Læsetid 3.0285714285714 min.

Den Anden Kolde Krig

Det er et spørgsmål om liv og død at forstå sin fjendes tankegang. Men i et klima, hvor den, der forstår modpartens tankegang, automatisk mistænkes for at dele den, har formidlingen af forståelsen trange kår. Budbringerens loyalitet betvivles. Landsretsdommen i Jensen-Dragsdahl-sagen har reelt blåstemplet et sådant karaktermord på Dragsdahl
I en tale i marts 1983 omtalte Ronald Reagan Sovjetunionen som ’Ondskabens Imperium’ – et udtryk, der kom som et chok for russerne. Senere blev den amerikanske præsident dog opsat på at få en sovjetleder på tomandshånd og overbevise ham om, at Sovjetunionen og russerne ikke havde noget at frygte. Det lykkedes som bekendt i forhold til Gorbatjov. Foto: Gary Hershorn

I en tale i marts 1983 omtalte Ronald Reagan Sovjetunionen som ’Ondskabens Imperium’ – et udtryk, der kom som et chok for russerne. Senere blev den amerikanske præsident dog opsat på at få en sovjetleder på tomandshånd og overbevise ham om, at Sovjetunionen og russerne ikke havde noget at frygte. Det lykkedes som bekendt i forhold til Gorbatjov. Foto: Gary Hershorn

7. december 2013

Med udgangspunkt i Bent Jensen-sagen beskrev Bent Blüdnikow og Bo Bjørnvig (den 26. november) Informations rolle under Den Kolde Krig. Der er mindst to andre vægtige grunde til at interessere sig for sagen: For det første naturligvis dommens tvivlsomme præmisser og den præcedens, den risikerer at sætte. For det andet forståelsen af Den Kolde Krig og fredsbevægelsens rolle først i 1980’erne mere generelt.

Mange vil i dag ’vide’, at det alternative flertal bag 1980’ernes fodnotepolitik ofrede danske sikkerhedspolitiske interesser for at drille Schlüter-regeringen. Fodnotepolitikken beskyldes for at have bragt NATO-medlemskabet i fare og tjent sovjetiske interesser. Efter denne opfattelse ses datidens fredsbevægelse som et sammenrend af fordækte kommunister og deres nyttige idioter i form af præster, pacifister og langhårede idealister – herunder selvfølgelig en Jørgen Dragsdahl.

For at forstå, hvor misvisende denne udlægning er, er det nødvendigt at se på rustningskapløbets grundlæggende logik. Det var, som om begge kapløbets parter fra hver sin side byggede løs på det samme babyloniske tårn af stadig mere dødbringende våben i et desperat forsøg på at sikre, at tårnet – hvis det væltede – først og fremmest ville knuse modpartens og ikke ens egen befolkning.

Understøttelsesfladen – det vil sige det, som hindrede tårnet i at vælte – var truslen om gensidig garanteret udslettelse, mutual assured destruction, passende forkortet MAD. Denne drabelige trussel dæmpede ganske vist lysten til at løsne det første skud, men inspirerede samtidig til fantasier om at kunne slå først med en så overvældende styrke og præcision, at det én gang for alle ville neutralisere modparten. Sådanne fantasier trivedes efter alt at dømme på begge sider af jerntæppet. Og hvad værre var: Forestillingerne om, at modparten hengav sig til sådanne feberdrømme, florerede.

Behovet for at slå først

I slutningen af 1970’erne opstillede Sovjetunionen i Østeuropa de såkaldte SS-20 raketter. NATO reagerede med dobbeltbeslutningen fra 1979, som førte til opstilling af 572 atombevæbnede mellemdistanceraketter i Vesteuropa i 1983. Disse missiler blev fra sovjetisk side ikke ’kun’ opfattet som endnu et trin i optrapningen. Afhopperen Oleg Gordievsky forklarede i en artikel i The Times (»Pershing Paranoia in the Kremlin«, 27. februar 1990): »Stillet over for Pershing-missiler, som kunne nå Moskva på seks minutter fra vesttyske baser samt rapporter fra efterretningstjenesten om en grundlæggende ny våbentype, der var under udvikling i Amerika, og som ville kunne underminere den sovjetiske afskrækkelse (det fremtidige Strategiske Forsvarsinitiativ Stjernekrigsprojektet), gik Kreml i panik. Som jeg forstod dem, reagerede de efter spejlbilledeprincippet som følger: Hvis vi havde et nukleart potentiale som USA’s og et system, der ville eliminere deres atomafskrækkelse, ville vi så foretage et forebyggende angreb mod vores svorne fjende? Efter al sandsynlighed: ja. Vi måtte derfor straks begynde at forberede os på et amerikansk angreb.«

Den vestlige optrapning udfordrede med andre ord truslen om den gensidige udslettelse og inviterede hermed til at slå først. Som den amerikanske efterretningsekspert Ben Fischer udtrykte det (om den sovjetiske side): »Indhentede man, hvad der måtte betragtes som troværdig information om et kommende amerikansk angreb, så ville der for dem ikke være nogen mening i at vente til angrebet begyndte, før de svarede igen; det ville derimod give mening at forsøge at destruere de amerikanske raketter, før de blev affyret.«

Trykkede næsten på knappen

For præcis 30 år siden var det nær blevet til blodig virkelighed i forbindelse med en NATO-øvelse. Russerne tvivlede på, at øvelsen blot var en øvelse, hvilket fik Sovjetunionens leder, Jurij Andro-pov, til at sætte dele af de atomare styrker i forhøjet alarmberedskab. Situationen er beskrevet i BBC’s dokumentar Able Archer 1983: On the Brink of Apocalypse, som kan ses på YouTube.

Russernes frygt og paranoia skyldtes blandt andet, at Reagan begyndte sin første periode med en kraftig militær oprustning og benyttede en voldsomt krigerisk retorik. I en tale i marts 1983 omtalte han således Sovjetunionen som »Ondskabens Imperium« – et udtryk, der kom som et chok for russerne. Senere på året begyndte han sit strategiske forsvarsinitiativ, bedre kendt som Stjernekrigs-projektet. I den forbindelse forklarede han på tv, hvordan det nu ville være muligt at uskadeliggøre angribende raketter, før de nåede deres mål, og herved betrygge den amerikanske befolkning.

I Sovjetunionen læste man imidlertid dette skridt som alt andet end betryggende, nemlig som et led i forberedelsen til et vestligt angreb. Man havde i et par år forberedt sig på et sådant angreb gennem operation RYAN – et tidligt varslingssystem, som skulle sætte Sovjetunionen i stand til om nødvendigt at foretage et forebyggende angreb på vestlige installationer. Under NATO-øvelsen indløb der via dette system den ene efterretning mere truende end den anden. Derfor kom konflikten så tæt på, at vi i dag formentlig kan takke en enkelt besindig russer, Stanislav Petrov, for, at russiske missiler ikke blev affyret, fordi han valgte at trodse en falsk alarm. Og blev fyret for det.

I sin erindringsbog An American Life fortalte Reagan senere, at de tre år havde lært ham noget overraskende om russerne: »Mange mennesker i toppen af sovjet- hierarkiet var seriøst bange for Amerika og amerikanerne (...) Jo mere erfaring jeg fik med sovjetiske ledere og andre statsoverhoveder, som kendte dem, des mere gik det op for mig, at mange sovjetiske embedsfolk frygtede os ikke alene som modstandere, men som mulige angribere, der kunne slynge atomvåben mod dem i et første slag.«

Reagan tilføjede, at den erkendelse gjorde ham opsat på at få en sovjetleder på tomandshånd og overbevise ham om, at Sovjetunionen og russerne ikke havde noget at frygte. Det lykkedes som bekendt i forhold til Gorbatjov. Måske fordi Gorbatjov, i modsætning til forgængerne Andropov og Tjernenko (og i modsætning til Reagan selv), havde en del international erfaring og forstod, hvordan modparten tænkte.

Skyder budbringeren

Historien har to vigtige moraler. Den første er, at det vestlige militær ikke havde patent på rationel analyse, mens fredsbevægelsen i bedste fald var blåøjet og naiv. Modstanden mod NATO’s dobbeltbeslutning kom også fra folk, der havde intellekt og empati nok til at se ud over krigsretorikkens blinde autisme – herunder den tidligere forbundskansler Willy Brandt.

Den anden er, at det bogstaveligt talt var et spørgsmål om liv og død at forstå modpartens tankegang. En sådan forståelse forudsætter kontakt. I et klima, hvor den, der forstår modpartens tankegang og synspunkter, automatisk mistænkes for at dele den, har formidlingen af forståelsen imidlertid trange kår. Budbringerens loyalitet betvivles. Han går sikkert fjendens ærinde. Landsretsdommen har reelt blåstemplet et sådant karaktermord på Dragsdahl. Heri består måske dommens mest uhyggelige præcedens.

