International kommentar

Ingen krokodilletårer for Nelson Mandela

Vi kan roligt regne med, at Mandela også døde som en bitter gammel mand – vel vidende, at han ikke for alvor havde udfordret magten
11. december 2013

De sidste to årtier af sin levetid, blev Nelson Mandela fejret som et forbillede for, hvordan man kan befri et land fra det koloniale åg uden at give efter for den diktatoriske magts fristelser og den tilhørende antikapitalistiske foregøglelse. Med andre ord: Mandela var ikke Mugabe, og Sydafrika forblev et flerpartidemokrati med frie medier og en dynamisk økonomi, der var velintegreret i det globale marked og immun over for forhastede socialistiske eksperimenter.

Efter sin død er Mandelas position som en helgenagtig, vis mand tilsyneladende slået fast. Der er allerede skabt Hollywood-film om ham, og rockstjerner, religiøse ledere, sportsstjerner og politikere fra Clinton til Castro forenes i hyldest til ham.

To afgørende faktorer forsvinder imidlertid ud af syne i denne fejringseufori: I Sydafrika er det fattige flertals elendige liv i store træk det samme som under apartheid, og opblomstringen af krav om politiske og civile rettigheder sker parallelt med stigende usikkerhed, vold og kriminalitet. Den største forandring er, at den gamle hvide herskende klasse nu har fået selskab af en sort elite.

Dertil kommer, at folk stadig husker det gamle African National Congress (ANC), som lovede ikke blot enden på apartheid, men også at sikre mere social retfærdighed, endda en slags socialisme. Men denne mere radikale del af ANC’s historie bliver lige så stille slettet fra vor hukommelse. Det er ikke svært at forstå, hvorfor vreden ulmer blandt de fattige sorte.

Venstrefløjstragedie på repeat

Sydafrika er blot én udgave af den tilbagevendende historie om nutidens venstrefløj: En leder eller et parti vælges på en bølge af universel begejstring med løfter om en ny verden – for så blot før eller siden at snuble i det samme dilemma: Vover man at pille ved kapitalismens mekanismer, eller vælger man at spille spillet?

Har Mandela svigtet? Nej

Hvis man faktisk drister sig til at bringe uorden i kapitalismens mekanismer, bliver man hurtigt straffet af markedsuro, økonomisk kaos, og hvad har vi. Derfor er det også alt for nemt blot at kritisere Mandela for at have svigtet de socialistiske perspektiver efter afviklingen af apartheid: Havde han reelt et valg?

Det er let at latterliggøre Ayn Rand, men der er en gran af sandhed i den berømte »Ode til penge« fra hendes Atlas Shrugged:

»Indtil og medmindre du indser, at penge er roden til alt godt, beder du selv om din egen tilintetgørelse. Når penge ophører med at være midlet, hvormed mennesker handler med hinanden, bliver mennesker til redskaber for andre. Blod, pisk og våben eller dollar. Vælg selv – der er ikke noget alternativ.«

Sagde Marx egentlig ikke noget lignende i sin kendte formel for, hvordan – »relationer mellem mennesker i varernes verden kan optræde i forklædning som relationer mellem ting?«

I markedsøkonomien kan relationer mellem mennesker fremtræde som relationer af gensidig anerkendelse af frihed og lighed: Dominans findes ikke længere i direkte og synlig form. Det problematiske i Rands underliggende præmis er, at valget alene står mellem direkte og indirekte magtudøvelse og udbytning – ethvert alternativ dømmes ude som ren utopi.

Man bør imidlertid huske på det lille glimt af sandhed i Rands i øvrigt latterligt ideologiske påstand: Den største lære, vi kan drage af statssocialismen, er, at direkte afskaffelse af privat ejendom og markedsregulerede udvekslinger uafvendeligt genopliver direkte underkastelses- og dominansrelationer, hvis ikke man samtidig indfører konkrete former for social regulering af produktionsprocessen.

Hvis vi blot afskaffer markedet uden at erstatte det med en passende form for kommunistisk organisering af produktion og udveksling, kommer magtudøvelsen og udbytningen tilbage med fornyet styrke.

Når et oprør mod undertrykkende, halvdemokratiske regimer går i gang – som f.eks. i Mellemøsten i 2011 – er det som tommelfingerregel relativt nemt at mobilisere masserne under paroler, som næppe kan betegnes som andet end crowd pleasers: for demokrati, mod korruption osv.

Efter oprøret

Men derefter kommer de vanskelige valg: Når vort oprør indfrir sit umiddelbare mål, indser vi, at det, som virkelig generede os (vores ufrihed, ydmygelse, sociale korrumpering, mangel på udsigter til et værdigt liv), lever videre i nye forklædninger.

I det øjeblik mobiliserer den herskende ideologi hele sin styrke for at forhindre os i at drage denne radikale konklusion.

Den fortæller os, at demokratisk frihed medfører nyt ansvar med sig, at det har sin pris, at vi endnu ikke er modne, hvis vi forventer os for meget af demokratiet. På den måde bebrejder den os vor fiasko. I et frit samfund, får vi at vide, er vi alle kapitalister, der investerer i vort eget liv. Frie til selv at vælge, om vi vil blive til noget. Om vi vil satse mere på uddannelse i stedet for på skæg og ballade.

I netop det øjeblik står den radikalt frigørende politik over for sin største udfordring: Hvordan kan man bringe tingene videre, når det første stadie af begejstring er overstået; Hvordan kan man tage næste skridt uden at falde i den katastrofale totalitære fælde. Kort sagt: Hvordan kan man gå videre end Mandela uden at blive Mugabe?

Hvis vi vil forblive tro mod arven fra Mandela, må vi tørre krokodilletårerne bort og fokusere på de uindfriede løfter, hans lederskab efterlader. Vi kan roligt antage, at han – sin utvivlsomt moralske og politiske storhed til trods – også blev en bitter gammel mand, der kun alt for godt var klar over, hvordan selve hans politiske triumf og ophøjelse til universel helt også dækkede over et sviende nederlag.

Alene den universelle hyldest til ham er et tegn på, at han ikke for alvor havde forstyrret den herskende globale orden.

 

Slavoj Žižek er marxistisk filosof og kulturkritiker

Oversat af Nina Trige Andersen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kim Øverup
  • Viggo Helth
  • Steen Sohn
  • Grethe Preisler
Kim Øverup, Viggo Helth, Steen Sohn og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu