Kronik

Lydløs fløjten

Fra 2014 er finansvirksomheder forpligtet til at oprette whistleblowerordninger, og lignende tiltag breder sig i både den offentlige og den private sektor. Men i stedet for at gøre offentligheden opmærksom på ulovlige eller uetiske handlinger sikrer ordningerne, at whistleblowernes kritik bliver inden for organisationernes mure. Det er et demokratisk problem
Begrebet ’whistleblowing’ har hidtil henvist til medarbejdere, der oplyser offentligheden om tvivlsomme aktiviteter på deres arbejdsplads. Edward Snowden og Anders Kærgaard er kendte eksempler. Men med den nye type whistleblowerordning skrives offentligheden ud af ligningen, mener kronikøren.

Bobby Yip

28. december 2013

Flere og flere offentlige og private organisationer er begyndt at implementere såkaldte whistleblowerordninger. Over hundrede organisationer har en, og fra næste år bliver ordningen lovpligtig for alle danske virksomheder i den finansielle sektor. Samtidig har regeringen netop nedsat et udvalg, der bl.a. skal undersøge mulighederne for at etablere whisteblowerordninger i det offentlige.

Ordningerne giver medarbejderne mulighed for anonymt og fortroligt at rapportere om ulovlig og amoralsk aktivitet i organisationen uden frygt for repressalier. Herudover styrker de organisationens omdømme ved at understrege dens vilje til at agere ansvarligt og lovlydigt.

Begrebet whistleblowing er hidtil blevet forbundet med medarbejdere, der oplyser offentligheden om tvivlsomme aktiviteter på deres arbejdsplads. Edward Snowden og Anders Kærgaard er kendte eksempler. Men med den nye type whistleblowerordning skrives offentligheden ud af ligningen. Ordningerne er typisk skruet sådan sammen, at et eksternt firma modtager henvendelsen fra whistlebloweren via en anonym hotline eller en krypteret hjemmeside, hvorefter den sendes videre, og selve efterforskningen foregår internt i organisationen. Det sker under streng fortrolighed og med omfattende beskyttelsesmekanismer, der skal sikre, at informationen ikke når ud over organisationens inderkreds. Flere danske virksomheder udviser her en bemærkelsesværdig tilbageholdenhed i forhold til at oplyse såvel egne medarbejdere som den bredere offentlighed om konkrete resultater og initiativer, der er en følge af henvendelser til virksomhedens whistleblowerordning. Både informationen om de tvivlsomme aktiviteter og opfølgningen på dem holdes altså inden for en snæver personkreds internt i organisationen. Derfor er der brug for en diskussion af, hvad hemmelighedskræmmeriet betyder for den offentlige debat og for samfundet som helhed. Bør offentligheden ikke have en vis indsigt i, hvad der foregår i organisationer, som potentielt kan påvirke os alle sammen?

Holdes hen i uvidenhed

Whistleblowing er et engelsk begreb uden en god dansk oversættelse. Som etymologisk forklaring refererer mange til de engelske politibetjente, der blæser i fløjten, når de ser en lovovertrædelse. Andre til fodbolddommeren, der gør det samme. Begges fløjten høres af de omkringstående. Målet er netop at fange deres opmærksomhed. På samme måde er whistleblowerens funktion at råbe det omgivende samfund op.

Edward Snowdens læk af oplysninger om NSA’s hemmelige overvågningsprogram er et eksempel på dette. Snowden råbte den globale offentlighed op, fordi han mente, at den amerikanske regerings overvågning angår os alle. I Danmark råbte den tidligere officer Anders Kærgaard i 2012 ligeledes offentligheden op, da han var i besiddelse af en video fra Operation Green Desert i Irak, der viser danske soldater se passivt til, imens irakiske soldater slår og sparker civile fanger, hvilket Forsvaret indtil da havde benægtet var foregået under den danskledede operation.

Til forskel fra Snowden og Kærgaards højlydte fløjten er den fløjten, der kommer ud af whistleblowerordningerne, nærmest lydløs. Den lyder kun i lukkede netværk, og høres kun af ganske få.

Ret til at kende sandheden

Whistleblowing opstod som begreb i 1970’ernes USA som en respons på de store organisationers voksende magtposition i samfundet og medfølgende hemmeligholdelse af deres aktiviteter for offentligheden. Der opstod en konflikt mellem offentlighedens krav på indsigt på den ene side og organisationens ønske om diskretion på den anden, som whistleblowing blev set som et middel til at adressere.

Men i whistleblowerordningerne handler whistleblowing ikke længere om at adressere en konflikt mellem offentlighed og samfund. Den handler om at indkapsle denne konflikt og holde den inden for organisationens mure.

Mange danske organisationer køber løsninger hos eksterne firmaer, der så implementerer og faciliterer whistleblowerordninger. En af de mest brugte udbydere er det amerikanske firma Navex Global, der bl.a. beskriver whistleblowerordninger som et ledelsesværktøj, der gør det muligt for ledelsen at spotte problematiske tendenser i organisationen, før de resulterer i større problemer, som »er synlige for den brede offentlighed«. Man ønsker altså ikke, at offentligheden ser det beskidte vasketøj. Det er dårligt for forretningen.

Spørgsmålet er imidlertid, om ikke samfundet har ret til at kende sandheden – f.eks. om, at vi bliver overvåget på nettet eller ført bag lyset af vores forsvar. Hvis man forestiller sig, at NSA havde haft en intern whistleblowerordning, som Edward Snowden havde benyttet sig af, havde den brede offentlighed næppe fået kendskab til overvågningsprogrammerne. Den samme mistanke kan man have, når det drejer sig om Anders Kærgaards læk.

Det rager os

Man kan indvende, at det ikke rager andre end organisationen selv, hvad den foretager sig, og at whistleblowerordninger derfor er et fornuftigt initiativ, fordi de hjælper organisationen til at holde øje med, om der foregår ulovligheder rundtomkring i dens krinkelkroge. Samtidig undgås store medieskandaler, der kan skade omsætningen og i sidste ende måske koste medarbejderne deres job.

For offentlige organisationers vedkommende kan man imidlertid hævde, at borgerne igennem deres skattekroner har erhvervet sig et legitimt krav på at vide, hvad der foregår, samt en interesse i at deltage i en bred og kvalificeret diskussion af, hvordan den offentlige sektor kan udvikles til gavn for hele samfundet.

For private organisationers vedkommende stiller sagen sig lidt anderledes. Her kan man med udgangspunkt i f.eks. den private og intellektuelle ejendomsret fremlægge gode argumenter for organisationers ret til lukkethed. Omvendt kan man indvende, at eksempelvis den finansielle sektors aktiviteter på det seneste har vist sig at have vidtgående konsekvenser for samfundet som helhed. Det samme kan siges om forurening af miljøet.

Sand varedeklaration

Hvordan kan vi øge whistleblowerordningernes offentlige og demokratiske legitimitet? Et bud kunne være, at man indrettede dem anderledes. F.eks. kunne man sikre, at en bredere kreds modtager advarselsfløjtene, eksempelvis repræsentanter for henholdsvis arbejdstager og arbejdsgiver. Det ville være en klædelig udvidelse.

En endnu bredere model kunne inddrage aktører fra civilsamfundet. Måske kunne man endda opstille nogle betingelser, under hvilke visse dele af pressen ville blive orienteret. På den måde ville whistleblowing stadig i et vist omfang vedrøre offentligheden.

Er man ikke indstillet på disse ændringer af ordningerne, bør man måske afstå fra at bruge prædikatet ’whistleblowing’ til at beskrive dem, for så er der snarere tale om et værktøj, organisationen kan bruge til at minimere risikoen for offentlige skandalesager, og det er trods alt et stykke fra den oprindelige intention om at kvalificere den offentlige debat. Hvis det er erkendelsen, burde glorificeringen af whistleblowerordningerne måske suppleres med en indsats for at oprette en bedre juridisk beskyttelse af den ’klassiske’ whistleblowing end tilfældet er i dag, hvor Danmark er det eneste nordiske land uden egentlige retningslinjer på området.

Erik Mygind du Plessis er ph.d.-studerende ved Institut for Samfund og Globalisering, Roskilde Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Dorte Sørensen
  • Espen Bøgh
  • Kalle Nielsen
  • Annie Mygind
  • ole eising
Dorte Sørensen, Espen Bøgh, Kalle Nielsen, Annie Mygind og ole eising anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er på samme måde Advokat Samfundet, Familie Rådet, Politi Klage Myndigheden - foregår. Det er deres egne, der behandler sager om deres egne. Og formålet, er selvfølgelig at hjælpe. Men den egentlige bagrund - er at forhindre at virkelige grelle tilfælde holdes "indenfor murerne" - og beskytter dem selv, for blottelse af de mest horrible fejl. Kontrol, kontrol og atter kontrol.

Jeg mener at erindre mig Snowden har udtalt at han har forsøgt sig "inden for murene" at gøre opmærksom på problemet, - men uden rimelig eller fornuftig respons.

Det er led i en orwellsk kontrol med sproget. Man overtager det ene begreb efter det andet, indtil offentligheden ikke længere har ord til at udtrykke det, de vil sige.

Torben Nielsen, Henrik L Nielsen, kim jensen og Benjamin Bach anbefalede denne kommentar