Villy Søgaard er lektor ved Institut for Miljø- og Erhvervsøkonomi på SDU

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Journal

I 2010 kostede det koldkrigshistorikeren Bent Jensen en dom for injurier, efter han var blevet stævnet af journalisten Jørgen Dragsdahl, som han havde kaldt påvirkningsagent for KGB. Sagen blev anket og er endt Østre Landsret, der idag har vurderet, at Jørgen Dragsdahls NATO-kritiske journalistik i slutningen af 70'erne var plantet af KGB.

Dragsdahl vs Jensen: Opgøret om fortiden

I 2010 kostede det koldkrigshistorikeren Bent Jensen en dom for injurier, efter han var blevet stævnet af journalisten Jørgen Dragsdahl, som han havde kaldt påvirkningsagent for KGB. Sagen blev anket og er endt Østre Landsret, der idag har vurderet, at Jørgen Dragsdahls NATO-kritiske journalistik i slutningen af 70'erne var plantet af KGB.

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen
    Robert Ørsted-Jensen
  • Brugerbillede for Torben Nielsen
    Torben Nielsen
  • Brugerbillede for Jens Falkesgaard
    Jens Falkesgaard
  • Brugerbillede for Steen Sohn
    Steen Sohn
  • Brugerbillede for Henrik Petersen
    Henrik Petersen
  • Brugerbillede for Claus Jensen
    Claus Jensen
  • Brugerbillede for Olaf Tehrani
    Olaf Tehrani
  • Brugerbillede for Benno Hansen
    Benno Hansen
  • Brugerbillede for Grethe Preisler
    Grethe Preisler
  • Brugerbillede for Karsten Aaen
    Karsten Aaen
  • Brugerbillede for Dennis Berg
    Dennis Berg
  • Brugerbillede for Torben K L  Jensen
    Torben K L Jensen
  • Brugerbillede for odd bjertnes
    odd bjertnes
  • Brugerbillede for Levi Jahnsen
    Levi Jahnsen
  • Brugerbillede for HC Grau Nielsen
    HC Grau Nielsen
  • Brugerbillede for Niels  Mosbak
    Niels Mosbak
  • Brugerbillede for Søren Rehhoff
    Søren Rehhoff
  • Brugerbillede for Niels-Holger Nielsen
    Niels-Holger Nielsen
Robert Ørsted-Jensen, Torben Nielsen, Jens Falkesgaard, Steen Sohn, Henrik Petersen, Claus Jensen, Olaf Tehrani, Benno Hansen, Grethe Preisler, Karsten Aaen, Dennis Berg, Torben K L Jensen, odd bjertnes, Levi Jahnsen, HC Grau Nielsen, Niels Mosbak, Søren Rehhoff og Niels-Holger Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Gorm Petersen

Den Kolde Krig er i dag værre end den var i 50-erne.

Dengang forstod man, at forhandlingsbordet var en nødvendighed.

I dag betragtes forhandlingsbordet som et svaghedstegn - at man ikke er lykkedes med at udslette sin fjende totalt. Tænk på hele Mellemøsten - hele Afrika - store dele af Asien.

Droner erstatter forhandlinger mens den globale vrede mod de mindre en 10% af jordens befolkning, der sender droner, bare vokser og vokser.

Tænk på hvordan Tony Blair benægtede, at der var nogen som helst sammenhæng mellem London-bomberne i 2005 og Storbritanniens opførsel i Irak og Afghanistan.

Rationalet er: "Modparten er sindssyg og ville også have angrebet os, selv om vi ikke forinden havde angrebet den muslimske verden"

Det er gammelkendt stof fra Israel/Palæstina konflikten: "Palistinensernes aktioner er ikke gengældelse for vore aktioner - de er sindssyge og ville have angrebet os under alle omstændigheder".

Moralen anno 2013 er: "Sindssyge fjernes med droner - ikke med forhandlinger, da man ikke kan forhandle med de sindssyge".

Det er formentlig magthavernes kontrol over pressen, der gør det muligt at tænke på en måde, som havde været umulig i både 50-erne og 70-erne.

Janus Agerbo, Jens Falkesgaard, Karsten Aaen og Poul Eriksen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Erik Karlsen

Citat: "Og blev fyret for det."

Ifølge mine oplysninger - se f.eks. den tyske Wikipedia-side, herunder diskussionen! - blev Stanislav Petrov ikke fyret.

