Klumme

Jordskred og himmelbrev

Fra Glistrups alternativ til Elbæks Alternativ – som måske kan komme med fornyelse til folkestyret
10. december 2013

Første ord i overskriften sigter ikke alene til Bodil-orkanerne og oversvømmelserne forleden, men også til om ikke festligholdelsen så dog påmindelsen 4. december af 40-året for det allerede i danmarkshistorien sagnomspundne, skelsættende jordskredsvalg. Da Glistrups Fremskridtsparti ud af den blå luft opstod og ved sit første valg nogensinde straks indtog pladsen som Folketingets næststørste parti, og hvad vælgersammensætning angik måske største ’arbejder’parti. Aldrig før set noget lignende.

Andet ord sigter til to æggende begivenheder: dels Uffe Elbæks dannelse af partiet Alternativet for nylig, dels Informations leder desangående: »Forbandede Uffe Elbæk: Han har ret«. Den blev bragt 29. november, skrevet og begrundet af David Rehling.

Hvad selv ordet ’himmelbrev’ angår, så må man i denne søde juletid sig ret fornøje: Himmelbreve angives, ifølge nettets encyklopædi, »at være faldet ned eller sendt fra himlen.« Og hvad andet kan Elbæk være end sendt fra himlen? Siden hans partistiftelse hyldes af lederskribenten for at »bygger på nogle kendsgerninger, som de øvrige partier gør deres bedste for at fornægte.

Hør Uffe Elbæks programerklæring: ’Hvis vi ønsker, at vores børn og børnebørn skal have de samme chancer, som vi har haft, kan vi ikke blive ved med at vende det blinde øje til. Vi er som samfund ikke bare på vej hen til kanten, men på vej ud over den, når det gælder vores forbrug af Jordens begrænsede ressourcer.’ I ’Alternativets’ bud på ’Et nyt vækstbegreb’ hedder det: ’Vi skal have mod til at forestille os en radikal anden fremtid. En fremtid, hvor ressourcer bliver fordelt både solidarisk og effektivt mellem os alle sammen, og hvor vi som samfund og borgere ikke bruger flere ressourcer, end vi kan gendanne’.«

Djævelsk latter

Mogens Glistrup opfattedes ikke just som sendt fra himlen, da de første meningsmålinger med hans gigantiske opinionstal meldte sig henover sommeren og efteråret i 1973. Snarere fremstod han som skudt op fra underverdenen med djævelsk latter og bornholmsk mål. Det kunne ikke være rigtigt. Det kunne simpelt hen ikke være rigtigt, at han i en måling stod til en fjerdedel af samtlige stemmer i Danmark. Herom var alle politikere, alle ’forstå sig på’ere enige. Første gang jeg selv fik advarslen, var ved et uddannelsesseminar på Roskilde Universitetscenter i dette danmarkshistoriske efterår. Den nybagte undervisningsminister Ritt Bjerregaard skulle naturligvis tale, men det skulle LO’s daværende uddannelsessekretær, Erik Nielsen, også. Det blev en gyser.

For at det ikke skulle være løgn, optrådte jeg også som en af de her ’forstå sig på’ere, og jeg vil aldrig glemme mit eget forsøg på skjule egen fjogethed og endnu mindre de spørgende og sigende blikke fra paneldeltageren lige ved siden af, nemlig undervisningsministeren herself, mens Erik Nielsen fra talerstolen forklarede: »Vi kan simpelt hen ikke styre vores egne medlemmer længere. De vil ganske enkelt ikke betale mere i skat. De vil kort og godt ikke betale skat! Altså ikke så meget, som de gør nu..«

Og så kom den passage, som nok har indprentet sig klarest i erindringen: »Vores medlemmer synes, at der i den grad snobbes opad. De boglige, studenterne med deres studenteroprør. dem i de hvide skjorter, slipsedrengene, akademikerne, kunstnerne, de intellektuelle, alle de offentlige formyndere, som de bliver kaldt, papirnusserne, skrankepaverne, som Glistrup kalder dem, ja, selv mange af vores offentligt ansatte LO-medlemmer mener, at det er gået for vidt. Forleden var jeg ude i en forsamling, hvor jeg direkte oplevede et par fædre, som lige havde været til møde på deres børns nye skole, der ligeud skældte ud over byggeriets standard. Fordi det var for godt! ’Hvorfor skal vores unger rende rundt i bygninger og faciliteter, der er langt bedre end dem, vi kan byde dem hjemme? Er det ikke snarere for lærernes og administratorernes skyld?’ Sådan bliver det altså spurgt, kære Ritt Bjerregaard.«

