Klumme

Kom nu videre!

68’erne er på pension, og næste år fejrer vi 25-året for Murens fald. Men debatten om, hvem der gjorde hvad under Den Kolde Krig fortsætteri samme rille. Er det ikke snart på tide, at vi kommer videre?
11. december 2013

Om ikke så lang tid fylder jeg 67. Nu står jeg helt på egne ben. Alle livsforsikringer og helbredsforsikringer ophæves automatisk. Jeg halter videre i livet uden andre sikkerhedsnet end velfærdssamfundet, min beskedne opsparing, min folkepension og min arbejdskraft. Måske skulle man i det lys blive katolik, skrifte sine synder og få syndsforladelsen udbetalt kontant. Min fjerne fortid er nemlig i nogles øjne så belastende, at den for evigt brændemærker mig. Sådan er det med fortiden. Der er altid noget at komme efter.

Det er der nogle få mediepersoner, der bruger nærmest hele deres vågne tilværelse på at bekymre sig over og skrive om. Fortiden er i nogle medier – bl.a. denne avis – blevet varmt nutidsstof.

I min barndom studerede jeg tegneren Herluf Bidstrups tegninger. Han var fast tegner i Land og Folk, og ligesom andre store bladtegnere brugte han helt faste karikaturer. Bidstrup afbildede aviserne som personer. Berlingske var naturligvis en stor, grim sortklædt kvinde med en vorte på næsen. Politiken en barmfager letlevende blondine, hvor attributterne hed PO-PO. Børsen var en fed børsmagnat med høj sort hat og Dagbladet Information var en lille klovneagtig abe, der altid stod nede i hjørnet af billedet og svingede med en skralde.

Baggrunden for skralde-aben var naturligvis, at Outzes og Seidenfadens lille modstandsavis i årevis var tilhænger af NATO, var markant anti-kommunistisk og i et årti eller to trofast befandt sig på den ikke-røde side af det politiske og ikke mindst sikkerhedspolitiske univers. Om den var sort, blå eller mørkeviolet, afhænger af øjnene. Senere blev den rødlig, og nu er den grøn. Den sidstnævnte farve bliver så af en heldigvis svindende minoritet opfattet som rød. Men det er en anden historie i den tiltagende og uforståelige farvelægning af politik.

Men nogle få – også aldrende – skribenters besættelse af dele af fortiden præger fortsat debatten.

Jeg har haft det privilegium at vokse op i et hjem, hvor der blev diskuteret samfund og politik fra morgen til aften, et hjem, hvor bøger, aviser og debat spillede en hovedrolle. Det var et DKP-hjem, som i teenagealderen førte mig ind i den kommunistiske ungdomsbevægelse, men også et hjem, hvis dialektiske og kritiske ånd fik mig til at forlade den, før jeg fik stemmeret. Jeg havde jo lært at stille kritiske spørgsmål og fik ikke tilfredsstillende svar!

Det er et halvt århundrede siden, men hvis det stod til Bent Blüdnikow, Bo Bjørnvig, Ole Hasselbalch og deres mere ustyrlige og langt mere rabiate meningsfæller på Uriasposten.dk, er jeg og flere andre på grund af min barndom og spæde ungdom for evigt kompromitterede. Det lever jeg fint med, ligesom Dagbladet Information lever fint videre, trods barndommens og ungdommens højre- og venstreafvigelser. Jeg fortryder dog ikke, at min daværende aktivisme (pral!) primært gik ud på at klistre plakater på butikker, der solgte sydafrikanske varer.

Der var engang, hvor venstreorienterede rev de pæne KU’ere i næsen, at deres bedstefædre engang havde skråremme og støvler på. Nogle af nutidens debatter har en snært af tonen fra dengang KU’erne beskyldte danske kommunister for at være medskyldige i Stalins forbrydelser, og kommunisterne beskyldte KU’erne for at havde et medansvar for Hitlers ugerninger!

Selv Mandelas død kan føre til den slags debatafveje. Var han kommunist, spørger nogle. Underforstået, at så bør hele hans monumentale livsværk bedømmes i det lys. I Mandelas ungdom var kommunistpartiet i Sydafrika det eneste parti, hvor apartheid var ophævet. Her var sorte og hvide afrikanere lige. Der var en ren praktisk grund til, at Mandela samarbejdede med kommunisterne, men det er en fodnote til den store fortælling, som er, at Den Kolde Krig dominerede næsten alt i en menneskealder. Den dikterede Vestens tolerance over for apartheid, og fik Margaret Thatcher til at betegne Mandela som terrorist, og kineserne til at kalde massemorderen Pol Pot for en frihedshelt. Den skabte følelser og hævnfølelser, som desværre stadig kan læses og høres i debatten.

Jeg har for længst tilgivet Information, både for at have været på højre side af Den Kolde Krig, og for at have været 68’er-generationens fremmeste organ. Den generation er på pension, og næste år fejrer vi 25-året for Murens fald. Er det ikke snart på tide, at vi kommer videre?

Lasse Jensen er vært på P1-programmet ’Mennesker og Medier’

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Rasmus Knus
  • Tom Paamand
  • Mikkel Madsen
  • Jens Thaarup Nyberg
  • Jens Christoffersen
  • Stig Bøg
  • Viggo Helth
Rasmus Knus, Tom Paamand, Mikkel Madsen, Jens Thaarup Nyberg, Jens Christoffersen, Stig Bøg og Viggo Helth anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Holger Nielsen

'Er det ikke snart på tide, at vi kommer videre?'

Jo, men hvor skal vi hen Lasse? De store korporationer, monolitiske partier, almindelig plattenslageri og al den korruption, som er deres nødvendige følesvende, er ved at køre kloden i sænk, og det er på tide for en bedaget og blasert oppositionel at tage stilling igen. Gerne på baggrund af en veludviklet dialektik.

Poul Eriksen, Torben Nielsen, Søren Roepstorff, Mikkel Madsen og Dennis Berg anbefalede denne kommentar
Sophie Hytteballe

Vi er ellers ikke sene til at diskutere nazisternes forbrydelser og fordømme tidligere KZ-vagter, som er flygtet til Argentina. Sveriges Dronning Sylvias fars nazifortid er der heller ingen, der bliver træt af at nævne.
Så skal Tyskerne og alle vi andre også bare se at komme videre?

Karsten Aaen, Børge Rahbech Jensen og Mikkel Madsen anbefalede denne kommentar

Jeg kan kun være enig.

Bent Jensens og Jørgen Dragsdals inderligt ligegyldige ronkedor-slag gennem det danske retssystem var min personlige dråbe!! Pinligt at se de to gamle hanelefanter trompetere rundt i den nationale manege, med deres oppustede egoer.

Stik de herrer med en nål, så al luften kan komme ud af egoerne - og ja: Kom dog videre!!

Børge Rahbech Jensen

Sjovt nok bruges den samme argumentation ikke om anden verdenskrig, og hverken Danmarks tilslutning til EF med virkning fra 1973 el. Berlinmurens fald i 1991 er helt accepteret af den danske presse og befolkning.

Mange såkaldte 68'ere virker påfaldende interesserede i, at deres fortid fejes ind under gulvtæpper, og Danmarks historie efter 1945 ikke gøres til genstand for forskning og debatter på lige fod med Danmarks tidligere historie. Nå ja, dele af Danmarks historie fra besættelsestiden 1940-45 er heller ikke til debat, fordi de ikke passer til samme 68'eres holdning til nazismen.

