Karakterer rangordner mennesker efter faglige kompetencer. Det kan der være en pointe med, hvis man har brug for et parameter til at afgøre, om en studerende f.eks. kan få en eksamen, eller i hvilken rækkefølge ansøgere skal optages i på en videregående uddannelse. Men hvad er pointen i at give karakterer til elever i grundskolen? Folkeskolens afgangsprøve kan man ikke dumpe. Og man skal ikke bruge noget karaktergennemsnit for at komme videre i uddannelsessystemet. I hvert fald ikke endnu.
Aktuelt drøfter Folketinget, om der skal være adgangskrav til ungdomsuddannelserne. Rationalet er vist, at et adgangskrav på erhvervsuddannelserne kan øge uddannelsernes status, og måske er meningen også at få dovne og skoletrætte teenagere til at tage sig sammen. Nogle mener, at et adgangskrav på erhvervsuddannelserne må følges op af et højere adgangskrav på gymnasiet. Her er tanken, at de, der har under 7 i gennemsnit, bliver nødt til at tage en erhvervsuddannelse i stedet, og dermed får man flere elever på erhvervsuddannelserne.
Logikken kan vi godt følge. Men måske er selve karaktersystemet en væsentlig kilde til problemerne på uddannelsesområdet?
Så akademisk som muligt
Kernen i erhvervsskoleproblematikken er, at vi har skabt et samfund, hvor de praktiske fag har fået en meget lav status. Gennem årtier har vi fortalt hinanden, at jo mere uddannet man er, desto finere er man. Og er uddannelsen akademisk, er man endnu finere. Tankegangen findes både hos de studerende og hos uddannelsesinstitutionerne.
På grundskoleområdet er de boglige fag blevet prioriteret, og karaktersystemet har netop være med til at skubbe på denne udvikling. Med undtagelse af ordenskarakterer er det nemlig elevernes akademiske kompetencer, der gives karakterer for. Og lige så snart man indfører karakterer, opstår der helt automatisk en prioritering hos såvel elever, forældre, lærere og skoleinspektører som politikere.
Nogle tillader sig at kalde den opståede prioritering motivation og bruger den som argument for karakterer i grundskolen. En konservativ politiker har endda foreslået karakterer fra de mindste klasser, fordi eleverne så har bedre tid til at forbedre dem (og sig) inden afgangsprøven. Underforstået: At få 02 i 3. klasse vil sikkert motivere eleven til at gøre en ekstra indsats og dermed slutte af med et 10-tal. Lærere og forældre vil sikkert også gøre deres bedste for at hjælpe, for hvor fedt er det lige at få 02?
Sagen er, at det netop ikke er ret fedt. Men problemet er, at vores karaktersystem er skabt, så der altid vil være nogen, der skal have 02. 10 procent på landsplan, ligegyldigt hvor topmotiverede og hårdtarbejdende alle børn er.
Misforstået motivation
Selv om det ikke er ret fedt at få 02, motiverer karakterer især de fagligt dygtige elever, mens det virker direkte demotiverende på de svagere grupper. Måske er det, fordi mange ikke har skyggen af en chance for at nå toppen? Men det var jo primært dem, vi gerne ville motivere til at tage en uddannelse, var det ikke?
I stedet har vi skabt en gruppe faglige ’tabere’ i grundskolen. Og det værste er, at de ikke kan slippe væk. På ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser er der alternativer, hvis man bliver ved med at få dårlige karakterer. Man kan vælge en anden uddannelse. Eller et arbejde. Det kan man ikke i folkeskolen, hvor det forudsættes, at alle børn principielt befinder sig til og med 9. klasse.
Nogle børn er på denne forunderlige vis tvangsindskrevet til at få dårlige karakterer gennem hele overbygningen. Og inden nogen siger, at det jo bare er et tal, at det ikke er hele personen, der vurderes, og at det på den måde ikke skal opleves som en fiasko at få en stribe 02’er, beder vi læseren tænke på sit eget forhold til karakterer, sidste gang, han eller hun blev (be)dømt.
Og til dem, der mener, at karaktergivningen blot er en del af den faglige vurdering, der bør nuanceres med ord, spørger vi, hvorfor netop denne del er så vigtig? Fra vores mange årige skoleerfaring ved vi nemlig, at så snart der er sagt 02, holder eleven op med at lytte til alt det andet, der også er at sige. Kommentarerne ryger lige i skraldespanden. De fleste undervisere kunne nå væsentligt længere uden og kan også sagtens vurdere elevernes faglige kunnen og fremskridt uden at udtrykke det gennem en rangliste.
Mere uddannelsesglæde
Det er vigtigt at understrege, at vi ikke er imod, at eleverne får mulighed for at teste sig selv og lærerne mulighed for at evaluere effekten af deres undervisning. At man som en del af undervisningen gennemfører diagnostiske tests, der afdækker, hvilke discipliner eleverne mestrer, og hvilke de har problemer med, er ikke alene en rigtig god idé, men også en væsentlig del af den faglige omhyggelighed. I sådanne tests måles eleverne i forhold til et konkret fagligt mål, men får ikke en identitetsskabende karakterlabel klistret på sig, så de samtidig placeres på en meget synlig rangliste. Der er selvværd og motivation til forskel, selv om grundlaget for evalueringen, de faglige mål, er det samme.
