Kommentar

’Invictus’ – in memoriam

Når ukuelighed dækker over det storladne eller inkompetence
14. december 2013

Journalisten i radioens P1 spurgte en dansk sydafrikaner: »Har du ord for, hvordan det føles?« Den adspurgte var høflig nok til ikke at svare: Ja, din klovn, ellers havde du vel for fanden ikke spurgt! Tidligere den dag rapporterede morgenfladens opstemte medarbejder i Johannesburg, hvordan han var kravlet gennem mudder for at komme først til Soccer City; på vejen fik han spurgt en dame, hvordan det føltes. Og det gjorde det. I studiet leverede de to friske værter en af deres talløse overbindinger a la graziosa, som ikke desto mindre lyder som John Cleeses udødelige parafrase over den hjernedøde studievært: And now to something completely different!

Og så fortalte de, at dér på stadion havde Mandela vist sig offentligt for sidste gang, og at han fra dagen efter ligger på lit de parade, og kronprins Frederik og Obama og 93.000 sydafrikanere tropper op, og at det nok ikke var fodbold, de spillede i aften, hir hir. At afdøde havde et særligt forhold til stadioner og i sin tid bragte alle sydafrikanere sammen om den hvide nationalsport rugby på Ellis Park få kilometer fra Soccer City, og man kunne opleve historien i Invictus med Morgan Freeman i rollen som Mandela, næsten mere overbevisende end Nelson selv, blev heller ikke nævnt i disse noget nær og næsten lige ved siden af og rend og hop discount-journalistiske underbelyste improvisationer – en genre i frit fald på Amager. Anledninger som denne kunne ellers passende anvendes til efterkritik af en mundtlig formidling, der karakteriseres af halve og hele flovheder, falsk sorgløs veloplagthed, konsekvent næsten demonstrativt underfrankeret. Stilart og indhold udspringer enten af redaktionel uformåen, fordi de ikke evner andet, eller, mere sandsynligt, af en marketingsbestemt ideologi om at stille sig uoplyst i den uoplyste lytters sko.

Men er det derfor, man betaler licens?

DR’s store systemfejl

For nylig dummede DR sig alvorligt, da nyhedstjenesten under kommunevalget udsendte den misvisende exitpoll og tegnede endnu en streg til et mønster. Denne monumentale tåbelighed landede kun et år efter en anden i samme luftlag: det grove brud på klausulen på statsministerens nytårstale, hvor journalisterne løj om årsagen til deres forhåndsviden, hvilket under rimelige omstændigheder, hvis sådanne findes, ville have fået konsekvenser. Dertil kommer en række andre sager: skjult kamera, arrangeret beløjet demonstration, forkerte eller falske oplysninger, uhæderlig redigering, etisk svigt, konfliktende programmedarbejderinteresser og andre småting.

Institutionen har rodet sig ud i lidt af hvert, som samlet undergraver troværdigheden af dansk public services hovedmedie. I forvejen er autoriteten, hvis DR vil bevare den mediale særstatus, tyndslidt af udbredt, hastigt voksende sproglig identitetsløs usikkerhed med en uacceptabelt høj fejlfrekvens i formidlingens mundtlige dimension, de elektroniske mediers vigtigste råstof og kerneydelse, og som i DR sprogredaktionelt administreres dilettantisk.

I spidsen for institutionen står en generaldirektør, der bærer det fulde programansvar. Kritik af DR’s virksomhed eksponerer generaldirektøren, hvis person selvsagt ikke kan holde til for mange idiotiske historier i det østerlandske hierarkiske system, som DR med tiden har udviklet – i virkeligheden én stor systemfejl. Denne indretning billiges af en politiserende uprofessionel bestyrelse og en lidt for professionel formand, der kun i dekreter ex cathedra deltager i den offentlige debat om mål, mening og midler. Blandt medarbejderne er det så som så med ytringslyst og -frihed. Flere, ikke mindst de yngre, burde i evolutionens navn, kravle op af hullerne og gøre vrøvl, men oppositionelle løsarbejdere ryger ud, før kontrakten når at gulne, resten holder bøtte. Sådan set den værst tænkelige struktur i en medievirksomhed, der kun trives sundt ved åbne indre rivninger og evig debat udadtil i kamp om programmer og ressourcer.

Amoral i public service

Så sker det, at generaldirektøren i new speaking tonløs ukuelighed tager ordet, fordi hun om en artikel i Information, der citerer en tillidsmand, kommer for skade – eller hvad hun gør – i Lasse Jensens Mennesker og Medier at benævne tillidsmandens udtalelser som »overciterede«.

Et nyt begreb. Man kan fejlcitere eller overfortolke. Men overcitere? I en efterfølgende udredning i Information, hvor Rørbye Rønns ytringer i hård konkurrence med en afgået justitsministers sortsnakkende nysprog, hævder generaldirektøren, at med de slet skjulte trusler mod kritiske medarbejdere var det ikke intentionen at afvise debat. Intentionen. Sebastian Abrahamsens interview bør – som Lasse Jensens forleden – indgå i fremtidens lærebøger og afdækker DR’s problem fra oven og ned: fravær af den selvkritik, klarhed i talen og moral, der er afgørende for public service.

Uden de værdier er DR lige så fortabt som sine fundamentale brølere – og dækningen af mindehøjtideligheden for den store sydafrikaner forleden. Blot dette som en fed finger op foran næsen. Og tag kritikken alvorligt. Ellers bliver et medarbejderoprør og/eller snarere en licensnægterbevægelse alvor. Hvem ønsker trods alt det sidste? Det er endelig ikke første gang i verdenshistorien, at et land eller en organisations ledende lag er bemandet af de forkerte folk. Sagt in memoriam en af vor tid betydeligste.