Brugerbillede for Erik Karlsen

Michael,
det har vel aldrig været Jørgen Dragsdahls opgave at (citat) "varetage danske sikkerhedspolitiske interesser". Det er vist en lige lovlig stor opgave at lægge på en journalist, der gerne skulle se tingene fra begge sider.

Brugerbillede for Tom Paamand

Russerne havde selvforsvarsplaner, som de kaldte dem, om efter et angreb på Sovjet selv at rykke mod Vest, og herunder at besætte og atombombe lille Danmark. For de bagkloge bør det vel så huskes, at det vestlige svar tilsvarende var planlagt ikke til at sikre Danmark og danskerne, men til at tilbageerobre territoriet Danmark med strategiske atomvåben.

Også det vestlige angreb mod Danmark blev jævnligt trænet, og de atombombesikrede beskyttelsesrum stod klar til brug. Her var kun plads til Majestæten og nogle få fra den politiske elite, for resten af pladsen var sat af til kommandocentral for generalerne.

Imens den gensidigt garanterede udslettelse blev forberedt ned til mindste detalje, diskuterede politikerne omrokering af enkelte masseødelæggelsesvåben, men ikke den samlede trussel fra alle sider. Den sad vi så nogle få i fredsbevægelserne og pippede om, og der er disse pip der nu forsøges omskrevet til KGB-betalt propaganda...

Jens Falkesgaard, Hans Larsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Gorm Petersen

Det sygeste ved hele denne sag er, at man forsøger at legitimere begrebet "Påvirkningsagent".

Et oxymoron der kun giver mening for dem, der ikke har fattet en brik af, hvad begrebet "demokrati" betyder.

En Berlusconi, der ejer hovedparten af Italiens medier, kunne måske mistænkes for at promovere Mafiaens interesser - men en menig journalist, der i forvejen er under mistanke for at nære centrum-venstre sympatier, kan ikke påvirke nogen eller noget.

Kun bekræfte de i forvejen frelste.

Brugerbillede for Morten Balling

Meget kan man sige om Reagan, men det var nu ham og Gorbi, som afsluttede den kolde krig. Og til dem af jer som ikke kan huske den, kan jeg oplyse at den var rimeligt u-fed at have hængende over hovedet.

Brugerbillede for Tom Paamand

I 1983 udkom filmen "The Day After", der forsøgte at vise et USA dagen efter et altødelæggende atomangreb. En af tilskuerne skrev bagefter: "It's very effective and left me greatly depressed". Og at det er helt absurd, at "there were still some people at the Pentagon who claimed that nuclear war was 'winnable'. I thought they were crazy". Citaterne er fra Ronald Reagans dagbøger.

For øvrigt samme Reagan, der i 1986 forsøgte at nedlægge veto mod det overvældende flertal, der ville indføre USAnske restriktioner mod Apartheid-regimet i Sydafrika. Reagans veto blev nedstemt af både republikanere og demokrater.

Og PS: Der står fortsat tusinder af startklare atommissiler klar på baserne i USA og Rusland.

Brugerbillede for Morten Balling

For mig fik Reagan en Homer Simpson agtig menneskelighed da han under en lydprøve sagde: "My fellow Americans, I'm pleased to tell you today that I've signed legislation that will outlaw Russia forever. We begin bombing in five minutes."

Atombomben var desværre et resultat af den forskning indenfor fysikken der startede i begyndelsen af forrige århundrede, og som automatisk førte til at teknologien dukkede op. For menneskeheden var atombomben en katastrofe. Richard Feynman (som er det tætteste jeg er kommet på en gud), forklarer det på en meget nøgtern måde i dette interview:

http://youtu.be/_ah7f-1M2Sg

Personligt er jeg mindre skræmt over truslen om en global atomkrig i dag, end jeg var i 70'erne. Dengang kunne jeg som barn ligge søvnløs ved tanken om, hvad de voksne kunne finde på. Godt min fantasi dengang ikke rakte til, hvad de i virkeligheden havde gang i.

Brugerbillede for Gorm Petersen

Tanken om at man ikke kan forstå modparten uden at sympatisere med modparten har en interessant parallel:

Prøv at forestille jer denne pressemeddelelse:

"Lederen af center for selvmordsforskning har begået selvmord".

M.a.o. hvis man ikke er 100% sikker i troen, frygter man, at den man har til hensigt at overbevise, ender med at overbevise een selv.

Så frygten for at forstå modparten kan derfor kun skyldes usikkerhed m.h.t. om man selv har ret.

Eller endnu værre. At man udmærket er klar over, at man forkynder imod bedre vidende.