Hvis vi ønsker at opnå 95-procent-målsætningen, bør vi derfor afskaffe karaktererne i grundskolen. Det vil give færre nederlagsoplevelser og dermed mindre skoletræthed. Det vil også hjælpe til at skabe motivation for og glæde ved læring frem for ved præstationer, ligesom det vil hjælpe til at udligne status mellem håndens og åndens fag. Og give flere og mere uddannelsesglade unge på erhvervsuddannelserne.
Svend Thorhauge er folketingskandidat for Radikale Venstre og specialkonsulent i gymnasieskolen med ansvar for talentudvikling
Mette Sanggaard Schultz er efterskolelærer og næstformand for Efterskoleforeningen
En høj karakter er udtryk for at eleven kan gengive det læste. Ikke at eleven har andre livskvaliteter så som kreativitet og mod på at bruge den. En høj karakter kan endda betyde at eleven kun er i stand til at gengive, det vides ikke. Hvis vi vil have kreative unge ud i livet, så er vi nødt til at have mod til at give dem plads og muligheder, ikke låse dem fast. Ikke gøre dem forkerte med karakterer i noget som de ikke kan / vil bruge. Karaktererne er også vores ansvarsfralæggelse vi skal vælge de unge til et job eller andet. Vi har ikke mod til at prøve livet af sammen med dem og deres individuelle evner og formåen. Det er os som savner mod til noget nyt og anderledes. Hvad opnår vi ved at gøre vore børn og unge forkerte ved brug af vores tal karakterer, andet end utryghed?
At den nye karakterskala også har været tænkt som et moralsk (og sadistisk) spanskrør fremgår af bundkarakteren minus 3. Der var absolut ingen matematisk grund til dette minus. Skalaen med dens mærkelige spring kunne sagtens være opretholdt med et positivt tal eller et nul som bund. Grunden kan kun have været stempling og terror. Måske skulle man overveje karaktergivning og karakterskala, hvis det virkelig er stempling og terror, man vil undgå. Men det er det nok ikke.
Meget vigtig artikel - og er helt enig i substans og forslag.
Karaktererne er unødvendige, og det er så vidt jeg har forstået det et faktum, at hvis man fx inddeler en gruppe lige stærke elever i to grupper, og fortæller den ene gruppe at den er dårligere end den anden, så kan det måles direkte i testresultater efterfølgende.
Relative karakterskalaer er helt unødvendige - og ja, med stor sandsynlighed direkte skadelige for folkeskolen. Brug tiden og penge på bedre normering og bedre læringsmiljøer.
Er ked af af man kalder det som sker i erhvervskolerne for 'praktiske fag'. Og jo, det er de også, men den matematik, man skal kunne for at blive tømrer f.eks. er altså langt over det niveau man har i f.eks. 9.klasse, eller måske endda 10.klasse. Og i dag skal eleverne på en erhvervsuddannelse, uanset om de er sosu-assistenter eller smede eller tømrere 1) tænke selvstændigt 2) kunne matematik og 3) kunne læse. Og det skal de bl.a. kunne fordi der ikke længere er en værkfører, som står og fortæller dem, hvad de skal gøre...
Ift. karakaterskalaen med -3 som bundkarakter handler det ene og alene om at Bertel Haarder ville have en sådan skala; derfor satte han en USAner, Katrine Richardson, til at lave en sådan skala. Og hun gjorde det ud fra den amerikanske måde at give karakterer på; kan man alt det man skal, får man 12. Kan man ingenting får man 00 og kan man absolut ingenting får man -3, thi så kan man nemlig lære det. Og så kan man moralsk tage sig sammen, kan man.,..
Herovre vestpå i USA gør vi det modsatte: Skalaen fra 1-4 er udvidet med diverse bonuspoint, så den store gruppe elever, der fik straight A eller 4.0 gennemsnit, er blevet endnu større.
Hvis man giver en del af eleverne "4.3" på en skala fra 1-4, så belønner man en type elever, der "gør alt det de skal" i stedet på at fortælle det store flertal, at de ikke er eksperter i alting, men at de klarer sig over middel i deres interessefag.
Begge instrumenter "alle er over gennemsnit", og "du kan nogle ting bedst" sender en besked om lærerens evne til at trække hele klassen op, og om hvad den enkelte (elev efter skolens mening) skal fokusere på.
Personlig synes jeg, det er meget sympatisk, da mit barn fik at vide af læreren, at hun kunne prøve en gang til, for stilen var simpelthen ikke god nok til et "A". Det er den enkelte skole, der vælger, hvor hårdt de vil coache ungerne op til standard.