsrygsæk.
Selv har jeg udelukkende monitoreret mit nyerhvervede kolonihavehus med genbrug. Folk tror det er løgn; at det er noget jeg har stjålet.

Alle bør iføre sig en genbrugsrygsæk.
Selv har jeg udelukkende monitoreret mit nyerhvervede kolonihavehus med genbrug. Folk tror det er løgn; at det er noget jeg har stjålet.

Alle bør iføre sig en genbrugsrygsæk.
Selv har jeg udelukkende monitoreret mit nyerhvervede kolonihavehus med genbrug. Folk tror det er løgn; at det er noget jeg har stjålet.

Alle bør iføre sig en genbrugsrygsæk.
Selv har jeg udelukkende monitoreret mit nyerhvervede kolonihavehus med genbrug. Folk tror det er løgn; at det er noget jeg har stjålet.

Niels P Sønderskov

Jeg synes det er dumt af kronikøren at køre frem med sine private forhold, især om kæreste og barn, så det gider jeg ikke tvære mere i, men det eneste oplysning, der gives er angst, hvilket kan behandles og i hvert fald ikke bør give anledning til opgivelse på livstid. Simone, jeg diskuterer kun på de givne betingelser, og det er trist at udnytte de forhold i en politisk kamp.

Niels P. Sønderskov: Det er helt enkelt ikke fyldestgørende, det du postulerer. Der er statistisk set en meget god prognose for angstpatienter, og det er er der også for patienter med hudkræft. Men stadig ikke en helbredelsesprocent på 100 procent. Det er ikke alle i patientgruppen, som kan helbredes ved enten psykoterapi, medicin eller ved kombination. Der er en generel prognose, ja, og så er der en individuel prognose med baggrund i den konkrete patientsag.

Jørgen Malmgren, Jens Kofoed, Torben Kjeldsen, Rasmus Kongshøj, Flemming Scheel Andersen, Steffen Gliese og Carsten Søndergaard anbefalede denne kommentar

Socialdemokraternes ret og pligt dogme bliver udstillet af Krasnik i Deadline netop nu.
Arbeit macht frei.

Peter Hansen

Hvor var du kæmpede henne? synes ikke du svarede da jeg spurgte sidst.

Krasnik: Det er tvangsarbejde.

Mette F: Det er ikke tvangsarbejde, det er ret og pligt.

And the show goes on and on and..

Kim Houmøller, Lone Christensen, Rasmus Kongshøj og Olav Bo Hessellund anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Summa summarum: Hykleri er lastens og dumhedens cadeau til dyden og den sunde fornuft.

Mette Frederiksens forsvar for sit personlige fingeraftryk på den såkaldte "arbejdsmarkedsreform" oser langt væk af dårlig samvittighed over for dem, det angiveligt skulle skulle komme til gode som "et kærligt skub i den rigtige retning".

Mette Frederiksen har rent ud sagt sovet i timen, da hun opfandt den gensidige forsørgerpligt for ugifte samlevende par, som ikke komme til at spare de offentlige kasser for en klink. Derfor er hun nødt til at camouflere sit fingeraftryk på den arbejdsmarkedsreform, hun overtog fra VK-regeringen, som en "ligestillingsreform".

Langtidssyge og handicappede skal efter 1. januar kostes rundt i et udvidet kafskask mareridt af job- og socialcenter-bureaukrati for at tilfredsstille "retsfølelsen"' hos dem, der synes det er for dyrt at fortsætte med at holde liv håbløst syge og handicappede med en helbredsbetinget førtidspension, når de skal bidrage til finansieringen af dette velfærdsgode over skattebilletten.

Ren Inger Støjberg og Joachim Olsen. Nu med Corydon som hunden med øjne så store som Rundetårn på låget af kassen med med skatteydernes penge.

Lone Christensen, Torben Kjeldsen, Rasmus Kongshøj, Flemming Scheel Andersen, Karsten Aaen, Niels Mosbak og Per Torbensen anbefalede denne kommentar

Der er ingen tvivl om, at regeringen synes, den bekæmper et monster, et velfærdssamfund, der nok har udviklet sig i en retning, som mange hylder, men som socialdemokrater og SF'ere ikke er glade for og ikke længere kan forsvare.
Reelt stirrer de sig blinde på forhold, der blot har været uændrede i det meste af et århundrede: antallet af folk i den arbejdsdygtige alder udenfor arbejdsmarkedet; men de har en diffus ambition, synes rationalet at være, om at antallet skal bringes ned. Det tror jeg ikke, at man kan eller skal med de midler, regeringen vælger.
Den frihedens ånd, der havde indfundet sig i samfundet i opgør med visse moralske forestillinger, forsøges genindført ved lov - f.eks. altså parforholdet som skæbnefællesskab. Det står jo fuldkommen i modsætning til den lette adgang til skilsmisse, man også har indført - eller gør det? Måske er tanken, at man skal gifte sig serielt livet igennem. Det er i så fald en dybt perverteret indstilling.

Når jeg er en smule hård her, så er det, fordi jeg har meget nære venner i nøjagtig samme situation som kronikøren, såmænd også hvad job angår. De har tre børn, men formår alligevel at holde fanen højt med én indtægt under samme overenskomst.
Men de er gift, og deri ligger hele forestillingen.
Og hvorfor skulle man ikke gifte sig? Hvad er det, man efter ti års samliv viger tilbage for? Alle samfund bygger på familiedannelse, ellers kan det slet ikke hænge sammen, så ender vi det samfundsdiktatur, som Platon allerede skildrede, hvor børnenes opvækst og opdragelse varetages af staten.

Steffen Knudsen

Det skal kunne betale sig at arbejde, siges det. Med denne reform har man bare rykket "Det kan ikke betale sig at arbejde" gruppen fra enlige mødre til alle der har et lavtlønnet job og en kæreste de skal forsørge.

Danmark - nu med en endnu større gruppe "Det kan ikke betale sig at arbejde"

jens peter hansen

Det eneste logiske er selvfølgelig at alle, også enlige fædre og mødre bliver opfattet som selvstændige individer. Det betyder at fradrag og tilskud skal være ens om man er enlig, samboende eller gift, om man bor tre sammen eller flere. Det betyder jo også at den enlige ikke får noget oven i hatten.

Jens Kofoed, Karsten Aaen og Lars Hansen anbefalede denne kommentar

Det, som jeg gang på gang må stejle over, er: afhængigheden af det offentlige. Jeg - og det gælder sikkert også Niels Sønderskov - er vokset op med, at man så vidt muligt skal holde forvaltningen fra døren, også selvom det giver økonomisk smalhals. Jeg vil hellere undgå at blive håndteret af systemet og leve fattigt end at underlægge mig deres strukturelle løsninger og kontrol. Jeg var heldig at vokse op på et tidspunkt, hvor man så det at hjælpe borgeren som samfundets pligt frem for at lefle for erhvervslivet. En tilbagevenden til denne demokratiske tilstand vil jeg altid støtte. Men som borger må man sno sig! Og jeg ved, hvordan det er lykkedes for mig - og at det er blevet stedse vanskeligere, fordi der føres en politik, der understøtter strukturerne snarere end borgerne.

Når jeg i løbet af mine 30 år på arbejdsmarkedet lejlighedsvis har været arbejdsløs, er det hver gang lykkedes mig at komme videre i job som følge af aktivering. Det handler om at vide, hvad man vil og formulere det, så løser man mange menneskers problem. Alt for mange finder sig i at blive håndteret frem for at gøre sig klart, hvad de virkelig har lyst til.
Hvad gør man så, hvis er plaget af angst og ikke synes at kunne bestride et job med andre? Først og fremmest bør man - og mit synspunkt er hele tiden, at man skal gøre ting for sin egen skyld - finde ud af, hvad man kan gøre hjemmefra. Intet middel er bedre mod angst end at gøre sig klart, hvad man faktisk kan. Jeg fornemmer, at I begge er alletiders forældre, allerede dér er I begge bedre end så mange andre par i både bedre og værre omstændigheder.
Når man ikke modtager offentlig hjælp, er man heller ikke slave af Mette Frederiksens pligtetik, man kan skrive, skabe, producere eller på anden vis bidrage til offentligheden og dette i vore dage hjemmefra. Hvad tror I, vi andre gør?!

Og hvis Hannah Jensen først og fremmest ophørte med at betragte sig som akademiker, titlen til trods - det er altså en uhyrlighed, at bibliotekarer tror, at deres fag i sig selv kan ligge på universitært niveau, jeg beklager - og i stedet ser på de mange opgaver, der faktisk ligger, taler med din sagsbehandler om løntilskud på et af de kulturbærende institutioner og gør dig klart, hvad du kan og vil bidrage med i strukturen, er chancerne ikke særlig små for at komme ind i varmen. Sådan har vi andre gjort.

Altså: der er det generelle billede, hvor intet kan lade sig gøre og alt er problematisk, og det individuelle niveau, hvor meget kan lade sig gøre, hvis man gør sig klart, hvad man selv vil.

