Kronik

Min datter må søge lykken på bunden af en genbrugssæk

Kontanthjælpsreformens princip om gensidig forsørgerpligt tvinger mig til enten at flytte fra min kæreste eller leve med en økonomi, hvor hver en 50-øre skal vendes. Jeg vælger naturligvis det sidste. Men konsekvensen bliver, at min datter kommer til at vokse op på smalkost – en grum gentagelse af egen barndom
Debat
18. december 2013

I september 2012 gik finansminister Bjarne Corydon på talerstolen til Socialdemokraternes kongres. Han ville gerne bekende noget, og han lød alvorlig.

Bekendelsen var, at hans mor var på dagpenge, da han var dreng. De fodboldstøvler, han havde som dreng, købte hans mor for dagpenge. Derfor kunne Bjarne Corydon udmærket sætte sig ind i, hvad det ville sige at frygte for sit job.

Nu vil jeg bekende noget for Bjarne Corydon: Der bliver måske slet ikke råd til, at min datter nogensinde kan få fodboldstøvler eller bare et medlemskab af en idrætsforening.

Jovist, jeg kan trimme husholdningsbudgettet hist og her. Jeg kan fravælge de dyrere, pesticidfrie fødevarer til mit barn og se stort på, at der måles giftrester i børns urin på grund af maden, de spiser. Man kan altid prioritere, siger de bondefornuftige, men uanset hvordan jeg prioriterer, vil jeg blot flytte afsavnet fra ét område og til et andet. Jeg kan ikke prioritere, så der er råd til både pensionsopsparing, campingtur, min kærestes tandpine, børneidræt og indboforsikring.

Sagen er, at jeg fra årsskiftet skal forsørge hele min familie alene. Og det vækker minder, som fint kan hamle op med Corydons. Min egen mor var ikke engang på dagpenge. Hun blev forsørget af min far, som dog blev hjulpet af et ægteskabsfradrag. De kunne have haft lidt flere penge mellem hænderne, hvis de lod være med at gifte sig, men da de var stærkt troende, blev de nødt til at leve sådan og håbe på, at belønningen kom dryssende ovenfra.

Jeg tvivler på, at det nogensinde skete.

Min fars løn som amtsvejmand rakte ikke til fodboldstøvler. Vi fandt nogle støvler med skøre skrueknopper i en genbrugsbutik. De skavede fødderne. Men der var ikke råd til et foreningskontingent, for familiens skrotdynge af en brugt 70’er-Volvo skulle også have nyt udstødningsrør.

I dag kan min egen Mitsubishi fra 1995 ikke få nyt udstødningsrør, hvis det også skal være jul.

Ufrivilligt løftebrud

Selv om jeg har lovet mig selv, at jeg aldrig skulle blive eneforsørger for en hel familie, er jeg helt ufrivilligt havnet i den situation. Og det til trods for, at jeg for længe siden lovede mig selv, at jeg aldrig skulle gifte mig med en kontanthjælpsmodtager. Det lyder måske kynisk. Meget vil jeg gøre for kærligheden, men netop dét har jeg aldrig været villig til. Jeg ønsker ikke, at mit barn skal have en opvækst på samme økonomiske betingelser, som jeg selv voksede op under.

Da jeg så alligevel fandt sammen med en skøn, intelligent og dejlig kontanthjælpsmodtager 10 år siden, skete det, mens jeg selv var på kontanthjælp, og vi gik på samme daghøjskole.

Det var aldrig meningen, at nogen af os skulle blive hængende på kontanthjælp. Vi ville skabe os et værdigt liv sammen, og min kæreste har medvirket til, at jeg gennemførte en videregående uddannelse som den første i slægten. Hvorefter jeg kunne indløse en billet til funktionærklassen.

Men min kæreste blev ikke rask, som vi inderligt håbede. Det bliver hun aldrig. Efter adskillige behandlingsforsøg har speciallæger samstemmende erklæret, at min 36-årige kæreste aldrig bliver arbejdsmarkedsparat på grund af livslange angstsymptomer.

Kommunen vil ikke give hende førtidspension, for sagsbehandlingsregimet er reelt sådan, at kommunen skal være den absolut sidste, som opgiver at få en borger tilbage i arbejde. Uanset hvad eksperter siger. Derfor har kommunen overladt hende til en udsigtsløs tilværelse på kontanthjælp resten af liv. Eller rettere sagt: I november stoppede de kontanthjælpen helt, fordi hun ikke er i stand til at møde op til samtaler.

Havde vi bare hendes kontanthjælp, kunne vi egentlig også leve udmærket.

Tvangsægteskab

Min kæreste og jeg har aldrig delt hinandens ting eller den mængde penge, vi samlet havde, men vi har altid bidraget 50-50 til fælles leveudgifter. Hun er en ligeværdig, voksen og ansvarlig partner, så vi har altid haft et ligeværdigt parforhold. Den dag, jeg var tvunget til at skulle forsørge hende, ville forholdet blive en velgørenhedssag, har vi tænkt. Ja, egentlig er vi slet ikke typerne, der har lyst til at gifte os, uanset hvad vores status skulle være.

Men så kom kontanthjælpsreformen. Mens staten i årtier har bekæmpet indvandrernes tvangsægteskaber, er vi to nu pludselig gået hen og er blevet tvangsgift af samfundet – blot med ringere vilkår end rigtige ægtefolk, da jeg ikke får noget konefradrag. Nu skal vi nemlig være de facto gift, og jeg er tvunget til at forsørge hende.

Vel kan jeg holde det løfte, jeg engang gav mig selv. Jeg kan smide min kæreste – min datters mor – ud af hjemmet og bede hende om at klare sig selv. Imens kan jeg lede efter en papmor med eget funktionærjob ude på kødmarkedet. Måske et sted i Jomfru Ane Gade, hvor det modne publikum kommer, hvis sådan et sted overhovedet findes endnu.

Selvfølgelig gør jeg ikke det.

Heller ikke selv om jeg ikke får nogen som helst økonomisk belønning ved at passe mit arbejde længere, nu hvor min økonomi er som i studenterhyblen. Det får mig ikke til at skælve mindre ved tanken om at miste det dyrebare job, jeg som nyuddannet lykkeligvis har tilkæmpet mig. Det skyldes ikke, at dagpenge er en stakket frist, som udløber efter to år, hvorefter jeg kan vende tilbage på kontanthjælp og pludselig få råd til hårdt tiltrængte tandreparationer, fordi loven åbner mulighed for ekstraydelser. Det skyldes derimod, at jeg kæmper for at beholde den sidste værdighed, jeg har tilbage.

Jeg kan blot håbe, at mine marginale, årlige lønstigninger bliver som forudsagt, så familiens levevilkår ikke presses yderligere af prisudviklingen.

Formålsløs stræben

Jeg hører nogen sige, at de vanskelige vilkår er en politisk indbygget motivationsfaktor, der skal få os til at stræbe. Men hvad kan vi realistisk set overhovedet opnå ved at stræbe? Min kæreste kan ikke opnå noget som helst. Hun er livsvarigt invalid, siger et samstemmende lægekor. Men førtidspensionen er de facto afskaffet, og kommunen vil under ingen omstændigheder rokke sig.

Og mig? Jeg kan vælge mellem min nuværende tilværelse som fattigfunktionær med marginale lønstigninger, eller jeg kan afprøve mine talenter udi iværksætteri eller poker med chance for at tabe alt på gulvet. Jeg tror, jeg klamrer mig til mit funktionærjob.

Hjemme hos os klynker vi ikke. Vi overlever bare. Og for nylig følte jeg en velsignet lettelse over at finde et par fine, brugte pigerulleskøjter på bunden af en genbrugssæk. Sådan en oplevelse af lettelse, som de rige vist ikke kan købe for penge.

