Den Anden Kolde Krig

Med udgangspunkt i Bent Jensen-sagen beskrev Bent Blüdnikow og Bo Bjørnvig (den 26. november) Informations rolle under Den Kolde Krig. Der er mindst to andre vægtige grunde til at interessere sig for sagen: For det første naturligvis dommens tvivlsomme præmisser og den præcedens, den risikerer at sætte. For det andet forståelsen af Den Kolde Krig og fredsbevægelsens rolle først i 1980’erne mere generelt.

Mange vil i dag ’vide’, at det alternative flertal bag 1980’ernes fodnotepolitik ofrede danske sikkerhedspolitiske interesser for at drille Schlüter-regeringen. Fodnotepolitikken beskyldes for at have bragt NATO-medlemskabet i fare og tjent sovjetiske interesser. Efter denne opfattelse ses datidens fredsbevægelse som et sammenrend af fordækte kommunister og deres nyttige idioter i form af præster, pacifister og langhårede idealister – herunder selvfølgelig en Jørgen Dragsdahl.

For at forstå, hvor misvisende denne udlægning er, er det nødvendigt at se på rustningskapløbets grundlæggende logik. Det var, som om begge kapløbets parter fra hver sin side byggede løs på det samme babyloniske tårn af stadig mere dødbringende våben i et desperat forsøg på at sikre, at tårnet – hvis det væltede – først og fremmest ville knuse modpartens og ikke ens egen befolkning.

Understøttelsesfladen – det vil sige det, som hindrede tårnet i at vælte – var truslen om gensidig garanteret udslettelse, mutual assured destruction, passende forkortet MAD. Denne drabelige trussel dæmpede ganske vist lysten til at løsne det første skud, men inspirerede samtidig til fantasier om at kunne slå først med en så overvældende styrke og præcision, at det én gang for alle ville neutralisere modparten. Sådanne fantasier trivedes efter alt at dømme på begge sider af jerntæppet. Og hvad værre var: Forestillingerne om, at modparten hengav sig til sådanne feberdrømme, florerede.

Behovet for at slå først

I slutningen af 1970’erne opstillede Sovjetunionen i Østeuropa de såkaldte SS-20 raketter. NATO reagerede med dobbeltbeslutningen fra 1979, som førte til opstilling af 572 atombevæbnede mellemdistanceraketter i Vesteuropa i 1983. Disse missiler blev fra sovjetisk side ikke ’kun’ opfattet som endnu et trin i optrapningen. Afhopperen Oleg Gordievsky forklarede i en artikel i The Times (»Pershing Paranoia in the Kremlin«, 27. februar 1990): »Stillet over for Pershing-missiler, som kunne nå Moskva på seks minutter fra vesttyske baser samt rapporter fra efterretningstjenesten om en grundlæggende ny våbentype, der var under udvikling i Amerika, og som ville kunne underminere den sovjetiske afskrækkelse (det fremtidige Strategiske Forsvarsinitiativ Stjernekrigsprojektet), gik Kreml i panik. Som jeg forstod dem, reagerede de efter spejlbilledeprincippet som følger: Hvis vi havde et nukleart potentiale som USA’s og et system, der ville eliminere deres atomafskrækkelse, ville vi så foretage et forebyggende angreb mod vores svorne fjende? Efter al sandsynlighed: ja. Vi måtte derfor straks begynde at forberede os på et amerikansk angreb.«

Den vestlige optrapning udfordrede med andre ord truslen om den gensidige udslettelse og inviterede hermed til at slå først. Som den amerikanske efterretningsekspert Ben Fischer udtrykte det (om den sovjetiske side): »Indhentede man, hvad der måtte betragtes som troværdig information om et kommende amerikansk angreb, så ville der for dem ikke være nogen mening i at vente til angrebet begyndte, før de svarede igen; det ville derimod give mening at forsøge at destruere de amerikanske raketter, før de blev affyret.«

Trykkede næsten på knappen

For præcis 30 år siden var det nær blevet til blodig virkelighed i forbindelse med en NATO-øvelse. Russerne tvivlede på, at øvelsen blot var en øvelse, hvilket fik Sovjetunionens leder, Jurij Andro-pov, til at sætte dele af de atomare styrker i forhøjet alarmberedskab. Situationen er beskrevet i BBC’s dokumentar Able Archer 1983: On the Brink of Apocalypse, som kan ses på YouTube.

