Læserbrev

Lær at trække på skuldrene

11. december 2013

Kære de unge, som lægger Yahya Hassan for had. Jeg har fuld forståelse for, at I reagerer som I gør. I har altid følt jer stemplet og har oplevet fordomme på jeres egne kroppe i det land, som I er født og opvokset i. Det land, som ikke var jeres forældres, men gerne skulle blive jeres. Et samfund, som stadigvæk i dag ikke har accepteret jer og jeres fremmede navne.

I har lært altid at være på vagt og forsvare jer selv over for de fremmedfjendske bemærkninger, som kun har bidraget til, at I føler jer endnu mere fremmede i jeres land og blandt de mennesker, som helst skulle være jeres landsmænd.

I er, bevidst eller ubevidst, blevet tvunget til at finde jeres fællesskab hos andre muslimer, perkere eller ’de fremmede’. Hos dem behøver man ikke forsvare sig eller føle sig fremmed.

Men at forsvare alt det, som tilhører ens eget, og benægte alt det, som lugter af kritik, er blevet en automatreaktion hos mange fra jeres generation. Kritik og vittigheder om Gud og tro er der overhovedet ikke overskud til.

Angsten for Guds repressalier gør det ikke nemmere at give sig selv og den, der kritiserer, en chance, inden forsvarsmekanismen automatisk går i gang. I bliver så hadefulde, at I føler, at I ikke behøver at sætte jer ind i noget, før I dømmer det. I forkaster det og lægger det for had, på samme måde som I selv blev dømt, forkastet og er blevet lagt for had af samfundet.

I kan være banebrydende

Men kære unge, I kan meget mere end jeres forældres generation. I kan bryde med de dogmer, som var så hellige, at mange af dem ikke turde sætte spørgsmålstegn ved dem.

I kan være med til at opbygge en hel anden måde at reagere på, når nogen kritiserer profeten, Gud og religionen.

I er i stand til at gøre op med den religiøse blindhed, som jeres forældres generation voksede op med. I kan være banebrydende og sørge for, at ingen i jeres generation bliver lagt for had, hånet eller truet på baggrund af deres holdninger.

Grib den chance, som Yahya Hassan har givet jer. Tag fat i hans bog, læs den til ende, og prøv at forstå den, inden I kaster jer ud i hadefulde reaktioner.

Det skylder I den næste generation, på samme måde som jeres forældre og min generation, skyldte jer. Så kan I måske, uden had og fornærmelse, argumentere mod kritikere som Yahya, forstå hans pointe eller bare trække på skuldrene med et smil på læberne.

 

Nahid Riazi, København

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Borchert
Niels Borchert anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu