Kronik

Min datter må søge lykken på bunden af en genbrugssæk

Kontanthjælpsreformens princip om gensidig forsørgerpligt tvinger mig til enten at flytte fra min kæreste eller leve med en økonomi, hvor hver en 50-øre skal vendes. Jeg vælger naturligvis det sidste. Men konsekvensen bliver, at min datter kommer til at vokse op på smalkost – en grum gentagelse af egen barndom
Debat
18. december 2013

I september 2012 gik finansminister Bjarne Corydon på talerstolen til Socialdemokraternes kongres. Han ville gerne bekende noget, og han lød alvorlig.

Bekendelsen var, at hans mor var på dagpenge, da han var dreng. De fodboldstøvler, han havde som dreng, købte hans mor for dagpenge. Derfor kunne Bjarne Corydon udmærket sætte sig ind i, hvad det ville sige at frygte for sit job.

Nu vil jeg bekende noget for Bjarne Corydon: Der bliver måske slet ikke råd til, at min datter nogensinde kan få fodboldstøvler eller bare et medlemskab af en idrætsforening.

Jovist, jeg kan trimme husholdningsbudgettet hist og her. Jeg kan fravælge de dyrere, pesticidfrie fødevarer til mit barn og se stort på, at der måles giftrester i børns urin på grund af maden, de spiser. Man kan altid prioritere, siger de bondefornuftige, men uanset hvordan jeg prioriterer, vil jeg blot flytte afsavnet fra ét område og til et andet. Jeg kan ikke prioritere, så der er råd til både pensionsopsparing, campingtur, min kærestes tandpine, børneidræt og indboforsikring.

Sagen er, at jeg fra årsskiftet skal forsørge hele min familie alene. Og det vækker minder, som fint kan hamle op med Corydons. Min egen mor var ikke engang på dagpenge. Hun blev forsørget af min far, som dog blev hjulpet af et ægteskabsfradrag. De kunne have haft lidt flere penge mellem hænderne, hvis de lod være med at gifte sig, men da de var stærkt troende, blev de nødt til at leve sådan og håbe på, at belønningen kom dryssende ovenfra.

Jeg tvivler på, at det nogensinde skete.

Min fars løn som amtsvejmand rakte ikke til fodboldstøvler. Vi fandt nogle støvler med skøre skrueknopper i en genbrugsbutik. De skavede fødderne. Men der var ikke råd til et foreningskontingent, for familiens skrotdynge af en brugt 70’er-Volvo skulle også have nyt udstødningsrør.

I dag kan min egen Mitsubishi fra 1995 ikke få nyt udstødningsrør, hvis det også skal være jul.

Ufrivilligt løftebrud

Selv om jeg har lovet mig selv, at jeg aldrig skulle blive eneforsørger for en hel familie, er jeg helt ufrivilligt havnet i den situation. Og det til trods for, at jeg for længe siden lovede mig selv, at jeg aldrig skulle gifte mig med en kontanthjælpsmodtager. Det lyder måske kynisk. Meget vil jeg gøre for kærligheden, men netop dét har jeg aldrig været villig til. Jeg ønsker ikke, at mit barn skal have en opvækst på samme økonomiske betingelser, som jeg selv voksede op under.

Da jeg så alligevel fandt sammen med en skøn, intelligent og dejlig kontanthjælpsmodtager 10 år siden, skete det, mens jeg selv var på kontanthjælp, og vi gik på samme daghøjskole.

Det var aldrig meningen, at nogen af os skulle blive hængende på kontanthjælp. Vi ville skabe os et værdigt liv sammen, og min kæreste har medvirket til, at jeg gennemførte en videregående uddannelse som den første i slægten. Hvorefter jeg kunne indløse en billet til funktionærklassen.

Men min kæreste blev ikke rask, som vi inderligt håbede. Det bliver hun aldrig. Efter adskillige behandlingsforsøg har speciallæger samstemmende erklæret, at min 36-årige kæreste aldrig bliver arbejdsmarkedsparat på grund af livslange angstsymptomer.

Kommunen vil ikke give hende førtidspension, for sagsbehandlingsregimet er reelt sådan, at kommunen skal være den absolut sidste, som opgiver at få en borger tilbage i arbejde. Uanset hvad eksperter siger. Derfor har kommunen overladt hende til en udsigtsløs tilværelse på kontanthjælp resten af liv. Eller rettere sagt: I november stoppede de kontanthjælpen helt, fordi hun ikke er i stand til at møde op til samtaler.