Jo, den danske befolkning burde se at komme videre efter anden verdenskrig, men foreløbig fyldes især DR2 stadig med udsendelser om den krig senest bl.a. en udsendelse, som blev genudsendt, om bombningen af Shellhuset og en fransk skole i København i 1945. Det glemmes, at bombningen af nogle boligblokke og en skole i København var de værste ødelæggelser i Danmark i løbet af fem år, hvor hele storbyer blev ødelagt i andre lande i Europa, Afrika og Asien. Det glemmes også, at den danske regering aldrig blev erstattet en regering indsat af den tyske besættelsesmagt, og samarbejde med Tyskland blev støttet af den danske regering, indtil Tyskland kapitulerede d. 4. maj 1945, hvorefter samarbejdet med Tyskland blev forbudt med tilbagevirkende kraft.

Modsat skal urolighederne i København i årene 1970 - 1989 åbenbart helst glemmes sammen med de forandringer i dansk politik, som stadig præger det danske samfund. Mange af Københavns nutidige sociale problemer kan formentlig føres tilbage til de sociale brydninger og oprør mod autoriteter i 1970erne, som nu nærmest er glemt.

Børge Rahbech Jensen

P.S.: "næste år fejrer vi 25-året for Murens fald"

Eller begræder Murens fald. De seneste fem el. flere år er glæden over Murens fald i høj grad erstattet af utilfredshed med, Østeuropas befolkninger ikke længere er afsondret fra Vesteuropa. Forholdet til Rusland blev heller ikke ændret ret meget af Murens fald. Mentalt og politisk er der ikke ændret meget andet, end EU er udvidet med de fleste lande, som tidligere var vasalstater for datidens Sovjetunionen, og stadig er bedst kendt for kriminalitet. Et argument for modviljen mod EU er, at vi ikke kender mange af EUs medlemslande godt nok til at kunne føle samhørighed med dem. På den måde er Muren kun faldet fysisk men ikke mentalt. Fra dansk side er modsætningsforholdet til Østeuropa inkl. Rusland intakt. Rusland anerkendes knap som Europas største land, og Nato forsvandt ikke, da Warzawapagten forsvandt.

David Zennaro, Hugo Pieterse, Philip B. Johnsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Kære Lasse Jensen

Hvem er det som ikke kan lade alt dette ligge?

Det er Dansk Folkepartis Langballe, Krarup og Camre, som nu sammen må sig jamre - igen og igen og igen - over at en redegørelse fra et anerkendt institut (DIIS) ikke slår fast at samtlige personer, og partier, på venstrefløjen fra 1945-1990 altså gik Sovjets ærinde.

Det er Bent Jensen og Bent Blüdnikow som interessant nok 1970erne var lige så rabiate? og fanatiske? tilhængere af alt hvad de nu kritiserer den samlede danske venstrefløj for. [Præcis som Karen Jespersen og Ralf Pittelkow mente at mennesker, der efter revolutionen, var uenige med dem, skulle skydes, hænges eller deportes]. Blüdnikow & Jensen mener jo (med urette!) at stort set alt og alle til venstre for Venste i 1970erne og 1980erne gik Sovjets ærinde. Og det uanset at både DDR og Sovjet var anerkendte stater, og medlem af FN mv. Og det uanset at det var tilladt for danske politikere og danske statsborgere at have kontakt til disse staters embedsmænd og ambassader mv.

Og ja, vi skal videre - men det er altså ikke venstrefløjen der forhindrer det! Igen og igen er det Blüdnikov & Jensen der forhindrer, at vi kommer videre: Ved at påstå igen og igen at venstrefløjen i 1980erne især gik Sovjets ærinde. Og det er de stålsatte på at bevise.

Og det uanset at Jensen&Blüdnikov påstår noget, de ikke, efter min mening, har belæg for.

Den der ikke har fejlet monumentalt, har levet et utroligt kedeligt liv. Mandela var terrorist, og blev af den grund udvist fra Amnesty Internationals liste over Samvittighedsfanger. Han var også en meget eftertænksom terrorist, og prøvede at kanalisere hedsporerne i sin iltre samtid til at kæmpe med ubevæbnet sabotage, hvilket lykkedes i en periode. Hans kone derimod...

Og Børge - jeg ved ikke hvem der vil "glemme" dine eksempler, endsige hvad du egentlig mener med "urolighederne i København i årene 1970 - 1989". Du må vist have din helt egen hjemmeskrevne historiebog i hånden. Vi andre har ikke glemt fortiden, vi vrænger af de dumme påfund og jubler over de gode. Kæmper fortsat - og planlægger endnu flere "uroligheder". De bedste ligger foran os!

Børge Rahbech Jensen

Tom Paamand:

"Og Børge - jeg ved ikke hvem der vil "glemme" dine eksempler, endsige hvad du egentlig mener med "urolighederne i København i årene 1970 - 1989". Du må vist have din helt egen hjemmeskrevne historiebog i hånden. "

Tak for, du understreger min pointe. Du ved intet, fordi du har glemt alt. Jeg ved ikke, hvorfor du nævnte Nelson Mandela, hvis fortid netop ikke er glemt. Historien om apartheid er skrevet, og det er historier om både gode og dårlige sider ved Mandela også.

Der findes både bøger og hjemmesider om uroligheder i København i årene 1970-1989. Du kan se prøve at finde litteratur om fx. bz-bevægelsen, 'kampen om Byggeren', demonstrationer mod Verdensbankens møde i 1970 og Christianias oprettelse i 1971. På http://da.wikipedia.org/wiki/Bz-bevægelsen#Historie nævnes 43 aktioner heraf 39 i årene 1980-89, som du åbenbart har glemt.
Københavns Politi har stadig en stor beredskabsafdeling, som vist ikke kendes fra andre politikredse, og de seneste års uroligheder i såkaldte ghettoer og vold udført af bander minder om datidens modvilje mod officielle autoriteter.

Philip B. Johnsen

"næste år fejrer vi 25-året for Murens fald"

Det er menneskeligt at fejle, men tåbeligt, at begå den samme fejl to gange er dumt, alligevel det til trods, mener jeg, at ideologiernes tid er slut.

Det sørgelige er, Vinderne liberalismen med "Kapitalismen" har opført sig dårligt, vi fortjente noget bedre!

Børge - jeg nævner Mandela i en kommentar til artiklen - ikke alt drejer sig om dig. Og historien om at Mandela netop ikke var en af AIs Samvittighedsfanger er ikke velkendt.

At storbyer har andre politifunktioner end småbyer går i Københavns tilfælde helt tilbage til 1682. Jeg behøver ikke bøger for den nyere historie, da jeg selv befandt mig på gaden - som du åbenbart kun kender fra statistikker. Min forundring går på, at du mener 1970 var en start og 1989 en afslutning på noget som helst i København. Kan du begrunde valget af netop disse arbitrære årstal?

jens peter hansen

Det mest irriterende er såmænd at de fleste af mine ret så fanatiske venner og bekendte der var glødende marxister i 70'erne fortalte én dengang hvor falsk og undertrykkende det borgerlige demokrati var. Undervisere på Uni og andre steder blev boykottet , hvis de ikke havde de rette "tro". Man behøvede i øvrigt ikke at opføre sig etisk korrekt, da klassesamfundet snart ville bryde sammen. Med malerrapporten om undtagelse så sad de søde studenter og skrev højpandede og uforståelige opgaver om klassebevidsthed og andet godt.
Der var en intolerance og en stemning af selvfedme som stank langt væk af bedreviden og studentikos selvhøjtidelighed.
Selvfølgelig ønsker man da ikke at høre om det i parcelhuset, ødegården og kone nr. to ved jo intet om det.

Mads Kjærgård

Ja jeg fejrer ikke Murens fald, for da først USSR og "truslen" fra kommunismen faldt bort, da ophørte kapitalismens og de vestlige politikeres grund samtidig til at opføre sig bare en lille smule menneskeligt!

jan henrik wegener

Det er vist ikke blot et spørgsmål om "koldkrigerne" kommer videre, men også beundrerne af Lenin, Mao, Stalin - Marx. Denne debat såvel som andre på Inf. giver anledning til at tvivle. Hvis det så blot var et rent historisk spørgsmål, var det måske ikke så stort. Men hvorfor er der de holdninger med for enhver pris at omfavne alt der er "anti-vestligt" som rygmarvsrefleks?

Det ved jeg nu ikke.
Vi har brugt ufatteligt mange kræfter på en heksejagt mod de få kommunister der støttede USSR - Men ingen af dem der førte lige så landsskadelig propaganda for USA og geværløbs-kapitalismen, er blevet lynchet eller svinet til.

Måske vi lige skulle tage dem med ?

Det hvad det her handler om er at højrefløjen med Blüdnikov & Jensen nu vil skrive historien om; ikke længere skal det hedde sig at fredsbevægelsen - og kvindebevægelsen?- i 1970erne og i 1980erne, var en god ting. Nej, nu skal det hedde sig, at alle som var imod borgerligt demokrati, nedrustning og fred mv. blot var lakajer, betalte lakajer for Sovjet. Det er det der er pointen med Blüdnikov og Jensen bog og kommentarer til alt dette; de vil bevise, at hele venstrefløjen inkl. Socialdemokratiet mv, var betalte agenter, eller meningspåvirkere, meningsagenter for Sovjet, thi de sagde jo det samme som KGB og Sovjet. Og hvorfor gjorde de jo så det, monstro?

Jo, det var nok fordi de havde fået instrukser fra KGB og Moskva om at sige det. Og dermed miskrediterer Blüdnikov og Jensen altså hele fredsbevægelsen som (betalte?) meningsagenter for KGB og Sovjet. Det er der det er det virkelige ærinde her...

Philip B. Johnsen

Karsten Aaen 12. december, 2013 - 17:22

Den agneta når ingen lang med i dag, ungdommen interessere sig ikke for gamle ideologi, men for lighed og retfærdighed, så du behøver ikke bekymre dig, KGB og sovjet er glemt.

Det er min fornemmelse, men du kan da prøve at overbevise mig om noget andet.

Det er kapitalisme, alle skal forstå, for det et nutidens monster, der slap ud af skabet med liberalisme, efter murens fald.

Hvordan fungere kapitalisme, til fordel for den brede befolkning?

Leif Davidsen, den forkølet parka fra moskva, fortalte engang i et interview længe efter 'murens fald', hvordan han i en russisk folkeskole spurgte eleverne om de kunne huske/vidste noget fra sovjetunionen. Det var der ingen der kunne. Så jo verden er rykket videre, men der ligger stadig nogle slidte VHS-bånd rundt omkring og gør sig bemærket.

jan henrik wegener

OK. USSR var beundret af nogle en gang, og det var så det. Hvad skal vi med "heksejagt", der jo endda kunne slå tilbage - så "gode" er "vi" langt fra. Men der er også det fremadrettede spørgsmål, om hvad "man" (de såkaldt "røde") evt. vil fastholde. Fortjener Ruslands eller Ukraines ledere f.eks. sympati blot fordi de er "imod" EU/USA? Gør diverse arabiske og asiatiske ledere? Kinas? Det er et spørgsmål nu, og ikke blot noget der vedrører tiden for over 20 år siden.

For mange af os udenfor de herskende kredse var Sovjet mere en kilde til skam end til glæde. DKP og deres mere indædte proselytter stod for det samme reaktionære sludder. som resten af dem vi bekæmpede. Vi ville sgutte have arbejderne til magten - vi ønskede et fuldstændigt opgør med begrebet arbejde.