Og nu er det også blevet så smart blandt ressourcestærke mennesker at rode i supermarkedets skraldespande, at man kan tillade sig at gøre det, uden at føle et brændende stigma i bagdelen.

Vi er udmærket klar over, at andre borgeres penge – inklusiv mine egne skattekroner – ikke er noget, man bare har krav på at få del i. Der er tale om en politisk prioriteret fordeling. Man har valgt, at regningen for sygdom og arbejdsløshed skal bæres af kontanthjælpsmodtagernes kærester.

Så jeg undrer mig over, hvad manden på kassen, den politiske pengefordeler Bjarne Corydon, egentlig ville den dag for temmelig kort tid siden, da han stod på talerstolen under Socialdemokraternes kongres og bekendte, at hans mor havde langt flere penge at rutte med, end min datters mor nogensinde vil få. Det giver ikke nogen som helst mening.

David Wedege Petersen er journalist

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Grethe Preisler

Vekommen tilbage til fattigfirserne, hvor blomsterbørnenes børn blev trætte af at bo i kollektiv med deres forældre og flyttede i bz-kollektiv med hinanden for at solidarisere sig med arbejderklassen og leve af kontanthjælp. Mens de ventede på bedre tider og uddannede sig til "livskunstnere og skønånder", der kunne overtage de job, som blev ledige, når deres kreative forældre en gang blev gamle nok til at gå på efterløn.

At "go'e gamle fru Olsen" på 55, som havde knoklet sig vind og skæv med trappevask, fabriksarbejde og avisudbringning fra hun gik ud af skolen som fjortenårig, måske trængte mere til at at melde sig ud af ræset for pengene til den bistandshjælp til blomsterbørnenes børn, som hun var med til at finansiere over skattebilletten, tænkte de ikke på. No Sir! Skulle de påtage sig et lønnet job, så skulle det være noget, der var "meningsfuldt". Og meningsfuldt arbejde, det var ikke noget med rengøring og avisudbringning eller tørren næser på snottede børnehavebørn i den kommunale og numser på senile plejehjemsbeboere. Det kunne fru Olsen godt få lov at beholde for sig selv.

Når hun nu ikke var "kreativ" nok til at få tiden til at gå med med noget mere "meningsfuldt" end rengøring og andet "dødssygt traditionelt kvindearbejde" på lavtlønssats i Den Offentlige Sektor.

Er det underligt at Dennis Kristensen fra FOA efterhånden er begyndt at se lidt træt ud i ansigtet over det seneste 'systemskifte' på Borgen?

Birgit Kraft, Lone Christensen og Inger Sundsvald anbefalede denne kommentar

Peter Hansen

Tænkte det nok, det eneste du kæmper er hjemme fra tastaturet.

Jeg er glad for, at Lars Hansen nævner de strukturelle effekter, for det er mest højrelevante ved denne kronik. Jeg angler aldeles ikke efter nogens medlidenhed eller nogens tilkendegivelse af, at noget er uretfærdigt, for som jeg selv nævner:

Fordelingspolitik er ikke retfærdighed. Det er heller ikke spor retfærdigt, at jeg kan få mad, mens der er hungersnød andre steder. Fordelingspolitik er noget helt vilkårligt noget. Man fordeler pengene politisk, fordi man vil opnå noget. Og opnå noget - det er det, vores ledende regeringsparti taler om hele tiden.

Jeg er bare et almindeligt, moralsk halvfordærvet skarn med forventninger til livet, som alle mulige andre.

En kontanthjælpsmodtager, der sidder fast og uden manøvremuligheder i sit liv, kan glemme alt om at finde en kæreste fra et samfundslag højere oppe. Den potentielle partner flygter allerede på flirtestadiet, for hvem gider score en velgørenhedssag, når der sidder en anden sag ved det næste bord.

Man marginaliserer kontanthjælpsmodtagerne yderligere. De er pludselig blevet som negre i et hvidt apartheidsystem.

Flere må bo alene. Er det smart? Er det smart for kontanthjælpsmodtagerens situation? Er det smart for boligsituationen - er det smart for miljøet og energiforbruget? Det koster også boligsikring og tillægsydelser til enlige på kontanthjælp.

Det kan man synes er godt eller dårligt. Standpunkter er og bliver vilkårlige, og folk må have deres standpunkter. Men hvad synes Bjarne Corydon?

Mig. Jeg er bare klovnen på vippen, som lagde eksempel til og som på forhånd ventede, at skulle overdænges med folks tudekiks af folk, som gerne vil overdøve den egentlige diskussion.

Jens Kofoed, Lars Hansen, Lone Christensen, Rasmus Kongshøj, Olav Bo Hessellund, Torben Kjeldsen, Karsten Aaen, Flemming Scheel Andersen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Kommunen SKAL ansætte - eller tildele førtidspension. De er godt nok og indrønmmet den ynkelige muligheder den har for det første i langt de fleste tilfælde, men længere er det hierarki ikke. ikke., så der skal nok snarest lovgives derom med den slags kommuner i omløb.

Niels P Sønderskov

Respekt for en kronikør, der for en gangs skyld deltager i diskussionen, men David, hvad er så den egentlige diskussion?

Grethe Preisler, det er en grov fremstilling af firserne, hvor masser af mennesker i min omgangskreds beskæftigede sig med netop den slags arbejde, du beskriver.
Hvad der var så besynderligt for nogle af os var, at man uden uddannelse kunne komme til at arbejde som sygehjælper, f.eks. Pædagogmedhjælper var mere indlysende og meget udbredt.
Vores kollektiv kunne kun fungere, fordi vi alle - især før SU-reformen i '89 - tjente vores brød på forskellig vis.

Niels P Sønderskov: Det fremgår så tydeligt af start og slutning: Hvad skal det politisk til for?

Jens Kofoed, Lars Hansen, Rasmus Kongshøj, Olav Bo Hessellund, Torben Kjeldsen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Hvorfor vil folk tvære deres private liv ud i offentligheden?

Flemming Scheel Andersen

Michael Kongstad Nielsen

Det kan desværre være nødvendig at nogen ofrer sig og sætter ansigter på følgerne af politikernes tomme tale om at give en hjælpende hånd.

Sven Elming, Lone Christensen, Rasmus Kongshøj, Olav Bo Hessellund og Torben Kjeldsen anbefalede denne kommentar
Flemming Scheel Andersen

Flere kronikører har ment at samboende par jo så "bare" kan gifte sig og snuppe den forsørgedes skattefradrag, men er det nu løsningen at lade staten bestemme befolkningens samlivsformer og duer staten som tvangsægteskabsbyder??
Hvordan var det nu med holdningen til tvangsægteskaber for invandrere af hensyn til religion?? Stiller man sig anderledes, hvis det er for at overleve med respekten i behold i den ene, som den anden samfundsstruktur??

Regeringen har sagt at ændringerne re for at lige stille par og ægtepar.

Så kan jeg så oplyse omkring forsørgelsepligten i parforhold, at det ikke er muligt på nogen måde at ligestille par og et ægteskab, med mindre at man indfører en form for tvangsægteskaber.
Det er nemlig ikke "kun" i skattelovgivningen at ægteskabet nyder en særstatus i forhold til mere løse parforhold.
Jeg mener på det bestemteste at jeg for flere årtier siden, da perforhold blev almindelige og flere forsøgte sig med "samlivskontrakter" til erstatning, at have fået oplyst om at ægteskabet "rummer" vist 1500 forskellige juridiske bindinger og at en dækkende "samlivskontrakt" derfor ikke var mulig.
Arv, ejendomsforhold, forældreret, andre offentlige indretninger og systemer, masser at områder har man en tættere personlig binding med konsekvenser end i parforhold.
I masser af parforhold, vil den ene part blive "holdt", forsørget af sin partner uden nogen indkomst.
Hvis en sådan forsørget person indgår et kreditkøb velvidende at vedkommende ikke har nogen betalingsevne, er det så partneren ligesom i et ægteskab der er økonomisk ansvarlig??
Endnu længere ud, hvis det den forsørgedes børn der påtager sig en økonomisk forpligtelse, er den forsørgende partner så også ansvarlig for disse??
Jeg skal understrege at jeg ikke på nogen måde kan rammes af nogen af de tænkte stramninger, men på mig virker det som om lovgiver overhovedet ikke har noget hold på hverken jura eller virkelighed, men i stedet har forfaldt til at forfølge snævre, højredrejede tankegange i en forplumret teoretisk politik i håb om at kapre stemmer i de småborgerlige hjem.

Jens Kofoed, Lone Christensen, Rasmus Kongshøj og Torben Kjeldsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Flemming Scheel - jeg har bare den lille beklagelige fornemmelse, at nogle udstiller sig selv, for at opnå en personlig tilfredsstillelse ved netop udstillingen.

"jeg har bare den lille beklagelige fornemmelse, at nogle udstiller sig selv, for at opnå en personlig tilfredsstillelse ved netop udstillingen."

Michael Kongstad Nielsen: Hvis det er din mistanke, at det er det, der er tilfældet her, så skal jeg virkelig forsikre dig om, at jeg helst ville være fri.

Rasmus Kongshøj, Lise Lotte Rahbek, Torben Kjeldsen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Flemming Scheel Andersen

Michael Kongstad Nielsen

Jeg kan kun udtale mig om at jeg selv ville føle mig frygtelig nøgen og ubehagelig til mode ved det og kun gøre det , hvis jeg mente det var nødvendigt.

Måske er jeg så for blufærdig og privat og måske er det godt at andre tør vise at der er ansigter på de der rammes.

Michael Kongstad Nielsen

Ja, ja, jeg trækker mig helt tilbage igen.

Flemming Scheel Andersen

Statistikker er gode til mange ting, men de er med til at sløre virkeligheden til for os, når vi skal forestille os konsekvenserne af politiske beslutninger.
Det er kun så og så mange der rammes og det gode mål skal jo følges.
De fleste af os dukker nakken og indretter .

Derfor fortjener de der tør træde frem have ros for deres mod, til at vise os at konsekvenserne
rammer mennesker af kød og blod, så vi kan fatte at det ikke er tal og statistikker, der fortæller sandheden, men mennesker og deres liv.
Kun derved kan vi få en chance for at føle nødvendigheden af at genindføre mere solidariske holdninger.

Sven Elming, Olav Bo Hessellund og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Det er da en mærkværdig udvikling, der er kommet i samfundet, at man hellere vil lade samfundet stå for ens forsørgelse end den, man deler seng og bord mod. Skal det være at bevare værdigheden? Det er da uværdigt at have så lidt lyst til den indbyrdes opofrelse, der er noget af det smukkeste, mennesker kan give hinanden.

Flemming Scheel Andersen

Peter

Ja, men der er du lidt sent ude for den udvikling startede i 1960erne.
Når det er sagt så kan det da meget vel være at det ikke var den rigtige udvikling og at løsningen på misforholdet imellem arbejdsudbuddets størrelse og tilbuddet af tilbudte job til mest lavt uddannede grupper, vil betyde at kvinderne, som normalt har den laveste løn, atter tvinges tilbage til kødgryderne.
Det vil så igen medføre nye problemer af an anden karakter og løsninger på andre.
Men midlerne, Peter. Lukketheden, Peter. Tvangen, Peter.

Hvis udgangspunktet er respekten for det enkelte individ, hvorfor er det så staten der skal score synergieffekten ved folk boformer??
Hvorfor blander staten sig i hvem der bor med hvem og hvorfor, istedet for at understøtte individdet??
Hvad er resultatet af ikke at respektere individdet??

Jens Kofoed, Dana Hansen, Rasmus Kongshøj og Torben Kjeldsen anbefalede denne kommentar
Torben Kjeldsen

Hvad skal der som menneske blot at anvende ganske almindelig empati, at unde sin næste, at sætte sig udover smålighed, at lade være med at fordømme andre grundet livsvanskeligheder som kan ramme dig selv (der findes angst der ikke helbredes ???), at ikke at se vi i alvorlig grad skyder på de svageste i samfundet?
Og helt alvorligt hvis du svare, så hold til spørgsmålene ud fra en værdi diskussion!!!!
Helt kort og kontant så har indgrebet om at give kontanthjælp afhængig af partners indkomst ingen reel indvirkning på vores samfundsøkonomi. Faktisk har det sandsynligt negativ indvirkning i det det nedsætter forbruget. Jeg ser forslaget som en leflen for pøblens behov. Inspiration til denne konklusion kan findes hos Marcus Tullius Cicero en romersk politiker, retoriker, jurist og skribent. Født: 3. januar 106 f.Kr. Frit efter denne advarede han om at når politikere søgte eksistens (levebrød) via popularitet frem for saglighed, ja så er der ikke langt til demokratiets fald og til tyranni.

Jens Kofoed, Lise Lotte Rahbek og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

Opofrelse er at springe ud i iskoldt vand for at hente nogen. Det kan sikkert også handle om penge, men i en moderne stat, kan man ikke bare adskille samfundets økonomi fra de enkelte familiers.

Der er kontanthjælpsmodtagere, der har slægtninge, som kunne hjælpe mere, hvis ikke de allerede var blevet flået i skat. Og hvorfor skal man finde sig i at blive flået i skat? Fordi pengene samlet set skal komme samfundet til gode, blandt andet ved at anlægge veje, blandt andet ved at tilbyde gratis lægebehandlinger, blandet andet ved at sikre social ro og stabilitet.

Nu gør Peter Hansen nødtørftige minimumsydelser til uarbejdsdygtige til et spørgsmål om afhængighed af staten. Men det er politisk betinget fordeling på lige fod med et sygehusbehandlingsprogram til flere millioner kroner.

Man bruger ikke samme retorik om borgere, som nødtvungent forbruger af offentlige midler, når de er i langvarige behandlingsforløb. Der er ellers folk, som i hele deres liv har været overskudsydere af skat, som i løbet af meget kort formøbler deres livs skatteregnskab til dundrende underskud, mens de ligger på sygehuset og får stribevis behandlinger og får hjælpemidler og genoptræning. Nogle kunne bare lade være med at stresse og ryge. Er det også nogle skide samfundsnassere, som skulle få konen til at betale og ellers sælge huset først og bruge pengene, før regionen skal betale for en operation?

Jens Kofoed, Dana Hansen, Flemming Scheel Andersen, Rasmus Kongshøj og Torben Kjeldsen anbefalede denne kommentar
Rasmus Kongshøj

@ Peter Hansen:

Du beklagede dig tidligere over at "venstrefløjen" er skizofren (selvom den lidelse du henviser til nok snarere er multipel personlighedsspaltning, skizofreni er noget andet), idet den på den ene side går ind for lavere forbrug generelt, mens den på den anden side fastholder at arbejdsløse, syge og handicappede skal have en indtægt, der ikke ligger for langt under det normale.

Jeg anser mig selv som en del af venstrefløjen, og synes dit spørgsmål fortjener et svar.

Det er helt korrekt at samfundets samlede forbrug skal ned. Det kommer til at ske, hvad enten vi vil det eller ej, for vores nuværende måde at forbruge, producere og fordele på er ganske enkelt uholdbar. Politikerne har valgt at lade som om det nuværende system kan fortsætte i al evighed, og har dermed bestemt at vi skal nedsætte vores forbrug på den kaotiske, uretfærdige og i sidste ende voldelige facon, når ressourcerne bliver knappe og klimaet går amok.

Venstrefløjen går derimod ind for en kontrolleret ordnet sænkning af forbruget, hvor dem, der har bedst råd, går mest ned, gerne inden de værste katastrofer indtræder.

Den rød-borgerlige regerings nedskæringer på syge, arbejdsløse, studerende og handicappede kommer ganske vist til at betyde lavere forbrug for disse grupper, men nedskæringerne på de fattigste kommer ikke til at bidrage til øget global bæredygtighed, da pengene blot bliver foræret til erhvervslivet, og dermed til øget forbrug der.

Det måske vigtigste princip for venstreorienterede er lighed. I stedet for et samfund bygget på hierarkier, ønsker vi et samfund af ligemænd. Venstrefløjen går ind for at der ikke skal være større økonomisk forskel på mennesker end at vi alle kan omgås hinanden på ligeværdige vilkår.

Nedskæringerne kommer til at betyde en forværring af den økonomiske apartheid og en øget stigmatisering. De kommer til at skubbe de fattigste endnu længere ned, og vil fratage dem værdigheden.

På venstrefløjen drømmer vi ikke om Nike-sko til alle, men vi insisterer på at ingen børn skal udelukkes af fællesskabet på grund af noget så uvedkommende som hvorvidt der for tiden er brug for deres forældre i produktionen. Vi insisterer på at alle har ret til at deltage på lige fod i almindelige sociale aktiviteter, og på at økonomisk diskrimination ikke skal forhindre nogen i at nyde deres del af samfundets kulturelle og materielle goder.

Jørgen Malmgren, Jens Kofoed, Simone Bærentzen, Herdis Weins, Torben Kjeldsen, Lise Lotte Rahbek, Dana Hansen, Flemming Scheel Andersen og Henriette Bøhne anbefalede denne kommentar
Rasmus Kongshøj

Nu man er i gang med at flytte forsørgelsesforpligtigelsen fra staten og over på mere eller mindre tilfældige pårørende, hvorfor så nøjes med kontanthjælpsmodtagernes samlevere?

Der er sikkert kontanthjælpsmodtagere, der har forældre eller børn, der sagtens kunne forsørge dem. Ville det ikke være mere naturligt at de trådte til, end at man skal belaste skatteyderne?

Og hvad med folkepensionisterne? Mange af dem har børn med gode lønninger. Hvorfor skal de ikke også spytte i kassen, når nu det mest "naturlige" er at man kun griber til offentlig forsørgelse i yderste nødstilfælde.

Og nu vi er i gang, er det rimeligt at den barnløse kassedame skal betale skat for at direktørens børn kan gå gratis i folkeskole? Naturligvis ikke! Det mest "naturlige" er også her at forældre og bedsteforældre selv betaler for deres børns skolegang.

Hvad så med vejene? Hvorfor skal alle os, der ikke har bil betale for dem? Send regningen til bilisterne - eller deres kusiner! Det er mest naturligt.

Forsvaret er et andet oplagt sted at indføre denne nye form for naturlighed. Lad dog folk nede i Langtbortistan - og deres grandfætre - betale for krudt og kugler.

Der er masser af steder man kan flytte forpligtigelserne hen.

Jens Kofoed, Simone Bærentzen, Herdis Weins, Torben Kjeldsen, Lise Lotte Rahbek, Dana Hansen, Lars Hansen, Flemming Scheel Andersen, Henriette Bøhne og Sven Elming anbefalede denne kommentar
Lone Christensen

Efter at have set Martin Krasnik grille Mette Frederiksen i Deadline igår aftes, har jeg tænkt på, om der ikke er tale om brud på forskellige love, når;

1. Kærestepar skal foresørge hinanden, men ikke får samme goder som ægtepar. (skattefradrag, arverettigheder m.m.)

2. Kontanthjælpsmodtagere under 30 år, bliver sat i uddannelse, og kun får lidt over kr. 5000, men ikke de samme goder, som en helt almindelig borger, som er S.U. berettiget. (billige lån, kollegieværelser).

Er her ikke tale om diskrimination af borger på kontanthjælp?

Kunne man ikke sagsøge regeringen for brud mod ligestillingsloven og for diskrimination?

Noget andet, som har undret mig en del;
Mig bekendt, så har ingen kendt offentlig person (kunstner, debattør o.l.) protesteret over disse åbenlyse uretfærdigheder. Det er som om alle kendte personer er gået i total flyverskjul, når det drejer sig om syge og fattige i DK, men sagens kan starte indsamlinger til f.eks. Syrien. Det virker som, det ikke er 'hipt' eller 'cool' at kæmpe for underklassen og sociale rettigheder i DK længere.

Vi er mange, der savner Tine Bryld og Hanne Reintoft!

Simone Bærentzen, Herdis Weins, Torben Kjeldsen, Lise Lotte Rahbek, Dana Hansen, Flemming Scheel Andersen og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar
Henrik L Nielsen

Jeg er langt hen ad vejen enig med kronikøren om det politiske spil denne lov er bevis på. Men på et punkt tabte jeg helt forståelsen for dine personlige argumenter.

Det blev foreslået af en debattør at kronikøren kunne gifte sig og dermed opnå skattefradraget på mindst 16.000 efter skat. Skribenten havde ikke noget mod ægteskab men har ikke lyst er svaret. Lyst?!?

Så kan hver 50 øre ikke skulle vendes særligt voldsomt. Det fradrag kunne betale både fodboldstøvler og kontingent med mere samtidig med at man fastholdt den giftfri mad.

Engang imellem må man gøre noget man ikke har lyst til, men gad vide om kronikøren her er et af de curlingbørn der er skrevet om i Information for tiden? Et af de børn hvor alt ubehageligt og kedeligt fejes væk af andre? (Jeg kender dig ikke, indrømmer blankt det er et gæt byggende på en enkel og tynd oplysning og skal beklage hvis jeg tager fejl og fornærmer dig). Men helt ærligt, love ændrer sig og den måde vi indrettede os på skal løbende justeres. Du har i ti år levet som du har for at undgå forsørgerpligt. Fair nok, det gjorde jeg også engang. Men tingene ændrer sig. Både for samfund og individer. Hvis du ikke har lyst til at gøre hvad der skal til for at få minimum 16000 mere til forbrug selvom det ikke gør ondt, strider mod dine principper og kan afbrydes senere, ja så kommer dit indlæg efter min mening til at ligne klynk, hvilket ødelægger dit budskab.

Lars Christoffersen

Hvis hun er syg kan hun jo få invalide-pension? Jeg forstår slet ikke præmissen. I øvrigt kan angst behandles og reduceres til noget der er til at leve med i dagligdagen. Problemet er jo at i har taget beslutningen om at blive ofre og beslutte at hun ALDRIG bliver rask. Der er andre med den diagnose der tager kampen op og beviser at de KAN blive raske. Jeres problem er holdningsmæssigt.

Grethe Preisler

@Lone Kristensen,

Tak fordi du erindrede os om Tine Bryld, som i 2007 blev belønnet med Peter Sabroe-prisen for sin mangeårige indsats for de svageste og mest udsatte børn i DK.

Året efter gik Peter Sabroe-prisen til MF Mette Frederiksen (S). Hanne Reintoft har endnu ikke haft den ære og får det sikkert aldrig, men knokler ikke des mindre ufortrødent videre i sit otium som enmands-ngo og brevkasseredaktør for de udsatte i Ugebladet Søndag, der kommer om mandagen.

Skæbnens ironi? Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen har siddet i folketinget siden 2001, så hun må da om nogen "kende spillet" lige så godt som sin forgænger Inger Støjberg (V). For ikke at nævne debutanten, ordfører Joachim B. Olsen fra LA.