Havde vi bare hendes kontanthjælp, kunne vi egentlig også leve udmærket.

Tvangsægteskab

Min kæreste og jeg har aldrig delt hinandens ting eller den mængde penge, vi samlet havde, men vi har altid bidraget 50-50 til fælles leveudgifter. Hun er en ligeværdig, voksen og ansvarlig partner, så vi har altid haft et ligeværdigt parforhold. Den dag, jeg var tvunget til at skulle forsørge hende, ville forholdet blive en velgørenhedssag, har vi tænkt. Ja, egentlig er vi slet ikke typerne, der har lyst til at gifte os, uanset hvad vores status skulle være.

Men så kom kontanthjælpsreformen. Mens staten i årtier har bekæmpet indvandrernes tvangsægteskaber, er vi to nu pludselig gået hen og er blevet tvangsgift af samfundet – blot med ringere vilkår end rigtige ægtefolk, da jeg ikke får noget konefradrag. Nu skal vi nemlig være de facto gift, og jeg er tvunget til at forsørge hende.

Vel kan jeg holde det løfte, jeg engang gav mig selv. Jeg kan smide min kæreste – min datters mor – ud af hjemmet og bede hende om at klare sig selv. Imens kan jeg lede efter en papmor med eget funktionærjob ude på kødmarkedet. Måske et sted i Jomfru Ane Gade, hvor det modne publikum kommer, hvis sådan et sted overhovedet findes endnu.

Selvfølgelig gør jeg ikke det.

Heller ikke selv om jeg ikke får nogen som helst økonomisk belønning ved at passe mit arbejde længere, nu hvor min økonomi er som i studenterhyblen. Det får mig ikke til at skælve mindre ved tanken om at miste det dyrebare job, jeg som nyuddannet lykkeligvis har tilkæmpet mig. Det skyldes ikke, at dagpenge er en stakket frist, som udløber efter to år, hvorefter jeg kan vende tilbage på kontanthjælp og pludselig få råd til hårdt tiltrængte tandreparationer, fordi loven åbner mulighed for ekstraydelser. Det skyldes derimod, at jeg kæmper for at beholde den sidste værdighed, jeg har tilbage.

Jeg kan blot håbe, at mine marginale, årlige lønstigninger bliver som forudsagt, så familiens levevilkår ikke presses yderligere af prisudviklingen.

Formålsløs stræben

Jeg hører nogen sige, at de vanskelige vilkår er en politisk indbygget motivationsfaktor, der skal få os til at stræbe. Men hvad kan vi realistisk set overhovedet opnå ved at stræbe? Min kæreste kan ikke opnå noget som helst. Hun er livsvarigt invalid, siger et samstemmende lægekor. Men førtidspensionen er de facto afskaffet, og kommunen vil under ingen omstændigheder rokke sig.

Og mig? Jeg kan vælge mellem min nuværende tilværelse som fattigfunktionær med marginale lønstigninger, eller jeg kan afprøve mine talenter udi iværksætteri eller poker med chance for at tabe alt på gulvet. Jeg tror, jeg klamrer mig til mit funktionærjob.

Hjemme hos os klynker vi ikke. Vi overlever bare. Og for nylig følte jeg en velsignet lettelse over at finde et par fine, brugte pigerulleskøjter på bunden af en genbrugssæk. Sådan en oplevelse af lettelse, som de rige vist ikke kan købe for penge.

Og nu er det også blevet så smart blandt ressourcestærke mennesker at rode i supermarkedets skraldespande, at man kan tillade sig at gøre det, uden at føle et brændende stigma i bagdelen.

Vi er udmærket klar over, at andre borgeres penge – inklusiv mine egne skattekroner – ikke er noget, man bare har krav på at få del i. Der er tale om en politisk prioriteret fordeling. Man har valgt, at regningen for sygdom og arbejdsløshed skal bæres af kontanthjælpsmodtagernes kærester.

Så jeg undrer mig over, hvad manden på kassen, den politiske pengefordeler Bjarne Corydon, egentlig ville den dag for temmelig kort tid siden, da han stod på talerstolen under Socialdemokraternes kongres og bekendte, at hans mor havde langt flere penge at rutte med, end min datters mor nogensinde vil få. Det giver ikke nogen som helst mening.

David Wedege Petersen er journalist

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Kjeldsen

Britta Hansen
Tak for kommentar og link. Jeg tilmeldt mig.
God jul

Sider