Kommentar

Man får det ikke bedre af at blive stemplet som psykisk syg

Hvorfor skal mennesker betegnes som syge, fordi de reagerer på svære ting i deres liv? Det er det sidste, der hjælper dem videre
5. december 2013

Da jeg læste Informations serie Sygeligt Normalt om sproget i psykiatrien, kom jeg til at tænke på en sætning i romanen Nattog til Lissabon af Pascal Mercier: »Når det gælder sjælen, er det så lidt, der er håndgribeligt.«

Jeg er så frustreret over kampen for, at psykiske lidelser skal kaldes sygdomme, for at – siges det – undgå stigmatisering. Jeg forstår, når man ønsker, at psykiske lidelser skal ligestilles i den forstand, at der skal være den samme mulighed for hjælp, støtte og ’behandling’ som ved fysisk sygdom. Men det er enormt stigmatiserende at kalde symptomerne på ubærlige livsforhold for psykisk sygdom.

Fysik og psykisk sygdom kan ikke ligestilles. Ved at gøre en skadet sjæl eller psyke til en sygdom, gør man den til noget, som den ikke er – man gør psyken håndgribelig, forkert og syg. Hvorfor skal mennesker betegnes som syge, fordi de reagerer på svære ting i deres liv?

Jeg har selv mere end 10 års levet erfaring med psykiatrien på godt og ondt, og jeg har efterhånden også mødt rigtig mange mennesker med diverse diagnoser og såkaldte sygdomme. Jeg har endnu ikke mødt et menneske, hvor der ikke var en helt logisk og forståelig forklaring på, hvorfor de havde det, som de havde det.

Det stod klart, når man spurgte grundigt ind til deres livshistorie. Alligevel havde de fået diagnose og var blevet stemplet som syge. Men de var ikke syge. Jeg er ikke syg, vi er ikke bærere af en sygdom – vi er mennesker, og nogle omstændigheder i vores liv har gjort, at vi har reageret anderledes end andre – og til tider mere voldsomt.

Hvad bliver der af psykiaterne?

Hvis der pludselig er en masse mennesker, som ikke har en psykisk sygdom, men lider af effekterne af et alt for svært liv og ikke nødvendigvis har brug for medicinsk behandling, så bliver psykiaterne overflødige. Så kan de ikke legitimere deres brug af diagnoser og medicin over for lægefaglige instanser. Derfor er psykiaterne nødt til at råbe op og holde fast i diagnoserne.

Måske bliver psykiaterne grebet af panikangst over det, der er ved at ske i den danske psykiatridebat. Men den slags er der sikkert medicin imod ...

Jeg har haft mange diagnoser i min tid i psykiatrien. Jeg har fået meget medicin. Jeg har været udsat for mange former for tvang og modtaget elektrochokbehandlinger med tvang, fordi jeg ikke ønskede den behandling efter at have oplevet enorme bivirkninger. Alt sammen skete, fordi jeg havde diagnoser og blev betegnet syg.

Jeg fik konstant at vide af psykiaterne og af de andre ansatte i behandlingspsykiatrien, at jeg var syg og skulle behandles, og at jeg skulle lære at leve med min sygdom.

Jeg fik at vide, at jeg ikke selv vidste, hvad der var rigtigt og forkert. Jeg fik at vide, at jeg skulle stole på lægerne og resten af personalet, fordi de havde forstand på min sygdom og på, hvad der var godt for mig. I dag kan jeg se, at de udførte utallige overgreb på mig – og det, da jeg var allersvagest.

Når jeg sagde, at medicinen bevirkede, at jeg intet følte længere, at jeg var ligeglad og træt hele tiden, fik jeg at vide, at medicinen virkede, og at jeg tog godt imod den.

Når jeg havde fysiske bivirkninger ved medicinen, fik jeg bare bivirkningsmedicin eller begyndte på et andet præparat. Jeg troede, jeg var syg, og mine omgivelser troede det også. Da jeg begyndte at modsætte mig behandlingen, blev jeg set som endnu mere syg.

Jeg fik det bedre

Jeg begyndte først at få det bedre, da jeg trappede ud af min medicin og holdt op med at søge hjælp gennem indlæggelser. Jeg fik det bedre, da min selvvalgte terapeut sagde: »Jeg ser dig ikke som syg; du har det bare rigtig svært, og det er helt forståeligt.«

Jeg fik det bedre, da folk omkring mig begyndte at lytte til mig, når jeg sagde, hvad jeg havde brug for.

Jeg fik det bedre, da jeg igen begyndte at kunne mærke mine følelser og behov.