Russernes frygt og paranoia skyldtes blandt andet, at Reagan begyndte sin første periode med en kraftig militær oprustning og benyttede en voldsomt krigerisk retorik. I en tale i marts 1983 omtalte han således Sovjetunionen som »Ondskabens Imperium« – et udtryk, der kom som et chok for russerne. Senere på året begyndte han sit strategiske forsvarsinitiativ, bedre kendt som Stjernekrigs-projektet. I den forbindelse forklarede han på tv, hvordan det nu ville være muligt at uskadeliggøre angribende raketter, før de nåede deres mål, og herved betrygge den amerikanske befolkning.

I Sovjetunionen læste man imidlertid dette skridt som alt andet end betryggende, nemlig som et led i forberedelsen til et vestligt angreb. Man havde i et par år forberedt sig på et sådant angreb gennem operation RYAN – et tidligt varslingssystem, som skulle sætte Sovjetunionen i stand til om nødvendigt at foretage et forebyggende angreb på vestlige installationer. Under NATO-øvelsen indløb der via dette system den ene efterretning mere truende end den anden. Derfor kom konflikten så tæt på, at vi i dag formentlig kan takke en enkelt besindig russer, Stanislav Petrov, for, at russiske missiler ikke blev affyret, fordi han valgte at trodse en falsk alarm. Og blev fyret for det.

I sin erindringsbog An American Life fortalte Reagan senere, at de tre år havde lært ham noget overraskende om russerne: »Mange mennesker i toppen af sovjet- hierarkiet var seriøst bange for Amerika og amerikanerne (...) Jo mere erfaring jeg fik med sovjetiske ledere og andre statsoverhoveder, som kendte dem, des mere gik det op for mig, at mange sovjetiske embedsfolk frygtede os ikke alene som modstandere, men som mulige angribere, der kunne slynge atomvåben mod dem i et første slag.«

Reagan tilføjede, at den erkendelse gjorde ham opsat på at få en sovjetleder på tomandshånd og overbevise ham om, at Sovjetunionen og russerne ikke havde noget at frygte. Det lykkedes som bekendt i forhold til Gorbatjov. Måske fordi Gorbatjov, i modsætning til forgængerne Andropov og Tjernenko (og i modsætning til Reagan selv), havde en del international erfaring og forstod, hvordan modparten tænkte.

Skyder budbringeren

Historien har to vigtige moraler. Den første er, at det vestlige militær ikke havde patent på rationel analyse, mens fredsbevægelsen i bedste fald var blåøjet og naiv. Modstanden mod NATO’s dobbeltbeslutning kom også fra folk, der havde intellekt og empati nok til at se ud over krigsretorikkens blinde autisme – herunder den tidligere forbundskansler Willy Brandt.

Den anden er, at det bogstaveligt talt var et spørgsmål om liv og død at forstå modpartens tankegang. En sådan forståelse forudsætter kontakt. I et klima, hvor den, der forstår modpartens tankegang og synspunkter, automatisk mistænkes for at dele den, har formidlingen af forståelsen imidlertid trange kår. Budbringerens loyalitet betvivles. Han går sikkert fjendens ærinde. Landsretsdommen har reelt blåstemplet et sådant karaktermord på Dragsdahl. Heri består måske dommens mest uhyggelige præcedens.

Villy Søgaard er lektor ved Institut for Miljø- og Erhvervsøkonomi på SDU