Kommentar

Døde penge, død vækst

Vi lever i en verden af lånte penge. En verden med sms-lån, forgældede husejere og overtrukne kreditkort, som banker og finansielle iværksættere scorer store profitter på. Ubalancen baner vejen for den næste store krise
Debat
9. december 2013

Mange opfatter indkomst og løn som synonymer, men forskellen imellem dem er essentiel for at forstå den ulighed, vi ser vokse frem i dag. Løn er penge, der udbetales til ansatte for et stykke arbejde, mens indkomst også dækker over ting, som profit fra blandt andet investering og spekulation.

I dag ser vi ikke blot en stigende ulighed mellem folk med gode lønninger og folk med lave lønninger, der er også en voksende ulighed mellem dem, der tjener penge som løn, og dem, der tjener penge på spekulation. Sidstnævnte form for ulighed er en helt afgørende årsag til økonomisk ustabilitet.

Tal fra OECD viser, at mange af verdens rigeste lande har oplevet en stigende indkomstulighed de seneste to årtier. Udviklingen har også fundet sted i lande med stærke traditioner for lighed, såsom Danmark. Ifølge tal fra Eurostat er gini-koefficienten i Danmark steget fra 23,9 til 28,1 siden 2004, hvilket udgør den næsthøjeste stigning i Europa.

Når indkomsten koncentreres på stadig færre hænder, er resultatet langsommere vækst og forhøjet risiko for økonomiske kriser.

Krise dit navn er ulighed

IMF har vist, hvordan de mest skadelige kriser i de seneste hundrede år – den store depression i 1930’erne og krisen i 2008 – begge indtraf efter perioder med stor stigning i uligheden. Og der er tungtvejende beviser for, at netop uligheden spillede en central rolle i 2008-krakket, at ulighed forlængede den globale recession, og at den stigende ulighed allerede nu lægger grundstene til en ny fremtidig krise.

En af de centrale mekanismer, der genererer øget ulighed, er den ulige fordeling af gevinsterne ved vækst. Vi har oplevet et vedvarende fald i den andel af den samlede nationale indkomst, der udbetales som løn, mens andelen, der går til virksomhedernes profit, udgør en stadigt større del af den samlede indkomst.

I den private sektor er lønandelen helt konkret faldet fra 68 procent i 1981 til 62 procent i 2011. Det har skabt en række skadelige forvrængninger såsom skrøbelig efterspørgsel og gældsdrevet forbrug.

Ifølge International Labour Organization er næsten alle økonomier – også den engelske, den amerikanske og den danske – lønafhængige. Det vil sige, at de oplever lavere vækstrater, når en større andel af gevinsterne ender som profit frem for lønninger. Det er en af forklaringerne på krisens vedholdenhed. Krisen førte til et strammere greb om husholdningernes økonomi og fjernede dermed efterspørgslen – den ilt, som økonomier lever af.

Pengehamstring

Samtidig er størrelsen af virksomheders formuer eksploderet under krisen. Amerikanske virksomheder råder over 1,45 billioner dollar i kontanter, svarende til mere end 10 procent af den amerikanske økonomi – den største ophobning nogensinde. I Danmark sparede virksomhederne 225,9 milliarder kroner op mellem 2009 og 2011. En investering af disse formuer ville skabe reelle vækstrater, men i stedet gemmes de væk som døde penge.

Beslutningstagere på alle niveauer, fra Barack Obama til Christine Lagarde, chefen for IMF, er enige om, at ulighed sætter en effektiv stopper for vækst. Alligevel er de faktorer, som ville skabe en moderat forandring – at bestyrelser anvender mere af overskuddet til at udbygge produktionen, et loft på lønninger i erhvervslivet samt strengere regulering af finansmarkederne – indtil videre udeblevet. De store spillere på finansmarkederne er stadig uden for selv den mest magtfulde stats rækkevidde.

Fordelingsspørgsmålet har længe stået som en central konflikt i den politiske økonomi. Markedsøkonomer, der har domineret den økonomiske tankegang siden 1980’erne, har længe afvist fordelingspolitik som kætteri. De fremhæver, at der er interessesammenfald mellem formuende og lønarbejdere. Det synspunkt er ikke længere i overensstemmelse med virkeligheden. Lige nu ophober virksomhederne formuer, der skaber økonomisk træghed snarere end vækst. Formuerne arbejder kun for sig selv, ikke for lønarbejderne eller samfundet.