Det er måske nok meget logisk, jens peter hansen, men institutionel logik er heldigvis ikke alene baseret på logik, den skulle meget gerne facilitere menneskers faktiske liv. Og jeg indrømmer, at dette er blevet vanskeligere, fordi autoriteterne konsekvent, men ikke særlig konsekvent, har ført en imperialistisk politik over for civilsamfundet. Det gider vi ikke, men så må vi jo engagere os og få nogle politikere valgt, der vil noget andet.
Det, der igen og igen fremstår som velfærdssamfundets akilleshæl, er, at vi kommer til at tale ufatteligt meget om penge, hvor hele ideen var, at vi kunne undgå det og i stedet tale om de betydningsbærende forhold. Vi har ikke fået et velfærdssamfund, vi har fået et forbrugersamfund, og det må vi altså gøre op med! Samfundet skal sikre de almene goder for alle, fordi vi står i et 1:1 forhold til samfundet som borgere i et demokrati. Om vi så må smøre leverpostejen tyndt på, burde virkelig betyde mindre.

Man kunne jo også at glæde sig over at du har fået taget dig en god uddannelse, som giver mulighed for en god indtægt der faktisk kan forsørge en familie.
Som enlig mor og lærer tjener jeg en del mindre end en journalist. Alligevel har jeg forsørget mine to børn alene de sidste 13 år, og selvom vi også har taget imod genbrugstøj og aflagte cykler fra venner og familie, så tror jeg egentlig at mine børn er kommet nogenlunde helskindet igennem. Vel er det ikke udlandsrejser flere gange årligt og skiftende iphones der fylder herhjemme, men der er jo også andet i livet. Bl.a. følelsen af at vi er duelige i eget liv, vi bestemmer selv og vi kan rent faktisk klare os selv og de nærmeste som vi har ansvar for.
Hvorfor er skribentens barns mor kommunens ansvar? Hvad er der galt i at vi tager ansvar for dem vi elsker? Når vi rent faktisk kan.

Birgit Kraft, Niels P Sønderskov og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Venstrefløjen er SÅ skizofren! På den ene side vil man nøjsomhed og mindre forbrug, og på den anden side - skal bistandsklienten ikke være henvist til mindre end Nike til sine børn. Men ingen skulle gå op i, om mærket er det ene eller andet, og kampen imod det begynder med egne forbrugsvalg.

MEN, David Wedege, angst har en baggrund. Jeg kan i hvert fald ikke forestille mig, at angst kan opstå uden at have bund i erfaring. Men igen, jeg er ikke ekspert, jeg har bare kendt folk, der har modtaget psykoterapi for deres angst, men som også har haft tilbagefald og måttet på den igen. Deres angst havde baggrunde, som det tog tid at finde ind til; men det lykkedes.
De var dog heller ikke så totalt lammede, at de ikke samtidig levede et liv med uddannelse og arbejde.

"Søge lykken på bunden af en genbrugsæk" er måske en lovlig malende beskrivelse, da samlevende over 25 år blot bliver sidestillet med ægtepar og dermed kommer ned på den højeste kontanthjælpssats som husstand. Og det kan man altså godt leve af. Det er der mange andre, der gør i forvejen.

Men når det er sagt, så synes jeg ikke, lovændringen er særlig hensigtsmæssig. Man antager normalt, at lovgivning skal være adfærdsregulerende. Og der er da givetvis mange, der har undladt at gifte sig med en kontanthjælpsmodtager, netop fordi de ikke havde lyst til at overtage forsørgelsespligten fra samfundet. Som kronikøren jo også beskriver det.

Og fremover vil det vel så bare udvidet til, at folk også undlader at flytte sammen med en kontanthjælpsmodtager. Eller måske blot blive kæreste med en kontanthjælpsmodtager, fordi det vil ligge i baghovedet, at forholdet ikke vil kunne udvikles til at flytte sammen, uden at det får voldsomme konsekvenser for ens privatøkonomi.

Så snarere end økonomiske besparelser for det offentlige, kan det her for mig at se meget let ende med yderligere social marginalisering af kontanthjælpsmodtagere.

Simone Bærentzen, Sven Elming, Lone Christensen, Rasmus Kongshøj, Steffen Gliese, Lise Lotte Rahbek, Erik Granberg og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar

Jens og Peter Hansen - Det I lægger op til er basisindkomst.
Sætter frihed, individ og social sikkerhed i højsædet - uden indviklet bureaukrati .
I stedet for de familie fjendske tilstande, vi har nu. Der har aldrig været flere enlige, mere socialt bedrageri, mere kontrol, mere angiveri end nu.
Og politikerne roder rundt i ændringer ustandselig.
Og så taler man om Mette Fredriksen som muligt statsminister. Bwadr.

Jens Kofoed, Rasmus Kongshøj, Karsten Aaen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar

Sider