Kommentar

Folkebevægelsen mod EU er spild af venstrefløj

At vende ryggen til EU i stedet for at kæmpe for sin politik, giver ingen mening
23. december 2013

Folkebevægelsen mod EU er ubrugelig for venstrefløjen. De fire helsidesannoncer her i avisen (den 9.-12. december) viser, at den er helt uden politisk retning og må gribe til forvrængninger og vås for at vise EU som et monster, der kan bekæmpes med »modstand«!

De tre første annoncer har overskriften »Hvor dum har man lov at være?« Hvis annoncerne sætter standarden, er svaret: Meget dum! Margrete Auken skrev et læserbrev mod de første to (den 12. december) og fik straks (den 13. december) svar fra Søren Søndergaard. Ham anser de færreste for dum – heller ikke vi. Så meget desto værre er det, at han giver vildledningerne endnu et nøk. Nogen kunne forledes til at følge ham væk fra den politiske kamp i EU, men vi har brug for alle på den kampplads. Derfor dette uddybende svar.

Den første annonce fremstiller EU-Parlamentets månedlige flytning til Strasbourg som noget, der kan stoppes med »modstand«. Men Frankrig fik Strasbourg-garantien, da Danmark fik de fire forbehold. Nu er den i traktaten og kan kun ændres i enstemmighed af medlemslandene. Selv Søren Søndergaard ved, at den dag Frankrig giver sig, er alle med. Det er ikke EU, der er bims, men Frankrig. Skal vi af den grund forlade den politiske kampplads og al indflydelse i Europa?

EU ikke skyld i social dumping

Den næste annonce giver EU ansvaret for social dumping. Pas på: Social dumping skyldes ikke EU, men kyniske arbejdsgivere, der udnytter fattigdommen i visse europæiske lande til at underbetale de arbejdere, de får hertil. Lave lønninger er ikke ulovlige i Danmark, men fagbevægelsen prøver at imødegå misbruget ved at forsvare de minimumsrettigheder, der er i overenskomsterne og i lovgivningen, og få has på den svindel, der også er (svindel er forbudt i hele EU).

Fagbevægelsen er efterhånden ferm til at afsløre og bekæmpe de værste udbyttere og plattenslagere, og efter vi har fået en bedre regering, spiller myndighederne ligeledes med.

Også på EU-niveau kunne mere gøres for at bekæmpe misbruget. Et håndhævelsesdirektiv, der er på vej, tegner nogenlunde godt. Men hvad med de EU-domme, Søndergaard nævner i sit svar til Auken? Spænder de ben for indsatsen? Nej, de drejer sig om at imødegå diskrimination – ingen af dem forhindrer kampen for et bedre arbejdsmarked.

Folketinget kunne også bidrage. Regeringen og Enhedslisten var på vej med flere glimrende forslag i finansloven, men så svigtede Enhedslisten. Ak og øv.

Endelig kunne arbejdsmarkedets parter selv gøre mere for at bekæmpe social dumping ved f.eks. at indføre kædeansvar i overenskomsterne, men her står arbejdsgiverne tungt på bremsen.

Det er manipulatorisk at bilde befolkningen ind, at social dumping er EU’s skyld. Og det er med til, at venstrefløjen svækker den politiske kamp for et ordentligt arbejdsmarked.

Kæmp videre Søndergaard

Den tredje annonce angriber, at skattekroner udbetales trods fejl og svindel. Det angreb er vigtigt, men her er EU-kontrollen heldigvis på vores side. EU-revisionsretten påpeger jo netop, at der er noget galt, og at Europa-Kommissionen skal blive bedre til at kontrollere forbruget af fondsmidlerne. Samtidig må vi huske, at det især er støtten til landdistrikterne (med en fejlprocent på 7,9 procent) og de regionale støtteprojekter (med en på 6,8 procent), der trækker fejlprocenten ’helt’ op på 4,8 procent.

Langt de fleste fejl og fupnumre sker på nationalt niveau hos den enkelte landmand eller hos de ansvarlige for udviklingsprojekter.

Det ville have klædt Søren Søndergaard ikke at vildlede om de penge, han har brugt til annoncerne. Både hans og SF’s partigrupper får alle pengene til deres budgetter fra EU-Parlamentet. MEP’ernes oplysnings- og kampagnemidler må ikke bruges til valgkamp – det er derfor, hverken Folkebevægelsens spidskandidat eller logo er med på annoncerne.

Overskriften på den fjerde annonce lyder: »Hvor grum har man lov at være?« Vi er selvsagt enige med Søndergaard i, at EU’s fiskeriaftale med Marokko, som giver EU ret til fiskeri i det besatte Vestsaharas farvand, er fæl. Men den er en politisk aftale og skulle godkendes i EU-Parlamentet. Der fik højrefløjen og store dele af socialdemokraterne flertal, og vi blev stemt ned.

Demokrati er fuld af modgang, men derfor skal man da ikke stikke af fra kampen? Det giver kun mening at blive og bruge sine politiske muligheder og kompetencer.

Ikke at ville deltage er meningsløst for en engageret politiker. Og når Søren Søndergaard og mange fra Enhedslisten siger nej til at være med, er det rent spild af venstrefløj.

Margrete Auken er MEP. Tonni Hansen er formand for 3F Sydfyn. Begge er SF’s spidskandidater til Europa-Parlamentet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Social dumping skyldes ikke EU, men kyniske arbejdsgivere, der udnytter fattigdommen i visse europæiske lande til at underbetale de arbejdere, de får hertil... Fagbevægelsen er efterhånden ferm til at afsløre og bekæmpe de værste udbyttere og plattenslagere, og efter vi har fået en bedre regering, spiller myndighederne ligeledes med.

Skulle den venstreliberale regering så ikke tage og få de spilleregler skrevet ned i en lovtekst inden den højreliberale fløj får regeringsmagten igen.

...og så lad venstrefløjen om at bekæmpe det liberale projekt på deres måde - den kamp har liberalister slet ikke forstand på.

Lise Lotte Rahbek, lars abildgaard, Brian Pietersen, John Hansen, Carsten Svendsen, Claus Jensen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar

Margrethe Aukens liberalistiske udgydelser viser med al tydelighed hvorfor flertallet i EL fandt det nødvendigt at overlade EU-politiken til folkebevægelsen.

Fundamentet er fundstændigt umuligt. Uanset hvor meget fru Auken vil kæmpe, har hun tabt på forhånd. EU er finanskapitalens projekt -ikke folkenes! EU er korporatisme og dermed et fascistisk projekt!

Personligt kan jeg godt acceptere et forenet Europa. Men folkenes EU må opstå på ruinerne af dette EU.
Rag skidtet ned og begynd forfra!

lars abildgaard, Brian Pietersen, John Hansen, Carsten Svendsen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar

Torben Nielsen " Personligt kan jeg godt acceptere et forenet Europa".

Hitler griner i sin grav. Vi er solgt. Ikke kun til EU, men også til USA (NSA). Reformer, frihandelsaftaler, tvangsarbejde, underminering af lønmodtagerrettigheder, menneskerettigheder og den danske grundlov er et resultat heraf.
At finde balancen imellem, hvad markedet kræver af et run mod "bundløn". Og hvad mennesker kan leve af, er så afgjort - eller burde være det - det vigtigste, grundlæggende ansvar for enhver demokratisk regering.
Nogle af de gamle nazister trøstede måske sig selv, ved at sige at, at det er for sent. Der er investeret for meget tid og for mange penge i projektet til at det kan opgives nu...

Nå, giver højrefløjen nu venstrefløjen gode råd igen?

Lise Lotte Rahbek, Torben Nielsen, lars abildgaard, Brian Pietersen, John Hansen, Carsten Svendsen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Rasmus Kongshøj

SF er spild af venstrefløj.

Lise Lotte Rahbek, Torben Nielsen, lars abildgaard, Jesper Wendt, John Hansen, Claus Jensen og Carsten Svendsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Margrete Auken har ret i noget af det. Men ikke i, at Folkebevægelsen ikke kæmper i EU, for hvad laver Søren Søndergaard ellers.
Og de emner, der reklameres imod i annoncerne, er da særdeles relevante, selvom Frankrig har fået rejsecirkusset ind i traktaten, er det relevant at kæmpe imod det (ikke bare være med nede i varmen, og lade stå til), og gigantsvindlen med fonds- og distriktsmidler til EU´s yderområder, er jo ikke en ny ting, det har fundet sted i masser af år, og det fortsætter bare, det skal da bekæmpes, ikke bare accepteres nede i hyggestuen. Og fiskeriovergrebene er det ikke nok at være behagelig modstander af, derfor gør folkebevægelsen med rette det til et emne op til valgkampen. Derimod tror jeg ikke, social dumpning er EU´s skyld, det er noget der må kæmpes imod nationalt, med hvert lands egne regler og arbejdsmarkedsordninger.

Margrete Aukens gruppe er for svag til at betyde nok i kampen dernede, så de skulle hellere alliere sig med Folkebevægelsens gruppe og samle kræfterne til modstand.

Uden EU-direktiver og forordninger var der ikke dette i Danmark:

* krav om at man skal have en ansættelseskontrakt hvis man i snit arbejder 8 timer om ugen.
* krav om fastansættelse hvis man bliver forlænget som kontraktansat efter den anden eller tredje forlængelse
* krav om at alle bestyrelsesmedlemmer skal høres, også de ansattes, før en lukning eller fusion af et firma
* en langt bedre beskyttelse af kvinder som er gravide

Ift. social dumping har vi jo fri aftaleret i dette land, og sålænge nogle folk vil gå for 40 eller 50 kr. i timen, er det jo juridisk set i orden. Uanset at også jeg synes der er tale om social dumping mv. kan man ikke juridisk komme efter dem. Om jeg forstår hvorfor det danske Folketing ikke bare vedtager en mindste løn på 110 kr. i timen.

Ang. Strasbourg-parlamentet syntes alle vist at have glemt, at der i dette område tales tre sprog, tysk, fransk og sächsisch; parlamentet i Strasbourg er et symbol for udsoningen og forsoningen mellem Frankrig og Tyskland.

Ift, aftalen med Marokko mv. så er den godkendt i EU-parlamentet; længere er den ikke. Og man kan så være uenig i denne aftale, men plejer vi, der er på venstrefløjen i dette land, ikke at mene, at når der er flertal i et parlament, så er det sådan, det er.

Michael Kongstad Nielsen

Som Margrete Auken siger, så vil alle de 27 andre medlemslande straks stemme for at nedlægge Strasbourg som ekstra hjemsted for parlamentet, ligeså snart Frankrig er med på idéen.

Og med hensyn til fiskeriaftalerne er Folkebevægelsens annoncer vel en markeringer af egne synspunkter. De ændrer sig ikke af, at der er et flertal i Parlamentet for noget andet. Så folkebevægelsen må selvfølgelig godt agitere for en anden fiskeripolitik, end højrefløjens og Socialdemokraternes.
PS.: det skulle de også gøre i horhold til Færøerne, Island og Grønland.

ellen nielsen

MEP’ernes oplysnings- og kampagnemidler må ikke bruges til valgkamp.....
....siger Margrethe Auken og Tonni Hansen

????????????????