Problemet med genopbygningsstrategierne efter krisen er, at kombinationen af stagnerende levestandarder og det voksende bjerg af døde penge udgør kimen til den næste krise. Der er behov for et økonomisk alternativ, der formår at fordele gevinsterne ved vækst mere ligeligt. En forandring, der bryder med den store indkomst- og formuekoncentration. Ellers vil den globale økonomi fortsat være ustabil.

Stewart Lansley er visiting fellow ved Bristol University og forfatteren bag bogen ’Ulighedens pris’, og Jens Jonatan Steen er analysechef i tænketanken Cevea

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Stigningen i den danske Gini-koefficient er ganske rigtigt påfaldende. Ifølge Eurostat er Danmark på en halv snes år gået fra at have den mest lige til den ellevte-mest lige indkomstfordeling i EU - altså fra at ligge som en absolut outlier mht. indkomstlighed til at ligge i den bløde mellemklasse i EU, hvad dette punkt angår:

https://da.wikipedia.org/wiki/Gini-koefficient

Jeg undrer mig derudover noget over præsentationen af Stewart Lansley. Ifølge google er han forfatter til en bog der hedder "The Cost of Inequality" fra 2011; mens "Ulighedens pris" er en dansk antologi fra 2000, der har en række danske forfattere, men ingen Stewart Lansley. Ingen af bøgerne har vist noget at gøre med den formodentlig langt mest kendte nyere bog i denne boldgade, "The Price of Inequality" af nobelpristageren Joseph Stiglitz fra 2012, som ville være en mere logisk oversættelse af "Ulighedens pris", hvis man endelig vil oversætte en engelsk bogtitel til dansk.

Det virker i øvrigt noget polemisk at sætte lighedstegn mellem kapitalindkomst og indkomst fra "spekulation". Er den indkomst som udgør ca. en tredjedel af den danske bruttofaktorindkomst, herunder ikke mindst forrentningen af alle de danske lønmodtageres ret betydelige pensionsformuer, blot "spekulation"? Eller den huslejebesparelse, som boligejerne får ved at eje deres egen bolig i stedet for at bo til leje, og som også indgår som en væsentlig del af kapitalindkomsten?

Michael Kongstad Nielsen

Hvis man lytter til Radio24Syv, er der et interessant program, der hedder "millionærklubben". Der fortæller medieprivate børsinvestorer om tips og tricks til at blive millionær. Og der kan man høre, at aktiemarkedet er vildt overophedet for tiden. Ja, der er nærmest tale om en boble. Men en million danskere investerer online på børsen. Det er ikke fordi de skal drive virksomhed eller er afhængige af andre investorer, nej det er fordi de "spekulerer". Det kaldes også at "spille". Og det er meget bedre end "Danske Spil".

Ja, aktieinvesteringer er en udbredt hobby. Men det er nu ikke disse hobby-investorer der tjener hovedparten af den danske kapitalindkomst. Størstedelen af danskernes opsparing, som er den kapital der via sin forrentning indtjener kapitalindkomsten, ligger dels i formuerne i pensionsselskaberne, dels i værdien af den samlede danske ejerbolig- (og andelsbolig-)masse.

randi christiansen

Poul Schou : " Det virker i øvrigt noget polemisk at sætte lighedstegn mellem kapitalindkomst og indkomst fra "spekulation". Er den indkomst som udgør ca. en tredjedel af den danske bruttofaktorindkomst, herunder ikke mindst forrentningen af alle de danske lønmodtageres ret betydelige pensionsformuer, blot "spekulation"? "

Det er i hvertfald 'døde penge' - hvorvidt det er spekulation må være et definitionsspørgsmål. Der tales i artiklen om kapitalophobninger, der virker som blokader i det verdensøkonomiske flow - bjerge af døde penge bygget af hjerne-og hjertedøde individer - reptilanalogien er nærliggende - som åbenbart ser deres interesse i at samle på penge - mon de bader i
dem ligesom Joakim von And? Et er sikkert : det er i ingens interesse, adfærden skaber kun kaos og død.

Kan man ikke begynde at udvide vækstfonden, så den gradvist overtager al lånevirksomhed i Danmark. Så må bankerne gå andre veje for at tjene penge.
Samtidig kunne man jo fastsætte et maksimum på årlige omkostninger i procent, for eksempel 5%.