Kronik

Forskning og lighed ofres på ligestillingens alter

Med særlige puljer til kvindelige forskere risikerer Det Frie Forskningsråd ikke alene at svække forskningens kvalitet. Puljerne er også et angreb på oplysningens ideal om, at mennesket først optræder som statsborger og siden med alle hånde andre særidentiteter
Vi ønsker alle, at de enorme investeringer i kvinders uddannelsesniveau giver et større forskningsmæssigt afkast, og heldigvis går det også fremad. Allerede i dag udbydes der da også mentorprogrammer, forskerlederprogrammer og netværksprogrammer kun for kvindelige forskere. Men begynder vi at tildele forskningsmidler på baggrund af køn, er vi på vej ned ad en farlig sliske, mener Hans Bonde.

Keld Navntoft

9. december 2013

På det seneste er der sket et nybrud i både dansk forsknings- og ligestillingspolitik. For første gang har knap et halvt Folketing vendt sig mod endnu en favorisering af kvindelige topforskere – denne gang i form af Det Frie Forskningsråds såkaldte YDUN-program, der skal sikre kvindelige forskere en særstøtte på 110 millioner kroner til at opbygge forskergrupper.

Der er og har været mange favoriseringer af kvinder i det danske universitetsmiljø – lige fra Freja-programmet over Statens Humanistiske Forskningsråds kvindeprofessorater til Aarhus og Københavns Universitets nuværende økonomiske belønningspolitik ved ansættelse af kvindelige lektorer og professorer. Tilsammen danner de et billede af et vedholdende og accelererende forsøg på at indpasse den sprælske forskning i målet om et fifty-fifty-universitet, hvor Danmark og Skandinavien er helt i front.

De borgerlige partier samlede sig i finanslovsforhandlingerne mod YDUN og fik statsstøtten forhandlet ned fra 80 til 70 millioner kroner, mens Liberal Alliance i protest trådte helt ud af forhandlingerne. I Berlingske understregede forskningsordførerne fra K, DF og V, at »kvinder ikke skal have særrettigheder i det danske forskningsmiljø. De skal bevilges penge på grund af deres kvaliteter og forskningshøjden i deres arbejde. Alt andet er et skråplan«. De tilføjede, at YDUN-programmet »sætter store spørgsmålstegn ved dømmekraften i Det Frie Forskningsråd, og vi må naturligvis overveje nøje, hvordan fremtiden skal se ud for et forskningsråd, der så eklatant har misforstået sin opgave«. Hermed er det lykkedes for Det Frie Forskningsråd at skabe en hidtil uhørt massiv parlamentarisk modstand mod favorisering af kvindelige forskere.

Udokumenterede bevæggrunde

Diskussionen om YDUN er ikke et spørgsmål om rød eller blå, men om at opnå den højst mulige forskningskvalitet og om at sikre oplysningens mål om, at samfundet behandler os som individer – ikke som repræsentanter for grupper med formodede fællestræk. Men kvinder skal åbenbart som kønskollektiv have ret til en højere andel af forskningsmidlerne uanset deres individuelle talenter.

Lad os kigge nærmere på argumenterne. Det Frie Forskningsråd hævder, at »hjælp til kvinder gavner forskningen«. Det nærmeste, man kommer et bevis for denne påstand, er sætningen: »Det fører nemlig ifølge erfaringer fra Norge til mere ligestilling i forskningsmiljøerne«. Her er kvindeandelen gået op, bl.a. fordi man har indført en struktur, hvor lektorer kan søge om at blive opgraderet til professorer. Men spørgsmålet er, om forskningskvaliteten også blevet højere? Det får vi intet at vide om. Gavner det forskningen, når man sætter den almindelige konkurrence ud af kraft ved bevillinger? Eller risikerer man i virkeligheden det modsatte?

Det Frie Forskningsråds opgave er at sikre den højst mulige forskningsmæssige kvalitet. Hvad er da begrundelsen for Rådets kvindepolitik? Her anføres det, at »en af de helt åbenlyse grunde er selvfølgelig, at det er kvinderne, der føder børn, tager mest barsel og lægger flest kræfter i familierne efterfølgende, hvorfor det kan være svært at etablere en forskerkarriere, der kræver langt mere end 37 ugentlige arbejdstimer«. Men hov, den begrundelse handler jo ikke om forskningspolitik, men om ligestillingspolitik. Kan det være et statsligt forskningsorgans opgave at arbejde for en ’ligestilling’, der ovenikøbet indebærer risici for at sænke forskningsniveauet gennem indskrænkning af konkurrencen om forskningsmidler?