Krypto-Glistrupsk

4. december kom bekræftelsen. Da var jeg af chefredaktør Knud Vilby sat til at skrive en serie på 10 artikler, der siden udkom som pjece unde titlen »Den satans stat – og de gamle partiers nederlag«. Glistrups marcipanbrød med et Dannebrogsflag i ryggen prydede omslaget, hvilket – sammen med titel og indhold – gav anledning til nogen mistænkeliggørelse for at være ’klasseurent’, ’reaktionært’, ’højreorienteret’. ’krypto-glistrupsk’. Skønt skriftet vrimlede med Marx-citater og bekendte sig til den grundtvigske andelsbevægelse og –organisering. Også kaldet Økonomiske Demokrati, ØD.

Jeg overlevede. Men mærkeligt bevægende er det at få som en slags julegave slutningen på Nina Trige Andersens lørdagsartikel om jordskredsvalget »Vi kendte ikke hinanden længere«:

»Fremskridtspartiet fik hans (en anonym mand, red.) opbakning i 1970’erne, fordi de stod for »fornyelse«. ’Der har nok også helt fra starten været nogle elementer i Fremskridtspartiet, jeg ikke brød mig om, men det så man lidt gennem fingre med.’ Dengang var han tilhænger af ’socialisme på privat basis, f.eks. i form af andelsbevægelse’ og andre ’lokale initiativer’, men statsdirigering var og er han gerne fri for. Fagforeningerne kaldte han dengang stivnede og forkalkede, og det er hverken blevet værre eller bedre i dag, mener han, omend der på enkelte arbejdspladser kan være fornuftige tillidsfolk. Hvornår han forlod Fremskridtspartiet, husker han ikke, men der var jo ’meget ballade sidenhen, som fik det hele til at virke lidt komisk’. Og partitro har han aldrig været. Faktisk er det langt fra hver gang, han stemmer. Sidst blev det de radikale, primært i protest mod Pia Kjærsgaard: ’Dansk Folkeparti gik væk fra kritikken af bureaukrati og formynderi og bragte det hen i noget højreorienteret. Og det er der ikke meget fornyelse over’.«

Men nu kommer Alternativet med fornyelsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jens Høybye
  • Niels-Simon Larsen
  • Michael Kongstad Nielsen
Jens Høybye, Niels-Simon Larsen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Hør Uffe Elbæks programerklæring: ’Hvis vi ønsker, at vores børn og børnebørn skal have de samme chancer, som vi har haft, kan vi ikke blive ved med at vende det blinde øje til. Vi er som samfund ikke bare på vej hen til kanten, men på vej ud over den, når det gælder vores forbrug af Jordens begrænsede ressourcer.’

I ’Alternativets’ bud på ’Et nyt vækstbegreb’ hedder det: ’Vi skal have mod til at forestille os en radikal anden fremtid. En fremtid, hvor ressourcer bliver fordelt både solidarisk og effektivt mellem os alle sammen, og hvor vi som samfund og borgere ikke bruger flere ressourcer, end vi kan gendanne’.«

Hvad står der egentlig her, som fx Enhedslisten ikke står for?

Se fx denne artikel om Enhedslistens opgør med vækstdogmet:

http://www.information.dk/271159

Michael Kongstad Nielsen

Glistrup ville jo udskifte forsvaret med en telefonsvarer: "vi overgiver os". Det var morsomt, men måske ikke helt ude i hampen. Siden skal jeg love for, at arvtagerne i Dansk Folkeparti blev krigeriske, med Søren Espersen i spidsen, ja, hele den danske befolkning blev krigerisk, i det omfang, F1-lånene rakte, men aktivistiske, det er danskerne blevet. Forhåbentligt varer det ikke så længe.