Der sidder i Udmarkens Øde, så fjern fra den alfare Vej
en Hob, som må betle sig Føde. Jeg ved, at de venter på dig.

Du være den Fattiges Værner, du være den Riges Ris.
Da får du ej Ordner og Stjerner, men bævende Læbers Pris.

(Jeppe Aakjær 1912 - tilegnet Peter Sabroe)

Gud ved, hvad de kom i vandet, før de lavede kaffe af det i 2011 og serverede den for de nye ministeremner i Socialdemokraternes gruppeværelse på Christiansborg.

Rasmus Kongshøj, Flemming Scheel Andersen og Henriette Bøhne anbefalede denne kommentar
Lone Christensen

Grethe Preisler,
Jeg vidste faktisk ikke, at Hanne Reintoft stadig lever og er aktiv. Hvor skønt og livsbekræftende at høre! :)

Jeg er ikke helt sikker på, at jeg forstår dine ord om, at Mette Frederiksen burde kende spillets regler? Kan du uddybe?

Flemming Scheel Andersen

Lars Christoffersen

Hvad var det lige invalidepension var??
Den blev jo så afskaffet for mange år siden og afløst af den nu, i praksis, afskaffede førtidspension??

Iøvrigt så påstod jeg allerede dengang at man afskaffede invalidepensionen, der alene med sit navn fortalte en historie om medmenneskeligt hensyn, et storladent og forstående samfund, og årsagssammenhæng for nyfigne medborgere om en pension alle kunne have stolthed og tryghed ved, at man ved afskaffelsen af denne invalidepension ville ende i den nuværende abstrakte og groteske situation at alle raske misunder de syge for deres uforståelige ret til en arbejdsfri indtægt.

Jens Kofoed, Simone Bærentzen, Henriette Bøhne, Rasmus Kongshøj, Steffen Gliese og Torben Kjeldsen anbefalede denne kommentar
Torben Kjeldsen

Henrik Nielsen
''men gad vide om kronikøren her er et af de curlingbørn der er skrevet om i Information for tiden? Et af de børn hvor alt ubehageligt og kedeligt fejes væk af andre'.....

Gad vide om du er en af de hvide middelaldrene tabermænd der ikke længere kan finde fodfæste. Som giver andre skylden for deres tab af position.....som automatisk har fordømmende reaktioner mod andre 'tabere', som i deres stigende ensomhed lever og får energi af at harmes over alt og alle. (især dem der er under dig selv)

(Jeg kender dig ikke, indrømmer blankt det er et gæt byggende på en enkel og tynd oplysning og skal beklage hvis jeg tager fejl og fornærmer dig)..dine egne ord.

Mener at du burde afholde dig fra sådanne bemærkninger.... det fremmer ikke dialog og anerkendelse af hinandens synspunkter.

Mens, Rasmus Kongshøj, jeg støtter det grundlæggende ønske om lighed, så begynder det altså for mig med, at man er flintrende ligeglad med de der materielle ting. Jo før man kan opdrage sine børn til det samme sunde synspunkt, jo før kan der komme skred i tingene.
Jo mere, jeg tænker over indlægget, jo mere irriteret - men ikke ophidset - bliver jeg: "jeg har ikke råd til udstødning til min gamle bil!" Hvis du skilte dig af med din gamle bil og anskaffede en fiks én med sund benzinøkonomi, ville det måske i det hele taget se lidt fornuftigere ud. Det kan virke umuligt, men måske ser din bank lidt anderledes på det, din profession taget i betragtning.

Som David Wedege skriver, er fordelingspolitik pr. definition ikke retfærdighed med udtryk for, hvad man politisk gerne vil opnå. Er det retfærdigt, at personer som David Wedeges forældre, der af religiøse årsager har giftet sig, er ringere stillet end personer som David Wedege selv, der lever i et ægteskabslignende forhold men har valgt IKKE at gifte sig? Næ det er det vel ikke.

Men til gengæld har det den fordel, at det er objektivt konstaterbart, om folk er gift eller ej. Derimod er det ikke objektivt konstaterbart, om folk er samboende eller ej. Eller i hvert fald ikke lige så let objektivt konstaterbart, som om de er gift. Så et andet aspekt af denne lovændring, der ikke har været nævnt endnu, er hele kontrolaspektet. Ønsker vi at lave lovgivning, der tilskynder til socialt bedrageri, og hvis håndhævelse kræver dyneløfteri fra det offentliges side? Jeg gør ikke, og alene derfor er jeg imod kontanthjælpsreformen.

Jamen sådan er det jo i forvejen med tilskud til enlige forsørgere vil nogen nok sige. Og ja det er det. Men så kunne vi jo diskutere, om det ikke var tilskuddene til enlige forsørgere, der skulle afskaffes i stedet for kontanthjælpen til samlevende? Mon at man måske så til gengæld pålagde den forældre, der ikke har barnet boende, at betale et større beløb i børnepenge. Det mener jeg ville være både fornuftigt og rimeligt.

Den enlige mor Anne Riesen skriver:

”Hvorfor er skribentens barns mor kommunens ansvar? Hvad er der galt i at vi tager ansvar for dem vi elsker? Når vi rent faktisk kan.”

Og nej det er der da intet galt i. Men jeg kunne da også spørge, hvorfor Anne Riesens børn er kommunens (samfundets) ansvar, bare fordi Anne Riesen og børnenes far ikke kunne finde ud af at holde sammen? Hvorfor skal det være bla. mit problem som skatteyder, at Anne Riesen foretrækker at bo alene med sine børn i stedet for at bo sammen med enten børnenes far eller en anden mand?

David Wedege HAR jo faktisk taget ansvar for sine børns mor ved at blive boende sammen med hende, selvom hun mod forventning og fælles håb er blevet ved med at være syg og hænge fast i kontanthjælpen. Og ved at tage dette ansvar har David Wedege sparet det offentlige og dermed os andre for både boligsikring og tilskud til enlig forsørger. Foruden at han har ydet social støtte til sin kæreste, som vel alt andet lige har øget sandsynligheden for, at hun blev rask og kom i arbejde. Hvilket så desværre bare ikke er lykkedes alligevel i netop dette tilfælde.

David Wedege har bare ikke været villig til at tage HELE ansvaret for sine børns mor ved at gifte sig med hende. Men nu bliver han pga. denne lovændring tvunget til at vælge mellem alt eller intet. Han kan enten dumpe hende og dermed OVERLADE hele ansvaret til samfundet. Eller han kan blive hos hende og dermed OVERTAGE hele ansvaret.

David Wedege giver så udtryk for, at han naturligvis vil vælge det sidste altså at overtage hele ansvaret. Og det er da helt sikkert også det moralsk set rigtige valg. Men andre i samme situation vil givetvis vælge det modsatte. Og som der står i artiklens faktaboks:

”Flytter parret fra hinanden, har den kontanthjælpsmodtagende part igen ret til offentlig overførselsindkomst.”

Så derfor vil jeg gerne spørge Niels P. Søndergård og andre af reformens erklærede tilhængere, om I da gerne vil have, at dem, der bor sammen med en kontanthjælpsmodtager, skal flytte fra ham/hende? For i en del tilfælde er det jo det, der vil blive resultatet i virkelighedens Verden.

Til slut vil jeg sige til Niels P. Søndergård, at bare fordi noget er vedtaget af et bredt flertal i folketinget, behøver det da hverken at være fornuftigt eller at have bred tilslutning i befolkningen. Jeg er f.eks. medlem af et af de partier, der har stemt for kontanthjælpsreformen, men jeg er personligt dybt imod den og mener, det er en fuldstændig vanvittig reform.

