Mange etniske danskere får en forkert opfattelse af indvandrere, fordi medierne giver et ensidigt negativt billede af dem, mener Naghme Ashabi. Hun forsøger at arbejde med fordommene og gøre op med stereotyper og misforstået hensyntagen. Men i første omgang betyder det, at hun og de øvrige kvinder i satiregruppen stempler sig selv som indvandrere.
»I og med vi repræsenterer det, vi gør gennem vores program, er det ret umuligt at være andet end indvandrere. Og når vi kommer ud og laver interview, er grunden jo også, at vi er indvandrere, det kan vi ikke komme uden om. For det første laver vi sketch, og for det andet er vi indvandrerkvinder med muslimsk baggrund, og det er jo aldrig set før i Danmark.«
– Kan stereotyperne nedbrydes?
»At nedbryde stereotyper ligger ude i fremtiden. Nu handler det om at åbne døre og italesætte stereotyperne, så vi kan snakke om dem. Der er rigtig meget fokus på det dårlige i medierne. Selv om der er mange af os herude, som gerne vil betale skat og have et liv til at fungere.«
– Bidrager I nogle gange selv til stereotyperne?
»De stereotyper, vi tager fat i, er der så mange af. Vi kender dem jo fra hverdagen og støder ind i dem i metroen. Det er jo også derfor, der er så mange, der kan forstå det, vi laver. Det er slet ikke noget, vi er med til at gøre større, for det er i forvejen meget større, end folk tror. Men hvis man griner af stereotyperne sammen, bliver det måske nemmere at tale med hinanden.«
– Hvad betyder det store fokus på etnicitet for integrationen?
»Jeg har jo en fod i hver lejr. Jeg er hverken dansk eller 100 pct. udenlandsk. Men det er sjældent, at man hører om os midtimellem, der prøver at få en god kombination. Det er ærgerligt, for i Danmark bliver jeg altid spurgt, hvor jeg kommer fra. Men hvis jeg er i England og spørger en mørk pige, hvor hun kommer fra, så siger hun: ’Nå, du mener, hvor mine forældre kommer fra. De er fra Indien, jeg er fra England’. Herhjemme fylder etnicitet rigtig meget.«
– Hvad forstår etniske danskere ikke ved integration?
»Jeg møder konstant folk, der tror, de skal hjælpe mig. Men faktisk fornærmer de mig. De mener det jo godt, men jeg har ikke behov for deres hjælp. Jeg har prøvet, at min chef har spurgt: ’Blev det lige lidt for meget, gik det lige over din grænse?’ Men jeg skal nok selv sige, hvornår det går over min grænse.«