Sovjet struttede af våben og atomkraft, og hippierne blev tvangsklippet derovre - det mindede mere om USA end noget andet. Så at blive udnævnte til betalte støtter for regimet mod Øst er og var kvalmende meningsløst. At Sovjet smuldrede bort var fantastisk. At Vesten brød alle løfter, og blot fortsatte med militarisme og ekspansion, var forventet. Kampen fortsætter...

David Zennaro, Karsten Aaen, Poul Eriksen, Hugo Pieterse og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Der var masser af gode kræfter på venstrefløjen og langt de fleste landvindinger i retning af kvindefrigørelse, ligestilling, antiracisme og demokratisering kom fra venstre side, men universitetsmarxismen, munkemarxisterne, de rettroende og de der var forelskede i Kina, Albanien og USSR var ulidelige i deres sikkerhed i at have set lyset.
Og ja så var det hele pludselig væk og man ville helst have at det hele var glemt. Og nogle gik jo helt agurk til højre, mens de fleste lader om ingenting. Det kunne da være lidt skægt at se hvad det var for nogle tanker der gik gennem nåleøjet der 70'erne, så det ikke bliver helt gemt hen.

Jeg ville nu godt lige se afslutningerne på de mange sager, der er rejst ved menneskerettighedsdomstolen, sandhedskommissionerne og de mange lokale retsopgør, mod bødlerne, fangevogterne, lejercheferne og lejerlægerne fra fangelejrene i ondskabens imperium.

Da jeg på google skrev "retsopgøret mod kommunisterne" fik jeg ingen hit...

...men det kan da vel ikke være rigtigt.

Jeg er sådan set enig med Lasse Jensen om at vi skal videre. Vi skal ikke på et ukvalificeret grundlag blive ved med at kaste mudder efter hinanden vedrørende de seneste 40-60 års historie, men det er det der oftest sker. Uargumenteret, rethaverisk, revanchistisk.

Når gamle tilhængere af VS, SF og den uorganiserede venstrefløj bliver skudt i skoene at vi faktisk gik sovjetkommunismens ærinde er det svært at tie – også selv om den uargumenterede møgspand kommer fra de velkendte tågehorn uden for pædagogisk rækkevidde.

Og når den i medierne så forkætrede 68-generation lægges alverdens fejludviklinger og misforhold til last, er det nødvendigt at gøre opmærksom på, hvad det var for nogle urimelige, stive og umenneskelige forhold der blev gjort oprør mod.

Selvfølgelig skal vi videre, men vi skal ikke glemme. Når Nelson Mandelas fortjenester fejres, er det også på sin plads at nævne at den brede opbakningen bag Mandela er af ny dato. Og at forsoningen f.eks. har stået i vejen for jordreformer mv.

Jeg kunne godt ønske mig, at der ikke kun er to farver at vælge imellem: sort eller hvid, rød eller blå. Det er der vi skal videre.
Når vi kun taler i modpoler forsvinder nuancerne og vi holder op med at lytte til hinanden. Debatten holder op og alt for mange diskussioner ender i uargumenteret mudderkastning, hvor formålet med debatten ikke er at overbevise modparten, men at vinde over modparten. Tag blot de ulidelige debatprogrammer på P1.

Jeg har ændret eller nuanceret min holdning og mit syn på mange samfundsforhold gennem de seneste 45 år, uden at jeg af den grund vil finde mig i at blive rullet i tjære eller føler behov for bodsgang.
Desværre befinder os i en tid, hvor det er et nederlag at tage imod argumenter og ændre holdning.
Det er i mine øjne farligt for demokratiet og her er medierne medansvarlige – og bloggerne og læserbrevsskriverne.

Jeg hører også til de kommunistforskrækkede Tom Paamand, men det er nu mest på grund af trusler og brosten. Det kan endda være at der skal en russisk invasion til før at danske nationalsindede kan dele pebernødder ud i metroen i København i fred for angreb fra hætteklædte anarkokommunister. -;)