Og en helt grundlæggende forudsætning for demokratiet er da netop, at ting kan debatteres, som de f.eks. bliver det her på Information, og at de bedste argumenter ideelt set ender med at vinde. Demokrati er andet og mere end blot at tælle til 90 mandater i Folketinget.

Lone Christensen, Lise Lotte Rahbek, Rasmus Kongshøj, Jens Kofoed, David Wedege og Torben Kjeldsen anbefalede denne kommentar

Til kamp mod opgivelsen! Alle har noget at kæmpe med på den ene eller anden måde, og man er nødt til at tage de glæder, der er. Der er få ting, der irriterer mig, men én af dem er, at folk ikke er villige til at rykke sig en tomme for at forbedre deres vilkår.

Jeg tænkte det, da jeg sad til samtale med to andre hos 2. aktør, der godt nok synes, at det var langt at skulle bevæge sig en ½ time til en anden by for at arbejde. På det tidspunkt havde jeg i tre år bevæget mig to timer frem og tilbage med tog for at opretholde en stilling på halv tid med mødetid hver dag.

Jeg havde det samme med den diskrepans, jeg opfatter, der er imellem Simone Bærentzens meget rammende beskrivelse af lammende angst: at David Wedeges kæreste trods alt har ham til at bringe sig til behandling i sin larmende Mitsubishi.

Når det er sagt, så er jeg modstander af kærlige spark bagi, men jeg er stærk tilhænger af en samtale i offentligheden om, hvad det vil sige at leve i et samfund og være afhængige af hinanden.

I vores husstand på to har vi afhængigt af min indtægt mellem 12 og 15.000 netto til alt. Men jeg har så også været på arbejdsmarkedet i 30 år, mere eller mindre. Den anden indtægt i familien er en folkepension.

Birgit Kraft og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

Hele det grundlæggende umoralske er denne tænken i økonomi! Hvad er der for noget?! Lev jeres liv og tag økonomien, som den kommer. Det bliver alle trods alt lykkeligere af.
Der er ingen ende på, hvad jeg ikke kan snuppe ved de ytrede holdninger!

Flemming Scheel Andersen

En gang for alle.

Det er en dårlig trøst for et brukken ben, at en anden mand har brukket halsen.

Der er ikke nogen grund til at man forsøger at nedtone nogens problemer, der er fremkaldt helt unødvendigt på et plat, svagt politisk grundlag der lefler for lave instinkter, med eks. på andre der har det endog meget værre.

At Peter f.eks. har følt sig fri til at tage de valg han har gjort omkring en lav levefod, er i mine øjne ikke det samme som at andre skal føle sig forpligtet til det samme eller at overgå dette eks.

Masser af KT har intet valg til at tilrettelægge deres eget liv, hvilket er den værste situation at komme i, så der ikke noget med at de bare kan dette eller sådan.
De har reelt ikke nogen form for valg og det kan vi ikke byde mennesker.

Lone Christensen, Lise Lotte Rahbek, Torben Kjeldsen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

@Lone Kristensen,

Det kan jeg da godt, hvis det skal være. Mette Frederiksen har siddet i folketinget for socialdemokraterne i 10 år før hun blev minister, og beklædt diverse ordførerposter, herunder posten som socialpolitisk ordfører. Så hun er ikke nogen parlamentarisk novice, som andre kan løbe om hjørner med. Du kan læse hendes CV på nettet, hvis du vil viiide mere, som de siger i Jyllandspetter.

Det undrer mig, at du ikke vidste, at Hanne Reintoft levede endnu, men det gør hun altså. Når hun engang - det ske sent - stiller skoene for good, kan du godt regne med at begivenheden vil blive dækket lige så grundigt (og hyklerisk) i den borgerlige presse, som Tine Brylds, og for den sags skyld Nelson Mandelas, afsked med denne verden blev

Kan du ha' en godt jul.

kærlig hilsen
Grumpy old Granny

Lone Christensen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

@Peter Hansen

Det kan du have ret i. Men samtlige de reformer (nedskæringer), der er gennemført i diverse overførselsindkomster under Løkke og Thorning, handler nu engang udelukkende om økonomi og ikke noget som helst andet. De handler om at forbedre den strukturelle balance på statens budget i år 2020 med så og så mange procent af bruttonationalproduktet ved at begrænse antallet af personer på overførselsindkomst, sænke de satser de modtager, og øge udbuddet af arbejdskraft.

Og derfor må det også være rimeligt at påpege, at lige netop det den ændring, som kronikken handler om, i modsætning til alle de andre, skaber nogle økonomiske incitamenter, der går i den stik modsatte retning af, hvad lovgivningsmagten ønsker sig.

Flemming, ganske frivilligt er det nu ikke.

Lars Christoffersen: Hvis du kan anvise en løsning, som vi ikke har fundet hos landets førende specialister, som har givet op - hvis du har en second opinion i ærmet, så er vi meget lykkelige og taknemlige. Vi har kæmpet møjsommeligt i årevis. Du finder nemt mine kontaktoplysninger ude på sociale medier, så jeg ser frem til at høre fra dig.

Lone Christensen, Flemming Scheel Andersen, Torben Kjeldsen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar

Og Peter Hansen: Hvis du kan få min gennemtærede Mitsubishi Lancer 1995 til at starte her til middag, så må du meget gerne kigge forbi og rode i motoren. Det er julefest eller værkstedsregning, og jeg vil helst ikke gøres til slave af staten, så jeg håber, at der er hjertelige relationer, der kan ordne min bil for venskabs skyld.

Flemming Scheel Andersen, Torben Kjeldsen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar

@David

Jeg vil - i modsætning til flere andre skribenter - ikke forholde mig til din kærestes sygehistorie eller kommunens behandling heraf, da jeg jo af gode grunde ikke kender hele historien.

Men jeg vil dog sige, at hvis det virkelig er udsigtsløst at få hende i arbejde, hvis førtidspensionen "reelt er afskaffet", som du skriver det, så er det måske det, du burde rette hovedparten af din kritik imod og ikke kontanthjælpsreformen.

Kontanthjælp har aldrig været tænkt som en livsvarig ydelse. Og i tilfælde hvor en periode på kontanthjælp er netop det - en periode - er det vel ikke den helt store sociale katastrofe, at en kontanthjælpsmodtager OG dennes faste samlever i en periode bliver nødt til at spænde livremmen lidt ind.

Du spørger i din kronik, hvad det er, I skal stræbe efter? Og politikernes svar vil jo helt sikkert være, at I skal stræbe efter, at din kæreste kommer i arbejde. Hvilket hun så nu får et betydeligt større økonomisk incitament end hidtil til at komme.

Og nej måske vil det ikke få din kæreste i arbejde. Det har jeg som sagt ikke viden til at udtale mig om. Men al erfaring (bla. fra starthjælpen) tilsiger, at det rent faktisk vil få NOGEN kontanthjælpsmodtagere til at komme i arbejde, at det økonomiske incitament hertil bliver øget.

Hvad angår netop jeres situation, som du har valgt at dele med os alle sammen, så håber jeg inderligt for jer, at din kæreste enten bliver rask, eller at kommunen omsider giver sig og tildeler hende førtidspension. For selvfølgelig skal hun ikke leve et helt liv på kontanthjælp. 10 år er allerede mere end nok.

Og med disse ord vil jeg ønske dig og din familie en glædelig jul og et godt nytår.

Leo Nygaard: Tak for opklaringen af mit spørgsmål, som ikke er af sproglig karakter men mere indholdsmæssig. Jeg havde bare ikke fantasi til, at du vil komme med en anbefaling for, hvordan JEG skal troppe op til en evt. kommende demonstration! Jeg havde håbet, du ville fortælle os andre, hvad du planlagde, og at du nærmest stod med pensel og banner i hånden og glemte endelsen på 'lav...' i al hast.

Nå, der kan man bare se. Men sig endelig til, hvor og hvornår jeg kan beundre din kreation, hvis det kommer så langt!

Grethe Preisler

David Wedege,

Hvis det er hurtig, kompetent og praktisk løsning, man her brug for, er en kronik i Information nok ikke lige det bedste sted at bringe det på bane. Og slet ikke få dage før jul, hvor de fleste har travlt med alt andet. Håber du får ordnet tændrøret, så du i det mindste kan komme på indkøb, før juletræet skal tændes.

Men som det ser ud nu, er det lige før, du heller ikke kan mere - og hvad skal dit barn og din kvinde så gøre, hvis du bryder sammen? Alle kan komme til et punkt, hvor de ikke kan klare mere. Og som de sagde i gamle dage: hvad kan du række andre med en 'vissen' hånd?

M.a.o. du må prøve at bide hovedet af din skam over ikke at kunne leve op til dine egne forventninger, hvis ikke det hele skal gå i kage for jer, og du har allerede gjort mere for at holde hovedet højt end de fleste kunne have klaret.

Hvorfor ikke skrive til Hanne Reintoft mellem jul og nytår. Jeg holder Ugebladet Søndag, som kommer om mandagen for hendes brevkasse (og kryds og tværs-opgaverne), og ved derfor, at hun ikke fordømmer nogen, ikke ser ned på nogen og ikke siger, at de selv er ude om det, når de beder om hjælp.

Prøv det - det koster ikke andet en ulejligheden.

Med venlig hilsen - og god jul trods al modgangen,

Grethe Preisler

Jørgen Malmgren og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

Hvis man vil basere sit liv på rigide overbevisninger, ja, så bliver livet jo derefter. Og den ene form for økonomisk tænkning kan jo være lige så god som den anden. Jeg synes, ikke, at det kræver de store politiske analyser, at et ægteskab kan være et gode i dette tilfælde. Det vil give lidt økonomisk råderum og den medfølgende jura, stiller også jeres datter bedre. For mig at se, så vil det være bedre for jer, at undgå at føle jer som ofre og i stedet bruge jeres krudt på noget mere konstruktivt. Forbrugsmulighederne er ikke lykkebringende i sig selv. Det giver styrke at tage ansvar, hvis det er muligt, er i alt fald min erfaring. Held og lykke med jeres familie i fremtiden.

Simone Bærentzen

Niels P Sønderskov: "Simone, jeg diskuterer kun på de givne betingelser, og det er trist at udnytte de forhold i en politisk kamp."

- Jeg kan faktisk overhovedet ikke forstå, hvorfor det skulle være trist? Syge menneskers rettigheder ifm behandling og forsørgelse er en utroligt vigtig politisk kamp. Og jeg kan heller ikke se, hvorfor du mener at denne kronik handler om udnyttelse af nogle forhold, som jeg ser det, handler den om OPLYSNING om de faktiske vilkår for syge mennesker - noget, som ikke mange, der ikke enten selv har været syge eller har haft syge pårørende ved særligt meget om (jvf. de mange kommentarer i tråd med 'du kan da bare komme i behandling' og 'du kan da bare komme på førtidspension'. Uden oplysning ingen ændring. og jeg kan ikke se hvem der ellers skulle kæmpe den politiske kamp, hvis det ikke var de syge og deres pårørende?

Niels P Sønderskov: "...men det eneste oplysning, der gives er angst, hvilket kan behandles og i hvert fald ikke bør give anledning til opgivelse på livstid."

David Wedege: "Der er statistisk set en meget god prognose for angstpatienter, og det er er der også for patienter med hudkræft. Men stadig ikke en helbredelsesprocent på 100 procent."

- Som en sidebemærkning vil jeg nævne at der er utroligt mange af dem der går rundt med angstdiagnoser og er i behandling i årevis uden at blive raske, for hvem angst i virkeligheden er en følgesygdom og ikke den grundlæggende lidelse. F.eks. bliver en diagnose som bipolar lidelse meget ofte fejldiagnosticeret som angst - især de bipolære, der ikke har klassiske maniske perioder ryger ofte igennem nettet. De depressive perioder tolkes så som et symptom på angsten, og begrundes med tristhed over at man ikke bedres, de ting man går glip af i livet, de mure man støder imod o.lign. Bipolar lidelse er kronisk, men kan behandles (nogle gange så godt at man bliver symptomfri), medicinen er en anden end den man giver til angstpatienter, og den kognitive terapi adskiller sig også på nogle ret vigtige punkter.

Så det var lige en lille 'reklame' i håb om at eventuelle læsere, der måtte lide af længerevarende angst eller som er pårørende til nogen, der gør, finder frem til en psykiater, der virkeligt ved noget om bipolar lidelse (det er der desværre ikke særligt mange der gør) for at få en grundigere udredning.

Lone Christensen, Lise Lotte Rahbek, Rasmus Kongshøj og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Du fortsætter med at chokere, Simone Bærentzen! Den kendteste, mest udbredte psykiske lidelse er ikke særlig kendt af mange psykiatere? Skræmmende, men sikkert rigtigt. Personligt kender jeg flere maniodepressive, der i længden er bukket under. Jeg kender heldigvis også nogle, der i årtier har levet godt med deres medicin (eller "godt, for der er jo bivirkninger), som hovedregel nogle i parforhold, hvor betydningen af at tage medicinen bliver fastholdt, også i lange perioder i balance, hvor fristelsen til at skulke helt naturligt indfinder sig. Men lad nu fastholde, at eksperterne har ret, og at det er angst, der er tale om.

Rasmus Kongshøj

En lille kommentar til idéen om at fattigdom kan "motivere" arbejdsløse til at holde op med at være så dovne, og i stedet "tage" et arbejde.

Vi havde en helt sammenlignelig ordning under VKO-styret. Det hed starthjælp, hvor borgere, der havde boet i udlandet, blev straffet med en urealistisk lav ydelse. Rockwool Fonden, der ikke kan beskyldes for at være en marxistisk kamporganisation, undersøgte effekten af dette i 2007, og resultatet blev udgivet under store fanfarer om at starthjælpen "virkede".

Læser man imidlertid videre end blot overskrifterne, så viser det sig at det var så som så med virkningen. Efter halvandet år på starthjælp - hvilket er lang tid at leve i dyb fattigfom - var 16 % af de ramte kommet i arbejde. Til sammenligning var 9 % af de indvandrere, der fik almindelige ydelser, kommet i arbejde.

Effekten af den sociale katastrofe som starthjælpen udgjorde var således at sølle 7 % kom i arbejde. Og det var endda før finanskrisen, den gang vi kunne købe hele verden og det var let at få arbejde.

Efter halvandet år på starthjælp var 84 % af de ramte således henvist til fortsat at leve langt under fattigdomsgrænsen.

Hurra for en effekt.

Den rød-borgerlige regering forsøger nu at gentage succesen med kontanthjælpsmodtagere. Mit forsigtige gæt er at effekten bliver nogenlunde den samme; en minimal stigning i beskæftigelsen kombineret med en eksplosiv stigning i social nød og elendighed.

Lad os nu én gang for alle acceptere at fattigdom ikke skaber arbejdspladser.

Simone Bærentzen, Lone Christensen, Jørgen Malmgren, David Wedege, Flemming Scheel Andersen, Henriette Bøhne, Lise Lotte Rahbek, Torben Kjeldsen, Steffen Gliese og Britta Hansen anbefalede denne kommentar
Torben Kjeldsen

Du og jeg bliver lidt dummere og dummere og det gør politikerne også, hver dag!!!
Medieverdenen er i højere og højere grad underlagt et mediemarked i kolossal forandring og udfordring(især internet) og som i endnu højere grad klemmes af benhårde markedskræfter. Det har alvorlige konsekvenser for tilgang af kritisk oplysning og i sidste instans ytringsfriheden. Hvad det betyder for os som borgere? Jeg lærte af en god ven der er journalist, at oprindeligt så fulgte en mediehistorie følgende formel: Information, identifikation og affektion. Målet var information. Nu er formlen affektion, identifikation og information. Resultat, affektion er mere vigtigt end information, hvis man skal sælge aviser og tv.
Det betyder at når man fasholdes på et affektivt niveau, så mister man ligesom noget af evnen til at tænke (også kaldet refleksion). Altså aktiveres følelser (ofte harme), fordomme og primært erfaringsbaserede konklusioner. Det betyder at man nemt forføres til at tro og ikke vide osv. Når man konstant møder information primært via affektion så bliver man langsomt dummere og dummere (det gør jeg jo også). Desværre er vores hjerne nem at lokke, den kan helst ikke lide at anstrenge sig alt for meget, så vi bliver faktisk afhængige af affektivt båret information. Har læst at flere og flere søger deres information via reality serier, underholdningsserier eller dramatiseret pseudodokumentar. I vores komplicerede samfund er vi nødt til at forlange at genindfører formlen; information, identifikation og affektion. Jep det kræver anstrengelse at lære nyt og at tænke sig om.(tak til, David, Information og DR 2)
David Wedege Petersen har som journalist modigt fulgt den oprindelige formel; information, identifikation og affektion. Han har yderligere givet os muligheden for at diskutere med ham. Fantastisk. Sådan burde al journalistik udføres i et ægte oplyst demokrati. Det samme burde politikere gøre. Se bare på Mette Frederiksen, hun er også blevet forført til at tale til det affektive på TV (det kan kaldes populisme) og hold kæft en dårlig spin doktor der står bag hende, men han er sikkert bare en journalist (det plejer det at være) der arbejder efter den forkerte formel.
Hvad kan vi nu svare på? Jeg og du har nemt ved aktiverer automatreaktion og dermed vores indignation og harme følelser først i forhold til Davids historie. Det betyder at nogen af os ender med at fx at gå efter manden, fremfor bolden. Det vil sige, at vi giver skyld og skam til både ham og hans samleverske. Nogle af vores fordomme kommer af den protestantiske tænkning (ledighed er roden til alt ondt, du skal være taknemmelig for almisser, det er en synd at sove længe, det skal bare tage dig sammen, du må gøre din pligt osv.) andre fordomme kommer fra vores konkurrencesituation som lønmodtager. ( den enes død den andens brød, du er din egen lykkes smed osv. )Det er bare ikke særlig intelligent.. men sådan er det med fordomme og de afledte affektioner.
Medieverden har smart nok delt os op i et rødt og blåt hold. Det røde tror på at man skal hjælpe fx med økonomisk støtte og blåt hold tror at det bedste er at straffe eller sulte folk. Det gør det faktisk svært at spille, for hvad skal vi spille om. Pointen er vel at vi alle burde være på samme hold! Det giver bare kedelige aviser.
Jeg vil med følgende prøve at følge op på Davids og hans familie problem (har forsøgt at lægge min røde harme til side, indrømmer det er svært)
Jeg lever i et land som igennem det sidste halve århundrede har opbygget et samfund der er umådeligt rigt. Som på intelligent vis har skabt et velfærdssamfund der helt objektivt har været med til at forøge vores rigdom. Det er desværre lige så objektivt at vi i dag i dominerende grad lefler for forestillinger (og reformer) der nedbryder denne samfundsform. Jeg har aldrig tænkt at velfærdsstaten var svaret på den endelige samfundsform. Den er trods alt kun en form som udgør et værn for de svageste mod kapitalmagten. (Det komplicerer selvfølgelig diskussionen at man selv har aktier i kapitalen qua pension). Pointen med velfærdstaten er bl.a. at den anerkender et marked med fri konkurrence for varer og løndannelse. Simpelt, Velfærdstaten forudsætter at du som borger deltager i konkurrencen, dvs. forsøger at sælge din arbejdskraft. Den anerkender også at du ikke altid vinder konkurrencen om at få job. Derfor har velfærdstaten i strid modvind (især mod borgelige kræfter og dem er der jo stadig, forbavsende nok) fået opnået 'rettigheder' til, at den konkurrence underlagte lønmodtager og selvstændige kan opnå, fx arbejdsløshedsunderstøttelse, sygedagpenge, førtidspension, SU og endelig kontanthjælp. Man kan vel dårligt kalde disse ydelser rettigheder, de tilbydes næsten kun via et omfattende kontrolsystemer.
Jeg har eller snart havde den opfattelse at dette rige samfund øgede den enkeltes borgers sociale og samfundsmæssige erkendelse. Som dermed udviklede lovgivningen mod øgede borgerrettigheder. Det ville fx betyde at du altid var sikret en borgerløn. Det ville et intelligent samfund selvfølgelig gøre. Men nej nu kan jeg se at det går den modsatte vej! Jeg tror ikke at der er økonomiske grunde der hindre os i at indføre borgerløn. Jeg tror heller ikke at svaret på vores nuværende krise findes i økonomisk teori. Jeg ser faktisk at økonomiske argumenter i højere grad bruges som et alibi for at bevare en særlig fastholdelse af kapitalinteresser, som de facto kun har gjort de rige rigere. (selv de rigere er begyndt at klage over at lønnen ikke må blive for lav) Og det skaber åbenbart ikke fælles rigdom, at kun rige bliver rigere, det kan selvfølgelig selv den dårligst uddannede økonom regne ud - så ville jo ikke have en økonomisk krise eller hvad? Jeg er 100 % sikker på at vores nuværende kontrolsystem kombineret med en stadig lavere sat individuel ydelse (eller fratagelse fx arbejdsløshedsunderstøttelse og nu kontanthjælp til partner) faktisk hæmmer vores forsatte udvikling mod et intelligent materielt og socialt rigere samfund. Min analyse bygger på følgende:
1. Vi betaler overførsels ydelser der økonomisk nogenlunde ville svare til samme udgift alligevel, de hedder bare noget andet.
2. Vi øger stress og stigmatisering ved nuværende system
3. Vi opretholder et 'kontrolsystem' der i princippet blot skaber omsætning, men ikke øger produktivitet (intelligent vækst)
Så indfør borgerløn. Og tak David for at han oplyste os.

Flemming Scheel Andersen, Lone Christensen, Britta Hansen og David Wedege anbefalede denne kommentar
Jørgen Malmgren

Ud over at jeg har sympati med oplægget. Så bliver jeg godt og grundigt gal over bedre vidende mennesker, der ved bedre end alle andre. Jeg ser frem til se en behandlingsplan for min lidelse, taget i betragtning af, at det er tyve år siden at psykiatere sagde, at behandling ikke længere var en mulighed, når medicin ikke hjalp. Jeg har været stort set konstant medicineret fra 75 til 07 uden effekt, min nuværende psykiater siger, jeg kan bedøve dig det er kun et spørgsmål om dosis, men jeg kan ikke hjælpe dig af med det.

Men hvis informations læsere kan slå det, så modtager jeg gerne en kvalificeret behandlingsplan ;-)

At leve med PTSD

Lars Hansen, Flemming Scheel Andersen, Britta Hansen og Torben Kjeldsen anbefalede denne kommentar

Torben Kjellsen: Tak. Og her er linket, som alle i Europa kan underskrive inden 14. januar 2014. Danmark har sidst jeg kiggede været temmelig underrepræsenteret. Men tiderne ændrer sig jo i den grad.

Så underskriv og del!

http://basicincome2013.eu/ubi/signup-page

Sorry: Torben Kjeldsen skulle det hedde...

Sider