Læserbrev

Misinformation om friplejeboliger

Debat
10. december 2013

Det er fair at have politisk modvilje mod friplejeboliger og mod, at ældre mennesker skal have indflydelse på, hvor de ønsker at bo. Det er også fair at forsøge at påvirke den forestående revision af reglerne om friplejeboliger. Men det er ikke fair at basere det hele på et ukorrekt grundlag, der sammenligner æbler og pærer.

Nu har visse politikere i Aarhus Kommune igen fremført, at friplejeboliger er 100.000 kroner dyrere end kommunens egne plejeboliger. I de tal har kommunen medregnet en hel række forhold, som intet har med friplejehjemmene at gøre. Eksempelvis antager kommunen, at friplejehjem ikke har nogen elever, hvilket ikke passer. I det hele taget er sundheds- og omsorgsforvaltningens beregningsgrundlag farvet af ønsket om at finde økonomiske argumenter mod etableringen af friplejehjem.

Gennemgang af tallene af Dansk Erhverv og Selveje Danmark har vist, at sundheds- og omsorgsforvaltningen i Aarhus Kommune gør friplejehjemmene cirka 76.000 kr. dyrere per plads samt udelader en række udgifter, kommunen selv har til drift af kommunale plejeboliger. Det kan slet ikke konstateres, om der er nogen reel forskel i prisen. Når dertil lægges, at honoreringen af friplejehjem er afhængig af, hvilke ældre der bor på stedet, vil realiteten nok snarere være, at det nogle gange vil være lidt billigere og andre gange lidt dyrere.

Kommunal modvillighed

Hvad skyldes så den voldsomme modvilje mod friplejeboliger? Det er vanskeligt at svare på. Normalt burde den mangfoldighed, civilsamfundsinddragelse og løbende styrelse af vores velfærdstilbud, som friplejeboliger kan være et udtryk for, være politisk attraktiv.

Sådan er det, når det handler om børn, unge og socialt udsatte. Men åbenbart ikke, når det gælder de ældre. Her opleves det frie valg som problematisk og forstyrrende for den samlede kommunale styring af området. Her opleves det, at nogen vælger det kommunale fra, som en torn i øjet. Her opleves den værdibårne organisation åbenbart ikke positivt. Derfor gentages argumentet med de vildledende økonomiske nøgletal igen og igen.

Dansk Erhverv og Selveje Danmark støtter en revision af reglerne om friplejeboliger. Vi ønsker ikke, at friplejeboliger skal have en højere betaling end de kommunale tilbud blot den samme. Sammen med kommunerne vil vi meget gerne være med til at skabe løsninger, der imødekommer alle parter. Men lad det være på et oplyst og sagligt grundlag frem for gentagende kommunal misinformation.

Jon Krog, branchedirektør i Selveje Danmark og Marie Louise Løvengreen, velfærdspolitisk chef i Dansk Erhverv

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvad er det kommunerne sparer væk i de kommunale plejehjem?