Klumme

Hvem synger englene om?

Når min mormor puttede mig, sang hun altid ’Jens Vejmand’. Jeg har undgået den for ikke at traumatisere mine børnebørn. Men i aften synger jeg den. Det er jo en julesang – endda en, der minder os om behovet for næstekærlighed
2. december 2013

Når jeg passer mine børnebørn – som selvfølgelig er overnuttede, men også herligt frække piger – og det er mig, der har privilegiet at lægge dem i seng, synger jeg altid godnatsange og nusser dem på ryggen. Sådan gjorde min egen mormor fra Sankt Poulsgade i København, når hun var på besøg hos os i Kolding. Og jeg kan stadig huske de sange, hun sang. Nu går jeg hende i bedene, og synger til, når jeg besøger mine børnebørn i en fransk forstad.

Jeg synger stædigt danske sange for dem, selv om de er fransktalende. At de nærmest kun taler fransk, er vel godt for dem. Er det ikke det, vi synes, er det absolut bedste for anden- eller tredjegenerationsindvandrere? At de bliver pæredanske? Alligevel sidder jeg der som dansk bedstemor og synger hjemlandets tabte sange.

De kan godt lide at høre de danske sange. Jeg kan finde på pædagogisk at synge Mester Jakob, både på dansk og på fransk. Jeg forventer egentlig, at de en dag spørger: »Hvordan blev Frère Jacques egentlig til Mester Jakob

I den danske version er det vel en håndværker, som er ved at sove over sig. I den franske er det nok en munk, som kaldes til dåd af morgenklokkerne. Var oversættelsen bevidst et forsøg på at undgå et katolsk islæt?

Jeg synger også Se min kjole og Jeg er træt og går til ro og Den lille ugle ... nåh nej, Den lille Ole med paraplyen. Og jeg synger: Det lysner over agres felt, fordi jeg selv elsker strofen »og det er al den jord, jeg har og alt, hvad jeg begærer, jeg håber det går an, jeg tager, hvad mine såler bærer.«

I øjeblikket er vi heldigvis på vej ind i julemåneden. Det er heldigt, for lige meget, hvilken årstid vi befinder os i, er det, de tre piger allerhelst vil høre, nemlig julesange. Nu er jeg ikke deres mor, så jeg behøver ikke insistere på tingenes orden, som at man synger Kom maj du søde milde i maj, og »vi elsker vort land, men ved midsommer mest«, mens vi brænder en heks af på et bål om sommeren. Ligegyldigt om det er i Langes ekstremt svært sangbare version eller i Shubiduas version, så begynder selv midsommersangen nærmest som en julesang.

Vi danskere elsker jul. Vi er netop nu på vej ind i mindst tre ugers rituel fejring af et barns fødsel engang for meget længe siden. Et barn er født i Bethlehem – den synger jeg også for ungerne. Faktisk begynder julen efterhånden allerede i starten af november, det vil sige at vi fejrer ’vor’ religiøse fest i næsten to måneder. Hvis vi hørte om en anden stamme, hvor man i hele to måneder havde gang i nisser og engle, stjerner og hjerter, julefrokoster, juleøl og et hav af afhuggede grantræer, tror jeg nok, vi ville betragte den som ret mærkelig.

Ligesom næsten alle andre religioners højtider har julen mest af alt med gaver at gøre. I de næste 22 dage skal en enorm mængde ting og sager indkøbes og pakkes ind og gives og måske senere byttes. Jeg kan ikke helt gennemskue, om det er derfor, mine børnebørn godt kan lide julesange.

Jens Vejmand var den godnatsang, min egen bedstemor sang for mig. Jeg tror, det er en af de sørgeligste sange, jeg kender, og jeg har faktisk ikke sunget den for hverken mine børn eller børnebørn af skræk for at traumatisere dem.

Men faktisk er jeg begyndt at fortryde det. For der var jo simpelthen en følelse af social uretfærdighed, min bedstemor sang ind i min sjæl. Den blev mere retningsgivende for mit sindelag end alle julesange tilsammen.

Jeg tror nok, jeg trods forbigåelsen af Jens Vejmand har proppet mine unger med læren om, at de fattige og svage skal hjælpes. Det er lykkedes mig uden at bruge Jesus som alibi.

I aften skal jeg igen passe mine herlige børnebørn, og så skal vi synge »nu er det jul igen, og nu er det jul igen, og julen varer lige til påske.« Mindst 20 gange. Men faktisk er jeg ikke helt sikker på, at den kultur, jeg synger ind i dem, stadig er den danske kultur, jeg engang var stolt af og gerne sang med på.

Jeg tror faktisk, at Jens Vejmand skal på repertoiret igen. Jeg tænker, at det på en måde er en julesang, fra en meget mærkelig lille etnisk stamme, hvor vi engang havde en stolt tradition for at tage os af fuglen og den fattige og sørge for, at også de blev mætte.

Tine Byrckel er psykoanalytiker og kulturskribent

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Karsten Aaen
  • Søren Rehhoff
  • Ebbe Pedersen
  • Ejvind Larsen
  • Asger Schnack
  • Annalisa Tams
Karsten Aaen, Søren Rehhoff, Ebbe Pedersen, Ejvind Larsen, Asger Schnack og Annalisa Tams anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mine forældre plejede at synge "Jeg er træt og går til ro" for mig, som en del af mit putteritual, eller rettere vi sang den sammen, Kun det første vers. Det er en kristen sang, så allerede i andet vers bliver det til noget med "Jesu blod". Det er ikke "Jens Vejmand", men mine forældre har sikkert synes, at den del af sangen var for skrap kost.

Mine forældre sang også denne sang/salme da jeg skulle:
http://www.ugle.dk/jeg_er_traet_og_gaar_til_ro_2.html

Og jeg elskede især tredie vers:
"Se, o Herre, til os ind,
os, som har det samme sind,
sæt, o Gud, din englehær
om al verden fjern og nær."

Og Tine, måske kender dine børnebørn melodien:
http://www.ugle.dk/et_barn_er_foedt.html
"Salmen, som blev introduceret som "Jule-Sang for Christne Børn", er skrevet på grundlag af en latinsk middelaldersalme, "Puer natus in Bethlehem". Den oprindelige salme blev oversat til dansk af Hans Tausen i 1553. Melodien er skrevet med udgangspunkt i en tysk visemelodi fra omkring 1600."

Må jeg ikke anbefale dig at synge
"Nu falmer skoven trindt om land"

også...