Jeg fik det bedre, da jeg pludselig en dag blev tilbudt arbejde nogle få timer om ugen, og der pludselig var nogen, som havde brug for mig.

Jeg fik det bedre, da folk omkring mig begyndte at spørge til mine drømme og at tro på dem sammen med mig.

Jeg fik det bedre, den dag folk omkring mig ikke længere så mig som syg og ikke længere omtalte mig som syg.

Den dag var jeg ikke længere Heidi med en psykisk sygdom. Den dag var jeg bare Heidi. Jeg fik det ikke bedre, da jeg mødte op til en lægesamtale og fik at vide: »Heidi, du er psykisk syg.« Det gav ikke mere forståelse og accept. Pludselig var jeg uden for det samfund, som jeg altid havde været en del af – stigmatiseret som psykisk syg.

 

Heidi Kure er 30 år og har været psykiatrisk patient i mere end 11 år

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olav Storm Jensen
  • Marian B. Goldstein
  • olga runciman
  • Sofie Storm Rasmussen
  • Erik Jensen
Olav Storm Jensen, Marian B. Goldstein, olga runciman, Sofie Storm Rasmussen og Erik Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels P Sønderskov

Man bliver heller ikke rask af at få diagnosticeret et brækket ben. Vi er bare bedre til at reparere ben. Til gengæld har vi stadig problemer med en del cancerformer, som vi sagtens kan diagnosticere. Sådan er det med praktisk medicin.

Nu mangler lige oplysningen om, hvordan det grimme forløb som artiklen beskriver, er startet. Der må have været en årsag til den oprindelige diagnose, men under alle omstændigheder har det udviklet sig både helt galt - og, så vidt egne iagttagelser, alt for typisk. Formentlig standardrutiners ærtehjernede praksis.
For at behandlersystemet skulle diagnosticere sygdomskilden til dem selv - det vil aldrig ske. Det er ufagligt. Så hellere da opfinde en ny og ukendt sygdom, som der straks må forskes i og eksperimenteres med indehaveren af. Man er vel 'prof'....
Så det er ikke nogen ligegyldig artikel ^^.

Inger Sundsvald

Det er utroligt så klog man bliver på alle andres psykiske sygdom ved selv at have prøvet det.
Det er udmærket at kunne generalisere, men det er altså lige i overkanten at konkludere ud fra sig selv, at psykiaterne bare er bange for at blive overflødige, og at en masse mennesker i virkeligheden slet ikke er psykisk syge.

Niels P Sønderskov

Det er lige før vi er tilbage i anti-psykiatrien, og for Heidis vedkommende håber jeg at hun faktisk ikke har været psykotisk. Hvis det er tilfældet, bekræfter det, at psykosen ikke er en livstidsdom.

Desværre har vi en systemfejl, som betyder at nogle mennesker havner i psykiaternes kløer, selv om de ikke er psykotiske. Det skyldes det simple faktum, at psykiatrisk behandling ligesom andre medicinske specialer er gratis. Hvis Heidi faktisk ikke som 19-årig var psykotisk, burde hun have været i behandling hos en psykolog i stedet. I modsætning til lægevidenskaben, er psykologien ikke så optaget af at hæfte diagnoser på folk.

Hos lægen er du patient og fratages traditionelt ansvaret. Det kan være rigtig svært, hvis man kun er 19 år gammel, men især når der ikke findes nogen indlysende kur, som i tilfældet med benbrud, skal man være forsigtig med at overlade hele ansvaret til lægen. Tvært imod er det vigtigt selv at tage ansvaret, gerne med støtte fra familie og venner, der kender en godt og er klar over de omstændigheder, der har udløst behovet for hjælp.

Det lyder som om det er på tid for Heidi at lægge det hele bag sig, forsøge at komme videre, indhente den tabte tid og komme ind i kampen på lige fod med alle os andre for det 'gode' liv med job, bolig, bil, uddannelse familie og hele rotteræset. Yahyah Hassan viser hvordan en spand lort kan vendes til et håndfuld perler. Good luck!

jan christensen

Heidis historie er meget relevant og slet ikke enestående. Læge henviser en ung med problemer til psykiater, som stiller en diagnose og ordinerer psykiatrisk behandling. Følelsen af magtesløshed overfor systemet og af, at der bliver begået overgreb under "behandlingen" burde få alle røde lygter til at blinke hos psykiatrien.Det begyndte først at gå bedre med Heidi, da hun, på trods af sin meget vanskelige situation, tog sagen I egen hånd og kom væk fra "behandlingen" - tankevækkende. Godt gået Heidi og held og lykke med dit liv fremover

jens peder Nicolaisen, Niels P Sønderskov og Marian B. Goldstein anbefalede denne kommentar