Pia Kjærsgaard opfatter i øvrigt fortsat afdøde som terrorist. Indtil han blev noget fint.

Nelson Mandela selv citerede ofte William E. Henleys digt »Invictus«: »It matters not how strait the gate/How charged with punishments the scroll/ I am the master of my fate; I am the captain of my soul«.

Mandela overciterede aldrig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Carsten Mortensen
  • Brian Pietersen
  • Henning Pedersen
  • Tino Rozzo
  • Peter Taitto
  • Olav Bo Hessellund
  • Per Meinertsen
  • Vibeke Rasmussen
  • Kurt Lindy Hansen
  • Torben K L Jensen
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Malan Helge
  • Stig Bøg
  • Ellen Jeppesen
  • Steen Sohn
Carsten Mortensen, Brian Pietersen, Henning Pedersen, Tino Rozzo, Peter Taitto, Olav Bo Hessellund, Per Meinertsen, Vibeke Rasmussen, Kurt Lindy Hansen, Torben K L Jensen, Maj-Britt Kent Hansen, Malan Helge, Stig Bøg, Ellen Jeppesen og Steen Sohn anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vibeke Rasmussen

På dagen for endnu en regeringsrokade fulgte jeg undtagelsesvist DR2 eftermiddag. Og blev bekræftet i, 1) at jeg intet går glip af ved ikke at se programmet og 2) min undren over at nogen – overhovedet – kan holde ud at se det program dagligt.

Der blev snakket! Non. Stop. Studieværten udfyldte den mindste lille pause med snak. Vi blev informeret om, hvad vi så, mens vi så det, hvad vi havde set, hvad vi ville komme til at se liiige om lidt, eller måske ikke alligevel, jo, nej, snak-snak-snak, snak-snak-snak, snak-snak-snak. Som Christian Braad Thomsen har bemærket i anden sammenhæng, tv-journalisterne "smadrer seernes evne til at være opmærksomme og reducerer os alle til bimmerbørn".

Der var desuden udstationeret *korrespondenter'(!) alle vide vegne, der stillede begavede spørgsmål som, "Hvad vil du sige til dronningen?", og man kunne sågar opleve, hvordan en velkendt politisk repo … øh korrespondent på Slotspladsen, masede sit ansigt helt ind mod en bils mørktonede rude, for derefter at konstatere, at nej, man kunne ikke se, hvem det var, der sad i bemeldte bil.

Og standarden er alt for ofte ikke meget højere på DR radio.

Carsten Mortensen, Karsten Aaen, Henning Pedersen, Peter Taitto og Per Meinertsen anbefalede denne kommentar

Og for de som kører træt i det endeløse snakkeri, har DR2 arrangeret adspredelse i form af et ligeså endeløst og vanvittigt distraherende nyhedsbånd.

Når der endelig kommer en journalist forbi, som tør højne niveauet - jeg tænker på Krasnik -, så får han ellers en over brillen af både politikere, bloggere og meningsdannere.
Jeg undrer mig stadig over, hvorfor manden ikke er blevet fyret. Nogle må have holdt etikken og den gamle journalistskole i hævd og holdt hånden over ham. Og tak for det.

Carsten Mortensen, Karsten Aaen og Henning Pedersen anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

Susanne Sayers har i 'Journalisten', med reference til Nils Ufer, skrevet et meget læseværdigt indlæg. Hun skriver bl.a.,

"Nils Ufers ideal var den nøgne journalist, uden lånte fjer og fine titler. En ydmyg referent som ikke gør sig selv til historien, men omhyggeligt refererer, hvad andre har gjort, sagt, ment – og skjult. En skeptisk tvivler, der undgår selv at blive en del af eliten og magtsystemet og at lade sine egne forudfattede meninger og sympatier stå i vejen for sandheden.

Jeg ville gerne have langt mere Ufersk nøgenhed tilbage i vores fag. Vi ser hånligt på referatet. Nu mener vi noget, så vi kan demonstrere over for vores publikum, at vi er dygtige og vigtige. Reportere er blevet til korrespondenter, også selv om de blot er 50 meter væk fra redaktionen, og vi kommenterer, analyserer og fortolker i ét væk."

[… og …]

"Såkaldt almindelige mennesker ender stort set altid som 'cases', der skal bekræfte eller skabe identifikation til en historie, som udspringer fra endnu en rapport eller påstand fra en interesseorganisation. Det er i øvrigt sjældent den dyre nyhedsjournalist, der tager ud for at tale med casepersonerne – det har vi praktikanter til og signalerer dermed, at det ikke er nær så prestigefyldt som at tale med magten."

[… og …]

"Vi skal ikke mene noget som helst i vores journalistik. Vi skal gøre en forskel ved at fortælle, hvad alle andre mener, siger, gør og skjuler, og så lade vores publikum selv tage stilling ud fra de oplysninger."

Men hele artiklen kan anbefales – også, og måske især – journalister!

Kan I huske september - oktober 2011 hvor det føltes om om samtlige journalister stod udenfor det sorte tårn på Amager; og rapporterede om: ingenting.

Eller hvad med reporteren/journalisten udenfor glasdørene til Statsministeriet som ej heller kan fortælle noget som helst....

Eller i kriminalsager, hvor der fra studiet bliver spurgt hvad der sker. Og journalisten eller korrespondenten så siger dette (ofte lettere irriteret): ingen ting sker der....