Kommentar

Det handler selvfølgelig om, hvem man er

Vi kan begejstres og hylde, at Yahya Hassans digtsamling er udkommet. Alt andet skulle da bare mangle. Men vi kan ikke have en mening om den angivelige politiske kritik, der skulle ligge i den. Det tilkommer ikke os som udenforstående
Debat
4. december 2013

For os som kunstnere handler det hele meget om at sammenligne pærer med bananer, når nogen peger på, at hvis man tager afstand fra Kurt Westergaards forfærdelige tegning, så skal man partout også lægge afstand til Yahya Hassans digte.

Kunne man for eksempel forestille sig, at Hassan ville tegne Westergaards tegning og omvendt? Så ville Westergaards digte også blive forfærdelige, for da ville han komme til at stå som en digter, der kritiserede nogle dogmer og en religion, som han ikke selv er en del af. Derfor ville hans såkaldte kritik komme til at fremstå som en falsk problemstilling, hvor man med det samme ville lugte lunten og vide, at han var ude på noget. Han ville simpelthen ikke have den fornødne autenticitet og den nødvendige erfaring til at kunne kritisere, alene fordi han ikke er – og heller aldrig har været – muslim. Det ville fremgå tydeligt, at Kurt Westergaards kritik ville være politisk betændt, og alle ville kunne se, at han var ude i et populistisk ærinde – ligesom han i øvrigt var med sin forfærdelige tegning.

Tegningen mener vi som kunstnere til gengæld sagtens, Yahya Hassan kunne lave. For han er autentisk, når det kommer til det miljø, han vil kritisere. Derfor ville der heller ikke være noget forkert ved Yahya Hassans Muhammedtegning. Det er en så indlysende sag, at man skal være meget forstokket, hvis man ikke kan se det. Og selv om nogen forsøger at skyde os det i skoene, så er det da heldigvis aldrig noget, vi har påstået.

Det ægte udtryk

Nu har vi slet ikke berørt emnet talent og talentløshed. Men det forekommer os selvindlysende som kunstnere, at har man evnen til underfundigt og alligevel præcist at give sine følelser og tanker et ægte udtryk, så er det også det, der afgør, om man har retten til at ytre sig. Det er noget, man hver dag skal erobre og ikke noget, man bare kan tage for givet. For man har ikke pligt til at ytre sig. Vi har os bekendt ingen ytringspligt. Det står ingen steder i Grundloven. Og hverken Information eller Politiken har pligt til at publicere enhver talentløs og politisk betændt tegning. Og tak for det.

Det må derfor efterhånden stå klart, at kriterierne for at bedømme et kunstnerisk udtryk ikke kun handler om, hvorvidt det er sandt og talentfuldt. Det handler også om hvem, der kommer med dette udtryk. Måske handler det oven i købet først og fremmest om, hvem kunstneren er. Er det en højreorienteret dansk populist, der laver tegninger i sin fritid og for klækkelig betaling? Eller er det en ung, rebelsk palæstinenser med masser af talent?

Det handler om fordomme, kort sagt. Og det kan derfor ikke være svært at afgøre, hvem der har retten til at ytre sig? Vi vil som kunstnere lade det være op til læserne af Information at tænke selv og drage den rigtige konklusion.

Hvor ville vi være henne, hvis alle gik rundt og kritiserede alle, helt uanset hvem man var? For een ting er, at ens mand/ens kone godt kan sige fra eller på anden måde kritisere sin partner. Det er accepteret og en naturlig del af samlivet i en dansk familie. Men hvad hvis en vildt fremmed ville sige det samme til en, som ens hustru eller ens mand siger? Så ville man da for alvor fortælle vedkommende, at han var gået galt i byen og skulle adressere sit brok andre steder.

Det handler simpelthen alt sammen om at have situationsfornemmelse. Og så handler det heldigvis også om anstændighed. Og tak for det.

Begejstret uden mening

Og når det så endelig kommer til den angivelige ’kritik’, der skulle ligge i Yahya Hassans digte, så skal man lige have tre ting in mente. Dels er der tale om kunst, som ikke bare kan ’oversættes’ til almindelig politisk kritik. Dels er der tale om, at det er hans helt egne personlige oplevelser, der heller ikke bare kan ’oversættes’ til at gælde de forhold, hvor han kommer fra. Og endelig skal man også tænke på, hvem man selv er som læser – etnisk dansk. Og som sådan tilkommer det os ikke at have nogen mening om Yahya Hassans digtsamling og da slet ikke at skrive om den. Vi kan begejstres og hylde, at den simpelthen er udkommet, det er klart. Alt andet skulle da bare mangle. Men vi kan ikke have en mening om den angivelige politiske kritik, der skulle ligge i den. Det ville ikke tilkomme os som udenforstående.

Det handler alt sammen om respekt og ikke at sammenligne æbler og bananer.

Susse Pips er keramiker, og Frans Flødehøj er lyriker.

Kommentaren er skrevet af Susse Pips og Frans Flødehøj, som er pseudonymer for forfatteren Jens-Martin Eriksen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her