Niels-Simon Larsen

Omstillingen, og Alternativet med, hedder Ross Jackson eller ’Occupy World Street’. Ingen har tydeligere end ham fortalt, hvad der skal erstatte det kapitalistiske system på en måde, hvor alle kan være med. Hvis den bog bliver det politisk/filosofiske grundlag for partiet, er jeg med i det. Ellers ikke, for så går det hele op i hat og briller med at spørge hinanden om, hvad de andre mener.

Jeg ser ikke bogen som modsætning til Jørgen Steens bog, Den store Omstilling. De er begge fantastiske som grundskrifter for et parti.

I øjeblikket kan jeg se, at Uffe Elbæk rejser land og rige rundt for at skabe interesse for partiet. Man kan ikke forlange, at alle skal læse en eller anden bog, men bare nogle har, så går det nok. Det er fantastisk at have gode bøger, der kan læses som grundskrifter for et parti. Hvad har de andre partier???

Der skal være en åndelig ballast. Lad Ejvind komme ind på banen. Det har han i forvejen været hver tirsdag i mange år. Lad ham komme mere ind. Både Ejvind og Ross har det med, jeg vil kalde ånd. Hvem har ellers det her i landet???

Der skal være et debatforum i partiet, så medlemmerne har en platform, hvor væsentlige tanker hele tiden kan komme frem. Den platform er her hver tirsdag, hvor ellers???

Debattørerne er her også allerede, en fast stok plus en del gæster. Hvor er der ellers debattører af en vis lødighed, der kan fatte sig i korthed??? De andre partier og dagblade har ikke debatfora, der er noget værd. Enten sker der intet, eller også vrider folk deres aggressive klejner der. Her er lugten i bageriet til at holde ud.

Vi skal ikke vente på at få serveret det, vi ønsker, på et sølvfad. Det kommer kun, hvis vi selv skaber det.

Niels-Simon Larsen

@Steen: 17 juni, 2011, ja, ja, da, men hvad er der sket siden? Jeg husker den stadig. Den klapper vi af endnu, for der er ikke noget nyt i den retning at klappe ad.

I mine ører lyder det bestemt som om, at Uffe Elbæk har hjertet på rette sted, og for det har han min respekt og min opbakning. Men jeg tror desværre ikke på, at Alternativet kommer til at kunne gøre nogen synderlig forskel. For vi lever jo i et repræsentativt demokrati, hvor det er vælgernes beslutninger i stemmeboksene, der reelt bestemmer, hvilke værdier, eller mangel på samme, der er konstitueret på tinge. Hvis flertallet af vælgerne foretrækker selvrealisering på bekostning af fællesskabet, hvilket så bestemt forekommer mig at være tilfældet, så vil Alternativets flotte programerklæring selvsagt aldrig kunne realiseres.

Niels-Simon Larsen

@Michael: "Forsvaret".
Man kan også spørge, hvordan partiet stiller sig til Gud, konge og fædreland, men hvis man vil bæredygtighed og en retfærdig verden, er der nok ikke så meget indhold i de begreber, og mht. krudt og kugler, er det ikke noget, man kan bruge til at forsvare bæredygtighedspris med.
Enten kan man være med til at påvirke processen eller holde sig udenfor. Jeg står og vakler. Er det sjovere at blive hjemme end at gå ud og opleve noget?

Michael Kongstad Nielsen

Nej, jeg indrømmer, mit indlæg var lidt udenfor nummer. Og de andre kategorier med gud, konge og fædreland er heller ikke så relevante. Men nu jeg allerede har trådt i spinaten vil jeg lige fremture, for jordskredsvalget blev fremkaldt af en vis socialdemokrat, der løb tør for benzin, og ikke nåede frem til en afstemning i folketinget, så regeringen væltede. Erhard Jacobsen hed han, og han kæmpede navnlig for privatbilismen og mod de røde lejesvende i tv., og på de punkter må man sige han sejrede ad helvede til. I dag sælges flere personbiler end nogen sinde før. Hvordan Alternativet forholder sig til privatbilernes hærgen, har vi til gode at få at vide.

@Michael Kongstad: "Hvordan Alternativet forholder sig til privatbilernes hærgen, har vi til gode at få at vide."

Jeg er enig. Umiddelbart vil jeg tro, at de ikke sådan for alvor kan tillade sig at have nogen restriktive holdninger her, selvom jeg bestemt gerne så dem have det. Og det er ikke engang ment bebrejdende overfor partiet, for pointen er jo den banale, at enhver politiker og ethvert parti, der ønsker det moderne menneskes såkaldte ret til fri bevægelighed - bil, rejser, etc. - begrænset, vil begå politisk selvmord meget hurtigt. Personligt tror jeg ikke længere på, at demokratiet - og dette ikke kun i Danmark - vil være i stand til at redde os, ikke medmindre der snarest indfinder sig en bredt funderet åndelig modning af det moderne menneske.

Niels-Simon Larsen skriver: Omstillingen, og Alternativet med, hedder Ross Jackson eller ’Occupy World Street’. Ingen har tydeligere end ham fortalt, hvad der skal erstatte det kapitalistiske system på en måde, hvor alle kan være med.

Jeg var også meget begejstret da jag havde læst bogen - nærmest lidt i en wow-stemning - men så begyndte jeg at analysere bogen ud fra den marxistiske dialektik: Loven om modsætningernes enhed og kamp - og netop der hvor Ross Jackson kommer til sandhedens øjeblik, så taler han om forandring gennem "nye værdier, nye overbevisninger" og et "fremspirende verdensbillede - et paradigmeskift"

...for så at forsætte med "Vi skal lære af naturen"...?

Jeg har tit set siddet og set på fuglene på min græsplæne når der er kastet noget foder. Og jeg har tænkt: Hvordan klare duen dog konkurrencen mod de hurtige spurvefugle og de brutale kragefugle der har næb som mejsler. Duen den fylder, den skubber, den møffer og den bliver ved og ved...

...måske, men vi skal fandeme til at skubbe lidt mere, lidt hårdere og mere vedvarende - hvis forandringen skal begynde at spire.

Niels-Simon Larsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

"Vi skal lære af naturen", siger Ross Jackson, kan jeg forstå af Bill Atkins' kommentar (tak for den oplysning). Jeg bliver altid irriteret over sådant et udsagn, hvis det er tænkt i relation til de problemer, vi som art sidder fast i. For i mine øjne er det en selvmodsigelse.

Naturens tilsyneladende ligevægt skyldes jo ikke, at dyrene tager hensyn til hinanden, eller at de befinder sig i en større oplyst tilstand, end vi mennesker gør. Nej, det skyldes, at arterne brutalt, ved for eksempel at æde hinanden levende, holder hinanden i skak. Det, man kan lære af naturen, er derfor, at det som hovedregel betaler sig at være aggressiv.

Vi har selvsagt ikke brug for mere aggression på denne planet, og aggression er selvsagt ikke løsningen på de problemer, vi sidder med. Tværtimod, vore problemer skyldes, at aggressionen er så udbredt. Og det vil den såmænd blive ved med at være, er jeg i dag overbevist om: som chimpanser i slips og med iPad under armen befinder vi os grundlæggende stadig på savannen.

Michael Kongstad Nielsen

Vi mennesker kan sikkert godt lære noget "af" naturen, men vi skal først og fremmest lære "om" naturen, respektere den og (endnu bedre) holde af den. For det er jo for nærværende os, der truer naturen, ikke naturen, der truer sig selv. Naturen har virkelig andre metoder end aggressivitet, John Fredsted (vi har diskuteret det før, hvis du husker), den holder balance og bærekraft ved et utal af andre metoder, hvor samarbejde er en af de vigtigste. Men selvfølgelig skal alle organismer have noget at spise, og der er naturen jo sit eget spisekammer. Nogle græsser fredeligt på savannen med dikkende antilopehaler, andre bliver nødt til at sætte tænderne i et kid, når maven knurrer, men hvad, når vi sætter os til bords juleaften, er der jo også foregået et drama ikke så længe forinden

Men mennesket er jo den overlegne i det forhold, og må bare udfolde sin ånd og forståelse for, at uden naturens trivsel, trives vi heller ikke, og så kan det endda ende i aggression.

Niels-Simon Larsen

@Bill: Jeg kan godt forstå dig, men vi (for nu at citere Bertolt Brecht), der ville indføre venligheden, kunne ikke selv være venlige. Skubbe som duen, siger du. Lidt må man vel gerne skubbe, men ikke for meget, for så bliver man dømt (for nu at relatere til en demonstration i 2009, hvor der var nogle, der råbte 'skub' lidt for højt. I dag skal vi alle være søde og tale pænt til hinanden, ellers er der nok noget, man kan anklage os for.

Det milde pres er der noget, der hedder. Udholdende skal man også være. Vores modstandere opfører sig helt perverst på alle mulige fordækte måder. De sørger for at omgå loven og får dem, som staten har givet en uddannelse, til at hjælpe sig.

Hvad kan vi så andet end organisere os. Hvem er klarere i spyttet end Ross?

Niels-Simon Larsen

Hvilket had/kærlighedsforhold vi dog har til naturen. Den er vores basis og vores bøddel. Gør vi den til offer, saver vi den gren over, vi sidder på.
Det er vel som at gå en tur i skoven. Dejligt, og når man kommer hjem opdager man flåter på kroppen. Hvordan de lige finder de bløde steder, er mig en gåde. Det er selve livets grundvilkår, vi vender her. Take it or leave it! Flere af de store forkastede livet, må vi ikke glemme (ked af verden, kær af himlen). Buddha syntes, at livet var noget lort, men levede som om, det ikke var det. Sokrates, Jesus osv. tog afstand fra denne verdens goder og ofrede sig.
Med det perspektiv for øje, kan livet altså ikke lykkes. Vi kan ikke løse problemet, men vi kan forholde os til det og udvikles sammen med det - på vores vej over savannen med Ipad under armen iklædt slips, men også uden. Hvad ellers?

Niels-Simon Larsen

Jeg kan ikke lide at skrive tre indlæg i rap, men nu gør jeg en undtagelse. Jeg håber ikke, at Alternativet kommer i folketinget for hurtigt. Jeg vil være tilfreds med, at det bliver et stærkt irriterende, utopisk parti, der siger alle de anstødeligt ting om vækst, som der kan siges. Alle de andre har en stærk faglig fløj eller erhvervsbaggrund, der holder dem i et jerngreb af ikke-tænkning.

Michael Kongstad Nielsen

Hvordan klarer den stakkels due sig? Ud over at fylde, skubbe og møffe klarer den sig ved at ligge på rede fra februar til oktober, få en helvedes masse unger, hvoraf mange går tabt, fordi de bliver spist af en masse andre sultne dyr. Den fredelige ringdue har det glimrende, og har fordoblet sin bestand i Danmark siden 1980.
http://www.dofbasen.dk/ART/art.php

@Michael Kongstad Nielsen: Ja, vi har diskuteret det før, en del gange endda, er jeg sikker på, og vi var og er stadig ret så uenige.

Niels-Simon Larsen

Er konklusionen ikke, at livet er umuligt og rent ad h. til, men at man lever det alligevel og prøver at gøre det, man gør, så godt som muligt. Det kan man sige, at en seriemorder også gør, men der er niveauforskelle, og man behøver jo ikke befinde sig på de laveste niveauer.

Så skal vi give Alternativet en chance eller håbe på, at Enhedslisten forbedrer sig?

Michael Kongstad Nielsen

Apropos bøger, der kan være gode til debat og politikudvikling i det område, som Alternativet ser ud til at ville bevæge sig i, kan man også nævne en ældre svend skrevet af en filosof, en teknikprofessor og en radikal politiker, nemlig "Oprør fra Midten"- den fik ikke den store gennemslagskraft, den var for blød for kommunisterne og for hård for centrum/venstre. Men den er faktisk stadig interessant at kigge i, den har det hele, som også Jørgen Steen Nielsens "Den Store Omstilling", og måske lidt til.

Målet var det humane ligevægtssamfund, og der var masser af midler til at nå målet. I dag skulle man nok det "humane", det lyder lidt nyreligiøst.

Grunden til at jeg 10:20 prøvede mig med en analogi hentet fra naturen er, at Ross Jackson mener "vi skal lære af naturen", og han citerer Francis Bacon: "For at bestemme over naturen må man adlyde den", og jeg må sige at personligt er jeg meget mere enig med John Fredsted 15:12: "Naturens tilsyneladende ligevægt skyldes jo ikke,...at den befinder sig i en større oplyst tilstand, end vi mennesker gør."

Vi må tage ansvar for os selv og bruge vores fornuft til, dels at favne vores egen udvikling på jorden, men også indse at vi har en forpligtigelse overfor naturen - især dens mangfoldighed og evne til at lade mange livsformer eksistere nærmest filtret ind i hinanden og udnytte de eksisterende ressourcer optimalt.

@Michael Kongsted Nielsen, påviser så flotteste vis hvorfor man skal passe på med sentenser bygget på iagttagelser i naturen, i stedet for dialektisk udviklede politiks/økonomiske teser. Michael misforstår for det første min analogi. Jeg taler ikke om hvorfor duen overlever, men om hvordan den kommer til fadet i den øjeblikkelige konkurrence med de andre dyr. Ydermere er Michaels viden om duen en anden end min, eks.v. skriver han: "Duen få en helvedes masse unger, hvoraf mange går tabt, fordi de bliver spist af en masse andre sultne dyr." Faka er at duen får 2 æg i 2-3 kuld. Hertil kommer at almindelig animositet mod duen eller analogien i det hele taget, også betyder også noget for misforståelsen.

Nej må jeg forslå at også natur- og miljø forkæmpere erkender, at de har størst åndsfællesskab med den kontrollerende socialisme, frem for med den altædende kapitalisme, og at de derfor indoptager den marxistiske begrebsdannelse og vokabularium i deres politiske kamp for en bedre verden. Hvilket Ross Jackson da også i vid udstrækning gør, et langt stykke hen ad vejen i sin bog - Det er et studie hvor i hans tankerække han netop ikke bruger marxistiske vokabularium, men slår over i gaia-analogier.

Michael Kongstad Nielsen

Jo, Bill Atkins, jeg forstod godt din analogi, men min replik kom jo efter en et svar fra John Fredsted, og samlet set ville jeg pege på, at det ikke bare er kampen på foderbrættet, der tegner naturen, men tillige en lang række andre faktorer, hvorfor jeg nævnte en af duens andre måder at klare sig på.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge om, hvad det sådan mere konkret er, vi kan lære af naturen vedrørende adfærd, og som vi ikke selv kan tænke os til, hvis altså bare vi gad. Ikke en disse vil jeg mene. Forestillingen om, at naturen sidder inde med en visdom om, hvorledes vi skal omgås hinanden, forekommer mig nogenlunde lige så forfejlet som forestillingen om, at religion danner grundlag for morallæren.

For nogle måneder siden så jeg en udsendelse, måske en Dokumania på DR2, om en mand, der ville leve 100 dage (tror jeg nok) i den canadiske vildmark. Han kunne ikke fuldføre, men måtte opgive undervejs. Ikke alene var han på det tidspunkt dybt underernæret, men mindst lige så vigtigt for det nærværende: han var psykisk nedbrudt. Nedbrudt af hvad? Af angsten for for eksempel at blive overfaldet og ædt af en bjørn om natten, mens han sov i sin hængekøje oppe i træerne.

Nu er jeg ikke historiker, så jeg kan tage gruelig fejl, men det forekommer mig, at naturromantikken (eller hvad den nu hedder) - denne forestilling om, at naturen besidder en eller visdom og harmoni - netop for alvor vandt indpas i vores kultur, da denne vores kultur havde gjort det muligt for os ikke længere at skulle leve som manden i vildmarken, men at vi derimod kunne sidde på den rigtige side af et vindue, med karminen i baggrunden, kiggende ud på naturen.

Bill Atkins, Michael Kongstad Nielsen, Niels-Simon Larsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Få har vel beskrevet naturen så godt som Carl von Linné og Charles Darwin. Men derudover findes jo myriader af beskrivelser og sagn og fortællinger, folkeeventyr og litteratur, romantisk såvel som realistisk, der fortæller om menneskets forhold til naturen. "... denne forestilling om, at naturen besidder en eller visdom og harmoni..." som John Fredsted skriver, tror er en begrænset del af litteraturen, måske koncentreret om indianere eller andre oprindelige folk, men typisk tales der ikke tale om "visdom" i naturen, men en faktisk realitet bådet af instinkt, genetisk videreførelse, overlevelse. Dertil har menneskene også opfattet naturen som "farlig" og hemmelighedsfuld, det spøgte men elverfolk og trolde, og grækerne havde Pan og andre guder, der beskyttede dem mod naturen og gav frugtbarhed. Men moderne mennesker har overskud til at lægge frygten for naturen til side, og nøjes med at udnytte den, problemet er, at udnyttelsen ikke tager hensyn til den, overser dens behov for trivsel, og derfor graver man sig egen grav. Og for lige at referere til det citat, Bill Atkins kommer med af Francis Bacon: "For at bestemme over naturen må man adlyde den", nej, vil jeg sige, - ikke bestemme over, og ikke adlyde, men leve sammen med, holde af, og trives sammen.

Niels-Simon Larsen

Nyder denne debat.
Jeg skelner også mellem europæisk naturdyrkelse og de hedengangne naturfolks medleven i naturen. På Lousiana for tiden viser de en film om en eskimofamilie. Jeg var tryllebundet. Et liv på kanten, men de gik ikke og græd hele tiden. Et skridt til den forkerte side og færdig med dette liv. Det er også vores vilkår i trafikken, men eskimoerne var glade.
Den danske globetrotter, Jens Bjerre, lavede nogle film om de sidste naturfolk. Samme billede: glæde og dyb forståelse af vilkårene for overlevelse.
Vi må ikke glemme, at vi i en vis forstand er dyr og stadig lever på naturens præmisser. Man kan godt sige, at naturen er frygtelig, men hvor vil man hen med det? Hvor vil man i det hele taget hen, og hen med sit liv? Det er spørgsmålet, og fører mig til næste indlæg.

Niels-Simon Larsen

"Gå ind i din tid", skrev Nordal Grieg. Der har lige været en artikel i Inf. om ham. Gør man ikke det, står man så underligt udenfor.
Jeg synes, det er gået tilbage siden 2009 med miljøbevistheden. Jeg kan ikke bevise det, føler det bare, fordi der hele tiden tales om vækst. Ikke at tale om vækst er politisk selvmord.
Når jeg overvejer, om jeg skal gå ind i Alternativet, i stedet for at nyde mit otium, som man siger, så er det, fordi jeg synes, det hele er riv, rav, ruskene galt. Jeg væmmes næsten ved at se nyhederne med de idiotisk, politiske analyser. Intet er for småt.
Går man med til at rejse et parti, løber det garanteret af sporet, men spørgsmålet er, om man ikke skal gøre det alligevel?

Michael Kongstad Nielsen

En anden norsk forfatter, Henrik Ibsen, er kendt for udsagnet "ene, men stærk" og det er jo rigtigt, at hvis man vil gå op imod mainstream-tankegangen, må man se sig selv som ene, men stærk.

Niels-Simon Larsen

Tilbage til naturen.
Fjerner vi os fra den umenneskelige natur, bliver vi selv umenneskelige. Vi laver kz-lejre for vore spisedyr. Eskimoen Nanok går ind på isbjørnen og dræber den. Det sidste er fascinerende, det første ikke til at holde ud at se på.

Dyrker man en have, må man lære af naturen, ellers går det galt. Nu laver man insekthoteller i stedet for at bruge giftstoffer. Naturens kredsløb skal opretholdes, ellers går det helt galt.

Naturen er en dræber, men den moderne unatur er en dræbermaskine. Holder man høns i sin have, må man en dag også kappe hovedet på dem. Ondt eller bare naturligt? Dømmer vi naturen ond, får vi problemer, og det kan kun religionen redde, især buddhismen med sin radikale holdning om at søge nirvana.

Børnene i de gamle natursamfund havde ikke noget valg. Enten lærte de af deres forældre, eller også gik de til grunde. De havde myter, sange, danse, nærvær. Børnene i igloen blev vasket med deres mors spyt hver morgen. I den moderne kultur må børn nærmest ikke berøres.

Det valg, vi har truffet, består i at udrydde naturen. Den går ikke.

Steffen Nielsen

Når nu i snakker om natur og overlevelse vil jeg lige anbefale Peter Kropotkins bog Gensidig Hjælp (mutual aid på engelsk) der beskriver hvordan mange arter overlever ved at samarbejde og ikke ved at udkonkurrere hinanden.