Eksklusionen af mandlige ansøgere kan ende med at forfordele de bedst egnede forskere. F.eks. fik en mandlig lektor ved Københavns Universitet i 2011 et chok. Hans institut havde slået et professorat op inden for hans felt. Han var gruppens ledende forsker med flest publikationer, studerende, samarbejdsaftaler og større internationale bevillinger. Han undrede sig over ikke at have hørt om opslaget, og da han konfronterede ledelsen, bekendte den trykket, at stillingen var øremærket en kvinde, for at instituttet kunne få en ’professorbonus’ fra dekanatet.

Mænd ekskluderes

Hvordan vil Det Frie Forskningsråd føre ideen om kvindefavorisering ud i livet? På en måde, der er under lavmålet i dansk forvaltningstradition.

For det første har man allerede nu udsendt massive signaler om, at der er tale om et kvindeprogram. Mænd, der – ugalant – skulle driste sig til at søge, kan derfor risikere at føle sig i bad standing ved fremtidige ansøgninger, da de er gået imod den højeste forskningsautoritets kønspolitiske linje.

For det andet vil vi opleve det mirakuløse, at skønt mange kvindelige forskere åbenbart normalt har svært ved at konkurrere med mænd, vil ikke én mandlig ansøger til YDUN-programmet komme gennem nåleøjet. En af de mandlige ansøgere til YDUN’s forgænger – kvindeprogrammet FREJA – var den produktive og højt estimerede filosof, lektor, dr.phil. Jan Faye, der i 2003 nøgternt kunne konstatere, at alle professoraterne var gået til kvinder. Han skrev i Politiken: »Facit var dog givet på forhånd. Der er som så ofte før i den slags sager tale om en politisk beslutning.«

Faye fik peget på et centralt spørgsmål, da han nævnte, at »nogle læsere vil måske genkende navne som Mogens Herman Hansen, Henrik Jensen, Jens Høyrup, Carl Henrik Koch og Sten Ebbesen for blot at nævne nogle stykker, jeg kender til. I enhver anden verden, og uden for Danmark, ville de alle være blevet professorer.«

Dette henviser til en helt skjult dimension i debatten om kvindelige bonusprofessorater og tildeling af forskningsmidler på baggrund af køn. Det hævdes, at en del kvalificerede kvinder er blevet forbigået. Men hvordan ved man, at en lige så stor del eller måske langt, langt større del af mandlige talenter ikke ligeledes er blevet overset? Og hvis man begynder at forfremme kvinder eller tildele dem midler på baggrund af køn, så bliver disse mænd jo dobbelt tilsidesat.

Yngre mænd rammes hårdt

Det pudsige i disse favoriseringer vises bedst, hvis man vender optikken mod Det Frie Forskningsråds ledere selv: fem mænd og en kvinde. Hov, hvor er kønsbalancen henne? Og kan vi overhovedet stole på rådsledernes anbefalinger, når der er så lidt – med deres eget plusord – diversitet? Eller er netop de simply the best? Det er typisk for kønsfavoriseringen, at den sætter konkurrencen ud af kraft på de lavere niveauer, hvor den rammer andre, ofte yngre mænd, der hindres i at indgå i åben konkurrence.

Vi ønsker alle, at de enorme investeringer i kvinders uddannelsesniveau giver et større forskningsmæssigt afkast, og heldigvis går det også fremad. Allerede i dag udbydes der da også mentorprogrammer, forskerlederprogrammer og netværksprogrammer kun for kvindelige forskere. Men begynder vi at tildele forskningsmidler på baggrund af køn, er vi på vej ned ad en farlig sliske.

Det er ikke helt uskyldige mekanismer, Det Frie Forskningsråd piller ved. Den kønnede forfordelingsmekanisme kan ende med at åbne sluserne for, at også andre særgrupper skal tildeles repræsentation. Sker det, vender vi skridt for skridt tilbage til et standssamfund, der vil splintre oplysningens ideal om, at mennesket først optræder som statsborger og siden med alle hånde andre særidentiteter. Samfundets sammenhængskraft står og falder med dets evne til at fastholde et fælles neutralt medborgerideal, hvor statsmagten og institutionerne tildeler alle borgere samme sociale rettigheder og pligter.

Hans Bonde er professor, dr. phil.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brian Pietersen
  • Tino Rozzo
  • Mihail Larsen
  • Bo Carlsen
  • ulrik mortensen
Brian Pietersen, Tino Rozzo, Mihail Larsen, Bo Carlsen og ulrik mortensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Troels Ken Pedersen

Hans Bondes indlæg giver mening, hvis man antager at banen er perfekt flad lige nu, og at kvinders forskningsmæssige talenter har præcis lige mulighed med mændenes for at finde udfoldelse. Det er desværre ikke tilfældet. Hvor grelt det står til med prof. Bondes argumenter ses af mærkværdigheder såsom denne:

>>Men hov, den begrundelse handler jo ikke om forskningspolitik, men om ligestillingspolitik<<

Det ladet til at han forestiller sig at ligestilling eksisterer i et eller andet limbo, separat fra forskning, socialvæsen, arbejdsmarkedet, sundhedsvæsnet mm. Og det er jo fjollet, for ligestilling er naturligvis et aspekt, der skal tænkes ind i alle de sammenhænge.

Helt grelt bliver det med bemærkningerne om "standssamfundet" og det rædselsvækkende i at vi skulle betænke andre "særidentiteter." Men kæreste prof. Bonde, med statsbetalt højere uddannelse og SU gør vi allerede en vældig indsats for at favorisere de mindre velbeslåede borgere og deres børn, og derved på det groveste undergrave overklassens og den højere middelklasses nydelse af deres surt sammenskrabede sparepenge og netværker. Hvis det stod til indførelse nu, ville vi så også finde dig på barrikaderne mod denne uretfærdighed?

ulrik mortensen

Kvinder bliver ikke diskrimineret ved ansættelser til universiteterne. F.eks. fra
http://www.information.dk/204021

"Ifølge tallene i ligestillingsministerens rapport Fakta om Ligestilling 2006 bliver kvinder faktisk ansat på universiteterne i præcis samme grad som mænd. Kvinder udgør nemlig 14 procent af ansøgerne til professorater og 15 procent af de nyansatte professorer. Dermed er der altså ikke belæg for at hævde, at kvinder bliver fravalgt til samtalen. Og kvindelige ansøgere har endda en svagt større chance for at få jobbet end en mand, når de søger om at blive lektorer og adjunkter. Her udgør kvinder 25 procent af ansøgerne til lektorater og 29 procent af de nyansatte lektorer. For adjunkter udgør kvinder 31 procent af ansøgerne og 36 procent af de nyansatte."

Anders Reinholdt, Sven Felsby og Bo Carlsen anbefalede denne kommentar

Jag er stærk tilhænger af LIGESTILLING og har altid prædiket dette for mine børn, så jeg synes det er meget svært at forklare mig søn, at den danske stat foretrækker en kvinde frem for en mand hvis kvalifikationerne i øvrigt er de samme. Det betyder altså at staten klart støtter kønsdiskriminering. Hvad skete der lige med ligestillingen? Med hvilket badevand blev den skyllet ud?

Klynk. Danskere er verdens mest naive mennesker, når det kommer til konventioner, psykologiske barrierer, indlærte værdier.
Hvis man ikke foretager bevidste skridt til at bryde en iøvrigt fuldkommen latterlig overvurdering af individuelt forskertalent, kan vi blive siddende i hængedyndet med en kønsbestemt ulighed, vi blot ikke vil være ved.
Men bevares, der er da helt andre steder, der skal tages fat - f.eks. i den nu åbenbart ikke længere internationale udvælgelse i ansættelsesudvalg og i forhold til det, der fører til kun en brøkdel af kvindelige ansøgere, selvom kvinderne efterhånden er i overtalt på mange fag.
Når vi kommer til Bondes opremsning af folk, der burde have været professorer, er der imidlertid noget helt andet på spil: at vi i dag udhuler betydningen af graden ved at stort set hvem som helst med en ph.d og et par post doc. projekter får den højeste stilling i det universitære miljø. Det er helt anderledes end de 20 år, hvor man valgte ikke at udnævne en eneste professor, fordi lektoratet i højere grad afspejlede den kollegialitet, der bør herske indenfor den højeste grad af ekspertise.

Arvesynden

Der kan ikke være tvivl om, at der tidligere har eksisteret en kønspolitisk kultur i academia, hvor kvinder blev negativt forskelsbehandlet. Faktisk fik de først adgang til universiteterne i slutningen af 1800-tallet. Kulturen har været træg, og vi skal formentlig frem til 1960'erne, før arbejdsmarkedet og ungdoms- og studenteroprøret i forening banede vejen for ideen om en større, reel ligestilling. Men også den har taget sin tid. Det gør kultur altid.

Det er forståeligt, at kvinder føler, det går for langsomt, og derfor gerne vil skubbe på udviklingen ved nogle særlige tiltag, der positivt forskelsbehandler kvindelige ansøgere til videnskabelige stillinger.

Men set i gulvhøjde er det at løse et gammelt diskriminationsproblem ved at indføre et nyt - bare med omvendt fortegn. Hvorfor skal nutidens unge, mandlige forskertalenter bøde for deres forfædres kvindediskrimination? Hvor ellers i samfundet vælger man at diskriminere på den måde?

Hvis man overførte tankegangen på andre områder i samfundet, så måtte vi også anvende kønsbestemte kvoter på folketingspolitikere, dommere, departementschefer, borgmestre, rektorer, biskopper, politimestre, kommunalbestyrelsesmedlemmer etc. etc.

Kort sagt: Vi skulle lade den offentlige forvaltning være underordnet en kønstænkning i stedet for en faglig professionalisme. Hvorfor så ikke 'etniske' kriterier? Eller 'religiøse'?

Efter min mening og erfaring er kvinder fuldt så kvalificerede til topposter i det offentlige som mænd. Men man gør dem en dårlig tjeneste ved at promovere dem på en kønspolitisk, ideologisk dagsorden. Den kan nemt skifte til en 'etnisk' eller 'religiøs' dagsorden. Og i alle tilfælde er den usaglig.

Når man bruger 'køn' som relevant kriterium for en positiv forskelsbehandling ved behandling af videnskabelige ansøgere, så har man lukket op for en syndflod af andre kriterier, der overhovedet intet har at gøre med det videnskabelige arbejde.

Thomas Krogh, Tino Rozzo, Morten Kjeldgaard og Anders Reinholdt anbefalede denne kommentar

@ Peter Hansen

Jeg har normalt stor respekt for dine indlæg. Men at du ikke ved, at "Bondes opremsning af folk, der burde have været professorer" peger på et alvorligt problem, er ærgerligt.

Nej, Mihail, det er jo netop ikke usagligt, fordi forskningen ikke alene er et spørgsmål om personer, men i høj grad også indhold.
Din generation er det bedste eksempel på, hvordan oversete eller ligefrem tabuiserede emner blev genstand for undersøgelse - bl.a. i kraft af en større social spredning i ansøgerfeltet. Og kvinderne blev - som man med rette kunne forvente - i langt mindre grad diskrimineret i de år.
Men der er altså sket en temmelig voldsom regression siden da, og mange kampe skal tages på ny, bl.a. kønskampen, der nu udfordres af kvinder i overklassen, der i modsætning til tidligere nu også har en eller anden mondæn uddannelse som tidsfordriv bag sig.
Og desværre er noget af det, akademikere ikke er så forfærdelig gode til at problematisere egne motiver og bevæggrunde.

Mihail, jeg synes ærlig talt, at vores mindste problem i disse år er en professormangel. Jeg kunne have undt hver og en af dem stillingen, for de er vitterlig store personligheder i dansk forskning; men på nuværende tidspunkt kan man altså få den tanke, at man stikker professortitler ud til dem, man på Heibergs tid gav ordner.
Jeg havde stor respekt for det valg, der blev foretaget i form af et moratorium imod professorer af den grund, jeg har nævnt ovenfor. Professorater er i de seneste ti år blevet et led i den stadigt voldsommere hierarkisering og afdemokratisering, der vinder sted, og det er ærlig talt for mig at se et væsentligere problem.

Nå?

"Men der er altså sket en temmelig voldsom regression siden da, og mange kampe skal tages på ny, bl.a. kønskampen, der nu udfordres af kvinder i overklassen, der i modsætning til tidligere nu også har en eller anden mondæn uddannelse som tidsfordriv bag sig."

Jeg forstår ikke en dyt af dette.

Hvis du ser på, hvor der kæmpes mest imod kønskvotering, så er det i høj grad fra kvinder, der har valgt delvis at lade sig forsørge af deres ægtefælle fra en position på livets solside.
Men denne diskussion er jo dog i øvrigt i sig selv udtryk for den del-og-hersk-politik, der anvendes overfor det danske forskermiljø, hvor adgangen til at bruge sine færdigheder begrænses voldsomt i forhold til den talentmasse, man har valgt at udvikle. I stedet for at slå for bedre vilkår, bliver kampen endnu engang ført om smulerne.

Professorer

Hvorfor denne kritik, Peter Hansen? Hvad har den med sagen at gøre? Realiteten er, at Danmark har en af Europas laveste professorrater.

Jeg har selv været bedømt kvalificeret til et professorat to gange. Jeg har været formand for et udvalg, der bestemte, hvem der skulle være professor. Og jeg har været medlem af to udvalg, det ene som formand, der skulle bedømme doktordisputatser.

Men jeg er endnu ikke ´professor' i det officielle hierarki.

Hvor vil du hen?

Hvis man anvender kvotering til at øge kvinders repræsentation, har man ikke løst et ligestillingsproblem. Man har skabt et nyt.

Fordi, Mihail Larsen, det er en alt for gennemskuelig taktik i arbejdet med at bringe gamle dages hierarki tilbage! Hvad var det, I gjorde op med? Og hvad er det, som universitetsloven har bragt tilbage?
Professorerne er det samme led i klassekampen som eksplosionen af ledere i den offentlige sektor: højrefløjens køb af stemmer.