Klumme

Dengang jeg var engel

Man bør sørge for, at de nisser og engle, man lader flytte ind i sine børn, har samme moral som en selv. For så passer nissehuen og vingerne også, når ungerne ikke længere tror på dem
9. december 2013

Jeg kan på en måde godt huske, dengang jeg var en engel. Og også dengang jeg faldt.

Det skete med det, man nu kalder Jordskredsvalget i 1973. Lige for mig var det så ikke så meget politisk, som det var et skred mellem mine forældre og Jesus. Det lyder lidt mærkeligt, men har sin forklaring, som er god at give i en julemåned.

Jeg var ikke kun kulturkristen, jeg var dobbeltkristen. Jeg blev af min forældre, som var udvandret fra proletariatet i København til overklassen i Kolding, sat i en katolsk skole, for den var privat, og privat var bedst. Mine forældre ville det bedste for mig, det vil forældre jo.

I denne skole, som pragmatisk nok indså, at der nok skulle anderledes troende til for at få budgettet til at hænge sammen, tog man også imod protestanter. Vi havde bare adskilt religionsundervisning, katolikker og protestanter. Men realiteten var, at jeg blev undervist af nonner med slør, mødte Jesus på korset dagligt, fik lært bibelhistorien og med jævne mellemrum var engel. Virkelig!

Jeg opnåede vist aldrig at blive hende, der gik først i Luciaoptoget med lys i håret – og ingen fortalte mig, at hun havde fået stukket øjnene ud og var blevet brændt på bålet. Til gengæld var jeg en af de udvalgte, der juledag sang for de syge på hospitalet med klokkeklare, tårefremkaldende stemmer. Der stod vi, fem engle, der indbyrdes havde venskaber, men så sandelig også drabelig misundelse, mobning og anden ubehagelig barnevirkelighed, og sang julesalmer for de syge og døende. Jeg sværger på biblen, at det var med vinger på ryggen. Og jeg troede faktisk på det, jeg sang. Trods alt.

Jeg tænker på det her til morgen, fordi jeg er i Danmark i december. Det har jeg ellers grundigt sørget for at undgå i næsten 30 år. Op gennem gulvet siver julesalmer i den tidlige morgenstund – Et barn er født i Bethlehem og Glade jul, dejlige jul. Alene her i opgangen er der så mange børn, der hver morgen måneden igennem får gaver fra mystiske nisser, og der er risengrød med løfter og trusler om, at man skal være god for ellers … ja, hvad sker der så?

Et af disse kloge ’dagens Danmark’-børn, forklarede i går over lidt risengrød, at han havde en ven, der måtte se alle tre julekalendere på tv, og som havde fem pakkekalendere. Det risengrødsspisende barn ville også have lov til at se den tredje julekalender. Hans mor spurgte klogt, om alle i klassen så alle julekalendere?

Der blev lidt stille, og så fulgte det meget klassiske og gode spørgsmål fra mor:

»Får alle så meget? Får alle lov til alt?«

En engel kunne været gået igennem stuen. Det gjorde den sådan set også og spredte lidt stjernestøv. For jo, der er en dreng i klassen, der faktisk ikke får lov til at se julekalender overhovedet. Han har vist heller ikke engang en gavekalender.

Vores lille juleplagende dreng glemte pludselig helt, hvad han selv ville opnå, og konklusionen nærmest groede frem i ham: »Jeg har pisseondt af ham.« Noget faldt på plads i englenes orden.

De fleste af os er jo ikke engle. Og julemanden tror man heller ikke på, vel? Ikke desto mindre er hele julemåneden gennemsyret af alle disse usynlige kræfter, der har med moral at gøre. I både Frankrig, Belgien og Tyskland havde Saint Nicolai i øvrigt engang følgeskab af en Pére Fouettard eller Hans Trapp – en straffende personage. Han er blevet helt glemt i Disney- eller Coca Cola-udgaven, og den rene hyggejul er blevet til.

Men dengang, mine englevinge for alvor blev flossede, var i 1973, hvor min far stemte på Fremskridtspartiet. Der var simpelthen noget, jeg ikke fattede. Det gik jo ud på at betale nul i skat og selv blive så rig som muligt. Man har selvfølgelig lov til at mene, at det er et fremskridt. Men samtidig sad jeg selv på syvende år på den katolske skole og illustrerede den barmhjertige samaritaner eller noget med mennesker, som rejser af sted på et æsel, og en kvinde, som føder i en stald, fordi der ikke var plads i herberget.

Måske har jeg stadig lidt svært ved alt det ved julen, som jeg synes er hyklerisk; den enorme materialisme, kærlighedsbudskabet er blevet til. Eller måske skal man bare sørge for, at de nisser og engle, man flytter ind i sine børn, faktisk har samme moral som en selv, så nissehuen passer og vingerne holder, også når man ikke længere tror på dem.

Tine Byrckel er kulturskribent og psykoanalytiker

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Mosbak
  • Lise Lotte Rahbek
  • Søren Rehhoff
  • Inger Sundsvald
Niels Mosbak, Lise Lotte Rahbek, Søren Rehhoff og Inger Sundsvald anbefalede denne artikel

Kommentarer

Julemanden som straffende personage er stadig tilstede i nogle julesange som "Santa Claus is Coming to Town". Som det hedder "He sees you when youre sleeping, he knows when you´re awake, he knows if you´ve been bad or good, so be good for goodness sakes" og check lige hvor godt vejret er på din fødselsdag. Gad vide om Tine Byrckel´s far fik nogen gode julegaver dengang i 1973.

Lise Lotte Rahbek, Inger Sundsvald og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar