Vi kan ikke give mere og mere i al evighed

Så er der ikke mange timer til, at julelys tændes i alle små børns øjne, når gaverne ligger under træet, og alt går i op en højere enhed.

Blandt de voksne er det et enormt puslespil, der skal gå op, for det er lidt ubehageligt, hvis den ene giver mere end den anden. At være på gavefod er en form for møntfod. Med en vis logik kan man gå over til ganske enkelt at give penge. Folk på lige fod kan lige så godt helt lade være, og så går det hele lige op, snip snap snude.

Men de færreste bryder sig om at tænke i regnskaber, når der gives gaver. Hvis der er beregning med i købet, ligner det ikke det, det helst skal ligne, nemlig kærlighed – eller omsorg. At beregne er koldt, beregnende gaver føles ikke som gaver, lige meget hvor meget udvekslingen kan ligne et regnskab.

Der findes dog et område, hvor der gives helt uden beregning. Hvor transaktionen stort set kun går i den ene retning: Det er gaverne til vores børn. Her er regnskabet et helt andet, fordi det har med slægternes gang at gøre. Vi giver børnene mere af den enkle grund, at vi forhåbentlig engang selv var dem, der fik mere. Forældres kærlighed er uendelig stor, helt uden for regnskab, og det symboliseres i gaverne.

Når mine forældre læste Det lille hus på prærien højt, jokede vi søstre en del med, hvor vidunderligt det dengang forekom bare at få en appelsin i julegave. Appelsinen var den tids ’mere’. Siden er det sandelig blevet til meget, meget mere.

Faktisk er det blevet for meget af det gode. Vi fik flere materielle ting af vore forældre, end de gjorde af deres, og vi giver flere ting til vore børn, som så fører princippet videre til deres egne børn. Med kærlighedens hjælp er vi med til at skabe det overforbrug, der er ved at varme kloden op til det utålelige. Problemet er ikke alene julegaverne – de er blot et godt eksempel på, at vi selvfølgelig ikke gør det i en ond mening. Hvis det gode, som gør ondt, er lavet af ren varm kærlighed, skal vi måske kalde lidt på det onde i stedet?

I vinterens eventyrlandskab ved vi så godt, hvad den slags kaldes. Det er det modsatte af varmen omkring juletræet, nisser og gaver. Det onde i vintereventyrene er isdronninger. Kolde beregnende damer, der lokker små børn til iskolde poler. Vi kender snedronningen fra H.C. Andersens eventyr, der lokker lille Kay til et iskoldt landskab, hvor han prøver at regne den sætning ud, som kan give ham hele verden og nye skøjter. Vi kender iskolde og stenrige Iselin i tv-julekalenderen Pagten, som gør små børn bange i stedet for at gøre dem trygge. En ond isdronning, der kan fryse nissefar og -mor ihjel, og truer vort forhold til hygge.

Men vi ved jo godt, at alt faktisk er vendt på hovedet i den virkelige verden. Det er isen, som er trængt, det er kulden, der er i fare for at forsvinde. Isdronningen sidder med en hel masse videnskabelige tal på en smeltende isflage på Nordpolen sammen med en isbjørn, der er ved at få ødelagt sine jagtmarker. Men julemanden deler uanfægtet mere og mere ud.

Isdronningen prøver at lokke os voksne derop, så vi kan se det landskab, vores kærlighedsgaver har skabt. Alt det dejlige, vi så gerne vil have – varmen i husene, biler og flyvemaskiner, så vi kan tage vores kære familie med til varmen, når det er koldt. På vejen flyver vi over Alaska, men isdronningen er svær at få øje på, selv om hun prøver at signalere med isbogstaver, sådan som kunstneren Kirsten Justesen gør det i øjeblikket på en tilsyneladende meget lidt julet udstilling på Overgaden i København. Isbogstaver som danner ordet meltingtime. Det tør, og tør, og det er uhyggeligt.

Hos Andersen er det en lille piges varme tårer, der får puslespillet til at gå op, så ordet ’evighed’ omsider kan skrives. Men nu må eventyret skrives om. I allerkærligste mening giver vi ikke vore unger evigheden – vores kærlighed stjæler den fra dem. Paradoksalt nok er det isdronningen og den kolde beregning, vi må hidkalde, mens nissehyggen og gaveorgiet lader de bogstaver, fremtiden skulle skrives med, smelte langsomt ned.

At finde en pagt er ikke blevet mindre mystisk: Hvordan kan man blive ved med at give mere? Måske kun med iskold beregning: Ved kun at give så meget mere videre, som man selv fik mere.

Tine Byrckel er kulturskribent, psykoanalytiker og filmskaber