International kommentar

Louisianas lukrative fængsler

I Louisiana tjener de lokale sheriffer og politikredse på lange fængselsstraffe for småkriminalitet. Flere end dobbelt så mange som landsgennemsnittet sidder bag lås og slå i den amerikanske sydstat
Debat
13. december 2013

Antallet af indsatte i amerikanske fængsler faldt i 2012 – for tredje år i træk – denne gang med omkring 30.000. Økonomiske vanskeligheder har betydet, at staterne ikke længere har råd til at fængsle folk for enhver lille forbrydelse, og på lokalt plan er såvel republikanere som demokrater usædvanligt enige om behovet for at sænke trængslen på fængslernes gange.

I Californien – som bidrog med over halvdelen af 2012-nedgangen i antallet af indsatte – og i Texas – som ellers er kendt for sin glæde ved hårde straffe – bliver der nu i stigende grad overvejet kortere fængselsstraffe og alternative strafmetoder.

I Louisiana derimod kan en dækningsløs check fortsat give op til 10 års fængsel, og minimumstraffen for gentagne indbrud er 24 år uden mulighed for prøveløsladelse. Fængslingsraten er mere end fordoblet over de seneste 20 år, og er nu på et højere niveau end nogen andre steder i verden; flere end 44.000 mennesker, svarende til en per 86 voksne, sidder bag tremmer, hvilket er dobbelt så mange som landsgennemsnittet og 13 gange flere end i Kina.

Hele områder er økonomisk afhængige af denne høje fængslingsrate. I begyndelsen af 1990’erne stod Louisiana over for et valg: Fængslerne var overfyldte, og enten måtte staten forkorte straffene eller bygge flere fængsler. Staten valgte at bygge flere fængsler, men på grund af et stort budgetunderskud kunne den ikke betale for det. Så den opfordrede sherifferne i de lokale landdistrikter til at bygge og drive deres egne fængsler.

Et nyt fængsel er en kæmpe investering for en landdistrikt. Men staten betaler sheriffen 24,39 dollar per indsat per dag til at dække omkostningerne under opholdet. Så udover de 12 delstatsfængsler (forbeholdt meget lange straffe) har Louisiana i dag 160 lokale fængsler spredt ud i de afsidesliggende distrikter med Cajun-klingende navne som Acadia, Bienville, Beauregard and Calcasieu.

Fængselsbetjent som krisejob

Indespærringerne skaber job til landbefolkningen, som har lidt betydeligt, fordi krisen har fået bomuldspriserne til at falde. Manges økonomi er direkte afhængig af denne ene afgrøde.

»I landdistrikterne, hvor økonomien er presset, er fængsler blevet en forretning,« lyder det fra Burk Foster, kriminolog og gæsteprofessor ved Lafayette Universitet. For mange af de lokale er et job som fængselsbetjent den bedste mulighed. Det er dårligt betalt, omkring otte dollar i timen, men til gengæld er pensionen god.

Belægningsprocenten i fængslerne skal være høj for at få det optimale udbytte af investeringen. Ellers mister fængslet rentabilitet og bliver nødt til at fyre folk eller helt lukke.

»Det minder meget om at bygge et hotel. For at holde fængslerne rentable skal sheriffen sørge for, at værelserne altid er optaget,« siger Cindy Chang, forhenværende journalist på lokalavisen Times-Picayune.

Hver morgen ringer fængselsinspektørerne i landdistrikterne rundt til de overfyldte fængsler i større byer som New Orleans eller Baton Rouge for at skaffe et par ekstra indsatte. Systemet hviler i stor udstrækning på personlige forbindelser mellem inspektørerne. Nogle fængsler har så gode forbindelser, at de ikke engang behøver løfte røret.

»Jeg bryder mig ikke om at tjene penge på en eller anden uheldig stakkel,« siger eks- sherif Charles McDonald, ejer af fængslet i Richland, et område med 20.000 indbyggere. »Men faktum er, at nogen skal have dem i varetægt, og så kan det lige så godt være hos os.«

Bedre for livstidsfanger

Staten Louisiana har ikke bygget nye fængsler i 25 år, og lavomkostningsdistriksfængslerne rummer nu halvdelen af statens indsatte. Udgifterne bliver holdt på et minimum, og forholdene er elendige.

Når pengene til vedligeholdelse, ansatte og sheriffens profit er trukket fra, bliver der ikke meget tilbage til de indsatte. De bor i 80-mandssovesale. Maden er billig og sundhedsplejen er ringe.

Fængslerne var oprindeligt tiltænkt indsatte, som skulle sidde kortere end 12 måneder, men gennemsnitsopholdet ligger nu på over otte år, og næsten hver femte indsatte afsoner straffe på mere end 11 år uden adgang til nogen former for aktiviteter.

Det står i skærende kontrast til statsfængslerne, hvor de indsatte har adgang til psykologisk og medicinsk behandling, fritidsaktiviteter og arbejdsrelaterede rehabiliteringsprogrammer. The Avoyelles Correctional Center organiserer et årligt rodeo, som er åbent for offentligheden; The Louisiana State Penitentiary, hvor flertallet af de indsatte sidder på livstid uden mulighed for prøveløsladelse, tilbyder uddannelser som bilmekaniker eller maskinmester. Ingen af disse tilbud gælder i distrektsfængslerne.

Ironisk nok er rehabilitering i Louisiana forbeholdt dem, som ingen udsigt har til at komme ud af fængslet.

Sherifferne, som vælges ved folkeafstemninger i USA, bruger de penge, de tjener, på at indkøbe nyt udstyr til deres betjente: køretøjer, våben, computere og skudsikre veste. Og eftersom der bliver brugt under 1,5 dollar pr. indsat om dagen på kost, og der stort set ikke bruges penge på faciliteter, er omkostningerne uden tvivl mindre end de 24,39 dollar om dagen pr. indsat, fængslet modtager fra staten. Selv hvis man fratrækker den gave bestående af en busbillet og 10 dollar, som hver indsat modtager ved løsladelse, må der være noget af en profitmargen tilbage.

 

Maxime Robin er journalist.

Oversat af Nina Trige Andersen. © Information og Le Monde diplomatique/Agence Global

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kurt Lindy Hansen

Det er også USA. Rystende.